1985 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, KONKURSLOVEN OG LOV OM FORBRUGERKLAGENÆVNET (AFLASTNING AF HØJESTERET M.V., BEHANDLING AF SAGER OM VEKSLER OG CHECKS M.V.)

Artikel 1

De sprog, som omfattes af denne konvention er dansk, finsk, islandsk,

norsk og svensk.

Konventionen omfatter såvel mundtlig som skriftlig kontakt med en

myndighed eller et andet offentligt organ, dog ikke

telefonkontakt.

Bilag 1

RETSPLEJERÅDET

Den 10. december 1984

Skrivelse af 10. december 1984 til justitsministeriet.

Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet

retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af

foranstaltninger med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden

ved retsvæsenet samt spørgsmålet om udformningen af

lægdommerordningen inden for strafferetsplejen.

Efter justitsministeriets anmodning afgav rådet i april 1983 en

udtalelse om spørgsmål, der på grund af deres afgrænsede karakter

kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt. Udtalelsen rummede et

udkast til ændringer af retsplejeloven, som bl.a. indeholdt

forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

til 200.000 kr. samt forslag til nye regler om domsskrivning i

civile byretssager og en begrænsning i tiltaltes adgang til at

anke mindre bødestraffe i politisager.

Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.

994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens

anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere

politisager, ligesom der foreslås en udvidet beskyttelse af

lægdommernes identitet.

Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende

gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.

Efter afgivelsen af betænkning nr. 994/1983 har rådet fortsat sine

overvejelser om rationalisering af arbejdet ved domstolene. I den

forbindelse har rådet påbegyndt en samlet og mere principiel

vurdering af spørgsmålet om udformningen af kompetenceregler for

civile sager, herunder navnlig om det vil være muligt at henlægge

flere sager til behandling ved byret i 1. instans. Rådet har også

overvejet sø- og handelsrettens placering i instansfølgen.

Overvejelserne vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu ikke

afsluttet.

I de senere år er der indtrådt en væsentlig forøgelse af det antal

sager, som indbringes for højesteret. Højesterets præsident har

henledt justitsministeriets opmærksomhed på det stigende sagsantal

og de som følge heraf forlængede berammelsestider og har på denne

baggrund henstillet til justitsministeriet at søge nogle

retsplejelovændringer af begrænset rækkevidde gennemført med det

formål at mindske tilgangen til højesteret af nogle mindre vigtige

sager. Højesterets præsident har navnlig henstillet, at der

gennemføres en væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære

landsretternes og sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret,

ligesom han har peget på det ønskelige i at fritage sø- og

handelsretten og dermed højesteret for behandling af

funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående

betydning.

Retsplejerådet har behandlet de nævnte spørgsmål i en række møder. I

forbindelse hermed har spørgsmålene været drøftet med præsidenten

for højesteret og præsidenten for sø- og handelsretten. Der er i

rådet enighed om, at det er påkrævet at gennemføre

foranstaltninger, som kan bidrage til at afkorte ventetiderne ved

højesteret.

Som et resultat af overvejelserne vedrørende de rejste spørgsmål har

rådet udarbejdet vedlagte notat samt vedlagte lovudkast med

bemærkninger, som hermed afgives til justitsministeriet.

Lovudkastet indeholder forslag dels om udvidelse af højesterets

ankeudvalgs kompetence, således at ankeudvalget kan behandle

ankesager, der udelukkende vedrører bestemmelser om

sagsomkostninger eller processuelle straffe, dels om gennemførelse

af en adgang for et enkelt medlem af kæremålsudvalget til at

afsige kendelse om afvisning af kæremål. Det foreslås endvidere,

at sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om

ansættelsesforholdet skal behandles ved byretten i 1. instans uden

hensyn til sagens økonomiske værdi, og at funktionærsager i det

storkøbenhavnske område, der efter de gældende regler behandles af

sø- og handelsretten, henlægges til behandling ved de almindelige

domstole, men dog med adgang for byretten til efter reglerne i

retsplejelovens § 227 at henvise sager mellem arbejdsgivere og

deres ansatte til behandling ved sø- og handelsretten. Efter

lovudkastet skal landsretternes og sø- og handelsrettens

afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe kun kunne

indbringes for højesteret med justitsministerens tilladelse. Nogle

foreslåede mindre ændringer af retsplejelovens §§ 385 og 386

tilsigter en lettelse af sagsforberedelsen ved højesteret, og ved

en ændring af retsplejelovens § 387 foreslås indført en udvidet

adgang til skriftlig behandling af ankesager. Rådet foreslår også

en mindre ændring i retsplejelovens bestemmelser om

varetægtsfængsling, således at retten, når tiltalte er fængslet

under anke af straffesagen, kan undlade at fastsætte en frist for

varetægtsfængslingens længde, såfremt domsforhandling er berammet,

og tiltalte erklærer sig indforstået med fængsling indtil

domsforhandlingen. Endelig foreslår rådet konkurslovens § 252

ændret, således at afgørelser fra sø- og handelsrettens

skifteafdeling alene kan appelleres direkte til højesteret,

såfremt afgørelserne er truffet under medvirken af sagkyndige. I

alle øvrige tilfælde skal appel i følge forslaget ske til østre

landsret, svarende til den appelordning, som er indført med hensyn

til afgørelser om gældssanering.

Det er retsplejerådets opfattelse, at de foreslåede ændringer af

retsplejeloven og konkursloven vil være egnede til at lette

arbejdspresset på højesteret og herved bidrage til nedbringelse af

berammelsestiderne ved højesteret, og at de er rimelige og

forsvarlige ud fra almindelige retsplejesynspunkter.

Retsplejerådet vil senere afgive udtalelse om andre forslag til

rationalisering af restplejen.

P.R.V.

AGERSNAP

Bilag til retsplejerådets skrivelse af 10. december 1984

Ændringer med henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved

højesteret

1. Indledning

1.1. Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet

retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af

foranstaltninger med henblik på at nedbringe berammelsestiden ved

domstolene og spørgsmålet om udformningen af lægdommerordningen

inden for strafferetsplejen. Justitsministeriet anmodede om, at

rådets udtalelse angående spørgsmål, der på grund af deres

afgrænsede karakter kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt,

måtte foreligge inden 15. marts 1983 med henblik på fremsættelse

af lovforslag i folketingsåret 1982-83.

På denne baggrund udarbejdede rådet i april 1983 et udkast til

ændringer af retsplejeloven, som tog sigte på at nedbringe

berammelsestiden ved domstolene. Udkastet er optaget som bilag 6

til nedennævnte betænkning om lægdommerordningen. Udkastet

indeholdt bl.a. forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i

retsplejelovens § 225 til 200.000 kr. Yderligere forslag til

ændring af sagsfordelingen mellem retterne blev udskudt til senere

overvejelser i rådet. Endvidere indeholdt udkastet forslag til nye

regler om domsskrivning i civile byretssager og en begrænsning i

tiltaltes adgang til at anke mindre bødestraffe i politisager.

Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.

994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens

anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere

politisager. Endvidere foreslås en udvidet beskyttelse af

lægdommernes identitet.

Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende

gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.

Rådet har efter afgivelsen af betænkningen om lægdommerordningen

fortsat sine overvejelser om gennemførelse af retsplejeændringer

med henblik på at rationalisere arbejdet ved domstolene.

I den forbindelse har retsplejerådet påbegyndt en samlet og mere

principiel vurdering af spørgsmålet om udformningen af

kompetenceregler for civile sager ved domstolene. Det er bl.a.

taget op til overvejelse, om det vil være muligt at henlægge flere

sager til behandling ved byret i 1. instans.

Som det fremgår af det førnævnte udkast til ændring af retsplejeloven

(betænkning nr. 994/1983, side 141), har rådet tidligere været

inde på spørgsmålet om, hvorvidt man i videre omfang end ved den

nu gennemførte forhøjelse af byretsgrænsen til 200.000 kr. kan

henlægge sager til behandling ved byret i 1. instans. Det er i den

forbindelse fremhævet, at der eventuelt ved henvisningsreglen i

retsplejelovens § 227 - efter de fornødne ændringer - kan skabes

grundlag for en individuel bedømmelse af sagerne, således at de

sager, der findes bedst egnede til kollegial behandling, og sager,

hvor parterne bør have mulighed for at anke til højesteret uden 3.

instansbevilling, kan henvises til behandling ved landsret.

Rådet har også overvejet sø- og handelsrettens placering i

instansfølgen.

Retsplejerådets overvejelser vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu

ikke afsluttet, og rådet stiller derfor ikke på nuværende

tidspunkt videregående forslag om at ændre de enkelte instansers

saglige kompetence.

1.2. Højesterets præsident har over for justitsministeriet rejst

spørgsmål om gennemførelse af foranstaltninger med henblik på at

nedbringe ventetiderne ved højesteret.

Bortset fra nogle år efter 1. og 2. verdenskrig har tilgangen af

sager til højesteret og afgangen af sager i almindelighed kunnet

opveje hinanden, således at det henstående antal uafgjorte sager

som regel har kunnet holdes under ca. 230 borgerlige sager og ca.

20 straffesager. Berammelsestiderne har under disse omstændigheder

været de kortest mulige, når henses til, at parternes advokater

efter forberedelsesstadiets afslutning må have en rimelig tid til

udarbejdelse af ekstrakt og til forberedelse af den mundtlige

domsforhandling. Borgerlige ankesager har således normalt kunnet

berammes til domsforhandling efter 4 til 6 måneders forløb,

afhængigt af, om berammelsestiden omfatter en sommerferieperiode.

For strafanker har berammelsestiden i reglen været kortere.

I de senere år er der imidlertid indtrådt en væsentlig forøgelse af

det antal sager, som indbringes for højesteret. Det gælder både

ankesager og kæresager og både borgerlige sager og straffesager.

Strafanker og kæresager må efter deres beskaffenhed søges fremmet

mest muligt, og udviklingen har derfor ikke for disse sagers

vedkommende medført nogen vækst i antallet af uafgjorte sager, men

har naturligvis i betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens

personale. For så vidt angår borgerlige ankesager har det derimod

ikke kunnet undgås, at antallet af uafgjorte sager er steget

stærkt, og at berammelsestiderne er blevet forlænget væsentligt.

Udviklingen i antallet af borgerlige sager ved højesteret fremgår af

nedenstående oversigt for årene 1978 til 1984.

--------------------------------------------------------------------- 1978 1979 1980 1981 1982 1983 30.11.84 --------------------------------------------------------------------- Indkomne borgerlige ankesager 241 249 233 311 307 269 219 Indkomne borgerlige kæresager 52 58 90 98 127 105 106 ---------------------------------------- Indkomne borgerlige sager i alt 293 307 323 409 434 374 325 ---------------------------------------- Domme i borgerlige sager 92 114 103 115 125 128 137 Kendelser i borgerlige sager 57 76 119 83 145 102 87 Hævede borgerlige sager 109 92 106 141 112 124 103 ---------------------------------------- Afgjorte borgerlige sager i alt 258 282 328 339 382 354 327 ---------------------------------------- Uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang (anke plus kæresager) 5-6 år gamle 1 - 4-5 år gamle 2 2 3 - 3-4 år gamle 1 1 7 5 7 12 - 2-3 år gamle 3 22 16 15 18 41 - 1-2 år gamle 58 57 71 69 124 158 - 0-1 år gamle 177 192 183 269 271 238 - ---------------------------------------- 239 272 277 360 422 453 485 ----------------------------------------

Som det fremgår af oversigten har tilgangen af sager i hvert af årene

med undtagelse af 1980 været større end afgangen, således at

antallet af uafgjorte borgerlige sager i det omhandlede tidsrum er

blevet forøget fra 239 den 31. december 1978 til 485 den 30.

november 1984. Beholdningen af uafgjorte borgerlige sager

overstiger således nu et års tilgang, og berammelsestiden for

borgerlige ankesager, der udgør ca. 95 pct. af de henstående

sager, er nu ca. et år, regnet fra forberedelsens afslutning.

Også med hensyn til straffesager har der som nævnt været tale om en

stigende sagstilgang, idet antallet af sager forøgedes fra 44 i

1977 til 94 i 1982. I 1983 faldt antallet af straffesager til 76,

men retten måtte i dette år anvende væsentlig mere tid på

behandlingen af straffesager end i noget tidligere år under den

nuværende retsplejelov, fordi to omfattende straffesager lagde

beslag på en retsafdeling med 7 dommere i sammenlagt ca. 12 uger.

Højesterets præsident har henledt justitsministeriets opmærksomhed

på, at sagsantallet og de forlængede berammelsestider nu stærkt

minder om de forhold, der gjorde sig gældende i årene efter 1948,

og som medførte, at det var nødvendigt at træffe særlige

foranstaltninger til sagernes afvikling, jfr. lov nr. 526 af 19.

december 1949 om udvidelse af højesteret og bemærkningerne til

forslaget til denne lov (Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, spalte

3685 ff). Højesteret måtte da i nogle år opgive at anvende

mundtlig domsforhandling ved afgørelsen af et ikke ubetydeligt

antal borgerlige ankesager, idet gennemsnitligt ca. 50 ankesager

om året blev afgjort ved skriftlig votering på grundlag af

skriftlige indlæg fra sagens parter. Formålet hermed ver at

forkorte berammelsestiderne for de mundtligt behandlede sager.

Alligevel varede det en række år, inden forholdene blev

normaliseret.

Fra 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr., jfr. lov nr. 260 af 8.

juni 1979, og fra 1. juli 1984 er denne grænse som nævnt

yderligere forhøjet til 200.000 kr., jfr. lov nr. 298 af 6. juni

1984. Formålet med disse ændringer var at nedbringe

berammelsestiderne ved landsretterne. Ændringerne berørte ikke de

sager, som på ikrafttrædelsestidspunkterne var anlagt ved

landsretterne, og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket

tilgangen af sager til højesteret. Det må imidlertid forventes, at

ændringerne i løbet af nogle år vil medføre et vist fald i

antallet af ankesager. En væsentlig del af de borgerlige

ankesager, der indbringes for højesteret, er imidlertid ikke

afhængige af værdigrænsen i retsplejelovens § 225. Dette gælder

således anerkendelsessøgsmål, der ikke kan værdiansættes, domme,

der afsiges af sø- og handelsretten i København, og de i

retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2, omhandlede sager om prøvelse

af afgørelser, truffet af et ministerium eller en central statslig

klageinstans. Af de i 1983 indkomne 269 borgerlige ankesager havde

82 en offentlig myndighed som part. 52 af disse sager angik

skatte- og afgiftsspørgsmål.

Under hensyn til denne udvikling og på baggrund af erfaringerne i

forbindelse med afviklingen af det ekstraordinære store antal

sager i 1950erne har højesterets præsident givet udtryk for, at

højesteret ikke anser det for forsvarligt alene at afvente

virkningen af de ændrede byretsgrænser og de mulige yderligere

ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som retsplejerådet

efter justitsministeriets anmodning har taget op til principiel

overvejelse. Han har derfor henstillet til justitsministeriet at

søge nogle retsplejelovsændringer af begrænset rækkevidde

gennemført med det formål at mindske tilgangen til højesteret af

nogle mindre vigtige sager. Disse ændringer tilsigter at lette

rettens nuværende vanskelige arbejdsvilkår, at opnå en mere

hensigtmæssig anvendelse af de til rådighed værende ressourcer og

at muliggøre en hurtigere afvikling af det nuværende alt for store

antal uafgjorte sager.

Præsidenten har oplyst, at højesteret siden begyndelsen af 1983 har

ladet ca. 40 borgerlige ankesager udgå til skriftlig behandling

efter samråd med parterne. Det har imidlertid vist sig, at det

store antal kæresager, som indkommer til retten, og som helt

overvejende behandles skriftligt, i så væsentlig grad lægger

beslag på rettens protokolsekretærers og dommernes arbejdskraft,

at det ikke samtidig er muligt at behandle et rimeligt antal

skriftlige ankesager med den ønskelige hurtighed. Efter de

indvundne erfaringer er det ikke sandsynligt, at retten under de

nuværende forhold og efter sagernes beskaffenhed vil få praktisk

mulighed for at behandle lige så mange skriftlige ankesager som i

1950erne. Præsidenten finder imidlertid, at hensynet til

behandlingen af de ankesager, der egner sig til afgørelse ved

skriftlig behandling, under de foreliggende omstændigheder bør

prioriteres højere end hensynet til at opnå højesterets afgørelse

i kæresagerne, som ofte frembyder problemer af meget begrænset

rækkevidde. Han har derfor henstillet, at der søges gennemført en

væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære landsretternes og

sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret.

Derudover har præsidenten blandt andet peget på det ønskelige i at

ændre sø- og handelsrettens kompetence med det formål at fritage

denne domstol og dermed højesteret for behandling af

funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående

betydning. Med hensyn til højesterets øvrige, mindre indgribende

forslag til retsplejelovsændringer, henvises til omtalen nedenfor

og til retsplejerådets lovudkast med bemærkninger.

Retsplejerådet har haft et møde med repræsentanter for sø- og

handelsretten angående de spørgsmål, der berører denne ret.

2. Funktionærsager

2.1. De gældende regler

Efter den praksis, som har udviklet sig på grundlag af de gældende

regler, behandles funktionærsager i det storkøbenhavnske område

ved sø- og handelsretten i København.

Sø- og handelsrettens saglige kompetence fremgår af retsplejelovens §

9, stk. 3. Efter bestemmelsen i § 9, stk. 3, 1. pkt., afhænger sø-

og handelsrettens kompetence inden for funktionærområdet af, om

sagen kan anses for en sø- eller handelssag. Det er i den

forbindelse afgørende, om fagkundskab til søforhold eller

handelsforhold skønnes at være af betydning, jfr. retsplejelovens

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer

1. § 2 a, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,

hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved

der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og

processuelle straffe, og«.

2. § 2 a, stk. 3, 2. pkt., affattes således

»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om

afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«

3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.

4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller

flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige

medlemmer.«

5. I § 9 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og

handelsretten i det omfang, disse sager er henvist til denne ret

efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«

6. § 9 a, stk. 1, affattes således

»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident

eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et

antal af rettens sagkyndige medlemmer.«

7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.

8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

»Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne

i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den

pågældendes eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat

til dansk, såfremt modparten forlanger det eller retten finder det

nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land

skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,

oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et

andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme

gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten

kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i

overensstemmelse med lovens almindelige regler om

sagsomkostninger.«

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.

9. § 225, nr. 3, affattes således

»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og

deres ansatte.«

10. § 225, nr. 4, ophæves.

Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.

11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.

12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.

13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,

nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i

København, såfremt

1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning

for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.

1, nr. 1-5.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således

»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes

skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«

15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således

»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til

landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for

højere ret.«

16. § 361, stk. 1, affattes således

»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det

pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender

den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,

eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

17. § 368 affattes således

Ȥ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til

den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-

og handelsretten i København, kan af parterne ankes til

højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,

for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i

domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i

København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse

fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende

anvendelse.«

18. § 369, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes

særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«

19. § 385, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det

appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at

indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten

til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.

Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte

almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til

højesteret.«

20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«

21. § 387 affattes således

Ȥ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af

denne skal foregå skriftligt, hvis

1) parterne er enige herom,

2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller

3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssigt.«

22. § 391, stk. 1, affattes således

»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger

og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved

kære.«

23. § 392 affattes således

»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en

ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,

som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under

sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,

eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af

en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give

tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om

kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger

efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,

men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

24. Kapitel 41 ophæves.

25. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således

»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så

vidt angår regreskrav.«

26. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.

27. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,

såfremt

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig

heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og

indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at

kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var

umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand

manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er

falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter

underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på

skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,

i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller

en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med

en forbrugeraftale.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer

1. § 2a, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,

hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved

der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og

processuelle straffe, og«

2. § 2a, stk. 3, 2. pkt., affattes således

»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om

afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«

3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.

4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller

flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige

medlemmer.«

5. I § 9 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og

handelsretten, i det omfang disse sager er henvist til denne ret

efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«

6. § 9a, stk. 1, affattes således

»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident

eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et

antal af rettens sagkyndige medlemmer.«

7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.

8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i

stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes

eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk,

såfremt modparten forlanger det, eller retten finder det

nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land

skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,

oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et

andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme

gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten

kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i

overensstemmelse med lovens almindelige regler om

sagsomkostninger.'

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.

9. § 225, nr. 3, affattes således

»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og

deres ansatte.«

10. § 225, nr. 4, ophæves.

Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.

11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.

12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.

13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,

nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i

København, såfremt

1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning

for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.

1, nr. 1-5.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således

»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes

skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«

15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således

»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til

landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for

højere ret.«

16. § 361, stk. 1, affattes således

»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det

pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender

den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,

eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

17. § 368 affattes således

Ȥ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til

den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-

og handelsretten i København, kan af parterne ankes til

højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,

for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i

domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i

København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse

fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende

anvendelse.«

18. § 369, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes

særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«

19. § 385, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det

appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at

indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten

til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.

Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte

almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til

højesteret.«

20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«

21. § 387 affattes således

Ȥ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af

denne skal foregå skriftligt, hvis

1) parterne er enige herom,

2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller

3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssigt.«

22. § 391, stk. 1, affattes således

»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger

og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved

kære«.

23. § 392 affattes således

»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en

ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,

som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under

sasforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,

eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af

en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give

tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om

kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger

efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,

men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

24. Kapitel 41 ophæves.

25. § 449 affattes således

»§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i

en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, samt i sager efter § 448, nr.

6, om forældremyndighed, og finder retten, at den pågældende har

behov for advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for

denne, såfremt parten opfylder den i § 330 stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse.

Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på

forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har

advokatbistand, kan retten dog beskikke den pågældende part en

advokat, selv om parten ikke opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,

nævnte betingelse. Retten pålægger i så fald parten at erstatte

statskassen udgifterne i forbindelse med beskikkelsen.«

26. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således

»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så

vidt angår regreskrav.«

27. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.

28. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,

såfremt

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig

heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og

indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at

kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var

umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand

manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er

falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter

underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på

skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,

i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller

en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med

en forbrugeraftale.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Artikel 2

De kontraherende stater forpligter sig til at virke for, at en

statsborger i en kontraherende stat skal, hvis der er behov

herfor, kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse til

myndigheder og andre offentlige organer i en anden kontraherende

stat. Foruden domstolene gælder dette først og fremmest i forhold

til offentlige myndigheder såsom social-, sundheds-,

arbejdsmarkeds-, skatte-, politi- og skolemyndigheder.

I sager, der er til behandling ved domstolene og andre offentlige

organer, skal myndighederne så vidt muligt sørge for, at

statsborgere i en anden kontraherende stat får den fornødne tolke-

og oversættelseshjælp. I straffesager skal statsborgerne altid

have den nødvendige tolkehjælp.

Bilag 2

JUSTITSMINISTERIETS RETSHJÆLPSUDVALG

Den 9. januar 1985

Retshjælpsudvalgets overvejelser vedrørende fri proces i

ægteskabssager

Retshjælpsudvalget blev nedsat i efteråret 1981 og holdt i første

halvdel af 1982 4 møder, der centrerede sig om den del af

kommissioriet, der vedrører spørgsmål, som blev rejst i

forbindelse med den daværende regerings lovforslag om behandlingen

af sager af mindre værdi.

Arbejdet i udvalget blev genoptaget i anden halvdel af 1984.

Den umiddelbar anledning hertil var udviklingen på fri proces-kontoen

i de senere år. Udgifterne til fri proces og til retshjælp ved

advokat har i de senere år udgjort følgende beløb

Fri proces Retshjælp 1980..... 34.939.987 2.052.136 1981..... 44.839.455 2.608.077 1982..... 54.783.180 4.070.014 1983..... 56.987.357 3.877.829

På baggrund af denne udvikling har justitsministeriet anmodet

udvalget om - forud for arbejdet med en mere langsigtet

planlægning og koordinering af det samlede retshjælpssystem med

henblik på en forbedring af befolkningens adgang til retshjælp og

den deraf følgende forstærkede gennemførelse af princippet om

lighed for loven - at overveje, hvorledes en opbremsning eller

begrænsning af udgifterne til fri proces vil kunne opnås på kort

sigt.

I denne situation, hvor der ikke kan forventes tilført yderligere

midler til det samlede retshjælpsområde, er det således en

forudsætning for finansiering af den omkostningskrævende styrkelse

af retshjælpssystemet, som udvalget overvejer, at der findes

tilsvarende besparelser på andre retshjælpsområder. Udvalgets

hidtidige overvejelser har derfor navnlig gået på at finde

muligheder for at begrænse det offentliges udgifter til fri proces

m.v., og i den forbindelse er bestemmelsen i retsplejelovens § 449

om advokatbeskikkelse for sagsøgte (appelindstævnte) i

ægteskabssager faldet i øjnene.

Medens en række andre elementer i den omlægning, som udvalget for

tiden overvejer med henblik på en hurtig forbedring af

retshjælpssystemet, kan gennemføres administrativt, må en ændring

af § 449 gennemføres ved lov. Da justitsministeriet i øvrigt har

oplyst, at man i begyndelsen af 1985 vil fremsætte forslag i

folketinget om en række ændringer af retsplejeloven, hvori en

ændring af § 449 passende kan indgå, har udvalget fundet det

forsvarligt at afgive delindstilling om en sådan ændring. Det

bemærkes herved, at det følgende forslag vel indebærer en

forringelse af de hidtidige retshjælpstilbud, men på et punkt, som

efter udvalgets opfattelse ikke præjudicerer de mere langsigtede

overvejelser, og som ejheller på afgørende vis indebærer en

forringelse af princippet om lighed for loven i forhold til andre

områder.

§ 2

I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,

affattes § 252 således

»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære

til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette

kapitel.

Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og

sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling

gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1.«

§ 2

I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,

affattes § 252 således

»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære

til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette

kapitel.

Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og

sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling

gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1.«

Artikel 3

Omkostningerne til tolkning og oversættelse i sager, som er omfattet

af artikel 2, bør afholdes af det offentlige. Omkostningerne til

tolk i straffesager, der er undergivet offentlig påtale, skal

altid udredes af det offentlige.

På trods af ovenstående kan en kontraherende stat dog kræve sine

omkostninger til oversættelse af dokumenter refunderet helt eller

delvis af den, som har indleveret dokumentet, såfremt dette er af

vidtløftig beskaffenhed, af ringe betydning, eller såfremt der i

øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En kontraherende stat

skal heller ikke være afskåret fra at gennemføre regler, hvorefter

det offentlige får ret til at kræve omkostningerne til tolk eller

oversættelse refunderet af den, som i egenskab af tabende part

eller af anden årsag skal afholde sagsomkostningerne.

Bilag 3

Retsplejerådets udkast af 21. juli 1980 til lov om ændring af

retsplejeloven

(behandling af sager om veksler og checks m.v.).

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar

1980, foretages følgende ændringer

1. § 225, nr. 4, ophæves.

Nr 5-13 bliver herefter nr. 4-12.

2. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.

3. Kapitel 41 ophæves.

4. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således

»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så

vidt angår regreskrav.«

5. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.

6. I § 501 indsættes som nyt stk. 3

»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,

såfremt

1. den, der har fremsat anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, er enig

heri,

2. indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og

indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at

kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3. indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var

umyndig, at underskriften var falsk, at vekslens eller checkens

indhold er forfalsket efter underskrivelsen, eller at vekslen

eller checken er underskrevet på hans vegne uden fornøden

fuldmagt,

4. indsigelsen angår en veksel, der er udstedt i forbindelse med en

forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2, i lov nr. 139 af 29. marts 1978

om visse forbrugeraftaler, eller en check, der er benyttet til

opnåelse af kredit i forbindelse med en forbrugeraftale.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter henholdsvis stk. 4 og 5.

7. I § 522 indsættes som stk. 2 og stk. 3

»Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse er begæret på grundlag af en veksel

eller en check, kan modregning kun ske med krav, der støttes på,

at der ikke er givet en i veksel- eller checkloven foreskreven

underretning, jfr. dog stk. 3.

Stk. 3. Ved tvangsfuldbyrdelse på grundlag af en veksel, der er

udstedt i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2, i

lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller på

grundlag af en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i

forbindelse med en forbrugeraftale, kan modregning ske i samme

omfang, som anført i stk. 1.«

Almindelige bemærkninger.

1. Indledning.

Justitsministeriet anmodede den 13. januar 1978 retsplejerådet om at

overveje, hvorvidt reglerne i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig

retsforfølgning i sager om veksler og visse andre gældsbreve burde

ophæves. Baggrunden herfor var de ændringer i retsplejelovens

regler om udlæg, der trådte i kraft den 1. januar 1977, og som

bl.a. indebærer, at der nu i medfør af retsplejelovens § 478, stk.

1, nr. 7, kan foretages udlæg umiddelbart på grundlag af veksler

og checks for så vidt angår de i § 443, nr. 2 og 3, nævnte krav.

Ændringerne i udlægsreglerne bygger på udlægsudvalgets betænkning

nr. 634/1971. Udvalget pegede i den nævnte betænkning, side 36,

på, at det med gennemførelsen af den nye regel i § 478, stk. 1,

nr. 7, om veksler og checks som grundlag for tvangsfuldbyrdelse

burde overvejes, om reglerne i lovens kapitel 41 kunne ophæves.

2. De gældende regler.

2.1. Retsplejeloven indeholder i kapitel 41 regler om den såkaldte

hurtige retsforfølgning. Bestemmelserne i kapitel 41 er gengivet i

bilag I til lovudkastet. Den hurtige retsforfølgning kan benyttes

dels i vekselsager, jfr. § 443, nr. 2, og dels i sager, hvorunder

der søges dom for et regreskrav efter en check eller et

postgiroudbetalingskort, jfr. § 443, nr. 3. I praksis anvendes den

hurtige retsforfølgning vedrørende giroudbetalingskort kun

sjældent. Skyldneren efter et gældsbrev kunne før 1. juli 1938 ved

en bemærkning i gældsbrevets tekst indgå på, at sager til

indfrielse af gældsbrevet skulle behandles efter kapitel 41, jfr.

§ 3

I lov om forbrugerklagenævnet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 105 af 28.

februar 1986, affattes § 8, stk. 2, således

»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren

ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt

tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen eller sagen

ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

§ 3

I lov om forbrugerklagenævnet nr. 305 af 14. juni 1974 som ændret

senest ved lov nr. 238 af 27. maj 1981, affattes § 8, stk. 2,

således

»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren

ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt

tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen

ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

Artikel 4

Den, der opholder sig på anstalt eller institution, bør i den

udstrækning det er muligt, have adgang til samvær med andre, der

behersker den pågældendes sprog.

Bilag 4

Den nordiske sprogkonvention

KONVENTION

Mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om nordiske

statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet

nordisk land.

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige

som anser en øget sproglig ligestilling inden for Norden for at være

af stor betydning for den nordiske fællesskabsfølelse og for en

udvidet forbindelse mellem de nordiske folk,

som finder det vigtigt, at nordiske statsborgere i så stor

udstrækning som muligt kan anvende deres eget sprog over for

myndigheder og andre offentlige organer i et andet nordisk land,

som erkender, at en god sprogservice for nordiske invandrere er af

væsentlig betydning for at fremme tilpasningen, og for at sikre

dem social tryghed og lige behandling i samfundet,

er i overensstemmelse med synspunkterne i Nordisk Råds rekommandation

nr. 29/1966, blevet enige om følgende

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15, nævnte bestemmelser i §

9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden

lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 27, finder ikke anvendelse på anmodning om

tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens

ikrafttræden.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 27, finder også anvendelse for så vidt angår

dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 14

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15 nævnte bestemmelser i §

9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden

lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 28, finder ikke anvendelse på anmodning om

tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens

ikrafttræden.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 28, finder også anvendelse for så vidt angår

dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er først og fremmest en genfremsættelse af det

civilprocessuelle afsnit om aflastning af højesteret m.v. i det

forslag til lov om ændring af retsplejeloven og konkursloven, der

blev fremsat for folketinget den 1. februar 1985 (L 164), jfr.

Folketingstidende 1984-85, sp. 5403 ff, samt tillæg A, sp. 2955

ff. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1984-85, sp. 5985 ff. Under udvalgsarbejdet

viste det sig, at man af tidsmæssige grunde næppe kunne færdiggøre

dele af lovforslaget i den pågældende folketingssamling. I

forbindelse med andenbehandlingen af forslaget, jfr.

Folketingstidende 1984-85, sp. 10678 ff. blev forslaget derfor

delt i 2 dele, L 164A om telefonaflytning m.v., som blev vedtaget

(lov nr. 227 af 6. juni 1985), og L 164 B vedrørende de øvrige

dele af lovforslaget, der blev udskudt til den kommende

folketingssamling. Den udskudte del af det oprindelige lovforslag

fremsættes nu i form af to lovforslag, et vedrørende politiets

anvendelse af agenter som led i efterforskningen og det

foreliggende forslag, der vedrører civilprocessuelle emner.

Lovforslaget indeholder således en række forslag til ændringer i

retsplejeloven og konkursloven med henblik på at begrænse

tilgangen af mindre betydningsfulde sager til højesteret. De

foreslåede ændringer, der bygger på en udtalelse fra

retsplejerådet, har til formål at bidrage til en nedbringelse af

de for tiden meget lange berammelsestider ved højesteret.

Endvidere foreslås der en ændring af reglen i retsplejelovens §

449 om automatisk beskikkelse af advokat for sagsøgte i

ægteskabssager. Genfremsættelsen af retsplejeændringerne

vedrørende højesteret sker i uændret skikkelse, hvorimod forslaget

til ny § 449 er blevet ændret dels som konsekvens af lov nr. 226

af 6. juni 1985 om sager om ægteskab eller forældremyndighed dels

med henblik på en mere fleksibel ordning.

Samtidig er det fundet hensigtsmæssigt uændret at genfremsætte det

forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Behandling af sager

om veksler og checks m.v.), der blev fremsat for folketinget den

8. oktober 1981 (Folketingstidende 1981-82, 1. samling, sp. 172 f,

samt tillæg A, sp. 581 ff). Forslaget bortfaldt som følge af

folketingsvalget i december 1981. Førstebehandlingen af

lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1981-82, 1. samling,

sp. 597 ff.

Lovforslaget indebærer også en ændring af retsplejelovens § 361, stk.

1, og forbrugerklagenævnsloven § 8, stk. 2, om obligatorisk

henvisning af forbrugersager fra domstolene til

forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn.

Forslag herom har tidligere været fremsat for folketinget i

forbindelse med et forslag vedrørende behandling af sager af

mindre værdi, der blev fremsat for folketinget den 16. december

1980 (Folketingstidende 1980-81, sp. 4232 ff, samt tillæg A, sp.

575 ff) og i sin helhed trukket tilbage af justitsministeren i maj

1981. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1980-81, sp. 5007 ff.

Endelig stilles der nye forslag til visse mindre ændringer i

retsplejeloven. Der foreslås således bl.a. nogle tilføjelser til

retsplejelovens § 149 om retssproget med henblik på en dansk

ratifikation af den nordiske sprogkonvention.

I det følgende gives der en kortfattet redegørelse for lovforslagets

nærmere indhold. Bemærkningerne vedrørende lovforslagets

bestemmelser om aflastning af højesteret, behandling af sager om

veksler og checks og henvisningsordningen med hensyn til

forbrugersager svarer med mindre redaktionelle ændringer til dem,

der ledsagede de oprindelige lovforslag.

2. Aflastning af højesteret.

2.1. På baggrund af drøftelser med højesterets præsident og en

udtalelse af 10. december 1984 fra retsplejerådet (bilag 1 til

lovforslaget) stilles der forslag om forskellige

retsplejeændringer med det formål at frigøre højesteret for at

behandle en række sager, som efter deres karakter fuldt

forsvarligt kan afgøres endeligt af landsretterne. Herved vil det

blive muligt at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret.

Hovedindholdet af denne del af lovforslaget er for det første et

forslag om, at alle almindelige funktionærsager, der ikke

indeholder principielle spørgsmål eller lignende, henlægges til

byretterne. Dette vil bl.a. indebære, at 1. instansdomme i sådanne

almindelige funktionærsager ikke længere vil kunne indbringes

direkte for højesteret ved appel.

Endvidere stilles der forslag om forskellige andre lovændringer med

henblik på at begrænse adgangen til at indbringe mindre

betydningsfulde afgørelser for højesteret. I den forbindelse

stilles der navnlig forslag om, at den appelordning til østre

landsret, som bliv gennemført pr. 1. juli 1984 med hensyn til sø-

og handelsrettens skifteafdelings afgørelser i

gældssaneringssager, nu udvides til at omfatte samtlige

afgørelser, som træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Endelig stilles der forslag om en udvidelse af adgangen for

højesteret til at anordne skriftlig ankebehandling af visse

sagstyper.

2.2. Der har igennem de senere år været en stærk stigning i antallet

af sager, som indbringes for højesteret. Dette gælder både med

hensyn til ankesager og kæresager og både med hensyn til

borgerlige sager og straffesager. Væksten i sagsantallet har i

betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens personale og har

endvidere bevirket, at antallet af uafgjorte borgerlige ankesager

er steget stærkt, idet man fra højesterets side har prioriteret

straffesager og kæresager fremfor borgerlige ankesager.

Herved er der sket en betydelig forlængelse af berammelsestiderne for

de borgerlige ankesager. Der kan i den forbindelse henvises til

oplysningerne i pkt. 1.2. i retsplejerådets udtalelse af 10.

december 1984, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Som

det fremgår heraf, overstiger højesterets nuværende beholdning af

uafgjorte borgerlige sager et års tilgang af nye sager.

Højesterets præsident har i øvrigt givet nogle supplerende

oplysninger om udviklingen i sagsantallet i 1984. Det fremgår

bl.a. heraf, at der i 1984 indkom i alt 375 nye borgerlige sager,

at højesteret afgjorde i alt 354 borgerlige sager, og at antallet

af uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang udgjorde i alt 468.

Fra den 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr. og med virkning fra den 1.

juli 1984 er denne grænse forhøjet yderligere til 200.000 kr.

Formålet med disse ændringer har været at nedbringe

berammelsestiderne ved landsretterne, men det er klart, at

ændringerne som en refleksvirkning på længere sigt vil kunne

medføre en vis mindskelse i antallet af borgerlige ankesager for

højesteret.

De nævnte forhøjelser af byretsgrænsen til 100.000, henholdsvis

200.000 kr., berørte imidlertid ikke de sager, som på

ikrafttrædelsestidspunktet allerede var anlagt ved landsretterne,

og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket tilgangen af

sager til højesteret. Det fremgår dog af retsplejerådets

udtalelse, at det må forventes, at ændringerne i løbet af nogle år

vil medføre et vist fald i antallet af ankesager for højesteret,

men rådet fremhæver samtidig, at en væsentlig del af de borgerlige

ankesager, der indbringes for højesteret, ikke er afhængige af

værdigrænsen i retsplejelovens § 225.

Højesterets præsident har på baggrund af de nævnte vanskeligheder

givet udtryk for, at højesteret ikke anser det for forsvarligt at

lade en løsning på de problemer, som sagspuklen medfører, afvente

virkningen af den forhøjede byretsgrænse og af de forskellige

yderligere ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som

justitsministeriet har anmodet retsplejerådet om at tage op til

nærmere overvejelse. Præsidenten har derfor henstillet til

justitsministeriet, at man søger nogle retsplejeændringer af mere

begrænset rækkevidde gennemført med det formål at aflaste

højesteret ved at mindske tilgangen af nogle mindre betyningsfulde

sager.

Justitsministeriet har på denne baggrund anmodet retsplejerådet om en

udtalelse. Rådets udtalelse af 10. december 1984 er som tidligere

nævnt optrykt som bilag 1 til lovforslaget.

2.3. Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, afhænger sø- og

handelsrettens kompetence inden for området med funktionærsager

af, om sagen kan anses for en sø- eller handelssag, og det er i

denne henseende i princippet afgørende, om fagkundskab til sø-

eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens

afgørelse. Imidlertid har der udviklet sig den praksis på grundlag

af de gældende regler i retsplejeloven, at stort set alle

funktionærsager i det storkøbenhavnske område i dag behandles ved

sø- og handelsretten i København og under medvirken af fagkyndige

meddommere, jfr. herved retsplejelovens § 9a, stk. 2. Og dette

gælder i praksis, uanset at sagen må betragtes som en almindelig

bevissag, og uanset at den ikke rummer spørgsmål, der særligt

taler for behandling under deltagelse af fagkyndige meddommere ved

sø- og handelsretten.

Uden for det storkøbenhavnske område behandles funktionærsagerne

derimod ved de almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret

eller landsret afhængigt af, om sagsgenstandens værdi overstiger

200.000 kr., jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1 (den såkaldte

byretsgrænse). Retsplejelovens § 6, stk. 4, og §§ 18a og b

indeholder regler om, at de almindelige domstole uden for

Storkøbenhavn i søsager skal tiltrædes af søkyndige fagdommere og

i handelssager kan tiltrædes af handelskyndige fagdommere.

Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at der i årene 1981-1983

blev anlagt henholdsvis 204, 218 og 245 funktionærsager ved sø- og

handelsretten i København. I de samme år blev henholdsvis 11, 23

og 15 domme anket til højesteret.

Med henblik på at opnå en lettelse af højesteret har retsplejerådet

bl.a. på den baggrund overvejet spørgsmålet om, hvorvidt

funktionærsagerne også i Storkøbenhavn bør henlægges til

behandling ved byretterne. Retsplejerådet finder det (udtalelsens

afsnit 2) både rimeligt og forsvarligt at gennemføre en flytning

af de almindelige funktionærsager i det storkøbenhavnske område

fra sø- og handelsretten til de almindelige domstole. Rådet

henviser i den forbindelse bl.a. til, at disse sager oftest

udspringer af en tvist af ordinær bevismæssig betydning, samt til,

at disse sager uden for Storkøbenhavn i næsten alle tilfælde

behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.

Retsplejerådet finder endvidere, at alle sager mellem arbejdsgivere

og deres ansatte bør behandles ved byretten i 1. instans uden

hensyn til sagens økonomiske værdi. Retsplejerådets forslag

omfatter i øvrigt også sager mellem offentlige arbejdsgivere og

deres ansatte og adskiller sig herved fra et i 1975 fremsat

lovforslag vedrørende det samme spørgsmål, som dengang stødte på

modstand bl.a. fordi byretsgrænsen dengang lå på 30.000 kr.

Retsplejerådet finder dog, at der samtidig bør gives mulighed for at

få de funktionærsager, som rejser mere principielle spørgsmål

m.v., behandlet ved sø- og handelsretten under medvirken af

fagkyndige dommere. Henvisningsreglen i retsplejelovns § 227

foreslås derfor suppleret, således at byretterne kan henvise sager

mellem arbejdsgivere og ansatte om ansættelsesforholdet til

behandling ved sø- og handelsretten, såfremt fagkundskab til sø-

eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens

afgørelse, og såfremt der foreligger en af de almindelige

henvisningsgrunde, som er opregnet i retsplejelovens § 227, stk.

1, nr. 1-5. Den af retsplejerådet foreslåede nye henvisningsregel

gælder i øvrigt ikke kun for sager i det storkøbenhavnske område,

men for byretterne i hele landet. Henvisningsadgangen omfatter i

øvrigt ikke blot funktionærsager, men også andre sager mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, der opstår af ansættelsesforhold.

Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter og

forslag om at aflaste højesteret ved at overføre funktionærsagerne

til behandling ved byretterne, således at der gennem en samtidig

ændring af henvisningsreglerne gives mulighed for at få

principielle sager m.v. behandlet ved sø- og handelsretten. Herved

opnås der også en højere grad af ligestilling mellem Storkøbenhavn

og det øvrige land. Justitsministeriets lovforslag er udformet i

overensstemmelse hermed.

2.4. Højesteretspræsidenten har endvidere peget på, at det efter

højesterets opfattelse ville være ønskeligt, såfremt der kunne

gennemføres en begrænsning i antallet af kæremål til højesteret. I

den forbindelse har præsidenten særlig peget på, at retten er

tynget af en del kæremål vedrørende sagsomkostninger samt af

kæremål fra sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Retsplejerådet har i sin udtalelse (afsnit 3) indgående drøftet

spørgsmålet om disse kæremål og stiller på den baggrund forslag om

ændring i reglerne om appel af bestemmelser i domme om

sagsomkostninger og processuelle straffe og om en ændring af

reglen i konkurslovens § 252 om appel af afgørelser, som er

truffet af sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Efter de gældende regler i retsplejeloven kan bestemmelser om

sagsomkostninger og processuelle straffe i domme kun indbringes

særskilt for højere ret ved kære, jfr. lovens § 369, stk. 2, og §

391, stk. 1. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret

(eller af sø- og handelsretten) om sagsomkostninger og

processuelle straffe kan også indbringes særskilt for højesteret

ved kære, og sådan kære kan endog iværksættes over for

bestemmelser i ankedomme uden tilladelse fra justitsministeriet.

Før 1980 kunne særskilt indbringelse af sådanne kæremål for højere

ret kun ske med tilladelse fra justitsministeriet.

Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at højesteret i perioden

fra 1. marts 1983 til 29. februar 1984 behandlede i alt 84

kæresager, og at 22 af disse sager angik bestemmelser i

landsretsdomme om sagsomkostningernes størrelse og fordeling

mellem parterne. Kun i 5 af disse sager ændrede højesteret

landsrettens (sø- og handelsrettens) afgørelse.

Højesterets præsident har over for retsplejerådet oplyst, at en

bedømmelse af de omkostningsspørgsmål, der indbringes for

højesteret, ikke kan ske alene på grundlag af dommen og parternes

skriftlige indlæg. Det er derimod i reglen nødvendigt at gennemgå

hele sagsforløbet i den foregående instans, og dette arbejde står

ikke altid i rimeligt forhold til afgørelsernes betydning.

Retsplejerådet fremhæver, at sagsomkostninger fastsættes med

udgangspunkt i vejledende takster, som størrelsesmæssigt afhænger

af sagens værdi, og at afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmål ved

en dom sker på grundlag af en fuldstændig prøvelse af parternes

tvist. Rådet finder det bl.a. derfor forsvarligt i almindelighed

at lade omkostningsspørgsmål i domme finde deres endelige

afgørelse ved landsretterne (sø- og handelsretten i København),

idet disse retter med deres praksis i et stort antal sager kan

opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til

omkostningsfastsættelsen.

Ligesom efter de før 1980 gældende regler bør der dog efter

retsplejerådets opfattelse være adgang til at få principielle

spørgsmål indbragt for højesteret, og rådet stiller derfor forslag

om gennemførelse af en ordning, hvorefter landsretternes (og sø-

og handelsrettens) afgørelser om sagsomkostninger og processuelle

straffe i domme - såvel i 1. instanssager som i ankesager - kun

kan indbringes særskilt for højesteret med tilladelse fra

justitsministeriet. Sådan tilladelse vil kunne gives af

justitsministeriet, såfremt sagen er af principiel karakter, eller

såfremt særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejerådet

foreslår endvidere, at indbringelse for højesteret i givet fald

skal ske ved anke, idet dette retsmiddel henset til afgørelsernes

principielle karakter må anses for bedst egnet, når det drejer sig

om prøvelse ved højesteret.

Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

2.5. Ved sø- og handelsrettens skifteafdeling behandles alle sager i

det storkøbenhavnske område vedrørende behandling af konkursboer,

ledelse af sager om gældssanering og akkordforhandling samt

betalingsstandsning. Uden for København behandles sådanne sager

ved de lokale skifteretter.

I medfør af retsplejelovens § 9a, stk. 6, tiltrædes sø- og

handelsrettens skifteafdeling af 2 sagkyndige ved afgørelse af

tvistigheder i konkursboer om anerkendelse af en anmeldt fordring,

såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- eller

handelssag. Uden for disse tilfælde kan retten tilkalde sagkyndige

meddommere ved behandlingen af konkursboer. I praksis medvirker

der efter denne bestemmelse sagkyndige meddommere ved afgørelsen

af tvister om anmeldte fordringers eventuelle fortrinsret, såfremt

der er tale om en sø- eller handelssag. På tilsvarende måde

medvirker sagkyndige meddommere i omstødelsessager, der efter

parternes vedtagelse behandles ved skifteretten. Sagkyndige

deltager derimod ikke i afgørelsen af spørgsmål om

betalingsstandsning og gældssanering, åbning og stadfæstelse af

tvangsakkord og ved stillingtagen til konkursbegæring.

Sø- og handelsrettens skifteafdelings afgørelser kan efter de

gældende regler i almindelighed indbringes direkte for højesteret,

jfr. konkurslovens § 252. Med hensyn til sager om gældssanering er

der dog pr. 1. juli 1984 gennemført den ordning, at skifterettens

afgørelser i sager om gældssanering kæres til østre landsret. Den

særlige ordning vedrørende gældssaneringsafgørelser blev

gennemført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 for at undgå at belaste

højesteret med disse sager.

Retsplejerådet giver i sin udtalelse udtryk for, at afgørelser, der

træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling uden deltagelse af

sagkyndige meddommere, ikke adskiller sig fra de afgørelser i

gældssaneringssager, der kæres fra skifteafdelingen til østre

landsret, eller fra de afgørelser, der træffes af skifteretterne

uden for Storkøbenhavn under appel til landsretterne. Særlige

grunde for en direkte appeladgang til højesteret foreligger der

efter retsplejerådets opfattelse heller ikke.

På denne baggrund foreslår retsplejerådet konkurslovens § 252 ændret,

således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens

skifteafdeling uden deltagelse af sagkyndige meddommere, i

tilfælde af appel skal indbringes for østre landsret. Efter den af

retsplejerådet foreslåede ordning vil den direkte appeladgang til

højesteret som hidtil omfatte sager om anerkendelse af fordringer

i konkursboer, såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en

sø- eller handelssag. På tilsvarende måde vil afgørelser om

fortrinsret og afgørelse om omstødelse i sager, som er sø- eller

handelssager, fortsat kunne appelleres direkte til højesteret. I

de øvrige tilfælde vil der efter praksis ikke deltage sagkyndige,

og appel vil derfor efter retsplejerådets forslag skulle ske til

østre landsret.

I forbindelse med justitsministeriets høring over retsplejerådets

udtalelse og lovudkast er der i flere høringssvar, bl.a. fra

højesteret og Den Danske Dommerforening, peget på, at det ville

være ønskeligt, om den ændrede appelordning vedrørende sø- og

handelsrettens skifteafdeling blev udformet således, at appel fra

skifteafdelingen i alle tilfælde skulle ske til østre landsret.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der bør gennemføres en

begrænsning i adgangen til at appellere sø- og handelsrettens

skifteafdelings afgørelser til højesteret. I den forbindelse er

det efter justitsministeriets opfattelse ønskeligt, at

aflastningen af højesteret bliver så stor som mulig, og at

ordningen samtidig gøres så enkel som mulig. Derfor har

justitsministeriet i overensstemmelse med de nævnte høringssvar

fra højesteret og dommerforeningen udformet lovforslaget således,

at skifteafdelingens afgørelser i alle sager skal appelleres til

østre landsret.

2.6. I retsplejerådets udtalelse er der udover de foran omtalte

forslag tillige stillet forslag om forskellige andre

retsplejeændringer med det formål at aflaste højesteret.

På baggrund af drøftelserne med højesterets præsident giver

retsplejerådet udtryk for, at rådet ikke har indvendinger imod en

ændring af retsplejelovens § 387, således at der gives højesteret

mulighed for i videre omfang end i dag at anordne skriftlig

behandling af ankesager. Der henvises til retsplejerådets

udtalelse, afsnit 4. Justitsministeriets forslag til ændret

udformning af retsplejelovens § 387 svarer med redaktionelle

ændringer til retsplejerådets forslag.

I retsplejerådets udtalelse stilles der endvidere forslag om en

ændring af retsplejelovens § 767, således at retten i forbindelse

med ankede straffesager (altså ved højesteret eller landsret) kan

undlade at fastsætte frist for varetægtsfængslingens længde, når

domsforhandling er berammet, og når tiltalte erklærer sig

indforstået med, at der sker varetægtsfængsling indtil

domsforhandling. Der henvises nærmere til retsplejerådets

bemærkninger til denne ændring af § 767. Det kan i den forbindelse

oplyses, at der under justitsministeriets høring over

retsplejerådets udtalelse fra flere høringsmyndigheders side er

givet udtryk for et ønske om, at reglen udvides til ikke kun at

gælde i ankeinstansen, men også når domsforhandling er berammet i

sager i 1. instans.

Justitsministeriet har indgående overvejet disse forslag. Selv om der

formentlig kan opnås en vis (mindre) arbejdsmæssig lettelse ved

ikke at skulle fastsætte fængslingsfrist i de nævnte tilfælde, har

justitsministeriet fundet, at disse fordele næppe fuldt ud kan

opveje de betænkeligheder, der er knyttet til, at der ikke med

jævne mellemrum sker en prøvelse af, om betingelserne for

varetægtsfængsling er opfyldt.

I øvrigt er der på grundlag af retsplejerådets udtalelse medtaget

enkelte andre retsplejeændringer med henblik på at aflaste

højesteret. Herom henvises til retsplejerådets udtalelse og de

specielle bemærkninger.

3. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager.

3.1. På baggrund af en udtalelse af 9. januar 1985 fra

justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget)

stilles der forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om

advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i

ægteskabssager.

Ændringen indebærer, at sagsøgte (appelindstævnte) fremtidig ikke

automatisk skal have beskikket en advokat, men at retten i det

enkelte tilfælde skal anlægge en vurdering af, om den pågældende

har behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende

opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.

3.2. Udgifterne til fri proces har igennem de seneste år udvist en

meget betydelig stigning (fra ca. 34.9 mill. kr. i 1980 til 56.9

mill. kr. i 1983). Dette har i sig selv givet justitsministeriet

anledning til at overveje, hvorledes denne udvikling kan bringes

under kontrol.

Samtidig finder justitsministeriet, at de nugældende betingelser for

at kunne opnå offentlig retshjælp ved advokat (justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980) på baggrund af den

udvikling, der er sket siden bekendtgørelsens ikrafttræden pr. 1.

januar 1981, er utilfredsstillende, og justitsministeriet finder,

at der snarest muligt må gennemføres en forhøjelse af de gældende

indtægtsgrænser og eventuelt andre justeringer, således at

ordningen på ny kan få den placering i retshjælpssystemet, som

var forudsat.

Da der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt er mulighed for at

tilføre yderligere midler til det samlede retshjælpsområde, er det

justitsministeriets opfattelse, at de nævnte justeringer må

finansieres ved hjælp af midler, der tilvejebringes inden for det

øvrige retshjælpsområde.

Justitsministeriets retshjælpsudvalg har overvejet den ovenfor

skitserede situation. Udvalget har i denne forbindelse peget på,

at den nugældende ordning med automatisk beskikkelse af advokat

for sagsøgte i ægteskabssager (retsplejelovens § 449) rummer

muligheder for ændringer, der uden betænkeligheder vil kunne

gennemføres og samtidig frigøre ressourcer fra fri procesområdet.

Udvalget har den 9. januar 1985 afgivet en indstilling til

justitsministeriet herom, jfr. bilag 2 til lovforslaget. Det er

denne indstilling, der danner baggrund for justitsministeriets

forslag om ændring af § 449.

Forslaget må imidlertid ses i sammenhæng med de fortsatte

overvejelser i udvalget om, hvorledes advokatretshjælpen på kort

sigt kan forbedres, og hvorledes der kan tilvejebringes de

yderligere midler, som er nødvendige til finansiering heraf.

Justitsministeriet har netop anmodet udvalget om at koncentrere og

fremskynde sine overvejelser herom.

3.3. Retsplejelovens § 449 er senest ændret ved lov nr. 226 af 6.

juni 1985. Ved denne lovændring, der er foretaget efter, at

retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,

opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske

beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelinstævnte, der

møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og

omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse

af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til

afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover

blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles

forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af

advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jfr. § 448,

nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen

alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles

forældremyndighed, jfr. § 448, nr. 3, og endelig i sager om

statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers

død, jfr. § 448, nr. 4. Beskikkelse af advokat skal efter de

gældende regler ske automatisk og uden hensyn til sagsøgtes

økonomiske forhold, og advokatens vederlag udredes af statskassen,

uden at der i almindelighed kan blive tale om at pålægge den

pågældende part at betale sagsomkostninger.

Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er

den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske

forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for

den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om

fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende

skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den

pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jfr.

retsplejelovens § 330.

Retshjælpsudvalget stiller bl.a. på denne baggrund forslag om, at man

ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjerner denne

forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til

fri proces m.v. Udvalget peger i den forbindelse også på, at man

ved denne ændring fjerner den mulighed, som parterne hidtil har

haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres

ægteskabssag vil blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede

stramning af bestemmelsen vil efter udvalgets opfattelse også

betyde, at den mere velstående part ikke længere vil kunne have

nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse

ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget finder derfor, at den

foreslåede ny bestemmelse også vil kunne virke procesbesparende.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og finder

endvidere, at synspunkterne med samme styrke kan anføres for så

vidt angår de sager, der som konsekvens af lov nr. 226 af 6. juni

1985 er inddraget under ordningen med obligatorisk

advokatbeskikkelse. På baggrund bl.a. af drøftelser med en

repræsentant for østre landsret, er det justitsministeriets

opfattelse, at retsplejemæssige hensyn i visse tilfælde kan gøre

det nødvendigt, at der beskikkes en advokat for en sagsøgt eller

appelindstævnt, der møder uden advokat i en ægteskabssag m.v.,

selv om den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for

fri proces. I sådanne tilfælde må det imidlertid naturligvis være

den pågældende selv, der endeligt skal afholde udgifterne ved

beskikkelsen. Justitsministeriet har udformet lovforslaget i

overensstemmelse hermed.

4. Sager om veksler og checks m.v.

4.1. Lovforslaget indebærer på dette punkt en ophævelse af reglerne

i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig retsforfølgning i sager om

veksler og visse andre gældsbreve.

Efter forslaget bevares adgangen til at opnå hurtig retsforfølgning i

vekselsager uden for forbrugerforhold og i checksager, bortset fra

tilfælde hvor checken i forbindelse med en forbrugeraftale er

benyttet til opnåelse af kredit, men reglerne herom foreslås

overført til retsplejelovens fuldbyrdelsesregler.

Med hensyn til veksler, der er benyttet i forbindelse med en

forbrugeraftale, og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit

i forbindelse med en forbrugeraftale, vil en fordringshaver efter

lovforslaget ikke længere have mulighed for overfor en forbruger

at benytte sig af en særlig gunstig inddrivelsesprocedure, og

krav, der støttes på sådanne dokumenter, vil derfor fremover kun

kunne tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler.

Lovforslaget medfører ingen ændringer i de materielle regler i

veksel- og checkloven, herunder i reglerne om fortabelse af visse

indsigelser ved overdragelse af veksel- og checkkrav.

Lovforslaget bygger på et af retsplejerådet udarbejdet lovudkast.

Rådets udkast er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

4.2. Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 41 har en

fordringshaver med hensyn til en række krav, herunder navnlig

visse veksel- og checkkrav, mulighed for en særlig hurtig

retsforfølgning. Der kan således i sager, som anlægges efter

reglerne i kapitel 41, som hovedregel ikke tages stilling til

indsigelser, som fremsættes af sagsøgte, ligesom adgangen til at

få påkendt modkrav er stærkt begrænset (§ 444 og 445). Skyldneren

er derfor, når fordringshaveren efter reglerne i kapitel 41 har

opnået dom for sit krav, henvist til at anlægge et selvstændigt

erstatningssøgsmål mod fordringshaveren vedrørende sådanne

indsigelser eller modkrav.

Efter de ændringer i retsplejelovens udlægsregler, der blev

gennemført ved lov nr. 258 af 26. maj 1976, og som trådte i kraft

den 1. januar 1977, kan der nu i medfør af retsplejelovens § 478,

stk. 1, nr. 7, foretages udlæg umiddelbart på grundlag af veksler

og checks for så vidt angår de krav, som er omfattet af reglerne i

retsplejelovens kapitel 41. Fordringshaveren vil derfor med hensyn

til sådanne krav kunne vælge mellem enten at anlægge en sag efter

reglerne i kapitel 41 eller at indgive anmodning til fogedretten

om foretagelse af udlæg direkte på grundlag af vekslen eller

checken. Søger fordringshaveren imidlertid udlæg foretaget

umiddelbart på grundlag af vekslen eller checken, vil skyldneren i

fogedretten kunne fremsætte indsigelser og modkrav i

overensstemmelse med retsplejelovens almindelige

fuldbyrdelsesregler (§§ 501 og 522).

De nævnte ændringer af udlægsreglerne bygger på et forslag fra

udlægsudvalget i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning.

Udvalget pegede i betænkningen (side 36) på, at der i forbindelse

med gennemførelse af en adgang til opnåelse af udlæg umiddelbart

på grundlag af veksler og checks kunne være anledning til at

overveje, om reglerne i kapitel 41 om hurtig retsforfølgning kan

ophæves. Sådanne overvejelser kunne som anført i bemærkningerne

til det pågældende lovforslag (Folketingstidende 1975-76, tillæg

A, sp. 262) ikke afsluttes inden lovforslagets fremsættelse.

Med henblik på en afklaring af, hvorvidt reglerne i retsplejelovens

Artikel 5

De kontraherende stater skal arbejde for oprettelsen af offentlige

sprogserviceorganer eller anden form for tolke- og

oversættelsesservice på steder, hvor statsborgere fra en anden

kontraherende stat, som ikke forstår værtslandets sprog, opholder

sig i større antal. Når antallet af sådanne statsborgere, der er

bosatte i værtslandet eller i bestemte områder heraf tilsiger det,

skal værtslandet fremme arbejdet med oversættelse og distribution

af sådanne anvisninger, brochurer, blanketter og lignende, som er

egnede til at forbedre forbindelsen mellem den enkelte og det

offentlige.

Artikel 6

De kontraherende stater forpligter sig til at forsøge at yde en

særlig indsats i sprogservicespørgsmål, når forholdene giver

anledning hertil, samt til at fremme det direkte samarbejde mellem

myndighederne i de forskellige stater med henblik på en

virkeliggørelse af formålet med konventionen.

§ 6, stk. 5.

De oprindelige regler vedrørende sø- og handelsretten (1861-loven)

opregnede (i § 13) udtrykkelig, hvilke sager der var

»handelssager«, deriblandt nævntes »sager, der reiste sig af

Handels - Factorers, - Fuldmægtiges, - Betjentes eller - Lærlinges

Tjenesteforhold til deres Principaler«. Efter den dagældende lov

var alle funktionærsager uden videre at anse som handelssager.

Efter de nugældende regler i retsplejeloven, der blev gennemført i

1967, er det karakteren af tvisten i den konkrete sag, der er

bestemmende for, om det er en sø- og handelssag eller ikke.

I praksis behandles som nævnt ved sø- og handelsretten stort set alle

funktionærsager fra det storkøbenhavnske område. Dette gælder,

uanset om sagen må betragtes som en almindelig bevissag og ikke

rummer spørgsmål, der særligt taler for behandling under

deltagelse af fagkyndige dommere ved sø- og handelsretten.

Ændringen i 1967 har således ikke haft virkning for behandlingen

af funktionærsager i Københavnsområdet.

Ved behandlingen af funktionærsager i sø- og handelsretten medvirker

efter retsplejelovens § 9a, stk. 2, fagkyndige meddommere.

Uden for sø- og handelsrettens geografiske område (jfr.

retsplejelovens § 9, stk. 2), behandles funktionærsagerne ved de

almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret, såfremt

sagsgenstandens værdi ikke overstiger 200.000 kr., jfr.

retsplejelovens § 225, nr. 1. Funktionærsager med en højere

økonomisk værdi anlægges ved landsret i 1. instans.

Retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18b giver mulighed for, at

landsretterne og byretterne kan suppleres af fagkyndige meddommere

i handelssager, herunder efter omstændighederne funktionærsager,

men i praksis behandles funktionærsager ved de almindelige

domstole uden deltagelse af fagkyndige medlemmer. I de relativt få

funktionærsager, som er af søretlig karakter, deltager der ved de

almindelige domstole søkyndige fagdommere ved sagens behandling,

jfr. retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18a, stk. 2.

2.2. Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 698/1973 om henlæggelse

af alle sager mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til

behandling ved byret i 1. instans.

Efter retsplejelovens § 225, nr. 3, behandles ved byret i 1. instans

- uanset sagens økonomiske værdi - alle sager, der opstår af

forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende

medhjælpere.

Retsplejerådet stillede i betænkning nr. 698/1973 om behandling af

borgerlige sager forslag om at henlægge sager mellem private

arbejdsgivere og deres ansatte om ansættelsesforholdet til

byretterne. Om baggrunden for rådets forslag anførtes i

betænkningen følgende

»Spørgsmålet om den rette afgrænsning mellem underretssager og

landsretssager har flere gange været genstand for debat, jfr.

således H. Topsøe-Jensen i J 1962, side 240-246, C. Bang, smst.,

side 273-74, Mogens Hvidt, smst., side 421-31 og H. G. Carlsen i

Juristen 1963, s. 98-99.

Rådet har ikke i forbindelse med de nu udarbejdede forslag

underkastet reglerne om retternes saglige kompetence en

dyberegående overvejelse med henblik på en eventuel reform af

vidtrækkende karakter. Rådet foreslår dog en enkelt ændring.

Ifølge § 225, nr. 10 (nu § 225, nr. 3), er sager, der opstår i

forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende

medhjælpere, henlagt til underret. Også sager mellem læremestre

og lærlinge angående lærlingeforholdet er underretssager, jfr.

lærlingeloven § 29. I de foran nævnte artikler er Topsøe-Jensen og

Hvidt gået ind for, at også funktionærsager henlægges til

underret, medens Carlsen har taget afstand fra denne tanke.

For generelt at henlægge disse sager til underretterne taler, at de

som følge af kravets størrelse i en årrække i stort omfang har

været behandlet af disse retter, og at dette stadig er tilfældet.

Trods forhøjelsen af underretsgrænsen til 10.000 kr. har de senere

års forhøjelse af erstatningerne som følge af stigende lønninger

og forlængede opsigelsesfrister imidlertid ført til, at en række

sager uden større juridiske problemer nu må anlægges ved

landsretten. I en meget stor del af disse drejer det sig alene om

at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør, og

parterne vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds,

således at disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes

fremmøde for retten her. Ikke mindst lønmodtagerne, der ved

arbejdsforholdets ophør har mistet deres løbende indkomst, vil

være stærkt interesseret i at få den hurtigst mulige afgørelse.

Der kan som anført af Carlsen opstå vanskelige juridiske spørgsmål

i disse sager, men disse vanskeligheder er næppe større end dem,

der kan opstå i andre sager, der behandles af underretten som 1.

instans. Bestemmelsen i § 225 nr. 10, bør derfor efter rådets

opfattelse udvides til at gælde alle sager, der opstår af

forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte. Kun at

henlægge funktionærsager til underretten ville som fremhævet af

Carlsen give anledning til visse afgrænsningsvanskeligheder. Den

foreslåede bestemmelse stiller derfor ikke krav om, at den ansatte

er funktionær eller i øvrigt underordnet arbejdsgiveren. Den

omfatter således f.eks. også direktører i et aktieselskab.

Bestemmelsen om underretsbehandling i lærlingelovens § 29 bliver

herefter overflødig og bør ved lejlighed ophæves.

Bestemmelsen omfatter alene sager, der opstår af forholdet mellem

private arbejdsgivere og deres ansatte. Når rådet ikke har ment at

burde foreslå, at sager, der opstår af forholdet mellem det

offentlige og dettes ansatte, henlægges til underret, skyldes det,

at der i sådanne sager ofte vil være foretaget en omfattende

administrativ undersøgelse under forsæde af en forhørsleder, og

der vil foreligge en beretning fra forhørslederen om

undersøgelsen, jfr. §§ 20-24 i lov nr. 291 af 18. juni 1969 om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. En række andre

sager vil ofte have været genstand for forhandling mellem

vedkommende styrelse og den organisation, som den ansatte

tilhører. Der er en tendens i lovgivningen til at henlægge

prøvelse af administrative afgørelser i sager, der har været

underkastet en omfattende administrativ undersøgelse, til

landsretterne, jfr. § 26 i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation af fast ejendom og § 13c i lov om oprettelse af en

landsskatteret og om tilsyn med skattelovgivningen m.v., og rådet

har understøttet denne tendens i de udtalelser, som rådet har

afgivet i konkrete sager. Det vil være i strid med denne tendens

at henlægge sager, der opstår af forholdet mellem det offentlige

og deres ansatte, til underret. På den anden side er disse sager

så forskelligartede, at rådet ikke har ment at burde foreslå, at

samtlige sager henlægges til landsret. Sager af den nævnte art,

hvis genstand ikke overstiger 10.000 kr., vil således fortsat være

underretssager.

Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen i § 54 i loven om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i vidt omfang

hindrer, at tvistigheder om overtrædelse eller fortolkning af

indgåede aftaler om løn og andre ansættelsesvilkår eller af

bestemmelser, der træder i stedet for sådanne aftaler, indbringes

for domstolene.«

Retsplejerådets forslag i betænkningen blev ikke gennemført. Det var

medtaget i det lovforslag, som justitsministeriet fremsatte på

grundlag af betænkningen, men udgik under folketingets behandling

af lovforslaget.

Det hedder bl.a. herom i retsudvalgets betænkning af 13. marts 1975

(Folketingstidende, tillæg B, sp. 109)

»Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra

højesteretssagfører E. Behrendt-Poulsen, landsretssagfører Philip

Ingerslev og landsretssagfører H. G. Carlsen.

Udvalget har i tilslutning hertil drøftet, om de i forslagets § 1,

nr. 2, omhandlede funktionærsager i den grad adskiller sig fra

andre borgerlige retssager, at det er rimeligt at gennemføre en

særregel, hvorefter disse sager altid uden hensyn til

beløbsgrænsen skal behandles ved underretten. Det har været den

overvejende opfattelse i udvalget, at dette ikke er tilfældet, og

da det antal sager, som man i givet fald ville overføre fra

landsretterne til underretterne, kun er af en størrelsesorden på

ca. 75 om året, har udvalget ikke ment, at hensynet til aflastning

af landsretterne blev gået for nær ved at lade funktionærsagerne

følge hovedreglen om deling ved 30.000 kr.s grænsen.«

Retsplejerådet gentog sit forslag om at henlægge alle sager om

forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til

underretten i betænkning nr. 773/1976 om retternes kompetence og

arbejdsform i borgerlige sager. Som begrundelse herfor anføres i

betænkningen side 30

»Som anført i rådets betænkning om behandling af borgerlige retssager

side 73 drejer det sig i en meget stor del af disse sager alene om

at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør. Parterne

vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds, således at

disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes fremmøde for

retten her. Lønmodtagere, der ved arbejdsforholdets ophør har

mistet deres løbende indkomst, vil være stærkt interesseret i at

opnå den hurtigst mulige afgørelse. Der kan ganske vist opstå

vanskelige juridiske spørgsmål i disse sager, men såfremt der som

foreslået foran indføres en regel, hvorefter sager af denne

karakter af parterne kan begæres henvist til landsretten, vil man

opnå en ordning, som tilgodeser ønsket om, at de mere komplicerede

og betydningsfulde sager kan gå til landsretten, medens de mere

enkle sager og dem, der fortrinsvis drejer sig om afgørelse af

bevisspørgsmål, afgøres af byretterne.

Den fremsatte kritik mod forslaget vil derfor efter rådets opfattelse

fuldtud være imødekommet gennem de ovenfor omtalte

henvisningsregler, der tillige vil bevirke, at der opnås en mere

hensigtsmæssig kompetencefordeling i den del af disse sager, hvis

værdi er under 30.000 kr. Da landsretterne må ventes at blive

aflastet for et antal sager, der ofte på grund af omfattende

vidneførsel om det faktisk passerede er ret tidkrævende, mener

rådet derfor, at man, såfremt forslaget om indførelse af en

henvisningsregel gennemføres, bør gennemføre det tidligere

stillede forslag.«

Justitsministeriet medtog ikke forslaget i det lovforslag, der blev

fremsat i folketinget, formentlig med den begrundelse, at

folketinget tidligere havde afvist at gennemføre dette. I ingen af

betænkningerne overvejede rådet spørgsmålet, om sø- og

handelsretten fortsat burde behandle alle funktionærsager i det

storkøbenhavnske område.

2.3. Sagsstatistik vedrørende sø- og handelsretten

Skema der indeholder

Antallet af civile domssager, deres fordeling på forskellige

sagskategorier (herunder funktionærsager), og antallet af

ankesager til højesteret i 1981, 1982 og 1983

(Udeladt her)

2.4. Retsplejerådets overvejelser

Som det fremgår af statistikken blev der i 1983 anlagt 245

funktionærsager ved sø- og handelsretten i København. Der blev

afsagt 71 domme, hvoraf 15 blev anket til højesteret. I 1981 og

1982 var antallet af ankede domme henholdsvis 11 og 23. Der vil

således kunne opnås en vis lettelse af højesteret ved også i

Storkøbenhavn at henlægge funktionærsagerne til behandling ved de

almindelig domstole. Virkningen forstærkes, hvis sagerne behandles

ved byret i 1. instans uden hensyn til sagens værdi. De vil

herefter kun kunne indbringes for højesteret efter 3.

instansbevilling fra justitsministeriet.

Retsplejerådet finder, at det vil være rimeligt og forsvarligt at

gennemføre en flytning af sagerne fra sø- og handelsretten til de

almindelige domstole. Funktionærsager udspringer som oftest af en

tvist af ordinær bevismæssig karakter. Der kan herved henvises til

de synspunkter, som rådet anførte i betænkning nr. 698/1973 for en

flytning af sagerne fra landsret til byret. Der er også lagt vægt

på, at funktionærsager uden for Storkøbenhavn i så godt som alle

tilfælde behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.

Retsplejerådet er endvidere fortsat af den opfattelse, at det vil

være rigtigt at henlægge alle sager mellem arbejdsgivere og deres

ansatte til behandling ved byretterne uden hensyn til deres

økonomiske værdi. På grund af den i dag relativt høje byretsgrænse

på 200.000 kr. vil sagerne i almindelighed allerede efter de

gældende regler skulle anlægges ved byretten i 1. instans.

Forslaget omfatter - i modsætning til rådets forslag i de

tidligere betænkninger - også sager mellem offentlige

arbejdsgivere og deres ansatte. Undtagelsen var som anført ovenfor

begrundet med, at der var en tendens i lovgivningen til at

henlægge prøvelse af administrative afgørelser i sager, der havde

været undergivet omfattende administrativ undersøgelse, til

landsretterne. Dette hensyn varetages imidlertid nu gennem

bestemmelsen i § 226, stk. 1, nr. 2, hvorefter sager om prøvelse

af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig

klageinstans normalt skal behandles ved landsretten i 1. instans.

Foruden en lettelse af højesteret vil de foreslåede

kompetenceændringer medføre en betydelig lettelse af sø- og

handelsretten.

Der bør dog fortsat være mulighed for at få principielle

funktionærsager af søretlig eller handelsretlig karakter behandlet

ved sø- og handelsretten under medvirken af fagkyndige dommere.

Retsplejerådet foreslår derfor, at den gældende

henvisningsbestemmelse i retsplejelovens § 227 suppleres af en

regel, hvorefter byretterne kan henvise sager mellem arbejdsgivere

og deres ansatte om ansættelsesforhold til behandling ved sø- og

handelsretten. Efter den foreslåede bestemmelse (lovudkastets nr.

5) vil henvisning til sø- og handelsretten kunne ske, såfremt

fagkundskab til søforhold eller handelsforhold skønnes at være af

betydning for sagens afgørelse, og henvisning desuden er begrundet

i en eller flere af bestemmelserne i § 227, stk. 1, nr. 1-5

(d.v.s. de sædvanlige henvisningsgrunde ved henvisning fra byret

til landsret). En henvisning til behandling ved sø- og

handelsretten vil være bindende for retten. Sø- og handelsretten

vil således ikke kunne hjemvise sagen, fordi retten ikke finder

betingelserne for henvisning opfyldt.

Den foreslåede nye henvisningsregel gælder for byretterne i hele

landet, og altså ikke kun i det storkøbenhavnske område.

Henvisningsadgangen omfatter endvidere ikke kun funktionærsagerne,

men alle sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om

ansættelsesforhold.

Der foreslås ingen ændring i adgangen til at henvise funktionærsager

(der ikke er sø- eller handelssager) og andre sager mellem

arbejdsgivere og deres ansatte til landsretten efter reglen i §

227, stk. 1. Dette kan især komme på tale i sager af principiel

karakter og måske også i sager, hvor en offentlig myndighed er

part.

3. Begrænsninger i adgangen til at kære til højesteret

Som tidligere nævnt har højesteret rejst spørgsmål om gennemførelse

af en begrænsning i adgangen til kæremål i borgerlige sager med

det formål at frigøre arbejdskraft til skriftlig behandling af

borgerlige ankesager. Dette gælder navnlig for så vidt angår

kæremål vedrørende sagsomkostninger samt kæremål fra sø- og

handelsrettens skifteafdeling.

3.1. Sagsomkostningsafgørelser

3.1.1. De gældende bestemmelser

Efter de gældende regler kan bestemmelser om sagsomkostninger og

processuelle straffe i domme kun særskilt indbringes for højere

ret ved kære, jfr. retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1. Også bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret i en

ankesag, om sagsomkostninger og processuelle straffe, indbringes

særskilt for højesteret ved kære, og dette kan ske uden tilladelse

fra justitsministeriet.

Om baggrunden for den pågældende ordning henvises til retsplejerådets

betænkning nr. 698/1973, side 46 f. Som det fremgår heraf, gik den

oprindelige ordning i retsplejeloven fra 1916 ud på, at

justitsministeren kunne tillade, at bestemmelser i domme - afsagt

af en underret eller en landsret - om sagsomkostninger og

processuelle staffe særskilt ankes af parterne, når afgørelsen var

uafhængig af sagens udfald. Da sagens udfald som hovedregel er

bestemmende for sagsomkostningsspørgsmålets afgørelse, jfr.

gældende retsplejelovs § 312, stk. 1, var der således tale om en

undtagelsesbestemmelse med et meget begrænset omfang. Ved en

lovændring i 1932 blev der givet adgang til særskilt indbringelse

af afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme

ved kære. I bemærkningerne til lovforslaget anføres

(Rigsdagstidende 1930-31, tillag A, sp. 4898)

»Ved Retsplejelovens § 394, 2det Stykke, er det bl.a. bestemt, at

Anke alene til Forandring af en Doms Bestemmelser om

Sagsomkostninger og processuelle Straffe kun kan finde Sted med

Justitsministeriets Tilladelse, og at saadan Tilladelse kun kan

gives under visse nærmere angivne Betingelser.

Efter Retsplejelovens Ikrafttræden har Justitsministeriet imidlertid

i nogle Tilfælde modtaget Andragender om saadan Anketilladelse

enten på Grund af, at Sagsomkostninger ved Dommen er blevet

tilkendt med et ganske utilstrækkeligt Beløb, eller at der i

Dommen overhovedet intet nævnes om Sagsomkostninger, eller at

disse efter Andragerens Mening uden Grund er blevet ophævede.

I disse Tilfælde har Justitsministeriet som Følge af

Undtagelsesbestemmelsens meget begrænsede Omfang maattet svare, at

Ministeriet ikke havde Hjemmel til at meddele en Tilladelse som

den ansøgte, uagtet der efter Ministeriets Skøn forelaa materielt

gyldige Grunde til at ønske Forandring af Dommen paa det

omhandlede Punkt.

Det foreliggende Forslag tilsigter at raade Bod paa dette Forhold ved

i Stedet for den saa stærkt begrænsede Adgang til Anke, der nu

haves overfor Dommens Bestemmelser om processuelle Straffe og

Sagsomkostninger, at give vedkommende Adgang til at anvende det

simplere og hurtigere Retsmiddel Kære, dog at der med Hensyn til

Kære angaaende Sagsomkostninger kræves Justitsministerens

Tilladelse«.

I 1979 afskaffedes kravet om tilladelse fra justitsministeriet til

særskilt indbringelse for højere ret af de nævnte afgørelser.

Dette gælder som nævnt for landsretternes vedkommende afgørelser

truffet såvel som 1. instans som i forbindelse med ankesager. I

betænkning nr. 698/1973, der ligger til grund for lovforslaget,

siges bl.a.

»Som anført ovenfor side 36 indgives der årligt omkring 45

andragender om tilladelse efter § 417. Heraf imødekommes lidt over

halvdelen.

Det er således kun et lille antal sager, der på dette grundlag

indbringes for landsretten, og da tillige sagerne behandles som

kæresager, er det en ringe arbejdsmæssig belastning, der herved

lægges på de højere instanser. Efter retsplejerådets opfattelse

betyder kravet om tilladelse fra justitsministeriet en dobbelt

behandling af sagen i alle de tilfælde, hvor kæretilladelsen

meddeles, og for de tilfælde, hvor tilladelse ikke meddeles, vil

behandling af ansøgningen om tilladelse ligesom i de foranførte

tilfælde lige så let kunne gives af vedkommende domstol, der i

hvert fald har den samme sagkundskab på området som

justitsministeriet. Såfremt man ønsker at opretholde kravet om

tilladelse, mener retsplejerådet derfor, at tilladelsen bør gives

af kæreinstansen. Da domstolene imidlertid næppe vil give en

tilladelse uden høring af modparten, ville spørgsmålet om

meddelelse af kæretilladelse og realitetsafgørelse af selve kæren

for domstolene normalt falde sammen i en enkelt ekspedition, og

der er derfor ikke grund til at opretholde kravet om

kæretilladelse. Retsplejerådet foreslår derfor, at dette krav

bortfalder.«

Afgørelser om salær, der tilkendes en beskikket advokat i sager,

hvori der er meddelt fri proces (jfr. retsplejelovens § 336c, stk.

4), træffes ved beslutning og indbringes for højere ret ved kære

efter lovens almindelige regler. Også afgørelser om salær for

førelse af en ankesag ved landsretten vil kunne indbringes for

højesteret, jfr. retsplejelovens § 392, stk. 1, 2. pkt.,

modsætningsvis. På tilsvarende måde vil byretternes og

landsretternes afgørelser om sagsomkostninger i sager, der hæves

eller sluttes med forlig, kunne påkæres til højere ret. Disse

sagsomkostningsafgørelser træffes ligeledes ved beslutning eller

kendelse.

3.1.2. Retsplejerådets overvejelser

En betydelig del af kæresagerne ved højesteret angår

sagsomkostningsspørgsmål. I perioden fra 1. marts 1983 til 29.

februar 1984 behandledes ved højesteret i alt 84 kæresager. Heraf

angik de 29 sager sagsomkostningernes størrelse og fordeling

mellem sagens parter.

I langt de fleste af de 29 sager førte behandlingen til stadfæstelse

af den påkærede afgørelse. I 5 tilfælde blev landsrettens (sø- og

handelsrettens) afgørelse ændret, heraf i 3 tilfælde efter

indstilling fra vedkommende ret. 7 af de 29 sager angik

sagsomkostningsspørgsmål i forbindelse med indgåede forlig.

Højesteret stadfæstede i 4 tilfælde, ændrede i 1 tilfælde og

afviste på grund af manglende kæreadgang i 2 tilfælde.

I det nævnte år behandlede højesteret 4 sager om salær til beskikkede

advokater. I 2 sager skete der stadfæstelse, mens der i de 2 andre

sager skete ændring af den påkærede afgørelse.

Højesterets præsident har over for rådet anført, at de

omkostningsspørgsmål, der indbringes for højesteret, som regel

angår spørgsmålet om, hvorvidt de vejledende

sagsomkostningstakster bør fraviges. En bedømmelse af rimeligheden

af omkostningsafgørelser i sådanne domme kan derfor ikke alene ske

på grundlag af dommen og parternes skriftlige indlæg, men det er i

reglen nødvendigt at gennemgå hele sagsforløbet i den foregående

instans. Det herved forbundne arbejde står ikke altid i rimeligt

forhold til afgørelsernes betydning.

Det er endvidere over for rådet oplyst, at kæresagerne i højesteret

sædvanligvis forberedes af de til retten knyttede

protokolsekretærer (dommerfuldmægtige). En begrænsning af antallet

af kæresager vil betyde, at der vil være bedre mulighed for at

beskæftige protokolsekretærerne med forberedelsen af ankesager,

der behandles skriftligt. Dette vil kunne medvirke til en samlet

hurtigere behandling af sager ved højesteret.

Med henblik på at begrænse antallet af kæresager ved højesteret har

præsidenten stillet forslag om genindførelse af en lignende

ordning, som var gældende indtil 1932. Herefter kunne

sagsomkostningsafgørelser i domme kun indbringes særskilt for

højesteret med tilladelse fra justitsministeriet og kun ved anke,

d.v.s. den ordinære appelform, og ikke som efter de gældende

regler ved kære.

Højesterets forslag gælder som nævnt omkostningsafgørelser i domme,

men derimod ikke landsretternes omkostningsafgørelser i

forbindelse med sager, der hæves eller forliges.

Omkostningsfastsættelsen sker i disse sager jævnligt, uden at

sagens realitet er blevet procederet for landsretten, og der kan

derfor være et større behov for en fornyet prøvelse ved en højere

instans. Der foreslås heller ingen ændring med hensyn til appel

(kære) til højesteret af fastsættelse af salær til beskikkede

advokater, der finder sted helt uafhængig af sagens udfald.

Retsplejerådet finder det forsvarligt i almindelighed at lade

omkostningsspørgsmålet i domme finde deres endelige afgørelse ved

landsretterne (sø- og handelsretten i København). Sagsomkostninger

fastsættes med udgangspunkt i vejledende takster, som

størrelsesmæssigt afhænger af sagens værdi, og som i øvrigt er

godkendt af monopoltilsynet, og når omkostningsspørgsmål afgøres

ved dom, sker det på baggrund af en fuldstændig prøvelse af

tvisten mellem parterne. Landsretterne vil på dette område, som på

andre områder, hvor landsretterne er den ordinære sidste instans,

have mulighed for gennem deres praksis i et stort antal sager -

herunder også kæremål over byretsafgørelser - at opretholde den

nødvendige ensartethed med hensyn til omkostningsfastsættelsen.

Der bør dog lige som efter de før 1979 gældende regler være en adgang

til at få principielle spørgsmål indbragt for højesteret. Rådet

stiller derfor forslag om gennemførelse af en ordning, hvorefter

landsretternes (og sø- og handelsrettens) afgørelser om

sagsomkostninger (og processuelle straffe) i domme - både i 1.

instanssager og i ankesager - kun kan indbringes særskilt for

højesteret med tilladelse fra justitsministeriet (jfr.

lovudkastets nr. 8). Den foreslåede ændring indebærer samtidig, at

indbringelse for højesteret i givet fald skal ske ved anke. Da det

i almindelighed kun er principielle afgørelser, der fremtidig vil

blive indbragt for højesteret, er det rimeligt at bruge denne

appelform. Ændringen betyder bl.a., at der skal udfærdiges

ankestævning, og at der skal betales retsafgift efter

ankereglerne.

Derimod bør der efter rådets opfattelse ikke foretages ændringer med

hensyn til adgangen til at indbringe sagsomkostningsafgørelser (og

processuelle straffe) i domme fra byret til landsret. Disse

afgørelser bør som hidtil særskilt kunne indbringes for landsret

uden tilladelse, og således at ordningen med indbringelse ved kære

opretholdes. Tilsvarende gælder med hensyn til domme, der afsiges

af sø- og handelsrettens skifteretsafdeling uden medvirken af

sagkyndige, og som i henhold til rådets forslag til en ændret

affattelse af konkurslovens § 252 skal ankes til østre landsret,

jfr. nedenfor under 3.2.2.

3.2. Sø-og handelsrettens skifteretsafgørelser

Med henblik på at lette højesteret har rettens præsident desuden

rejst spørgsmål om gennemførelse af en begrænsning af adgangen til

at påkære skifteretskendelser og beslutninger fra sø- og

handelsretten til højesteret.

Antallet af kæremål fra sø- og handelsretten til højesteret har i de

seneste år været følgende

--------------------------------------------------------------------- Antal kæremål til højesteret ------------------------------------------ Retssager Vedr. skifteretten Total --------------------------------------------------------------------- 1978............. 5 4 9 1979............. 3 4 7 1980............. 3 11 14 1981............. 7 12 19 1982............. 4 24 28 1983............. 5 18 23 1984 indtil 1. juni 1984..... 5 7 12

3.2.1. De gældende regler

3.2.1.1. Kompetence

Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, hører under kompetencen for sø- og

handelsretten i København bl.a. behandling af konkursboer, ledelse

af akkordforhandling og modtagelse af anmeldelse om

betalingsstandsning. Sø- og handelsrettens geografiske kompetence

omfatter det storkøbenhavnske område, jfr. retsplejelovens § 9,

stk. 2, og konkurslovens § 4.

Sø- og handelsrettens oprindelige kompetence inden for konkursområdet

vedrørte behandlingen af handlendes, fabrikanters og skibsrederes

konkursboer. Ved lov nr. 298 af 8. juni 1977 blev sø- og

handelsrettens kompetence (ud fra administrative hensyn) udvidet

til at omfatte alle konkursboer m.v. i det storkøbenhavnske

område.

3.2.1.2. Skifterettens kompetence i forhold til de almindelige

domstole

I henhold til konkurslovens § 242 prøver skifteretten »betingelserne

for iværksættelse af foranstaltninger« efter konkursloven, og

»afgør tvist om boernes behandling eller om fordringer og krav,

der rettes mod et konkursbo, samt efter parternes vedtagelse tvist

om krav, der gøres gældende af konkursboet«.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at sager om omstødelse, medmindre

parterne vedtager skifteretsbehandling, skal afgøres (efter

selvstændigt sagsanlæg) ved de almindelige domstole.

3.2.1.3. Medvirken af sagkyndige dommere

I medfør af retsplejelovens § 9a, stk. 6, tiltrædes sø- og

handelsretten af 2 sagkyndige ved afgørelse af tvistigheder i

konkursboer om, hvorvidt en anmeldt fordring skal anerkendes,

såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- eller

handelssag (jfr. retsplejelovens § 6, stk. 5). Retten kan uden for

disse tilfælde tilkalde sagkyndige meddommere ved behandlingen af

konkursboer.

Sagkyndige dommere medvirker - hvis der er tale om sø- eller

handelssager - i praksis, foruden i afgørelse af spørgsmål om

anerkendelse af anmeldte fordringer og krav, ved afgørelsen af

tvister om, hvorvidt anmeldte fordringer skal tillægges

fortrinsret. I det omfang skifteretten efter parternes vedtagelse

(jfr. konkurslovens § 242) behandler omstødelsessager, medvirker

der på tilsvarende måde i almindelighed sagkyndige meddommere.

Sagkyndige deltager derimod ikke i afgørelsen af spørgsmål om

beskikkelse af tilsyn ved betalingsstandsning, åbning og

stadfæstelse af tvangsakkord og ved stillingtagen til

konkursbegæring.

3.2.1.4. Behandlingsmåde, herunder formkrav med hensyn til

skifterettens afgørelser

Behandlingen af tvister i skifteretten foregår efter retsplejelovens

regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af

forholdets natur, jfr. konkurslovens § 243.

Bestemmelser om formen for skifterettens afgørelser fremgår af

konkurslovens § 246 og § 247, stk. 1. Afgørelser angående anmeldte

fordringer og krav eller deres fortrinsret træffes ved dom. Andre

afgørelser træffer skifteretten ved kendelse eller beslutning.

Sammenholdes disse bestemmelser med det ovenfor under afsnit 3.2.1.3.

anførte om medvirken af sagkyndige, fremgår det, at domsformen

anvendes i sager, hvor medvirken af sagkyndige, (i det omfang der

er tale om en sø- eller handelssag), er foreskrevet i

retsplejeloven. Derimod deltager sagkyndige meddommere (medmindre

de undtagelsesvis indkaldes i medfør af retsplejelovens § 9a, stk.

6, 2. pkt.) ikke ved behandlingen af spørgsmål, som afgøres ved

kendelse eller beslutninger.

3.2.1.5. Appel

Sø- og handelsrettens afgørelser indbringes i tilfælde af appel i

almindelighed direkte for højesteret, jfr. konkurslovens § 252.

Ved den ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 gennemførte ændring af

konkursloven, hvorved der bl.a. er indført særlige regler om

gældssanering (for personlige skyldnere), er der dog indsat en

særlig regel i § 252, stk. 2, hvorefter sø- og handelsrettens

afgørelser i sager vedrørende gældssanering skal kæres til østre

landsret.

Appel af skifterettens domme, stadfæstelsen af regnskabet og den

sluttende konkursbehandling sker ved anke (konkurslovens § 248).

De under behandlingen afsagte kendelser og trufne beslutninger kan

kun med appelrettens tilladelse inddrages under anken.

Skifterettens kendelser og beslutninger appelleres (særskilt) ved

kære. I et vist omfang er adgang til kære afskåret, jfr. nærmere

konkurslovens § 249.

3.2.2. Retsplejerådets overvejelser

Den særlige ordning, hvorefter sø- og handelsrettens afgørelser

(kendelser og beslutninger) i sager om gældssanering skal

indbringes for østre landsret, blev gennemført for at undgå at

belaste højesteret med disse sager. Forud for

gældssaneringsordningens gennemførelse blev det skønnet, at der

ville blive indgivet et meget betydeligt antal begæringer om

gældssanering, og at der - i hvert fald indtil der er fastlagt en

nærmere praksis på området - ville blive tale om et ikke

uvæsentligt antal appelsager vedrørende nyordningen. En

henlæggelse af sager om gældssanering til sø- og handelsretten

ville derfor, uden en samtidig ændring af appelordningen for disse

sager, betyde en væsentlig belastning af højesteret.

I forbindelse med gennemførelsen af den nævnte særlige appelordning

for gældssaneringssager i sø- og handelsretten blev det overvejet

at udforme appelordningen således, at den omfattede alle

skifteretsafgørelser, som er truffet af sø- og handelsretten uden

medvirken af sagkyndige.

Spørgsmålet blev bl.a. drøftet i et møde i justitsministeriet med

deltagelse af repræsentanter for højesteret, østre landsret og sø-

og handelsretten. Der var under dette møde enighed om, at en

eventuel udvidelse af den særlige ordning med appel fra sø- og

handelsretten til østre landsret ikke burde gennemføres, forinden

der havde været lejlighed til nærmere at overveje dette spørgsmål.

En ændring af den nævnte karakter vil som fremhævet af højesterets

præsident være et egnet bidrag til at opnå en lettelse af

højesteret, og retsplejerådet har derfor gjort spørgsmålet til

genstand for nærmere overvejelse i forbindelse med det mere

generelle spørgsmål om at gennemføre ændringer med henblik på at

nedbringe berammelsestiderne ved højesteret.

Efter retsplejerådets opfattelse vil det være rimeligt at ændre

appelordningen, således at alle afgørelser, der træffes af sø- og

handelsrettens skifteafdeling uden deltagelse af sagkyndige

meddommere, herunder afgørelser der træffes ved dom, i tilfælde af

appel skal indbringes for østre landsret. Sådanne afgørelser i

konkurssager adskiller sig ikke fra afgørelser i

gældssaneringssager eller fra afgørelser, der træffes af

skifteretterne uden for Storkøbenhavn i konkurssager. Særlige

grunde for en direkte appeladgang til højesteret foreligger ikke.

I den forbindelse skal det fremhæves, at man ved lov nr. 298 af 8.

juni 1977 udelukkende af administrative grunde udvidede sø- og

handelsrettens kompetence til at omfatte alle konkursboer inden

for det storkøbenhavnske område. Sø- og handelsretten behandler

herefter også konkursboer m.v., som ikke har karakter af sø- og

handelsretlige sager, og hvor sagkyndige dommere derfor ikke

medvirker ved afgørelsen af tvister i forbindelse med

bobehandlingen. Der blev ikke i forbindelse med lovændringen i

1977 foretaget overvejelser vedrørende spørgsmålet om appel af sø-

og handelsrettens afgørelser i konkurssager m.v.

På denne baggrund foreslås det, at bestemmelsen i konkurslovens § 252

affattes således

»§ 252. Afgørelser, som træffes af sø- og handelsrettens

skifteafdeling under medvirken af sagkyndige, ankes eller kæres

til højesteret i overensstemmelse med reglerne i dette kapital.

Fristerne er de samme som ved indbringelse for landsretten.

Stk. 2. Andre afgørelser end de i stk. 1 nævnte, som træffes af sø-

og handelsrettens skifteafdeling, ankes eller kæres til østre

landsret.«

Den direkte appeladgang til Højesteret vil herefter som hidtil

omfatte sager om anerkendelse af fordringer i konkursboer, såfremt

sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- og handelssag.

Endvidere vil der som hidtil kunne appelleres direkte til

højesteret, hvis der er tale om afgørelser om fortrinsret og

afgørelser om omstødelse i sager, som er sø- og handelssager. Som

nævnt ovenfor træffes skifterettens afgørelse i alle disse

tilfælde ved dom.

I de øvrige tilfælde vil der efter praksis ikke deltage sagkyndige,

og appel skal derfor ske til østre landsret. Dette gælder således

dels kendelser og beslutninger, der træffes i forbindelse med

bobehandlingen, dels domme - f.eks. vedrørende omstødelse - der

afsiges i sager, der ikke er af sø- og handelsretlig karakter.

4. Skriftlig behandling af ankesager

I borgerlige sager kan ankeretten (dvs. højesteret eller

landsretterne) i medfør af retsplejelovens § 387 undtagelsesvis

bestemme, at domsforhandlingen skal foregå skriftligt. Dette

gælder således, når der er spørgsmål, om anken kan fremmes, eller

når ganske særlige omstændigheder foreligger.

Efter forarbejderne til bestemmelsen (retsplejerådets betænkning nr.

698/1973 om behandling af borgerlige sager, side 176 f) er

skriftlig domsforhandling på grund af sagens beskaffenhed -

foruden hvor der er spørgsmål af afvisning af anken - forudsat kun

at forekomme meget sjældent. Det fremgår af betænkningen, at

reglen eventuelt vil kunne anvendes i selvmødersager, og hvis

sagen angår et afgrænset juridisk problem.

Den nuværende bestemmelse i § 387 om skriftlig domsforhandling af

ankesager blev indsat i retsplejeloven i forbindelse med

revisionen af de civilprocessuelle regler i 1979 (lov nr. 260 af

8. juni 1979). Efter de tidligere gældende regler (§ 403 stk. 2,

vedrørende højesteret og § 440, stk. 4 (jfr. kap. 35) vedrørende

landsretterne) kunne skriftlig behandling finde sted i noget

videre omfang (hvis parterne var enige herom, eller hvis sagen

efter sin beskaffenhed var egnet hertil). Adgangen til at bestemme

skriftlig behandling på grund af sagens beskaffenhed er tidligere

i travle perioder blevet benyttet af højesteret som et middel til

at fremskynde sagernes behandling. Ved landsretterne blev adgangen

imidlertid i praksis kun benyttet yderst sjældent, og da

højesteret i ca. 20 år praktisk taget heller ikke havde benyttet

fremgangsmåden, fik reglen i § 387 efter indstilling fra

retsplejerådet den nuværende snævre udformning.

Præsidenten for højesteret har oplyst, at den skriftlige

behandlingsform på grund af den stærke vækst i antallet af

borgerlige ankesager, der er indtrådt siden 1981, nu må anvendes

ved højesteret i noget videre omfang end tidligere, og at det

derfor er ønskeligt, at rammerne for anvendelse af den skriftlige

behandlingsform udvides. Denne behandlingsform er navnlig egnet i

sager, hvor tvisten angår et afgrænset juridisk problem. Den

medfører dels, at parterne i sådanne sager under de nuværende

lange berammelsestider normalt kan opnå en hurtigere afgørelse,

dels at berammelsestiderne for de mundtligt behandlede sager kan

holdes nede.

Retsplejerådet er af den opfattelse, som også højesterets præsident

har givet udtryk for, at domsforhandlingen af retssager, herunder

af ankesagerne, som altovervejende hovedregel bør foregå

mundtligt. Rådet har dog ikke indvendinger mod, at den tidligere

gældende bestemmelse genindføres, således at skriftlig behandling

kan finde sted, hvis parterne er enige herom, eller hvis skriftlig

behandling på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssig. Højesterets præsident har over for retsplejerådet

oplyst, at skriftlig behandling også efter den nuværende praksis

normalt kun anvendes, såfremt parterne er indforstået hermed.

Den foreslåede ændrede affattelse af § 387 vil udover højesteret også

omfatte landsretterne. Da der i modsætning til hvad tilfældet er i

højesteret, normalt finder bevisførelse sted i landsretten må

ændringe af § 387 antages at få mindre betydning for

landsretterne.

Retsplejerådet har overvejet, hvorvidt det er påkrævet at fastsætte

særlige regler i retsplejeloven om fremgangsmåden i sager, der

behandles skriftligt. Retsplejeloven indeholdt før lovændringen i

1979 særlige behandlingsregler for sager, der domsforhandles på

skriftligt grundlag (jfr. § 415). Der findes ikke i dag særlige

procedureregler i tilknytning til den nugældende § 387. Om

baggrunden herfor anføres i betænkning nr. 698/1973 (side 177), at

dette ikke er fundet nødvendigt på grund af sagernes fåtallighed.

Efter betænkningen vil de almindelige regler i retsplejelovens

kap. 36 (om anke), herunder reglerne om nova i de fleste tilfælde

kunne anvendes analogt. Er dette ikke tilfældet, må retten

bestemme, hvorledes sagen skal behandles.

Retsplejerådet er stadig af den opfattelse, at det ikke er påkrævet

at fastsætte særlige procedureregler på dette område. Rådet kan

herved henvise til det i betænkning nr. 698/1973 anførte.

5. Andre ændringer med henblik på at forenkle arbejdet i højesteret

Med det formål at forenkle arbejdet ved højesteret stiller

retsplejerådet forslag om, at der bliver adgang for et enkelt

medlem af højesterets kæremålsudvalg til at afsige kendelse om

afvisning af kæremål (lovudkastets nr. 2). Endvidere foreslås der

nogle mindre ændringer af reglerne om indsendelse af ekstrakt i

højesteretssager (lovudkastets nr. 10 og 11) og af bestemmelserne

om skriftlig behandling af ankesager (lovudkastets nr. 12).

Endelig foreslås en begrænsning af antallet af retsmøder, der

afholdes under behandlingen af ankesager alene med henblik på

forlængelse af fængslingsfristerne (lovudkastets nr. 14). Om disse

ændringer henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser

i lovudkastet.

Bilag til retsplejerådets skrivelse af 10. december 1984

Lovudkast

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, foretages følgende ændringer

1. § 2a, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,

hvori indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvori

der alene tages stilling til bestemmelser i domme om

sagsomkostninger og processuelle straffe,».

2. § 2a, stk. 3, 2. pkt., affattes således

»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om

afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«

3. I § 9 indsættes som nyt stykke

»Stk. 5. Sager om ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres

ansatte behandles kun ved sø- og handelsretten, i det omfang disse

sager henvises til sø- og handelsretten efter bestemmelsen i §

227, stk. 2.

4. § 225, nr. 3, affattes således

»3) sager om ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres

ansatte.«

5. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,

nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i

København, såfremt

1) fagkundskab til søforhold eller til handelsforhold skønnes at være

af betydning for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.

1, nr. 1-5.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter til stk. 3 og 4.

6. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således

»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes

skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«

7. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således

»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til

landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for

højere ret.«

8. § 368 affattes således

Ȥ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af parterne ankes til

den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-

og handelsretten i København, kan, medmindre andet er bestemt i

loven, af parterne ankes til højesteret.

Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,

medmindre andet er bestemt i loven.

Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i

domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i

København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse

fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende

anvendelse.«

9. § 369, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes

særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«

10. § 385, stk. 2, affattes således

»I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det appellanten

at udarbejde og inden et af retten fastsat tidspunkt at indsende

en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten til brug

for dokumentationen af denne under domsforhandlingen. Rettens

præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte

almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til

højesteret.«

11. I § 386, stk. 1, 2. pkt., udgår »inden domsforhandlingen«.

12. § 387 affattes således

Ȥ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af

denne skal foregå skriftligt, hvis parterne er enige herom, hvis

genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller

hvis det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssigt.«

13. § 391, stk. 1, affattes således

Ȥ 391. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan særskilt indbringes

for landsret ved kære.«

14. I § 767 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Ankes en straffesag, og er tiltalte fængslet under anken,

kan fastsættelse af fristen for varetægtsfængslingens længde

undlades, såfremt domsforhandling er berammet, og tiltalte

erklærer sig indforstået med, at der sker varetægtsfængsling

indtil domsforhandlingen«.

Stk. 2. bliver herefter stk. 3.

Bemærkninger til lovudkastet

Til nr. 1 og 2

Retsplejelovens § 2a, stk. 2 og 3 indeholder reglerne om højesterets

anke- og kæremålsudvalg. Bestemmelserne er indsat i retsplejeloven

ved lov nr. 260 af 8. juni 1979, men svarer i alt væsentligt til

de tidligere gældende spredte regler i retsplejeloven om

højesterets anke- og kæremålsudvlag.

Efter hovedreglen i § 2a, stk. 1, deltager i afgørelsen af sager ved

højesteret, medmindre andet særligt er bestemt, mindst 5 dommere.

I medfør af stk. 2 kan følgende afgørelser imidlertid træffes af

udvalg, der består af mindst 3 dommere

1) Beslutninger og kendelser, der ikke træffes under

domsforhandlingen i domssager,

2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, og domme i sager,

hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og

3) domme i kæresager.

Højesteret har nedsat et permanent ankeudvalg. Kæremål behandles i

praksis af udvalg, der nedsættes for den enkelte sag. Disse udvalg

har således ikke samme sammensætning som ankeudvalget.

Den foreslåede ændring i § 2a, stk. 2, nr. 2, medfører, at der bliver

mulighed for at behandle ankesager, der udelukkende vedrører

bestemmelser om sagsomkostninger eller processuelle straffe, i

højesterets ankeudvalg. Forslaget må ses i sammenhæng med de under

nr. 8 foreslåede ændringer, hvorefter særskilt indbringelse for

højesteret af sådanne afgørelser skal ske ved anke og ikke som

hidtil ved kære.

Efter reglen i § 2a, stk. 3, kan et enkelt af medlemmerne af anke- og

kæremålsudvalget handle på udvalgets vegne, i det omfang retten

finder det formålstjenligt. I vedtagelsen af domme og kendelser

skal dog alle udvalgets medlemmer deltage. Efter de før 1979

gældende regler krævedes kun deltagelse af alle udvalgsmedlemmer

til vedtagelsen af domme i borgerlige sager og afgørelser om

fængsling, men i praksis deltog alle udvalgets medlemmer også,

hvis der skulle afsiges kendelse. På denne baggrund blev ordningen

ved lovændringen i 1979 udformet således, at alle medlemmer af

udvalget skal deltage ved afsigelse både af domme og kendelser.

Højesterets præsident har over for retsplejerådet givet udtryk for

rettens ønske om en forenkling, hvorved der bliver adgang for et

enkelt medlem af kæremålsudvalget til at afsige kendelse om

afvisning af kæremål.

Afvisning af kæremål sker efter reglerne i retsplejeloven navnlig i

tilfælde, hvor kære er iværksat efter udløbet af fristen for

kæremål, og i tilfælde, hvor kæremålet er rejst af en ikke

kæreberettiget, herunder en part, der i tilfælde, hvor det efter

loven er påkrævet, ikke har fået justitsministeriets tilladelse

til kære. Spørgsmålet, om en rejst kæresag skal afvises, giver

sjældent anledning til tvivl. Som tidligere nævnt kunne et enkelt

medlem af anke- og kæremålsudvalget efter de før 1979 gældende

regler selv afsige kendelser. Adgangen hertil omfattede i

princippet kendelser af enhver art, dvs. ikke udelukkende

kendelser om afvisning af kæremål. Retsplejerådet finder det på

den anførte baggrund ubetænkeligt at ændre reglen i

retsplejelovens § 2a, stk. 3, således, at der i overensstemmelse

med højesterets ønske bliver mulighed for et enkelt medlem af

kæremålsudvalget til at afsige kendelser om afvisning af kæremål.

Bestemmelsen udelukker ikke, at tvivlsomme tilfælde som hidtil

afgøres af 3 eller flere dommere.

Til nr. 3-7

De foreslåede ændringer medfører, at funktionærsager i det

storkøbenhavnske område henlægges til behandling ved de

almindelige domstole, og at sager mellem arbejdsgivere og deres

ansatte om ansættelsesforholdet i 1. instans skal behandles ved

byretten uden hensyn til sagens økonomiske værdi. I forbindelse

hermed foreslås den gældende henvisningsregel i retsplejelovens §

227 suppleret med en bestemmelse, hvorefter sager mellem

arbejdsgivere og deres ansatte om ansættelsesforholdet af byretten

kan henvises til behandling ved sø- og handelsretten, såfremt

kendskab til sø- eller handelsforhold er af betydning for sagens

afgørelse, og en eller flere af de i retsplejelovens § 227, stk.

1, nr. 1-5, nævnte grunde for henvisning foreligger. Om baggrunden

for de foreslåede ændringer henvises til de almindelige

bemærkninger under pkt. 2.

Som nærmere omtalt under de almindelige bemærkninger er der efter de

gældende regler mulighed for, at domstolene - både landsretterne

og byretterne (uden for Storkøbenhavn ) - i søsager og

handelssager kan tiltrædes af sagkyndige meddommere.

Retsplejerådet har overvejet, hvorvidt der i forbindelse med de

ændrede kompetenceregler for funktionærsager i det

storkøbenhavnske område bør indføres adgang for byretterne i dette

område til at tilkalde sø- eller handelskyndige meddommere. Efter

gældende praksis tiltrædes de almindelige domstole i søsager af

søkyndige dommere. Derimod anvendes handelskyndige meddommere kun

yderst sjældent i praksis. Rådet har på denne baggrund ikke ment

det nødvendigt at foreslå ændringer, som vil gøre det muligt for

byretterne i Storkøbenhavn at tilkalde fagkyndige dommere.

Spørgsmålet om anvendelse af fagkyndige dommere i særlige sager

vil i øvrigt blive gjort til genstand for nærmere overvejelse i

forbindelse med retsplejerådets generelle overvejelser om den

fremtidige instansfølge inden for domstolene.

Efter retsplejelovens § 9, stk. 4, kan sø- og handelssager uden for

det storkøbenhavnske område indbringes for sø- og handelsretten,

når parterne er enige herom. Denne bestemmelse vil, hvis den

foreslåede regel i § 9, stk. 5, (lovudkastet nr. 3) gennemføres,

ikke finde anvendelse med hensyn til sager mellem arbejdsgivere og

deres ansatte om ansættelsesforholdet. Disse sager vil kun kunne

behandles ved sø- og handelsretten efter henvisning fra byretterne

i medfør af den foreslåede nye henvisningsregel (lovforslagets nr.

5).

Til nr. 8, 9 og 13

Efter de gældende regler kan bestemmelser i domme om sagsomkostninger

og processuelle straffe kun særskilt indbringes for højere ret ved

kære, jfr. § 369, stk. 2, og § 391, stk. 1. Også bestemmelser i

domme, der er afsagt af en landsret i en ankesag, om

sagsomkostninger og processuelle straffe, kan særskilt indbringes

for højesteret ved kære, og dette kan ske uden tilladelse fra

justitsministeriet.

De foreslåede ændringer medfører, at landsretternes (og sø- og

handelsrettens) sagsomkostningsafgørelser - både i 1. instanssager

og i ankesager - kun særskilt kan appelleres med tilladelse, der i

overensstemmelse med, hvad der er gældende på andre tilsvarende

områder, meddeles af justitsministeren. Særskilt indbringelse for

højesteret skal i givet fald ske ved anke og ikke som efter de

gældende regler ved kære.

Om baggrunden for de foreslåede ændringer henvises til de almindelige

bemærkninger under pkt. 3.1.

Til nr. 10 og 11

Bestemmelserne om parternes udeblivelse under ankebehandling af

civile sager findes i retsplejelovens § 386. Udebliver appellanten

er udgangspunktet, at sagen afvises, jfr. § 386, stk. 1.

Efter retsplejelovens § 385, stk. 2, 1. pkt., skal appellanten i

ankesager, der behandles ved højesteret, udarbejde og til retten

indsende ekstrakt af den indankede sags dokumenter til brug for

dokumentationen af denne under domsforhandlingen. Hvis appellanten

ikke inden domsforhandlingen har indsendt ekstrakt til højesteret,

medfører dette udeblivelsesvirkning, jfr. § 386, stk. 1, 2. pkt.,

d.v.s. at sagen normalt vil blive afvist. I medfør af reglen i §

385, stk. 2, 2. pkt., kan højesterets præsident efter forhandling

med advokatrådet fastsætte nærmere regler om ekstraktens

udformning og tidspunktet for dens indsendelse til højesteret.

Efter den gældende ordning skal ekstrakten foreligge senest om

onsdagen i ugen før domsforhandlingens begyndelse. Advokatrådet

har imidlertid over for advokaterne tilkendegivet, at god

advokatskik tilsiger, at ekstrakten af hensyn til parternes

forberedelse af domsforhandlingen indsendes til højesteret senest

4 uger inden domsforhandlingen.

Hvis ekstrakten i en berammet sag ikke indleveres inden

domsforhandlingen i overensstemmelse med den ovennævnte ordning,

eller hvis ekstrakten viser sig at være mangelfuld, således at

domsforhandlingen ikke kan gennemføres, vil det som regel på grund

af det korte varsel, der er til rådighed, ikke være praktisk

muligt at beramme en anden sag i stedet for. For at undgå

tidsspilde ved at sådanne situationer opstår, pålægges det i

praksis i visse tilfælde med tilkendegivelse af virkningerne af

udeblivelse appellanten at fremlægge ekstrakten i et retsmøde

nogle uger før den berammede domsforhandling. Udebliver

appellanten fra dette møde, eller har han ikke medbragt ekstrakt,

afvises anken i medfør af retsplejelovens § 386.

Højesterets præsident har gjort retsplejerådet opmærksom på, at det

kan forekomme hensigtsmæssigt at ændre retsplejeloven, således at

det kommer til at fremgå udtrykkeligt af reglerne i

retsplejeloven, at anken kan afvises, hvis ekstrakten ikke

indsendes til højesteret inden et af retten fastsat tidspunkt.

Retsplejerådet finder, at det af hensyn til tilrettelæggelsen af

arbejdet i højesteret er ønskeligt, at højesteret kan indfordre

ekstrakt fra appellanten i god tid inden domsforhandlingen.

Navnlig i sager, hvori der ikke medvirker advokat, er de

almindelige regler om tidspunktet for ekstraktens indsendelse ikke

altid tilstrækkelige til at undgå tidsspilde som følge af, at der

ikke rettidigt er indsendt ekstrakt.

Retsplejerådet stiller derfor forslag om, at reglerne i § 385, stk.

2, og § 386, stk. 1, 2. pkt., ændres, således at det udtrykkeligt

fremhæves, at højesteret i de enkelte sager kan fastsætte et

tidspunkt før domsforhandlingen, inden hvilket ekstrakten skal

være indsendt til retten, således at anken afvises, hvis

ekstrakten ikke indleveres i overensstemmelse hermed. Efter

forslagets § 385, stk. 2, 2. pkt., opretholdes den gældende

ordning, hvorefter højesterets præsident efter forhandling med

advokatrådet kan fastsætte nærmere regler om ekstraktens

udformning og dens indsendelse til højesteret. De regler, der er

fastsat i medfør af denne bestemmelse, vil således finde

anvendelse, hvis retten ikke efter § 385, stk. 2, 1. pkt., har

fastsat en særlig frist for ekstraktens indsendelse i den enkelte

sag.

Til nr. 12

I borgerlige sager kan ankeretten (d.v.s. højesteret eller

landsretterne) i medfør af retsplejelovens § 387 undtagelsesvis

bestemme, at domsforhandlingen skal foregå skriftligt. Dette

gælder således, når der er spørgsmål, om anken kan fremmes, eller

når ganske særlige omstændigheder foreligger.

Den foreslåede ændring af § 387 medfører en udvidet adgang til

skriftlig behandling af ankesager.

Skriftlig behandling vil således kunne anvendes, hvis parterne er

enige herom, eller hvis skriftlig behandling på grund af sagens

særlige beskaffenhed findes hensigtsmæssigt. Om baggrunden for den

foreslåede ændring henvises til de almindelige bemærkninger under

pkt. 4.

Til nr. 14

Efter retsplejelovens § 767 skal der i forbindelse med

varetægtsfængsling fastsættes en frist for varetægtsfængslingens

længde. Fristen skal være så kort som mulig og må ikke overstige 4

uger. Fristen kan forlænges med højst 4 uger ad gangen.

Bestemmelsen i § 767 finder også anvendelse i tilfælde, hvor

tiltalte er varetægtsfængslet under anke af sagen.

Højesterets præsident har med henblik på en lettelse af arbejdsbyrden

ved højesteret rejst spørgsmål om ændring af bestemmelsen, således

at fastsættelse af frist for varetægtsfængslingen kan undlades,

hvor tiltalte er varetægtsfængslet under anke af straffesagen.

Bestemmelsen i § 767 har fået sin nuværende formulering ved lov nr.

243 af 8. juni 1978, der bygger på strafferetsplejeudvalgets

betænkning nr. 728/1974. I henhold til de tidligere gældende

regler blev der ikke fastsat frist for varetægtsfængsling, når

forundersøgelse var begæret eller tiltale rejst. Arrestanten »sad

på rettens ansvar«, indtil sagens afgørelse, uden at der blev

truffet nogen formel bestemmelse om fortsat fængsling. På

tilsvarende måde blev der heller ikke fastsat frist, hvis tiltalte

var fængslet under anken.

Som begrundelse for indførelse af de nugældende fristregler anføres i

betænkningen

»Det fremgår af rigsadvokaturens undersøgelse, at perioden mellem

sagens modtagelse i retten og domsforhandlingen udgør en væsentlig

del af den anvendte varetægtstid. Hertil bidrager især de lange

berammelsestider under anke. På denne baggrund er det udvalgets

opfattelse, at det vil være nyttigt at overføre systemet med

frister, der skal forlænges periodisk, såvel til tiden efter

sagens modtagelse i retten i 1. instans som til tiden under anke.

Herved tvinges samtlige retter til jævnligt - eventuelt i form af

kendelser - at tage stilling til, om der fortsat er grundlag for

varetægt, og i forbindelse hermed at overveje, på hvilken måde

sagen kan fremmes mest muligt. Specielt under behandling for

landsretten vil det i denne forbindelse være af betydning, at

spørgsmålet afgøres af den samlede ret på samme måde som ved

behandling af kæresager. Uanset at forslaget vil medføre noget

merarbejde for domstolene, foreslår udvalget derfor, at der for

hele varetægtstiden skal fastsættes frister for varetægtens

længde. Udvalgets forslag er i overensstemmelse med Europarådets

ministerudvalgs resolution af 9. april 1965, punkt 1, e)

(Lovtidende C 1965, s. 1236).

I de gældende regler er der ikke fastsat en grænse for, hvor lang en

varetægtsfrist kan være. I nogle landes lovgivninger har man

derimod sådanne grænser, jfr. side 76 ff. I praksis er det her i

landet sædvanligt med varetægtsfrister på 1, 2, 4 eller 6 uger.

Udvalget foreslår, at det i retsplejeloven fastsættes, at en

varetægtsfrist skal være så kort som muligt og ikke må overstige 4

uger. Den foreslåede regel vil muligvis ikke medføre en større

forkortelse af de gennemsnitlige varetægtstider, men den bør efter

udvalgets opfattelse indføjes i loven, fordi den bevirker, at

retternes opmærksomhed med mellemrum henledes på, at den enkelte

arrestantsag fremmes mest muligt.«

En generel regel om, at der ikke skal fastsættes frister, hvor

tiltalte er varetægtsfængslet under anken, vil være i modstrid med

intentionerne bag gennemførelsen af de gældende

varetægtsfængslingsregler og bør derfor efter rådets opfattelse

næppe indføres. Rådet kan imidlertid gå ind for en mere begrænset

regel, hvorefter fastsættelse af frist under anken kan undlades,

hvis domsforhandlingen er berammet, og tiltalte erklærer sig

indforstået med, at der sker varetægtsfængsling indtil

domsforhandlingen. Er disse betingelser opfyldt, er de

rutinemæssige retsmøder med 4 ugers mellemrum overflødige, og

afskaffelse heraf vil spare alle implicerede for megen ulejlighed.

Artikel 7

Konventionen begrænser ikke to eller flere kontraherende staters

adgang til, når der er anledning hertil, at træffe særlige

aftaler, som indebærer videregående forpligtelser, end de, der er

aftalt i denne konvention.

Artikel 8

Enhver af de kontraherende stater skal udpege en myndighed eller et

andet organ, der har til opgave at holde sig orienteret om

anvendelsen af konventionen i staten samt at fremme samarbejdet

mellem staterne i spørgsmål, der omfattes af konventionen.

Nordisk Ministerråd vil herudover holde sig orienteret om anvendelsen

af konventionen.

Artikel 9

De kontraherende stater kan tilslutte sig denne konvention gennem

a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation eller

b) undertegnelse med forbehold om ratifikation i forbindelse med

efterfølgende ratifikation.

Ratifikationsdokumenterne skal deponeres i det finske

udenrigsministerium.

Konventionen træder i kraft den første dag i den måned som begynder 2

måneder efter, at fire af de kontraherende stater har tilsluttet

sig den. I forhold til en kontraherende stat, som tilslutter sig

konventionen på et senere tidspunkt, træder denne i kraft to

måneder efter, at denne stat har tilsluttet sig konventionen.

Enhver af staterne kan i forhold til enhver af de øvrige opsige

konventionen med seks måneders varsel.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede undertegnet

denne konvention.

Som sket i Svaneke på Bornholm den 17. juni 1981 i et eksemplar på

dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk.

kapitel 41 på baggrund af det ovenfor anførte bør søges ophævet,

anmodede justitsministeriet den 13. januar 1978 retsplejerådet om

en udtalelse. Rådet har den 21. juli 1980 indstillet, at de

gældende regler ændres i overensstemmelse med det under afsnit 4.1

nævnte lovudkast.

4.3. Retsplejerådet foreslår i sin indstilling, at reglerne i

kapitel 41 ophæves. Efter rådets opfattelse er der, når der kan

foretages udlæg direkte på grundlag af veksler og checks for så

vidt angår de krav, som er omfattet af kapitel 41, ikke behov for

at opretholde regler om adgang til særskilt sagsanlæg med henblik

på opnåelse af hurtig retsforfølgning.

Retsplejerådet har herudover overvejet, hvorvidt der overhovedet er

behov for at opretholde regler om hurtig retsforfølgning. Det er

rådets opfattelse, at der med hensyn til veksler, der er benyttet

i forbindelse med en forbrugeraftale, ikke bør gives

fordringshaveren adgang til en særlig gunstig retsforfølgning mod

forbrugeren. Tilsvarende gælder med hensyn til checkkrav, når

checken er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med en

forbrugeraftale. Retsplejerådet foreslår derfor, at adgangen

hertil helt afskaffes i disse sager, således at skyldneren ikke

afskæres fra at fremsætte indsigelser eller fra at gøre modkrav

gældende efter retsplejelovens almindelige regler herom.

Med hensyn til veksler, der er benyttet uden for forbrugerforhold, er

der efter retsplejerådets opfattelse af hensyn til tilliden til

veksler som kreditmiddel fortsat behov for en særlig let og hurtig

adgang for fordringshaveren til at opnå tvangsfuldbyrdelse.

Tilsvarende gælder for så vidt angår checks - både i og uden for

forbrugerforhold - når checken, som det normalt er tilfældet, er

benyttet som betalingsmiddel. Retsplejerådet foreslår på denne

baggrund, at reglerne herom i kapitel 41 i forbindelse med en

ophævelse af dette kapitel overføres til retsplejelovens

udlægsregler.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets

lovudkast. Justitsministeriet kan, bortset fra navnlig den

nedenfor under afsnit 4.4. nævnte ændring, tiltræde

retsplejerådets forslag. Som anført i bemærkningerne til de

enkelte bestemmelser er der herudover i lovforslaget på enkelte

punkter foretaget mindre afvigelser fra rådets lovudkast.

4.4. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 445 er adgangen til at

gøre modfordringer gældende under behandlingen af en veksel- eller

checksag, som er anlagt efter reglerne i kapitel 41, stærkt

begrænset. Modfordringer kan således kun gøres gældende, når disse

støttes på, at der ved forsømmelse med at give en i veksel- eller

checkloven foreskreven underretning er forvoldt sagsøgte skade.

Retsplejerådet foreslår (lovudkastets nr. 7), at adgangen til

modregning, i det omfang den hurtige retsforfølgning henlægges til

fogedretten, begrænses på samme måde.

Der kan imidlertid allerede efter den almindelige regel i

retsplejelovnes § 522 kun i meget begrænset omfang foretages

modregning under en udlægsforretning. Dette kan således kun ske,

hvis modkravet kan tvangsfuldbyrdes eller anerkendes af den, der

har anmodet om udlægget, eller hvis kravets rigighed på anden måde

må anses for godtgjort. Efter justitsministeriets opfattelse bør

adgangen til modregning derfor ikke indsnævres yderligere i

forhold til bestemmelsen i § 522 i forbindelse med henlæggelsen af

den særlige veksel- og checkprocedure til fogedretten.

5. Henvisningsordning vedrørende forbrugersager

Lovforslaget indebærer en ændring af den gældende henvisningsordning

for forbrugersager fra domstolene til forbrugerklagenævnet og de

private klage- og ankenævn, der er godkendt af

forbrugerklagenævnet. Efter de gældende bestemmelser i

retsplejelovens § 361, stk. 1, og forbrugerklagenævnslovens § 8,

stk. 2, skal domstolene henvise sager, der er omfattet af

forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat nævns kompetence,

til vedkommende nævn, hvis forbrugeren anmoder herom.

Erfaringerne har vist, at den gældende obligatoriske

henvisningsordning er for usmidig. Navnlig hvor det er åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, forekommer det

ikke hensigtsmæssigt, at domstolene på begæring af forbrugeren

skal henvise sagen til nævnsbehandling. Men den obligatoriske

henvisningsordning er også mindre hensigtsmæssig, hvor det er

klart, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, f.eks. fordi den

nødvendiggør en vanskelig bevisbedømmelse, eller må antages bedre

at kunne oplyses ved mundtlig behandling efter retsplejelovens

regler om afhøring af parter og vidner, eller forudsætter

stillingtagen til komplicerede - og måske uafklarede juridiske

spørgsmål. Sådanne sager vil blive afvist fra nævnet i medfør af

forbrugerklagenævnslovens § 7. Det foreslås derfor, at retten får

mulighed for at nægte henvisning i disse tilfælde.

Efter aftale med industriministeriet fremsætter justitsministeriet

samtidig forslag om en tilsvarende ændring af bestemmelsen i

forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.

6. Den nordiske sprogkonvention

Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgik den 17. juni 1981

en konvention om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres

eget sprog i et andet nordisk land. Konventionen er optaget som

bilag 4 til lovforslaget.

Finland, Norge og Sverige har ratificeret konventionen.

Efter konventionen forpligter de kontraherende stater sig til at

virke for, at en statsborger i en kontraherende stat, hvis der er

behov herfor, skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse

til myndigheder og andre offentlige organer i en anden

kontraherende stat. I sager, der er til behandling ved domstolene

og andre offentlige organer, skal myndighederne så vidt muligt

sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den

fornødne tolke- og oversættelseshjælp. I straffesager skal

statsborgerne altid have den nødvendige tolkehjælp.

Det følger af konventionen, at myndighederne så vidt muligt skal

sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den

fornødne tolke- og oversættelseshjælp. Det betyder bl.a., at

myndighederne ikke er forpligtede til at yde bistand m.v., hvis

det af praktiske grunde ikke er muligt at skaffe autoriseret

tolkebistand.

Som anført følger det af konventionen, at bistand kun skal ydes, hvis

der er behov herfor. Behov for tolkebistand inden for den

offentlige forvaltning vil i praksis næsten udelukkende kunne

foreligge i forhold til finske statsborgere.

Det følger i øvrigt af konventionen, at den offentlige forvaltning

kun er forpligtet, hvis det er praktisk muligt at yde bistand. På

den baggrund må det antages, at den bistand, der skal ydes efter

konventionen i det væsentlige vil svare til, hvad der allerede i

dag følger af god forvaltningsskik. Eventuelle merudgifter ved

opfyldelsen af konventionen må derfor efter justitsministeriets

opfattelse antages at blive af uvæsentlig betydning.

Den nærmere gennemførelse af konventionen inden for den offentlige

forvaltning vil blive udformet i den vejledning til den offentlige

forvaltning, som justitsministeriet vil udarbejde i forbindelse

med gennemførelsen af en generel forvaltningslov.

Omkostningerne til tolkning og oversættelse i retssager, som er

omfattet af konventionen, bør afholdes af det offentlige. Disse

omkostninger må antages at blive af begrænset størrelse.

Omkostningerne til tolk i straffesager, der er undergivet

offentlig påtale, skal altid udredes af det offentlige. Der er dog

i nogle nærmere opregnede tilfælde adgang for det offentlige til

at kræve omkostningerne til tolk eller oversættelse refunderet.

F.eks. vil det kunne bestemmes, at udgifterne til oversættelse og

tolkning skal afholdes endeligt af parterne efter de almindelige

sagsomkostningsregler.

Med henblik på en dansk ratifikation af konventionen er det

nødvendigt, at der på retsplejens område gennemføres visse

lovændringer. Det foreslås derfor, at der til gennemførelse af

konventionens bestemmelser om tolkning m.v. for nordiske

statsborgere indsættes et nyt stk. 3 og et nyt stk. 4 i

retsplejelovens § 149 om retssproget.

7. Hørte myndigheder m.v.

7.1. Retsplejerådets udtalelse af 10. december 1984 om ændringer med

henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret, har

været sendt til høring hos præsidenten for højesteret,

præsidenterne for østre og vestre landsret, præsidenten for sø- og

handelsretten, præsidenterne for Københavns byret og for retterne

i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, politidirektøren i

København, Foreningen af politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, rigspolitichefen, Dansk

kriminalpolitiforening, Dansk politiforbund, Advokatrådet, Dansk

Arbejdsgiverforening, Grosserer-Societetet, Industrirådet,

Butikshandelens fællesråd, Håndværksrådet, Assurandør-Societetet,

Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening,

Danmarks Sparekasseforening, Landsorganisationen i Danmark,

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark,

Hovedorganisationen for Arbejdsleder- og tekniske

Funktionærforeninger i Danmark, Teknisk Landsforbund, Foreningen

af Arbejdsledere i Danmark, Radiotelegrafistforeningen af 1917,

Danmarks Styrmandsforening, Dansk Sø-restaurationsforening,

Sømændenes Forbund i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund (Metal

Søfart) og Specialarbejderforbundet i Danmark.

7.2. Retshjælpsudvalgets udtalelse af 9. januar 1985 om fri proces i

ægteskabssager er sendt til høring hos præsidenterne for østre og

vestre landsret, præsidenten for Københavns byret, præsidenterne

for retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Forbrugerrådet.

7.3. Der er indhentet udtalelser over retsplejerådets lovudkast om

behandling af sager om veksler og checks m.v. fra præsidenterne

for østre og vestre landsret, Københavns byret og retterne i

Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Forbrugerrådet,

Butikshandelens Fællesråd, Danmarks Automobilforhandlerforening,

Danmarks Sparekasseforening, Den Danske Bankforening,

Entreprenørforeningen, Grosserer-Societetet, Håndværksrådet,

Industrirådet og Provinshandelskammeret.

7.4. Spørgsmålene om ændring af henvisningsordningen vedrørende

forbrugersager og om kontorfunktionærernes kompetence har været

sendt til høring hos præsidenterne for østre og vestre landsret,

Københavns byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets og

Domstolenes Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og

Politikontorfunktionærforening og Advokatrådet. Spørgsmålet om

henvisningsordningen vedrørende forbrugersager har tillige været

sendt til høring hos Forbrugerrådet.

7.5. Den nordiske sprogkonvention har været sendt til høring i

samtlige ministerier.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget medfører en række til dels modsatrettede konsekvenser

vedrørende arbejdsmængden inden for justitsvæsenet.

De foreslåede ændringer vedrørende funktionærsager m.v., appel af

afgørelser om sagsomkostninger og af visse afgørelser, der træffes

af sø- og handelsrettens skifteafdeling, samt vedrørende skriftlig

behandling af ankesager må antages samlet at indebære en ikke

ubetydelig lettelse af arbejdsbyrden ved højesteret. Disse

ændringer vil således medvirke til at nedbringe berammelsestiden

ved højesteret.

Ligeledes vil forslaget vedrørende funktionærsager m.v. indebære en

vis lettelse af arbejdsmængden i sø- og handelsretten.

For så vidt angår landsretterne vil de omtalte ændringer medføre

såvel en lettelse på visse punkter som en vis udvidelse af

arbejdsmængden, navnlig ved østre landsret, på grund af forslagene

vedrørende funktionærsager m.v. og appel af visse afgørelser

truffet af sø- og handelsretten. Samlet vil der imidlertid være

tale om en begrænset forøgelse af arbejdsbyrden.

Forslaget om at henlægge funktionærsager til byretterne indebærer en

vis forøgelse af arbejdsmængden for byretterne, herunder navnlig

Københavns byret. Også de regler om særlige efterforskningsskridt,

der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til lov om

ændring af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led

i efterforskningen) vil kunne bevirke en vis forøgelse i antallet

og varigheden af visse retsmøder, hvilket tillige vil kunne

medføre et øget pres på politiets og anklagemyndighedens

ressourcer.

Sammenfattende må det antages, at de ovenfor nævnte foreslåede regler

ikke vil medføre væsentlige forøgelser i justitsvæsenets

arbejdsopgaver vurderet under et, men de foreslåede ændringer vil

kunne nødvendiggøre visse omlægninger af ressourcerne mellem

institutionerne inden for de eksisterende personalemæssige rammer

m.v. Disse spørgsmål - der tillige må vurderes i lys også af

tidligere gennemførte retsplejereformer, senest ved lov nr. 226 af

6. juni 1985 (Sager om ægteskab eller forældremyndighed) og lov

nr. 227 af s.d. (Telefonaflytning m.v.) - vil indgå i

justitsministeriets løbende vurdering af behovet for ressourcer

inden for ministeriets område.

Forslaget om ændring af betingelserne for fri proces i ægteskabssager

vil isoleret betragtet medføre en vis begrænsning af udgifterne

hertil, der med en betydelig usikkerhed anslås til ca. 3-5 mill.

kr. årligt. En sådan mindreudgift vil blive modsvaret af en senere

forøgelse af udgiften til advokatretshjælp.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-2

Bestemmelserne svarer med en redaktionel ændring i nr. 1 til nr. 1-2

i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at

nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til

bemærkningerne til retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 3-4 og nr. 6-7

De foreslåede ændringer af retsplejelovens § 4, stk. 2, § 9, stk. 1,

1. pkt., § 9a, stk. 1, og § 15, stk. 1, er konsekvensændringer som

følge af godkendte nye stillingsoprettelser i vestre landsret, sø-

og handelsretten i København og Københavns byret.

Til nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i nr. 5, nr. 10 og

nr. 14 til nr. 3-7 i retsplejerådets lovudkast om

retsplejeændringer vedrørende højesteret. Der henvises til pkt.

2.3. i de almindelige bemærkninger og til retsplejerådets

udtalelse, afsnit 2.

Til nr. 8

Ved den foreslåede indsættelse af 2 nye stykker i retsplejelovens §

149 om retssproget sker der en gennemførelse af den nordiske

sprogkonvention på retsplejens område.

Til nr. 10, nr. 12, nr. 24 og nr. 26

Bestemmelserne svarer fuldt ud til de foreslåede ændringer under nr.

1-4 i retsplejerådets lovudkast vedrørende behandling af sager om

veksler og checks m.v.

Lovforslagets nr. 10 indebærer, at søgsmål om veksel- og checkkrav

m.v. efter ophævelsen af reglerne i kapitel 41 skal anlægges efter

samme regler som for andre borgerlige sager, således at sagens

værdi bliver afgørende for, om sagen skal behandles i 1. instans

ved landsret eller byret, jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1.

Ændringerne i lovforslagets nr. 12 og 26 er af redaktionel karakter.

Den i lovforslagets nr. 24 foreslåede ophævelse af retsplejelovens

kapitel 41 medfører bl.a., at der ikke længere er mulighed for

hurtig retsforfølgning i sager om postgiroudbetalingskort.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets

lovudkast samt afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 11

Ændringen er af redaktionel karakter og skyldes den under nr. 10

foreslåede ændring.

Til nr. 16

Efter den gældende bestemmelse i § 361, stk. 1, skal retten udsætte

behandlingen af en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller et privat klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, og henvise sagen til det

pågældende nævn, når forbrugeren anmoder om, at sagen forelægges

for nævnet. En tilsvarende bestemmelse indeholdes i

forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.

Den foreslåede ændring af henvisningsordningen indebærer, at retten

kan afslå at henvise sagen til nævnet dels, når det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, og

dels, når sagen skønnes uegnet til behandling ved nævn. Om den

nærmere baggrund for forslaget henvises til de almindelige

bemærkninger under afsnit 5.

Til nr. 17-18 og nr. 22

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i den i nr. 17

foreslåede affattelse af retsplejelovens § 368 til nr. 8-9 og nr.

13 i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at

nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.4., til retsplejerådets udtalelse,

afsnit 3.1. samt til bemærkningerne til disse bestemmelser i

retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 19-20

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til nr. 10-11 i

retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe

berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til bemærningerne

til disse bestemmelser i retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 21

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til nr. 12 i

retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe

berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til afsnit 4 i

retsplejerådets udtalelse og til bemærkningerne til rådets

lovudkast.

Til nr. 23

Bestemmelsen indebærer, at der gennemføres en begrænsning i adgangen

til at kære enstemmige kendelser og beslutninger, som landsretten

afsiger under sagsforberedelsen og domsforhandlingen i 1. instans,

eller som afsiges af landsretten efter § 378 og §§ 381-384 under

behandlingen af en ankesag. Det skal i den forbindelse fremhæves,

at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer begrænsninger i

adgangen til at kære kendelser og beslutninger, som ikke er

enstemmige, men altså afsagt under dissens, ligesom muligheden

for at inddrage afgørelser, der træffes under sagens behandling

under en anke mod landsrettens dom, ikke begrænses ved

lovforslaget, jfr. herved den formulering af § 368, stk. 3, som er

foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 17.

Den foreslåede ændring er medtaget i lovforslaget på baggrund af den

henstilling, som højesteret er fremkommet med i forbindelse med

høringen over retsplejerådets udtalelse. Den af højesteret

foreslåede ændring indebærer, at man genindfører en del af de

begrænsninger i kæreadgangen, som indtil den 1. januar 1980 fulgte

af retsplejelovens § 435, stk. 3 (jfr. lov nr. 260 af 8. juni

1979), men ændringen inddrager også landsrettens 1. instans sager

under begrænsningerne. Samtidig skal det fremhæves, at ændringen

alene angår afgørelser, som landsretten har truffet i

enstemmighed.

Til nr. 25

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og med de ændringer,

der er nødvendige som følge af den ved lov nr. 226 af 6. juni 1985

gennemførte ændring af retsplejelovens § 449, til lovudkastet fra

justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget).

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3 og til

retshjælpsudvalgets udtalelse.

Til nr. 27

Den foreslåede ændring, der svarer til nr. 5 i retsplejerådets

lovudkast om behandling af sager om veksler og checks m.v., er en

konsekvens af de i lovforslagets nr. 28 foreslåede ændringer.

Til nr. 28

Bestemmelserne i § 501, stk. 3, nr. 1-3, svarer til de foreslåede

ændringer under nr. 6 i retsplejerådets lovudkast om behandling af

sager om veksler og checks m.v. Reglerne indebærer, at de gældende

bestemmelser i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig

retsforfølgning i forbindelse med ophævelsen af kapitel 41

overføres til retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.

Skyldneren vil således, medmindre der er tale om veksler i

forbrugerforhold og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit

i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. herom lovforslagets §

501, stk. 3, nr. 4, i lighed med reglerne i kapitel 41 i

fogedretten som hovedregel være afskåret fra at fremsætte

indsigelser vedrørende det retsforhold, der gav anledning til

anvendelse af vekslen eller checken.

For så vidt angår bestemmelsen i § 501, stk. 3, nr. 3, har

justitsministeriet fundet det rigtigst i lovteksten at præcisere,

at skyldneren, foruden de tilfælde der er nævnt i den tilsvarende

bestemmelse i retsplejerådets lovudkast, vil kunne fremkomme med

indsigelser i de tilfælde, hvor indsigelsen går ud på, at han ved

underskrivelsen var under lavværgemål eller på grund af

sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller

lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Søges tvangsfuldbyrdelse gennemført på grundlag af en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, eller en check, der

er benyttet til opnåelse af kredit, i forbindelse med en sådan

aftale, kan forbrugeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i §

501, stk. 3, nr. 4 - i modsætning til hvad der gælder efter

reglerne i kapitel 41 - uden særlige processuelle begrænsninger

fremkomme med indsigelser. Reglen medfører ingen ændringer i de

veksel- eller checkretlige regler om ekstinktion af indsigelser,

jfr. veksellovens § 17 og checklovens § 22. Den pågældende

bestemmelse bygger på den tilsvarende regel i retsplejerådets

forslag (lovudkastets nr. 6). Der er imidlertid i forhold til

retsplejerådets lovudkast foretaget en ændring med henblik på en

tydeliggørelse af, at reglen alene kan påberåbes af en forbruger,

og f.eks. ikke af en erhvervsdrivende, når denne søges for et

veksel- eller checkretligt regreskrav.

Justitsministeriet har endvidere fundet det rigtigst i lovforslagets

Kapitel 41 - behandlingen er fakultativ for sagsøgeren. Den, der vil

søge dom for et krav, som er omfattet af kapitel 41, kan således

vælge mellem at indtale kravet på almindelig måde eller at benytte

den hurtige retsforfølgning.

De nugældende regler i kapitel 41 er i det væsentlige uændrede siden

retsplejeloven af 1916 (mindre ændringer er gennemført ved lov nr.

209 af 23. juli 1932 og lov nr. 150 af 13. april 1938).

Retsplejelovens regler afløste de tidligere gældende regler om

gældsbrevsproces i forordning af 25. januar 1828 og den egentlige

veksel- og checkproces, der var reguleret ved henholdsvis lov af

28. maj 1880 og lov af 23. april 1897 (§ 15). Der er således i

dansk ret en meget lang tradition for særlige regler om hurtig

retsforfølgning.

2.2. Som nævnt i afsnit 1 kan udlæg nu efter ændringen af

retsplejeloven, der trådte i kraft den 1. januar 1977, i medfør af

kapitel 41 ved de almindelige domstole, er berettiget til

sædvanlige sagsomkostninger, jfr. østre landsrets afgørelse

refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, side 603.

3. Overvejelser i udlægsudvalget og kreditkøbsudvalget.

3.1. Adgangen til i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 7,

at foretage udlæg på grundlag af veksler og checks bygger som

nævnt på et forslag fra udlægsudvalget i betænkning nr. 634/1971

om udlæg og udpantning. Udvalget rejste i betænkningen spørgsmålet

om, hvorvidt reglerne i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig

retsforfølgning burde ophæves i forbindelse med gennemførelsen af

den nye regel i § 478, stk. 1, nr. 7. Om spørgsmålet anføres det i

betænkningen side 36

»Prøvelsen under den hurtige retsforfølgning giver kun ringe

sikkerhed for, at skyldneren ikke har indsigelser mod kravet.

Indsigelsen er vel ikke endelig tabt, men kan først gøres gældende

under et selvstændigt søgsmål mod sagsøgeren, hvilket undertiden

er uheldigt.

Udvalget foreslår, at vekslen eller checken skal kunne danne grundlag

for tvangsfuldbyrdelse af de i kapitel 41 nævnte krav. Når

vekselejeren opnår den tidsgevinst at kunne kræve udlæg for sit

krav, straks når en uge (* 1) fra vekslens forfaldsdag (eventuelt

protestdagen) er forløbet, er det rimeligt, at vekselskyldneren på

sin side kan fremsætte alle indsigelser under fogedforretningen.

Kan disse ikke forkastes af fogedretten, f.eks. fordi

stillingtagen kræver omfattende bevisførelse, må udlæg nægtes og

vekselejeren henvises til søgsmål ved de almindelige domstole,

jfr. udkastets § 500, stk. 1. (* 2)

.......

Når indehaveren af veksel- eller checkkrav kan gå direkte til

fogedretten, er der næppe behov for anvendelse af den hurtige

retsforfølgning efter kapitel 41. Det er i sig selv stødende, at

veksel- eller checkudstederen skal dømmes til at betale, selv om

han har velbegrundede indsigelser vedrørende det forhold, som gav

anledning til dokumentets udstedelse. Der synes derfor at være

grund til at overveje, om ikke reglerne i kapitel 41 om hurtig

retsforfølgning kan ophæves, når der gives adgang til

tvangsfuldbyrdelse umiddelbart på grundlag af en veksel eller en

check. Der er derimod næppe grund til at ændre bestemmelsen om, at

disse sager behandles af underretterne, jfr. § 225, nr. 4.

Reglerne i Geneve-konventionen af 7. juni 1930 om ensartet

veksellovgivning indeholder ingen forskrifter om en særlig

vekselprocesform.«

Justitsministeriet har over for rådet oplyst, at man på baggrund af

udtalelserne i betænkning nr. 634/1971 overvejede, om

retsplejelovens kapitel 41 kunne ophæves samtidig med, at der

indførtes adgang til umiddelbart udlæg på grundlag af veksler og

checks. Justitsministeriet fandt imidlertid, at der burde

foretages en nærmere undersøgelse af, hvorvidt der fortsat er

behov for regler om hurtig retsforfølgning. Sådanne nærmere

overvejelser kunne ikke afsluttes inden fremsættelsen af forslaget

til lov om ændring af retsplejelovens regler om udlæg, og det

anførtes derfor i bemærkningerne til lovforslagets § 478, at

spørgsmålet om, hvorvidt retsplejelovens kapitel 41 bør ophæves,

overvejes i justitsministeriet (FT 1975-76, Tillæg A, sp. 262).

3.2. Det af justitsministeriet nedsatte købelovsudvalg har i

betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit i forbindelse med

fremlæggelsen af et udkast til en ny lov om køb på kredit bl.a.

foreslået, at det i forbrugerkøb, hvor sælgeren yder kredit,

forbydes at anvende veksler og andre særlige skyldokumenter, der

forpligter køberen, og som ved overdragelsen kan medføre

indskrænkning af køberens ret til at fremsætte indsigelser

vedrørende købet (lovudkastets § 12, stk. 2). Overtrædelse af

forbudet foreslås sanktioneret med straf (lovudkastets § 41, stk.

1). Som forbrugerkøb betegnes i denne forbindelse køb, som indgås

med sælgeren i dennes erhverv, når det købte hovedsageligt er

bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og

sælgeren vidste eller burde vide dette. Forbudet gælder alle

dokumenter, hvor der helt eller delvis kan ske fortabelse af

indsigelser vedrørende dokumentet (såkaldte negotiable

dokumenter). Undtaget er dog checks, når disse på normal vis

bruges som betalingsmiddel. Benyttes en check som kreditmiddel,

som det kan være tilfældet ved fremdaterede checks, er sådanne

checks omfattet af forbudet. Er et normalt negotiabelt dokument

ved påtegning gjort ikke-negotiabelt (f.eks. en rektaveksel), er

det ikke omfattet af forbudet. Forbudet mod modtagelse af

negotiable dokumenter er formuleret så bredt (»..... for fordring,

som har forbindelse med forbrugerkøb ...«), at det ifølge

bemærkningerne til lovudkastet (betænkningen side 78) også rammer

modtagelse af negotiable dokumenter efter, at det solgte er

overgivet køberen. Modtagelsen af negotiable dokumenter i

forbindelse med et økonomisk opgør mellem parterne, f.eks. for

sælgerens restfordring i anledning af det solgtes tilbagetagelse,

er også omfattet af forbudet.

Overtrædelse af forbudet foreslås om nævnt sanktioneret med straf

(bøde). Overtrædelse af forbudet medfører ikke, at krav, der

støttes på vekslen eller andre lignende skylddokumenter, er

ugyldige. Overdrager sælgeren en veksel, der er modtaget i strid

med forbudet, vil en godtroende erhverver som hidtil kunne

ekstingvere skyldnerens eventuelle indsigelser efter de særlige

materielle regler herom i vekselloven. Overfor en sådan erhverver

vil den processuelle adgang for skyldneren til at gøre indsigelser

gældende være uden betydning. Erhververen vil, hvis han var i god

tro, da han modtog vekslen, kunne ekstingvere indsigelserne efter

reglerne i vekselloven.

4. Retsplejerådets overvejelser.

4.1. Retsplejerådet er enig med udlægsudvalget i, at det i mange

tilfælde kan virke mindre velbegrundet, at en vekselskyldner

dømmes til at betale, selv om han har indsigelser vedrørende det

forhold, som gav anledning til dokumentets udstedelse. Dette

gælder efter rådets opfattelse navnlig i forbrugerforhold, hvor

den enkelte forbruger kan have vanskeligheder med på forhånd at

overskue konsekvenserne af, at der udstedes en veksel. For så vidt

angår erhvervsforhold, hvor der er en lang tradition for

anvendelse af veksler i kreditforhold, gør der sig imidlertid

særlige modhensyn gældende, jfr. nedenfor i afsnit 4.2. Checks

benyttes i almindelighed som betalingsmiddel og brugen af checks

har stor lighed med egentlige kontantkøb. Det forekommer derfor

ubetænkeligt at opretholde kreditors mulighed for at afskære

indsigelser under tvangsfuldbyrdelsen, også i forbrugersager.

Efter retsplejerådets opfattelse vil det være uacceptabelt at bevare

adgangen til hurtig retsforfølgning med afskæring af skyldnerens

indsigelser, når sælgeren ved modtagelsen af en veksel har

overtrådt et forbud mod anvendelse af veksler. For sælgerens

vedkommende vil dette være en naturlig konsekvens af, at

modtagelsen af vekslen er strafbar. Overfor andre indehavere af

vekslen bør der være adgang til ved fogedretten at føre bevis om,

hvorvidt de ved erhvervelsen af vekslen har været i den nødvendige

gode tro til at fortrænge skyldnerens mulige indsigelser.

Veksler benyttes i øvrigt efter det for rådet oplyste kun forholdsvis

sjældent ved finansiering af forbrugerkøb. En ophævelse af

adgangen til hurtig retsforfølgning for sådanne veksler vil derfor

ikke være et større indgreb i eksisterende handelsforhold. På

denne baggrund finder rådet, at adgangen til hurtig

retsforfølgning vedrørende veksler i forbrugerforhold bør ophæves,

selv om det af købelovsudvalget foreslåede forbud mod brug af

veksler i forbindelse med forbrugerkøb ikke gennemføres. En

samtidig gennemførelse forekommer dog ønskelig. Efter

retsplejerådets opfattelse vil det endvidere være ubetænkeligt og

rimeligt at ophæve adgangen til hurtig retsforfølgning i alle

forbrugerforhold, således at man ikke begrænser sig til

forbrugerkøb, jfr. købelovens § 4a og § 4, stk. 2, i lovudkastet i

betænkning nr. 839/1978. Heller ikke i tilfælde, hvor en veksel er

udstedt i forbindelse med opnåelse af et lån til forbrug eller i

forbindelse med finansiseringen af en tjenesteydelse til en

forbruger, bør skyldneren kunne afskæres fra at gøre indsigelser

gældende af processuelle grunde. Det foreslås derfor, at den

hurtige retsforfølgning ophæves for alle veksler, der er udstedt i

forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. definitionen heraf i § 1,

stk. 2, i lov nr. 139 af 29. marts 1978. Udlæg vil som hidtil

kunne foretages direkte på grundlag af vekslen i medfør af § 478,

stk. 1, nr. 7. Nægter fogedretten at foretage udlæg, fordi den

ikke mener at kunne tage stilling til skyldnerens indsigelser,

jfr. § 501, stk. 3, vil den, der har anmodet om

tvangsfuldbyrdelse, efter en ophævelse af kapitel 41 være henvist

til at anlægge sag ved de almindelige domstole efter

retsplejelovens almindelige regler, og skyldneren vil i så fald

under sagen kunne få påkendt sine indsigelser.

Checks benyttes som tidligere nævnt almindeligvis som et

betalingsmiddel. Det er formentlig kun sjældent, at checks

benyttes til opnåelse af kredit, f.eks. ved udstedelse af

fremdaterede checks. Efter checklovens § 28 kan en check i øvrigt,

selvom den er fremdateret, kræves betalt ved forevisningen. Brugen

af checks har derfor i almindelihed stor lighed med egentlige

kontantkøb. Flere af erhvervslivets organisationer, som

retsplejerådet har anmodet om udtalelse om spørgsmålet, jfr.

nærmere nedenfor under afsnit 4.2., har ud fra disse synspunkter

frarådet, at man ophæver reglerne om hurtig retsforfølgning i

checkregressager. Rådet finder under hensyn hertil, at der

fortsat, også i forbindelse med en forbrugeraftale, bør være

adgang til hurtig retsforfølgning i checksager, når checken er

benyttet på sædvanlig måde som et betalingsmiddel. Herved undgås

det at gribe forstyrrende ind i den stadigt hyppigere brug af

checks i samhandelen. Rådet vil derimod finde det ubetænkeligt at

henlægge den særlige checkretlige procedure til fogedretten,

således at det kan undgås at gennemføre en særskilt checksag ved

byretten, jfr. nærmere herom nedenfor i afsnit 4.2. vedrørende

spørgsmålet om bevarelse af adgangen til hurtig retsforfølgning i

vekselsager i erhvervsforhold.

Det af købelovsudvalget foreslåede forbud mod brug af negotiable

dokumenter i forbindelse med forbrugerkøb omfatter som nævnt de

tilfælde, hvor checks undtagelsesvis benyttes til opnåelse af

kredit. Efter rådets opfattelse vil det være stødende, hvis der er

adgang til hurtig retsforfølgning på grundlag af et dokument, som

det er strafbart at gøre brug af. Retsplejerådet foreslår derfor,

at checks, der ikke benyttes som betalingsmiddel, i

forbrugerforhold undtages fra regler om hurtig retsforfølgning.

Undtagelsen bør efter rådets opfattelse gælde i forbindelse med

alle forbrugeraftaler, selv om forbudet i købelovsudvalgets

lovudkast kun vedrører forbrugerkøb. For så vidt angår godtroende

erhververe af checkkrav vil det ligesom vedrørende veksler ikke

være til større gene at undtage dokumenterne fra hurtig

retsforfølgning, da disse erhververe efter de materielle regler i

checkloven vil kunne fortrænge de fleste af skyldnerens

indsigelser. På den anden side vil det være rimeligt, at de må

finde sig i bevisførelse om deres påståede gode tro.

4.2. I erhvervslivet er der en lang tradition for anvendelse af

veksler i kreditforhold, og tilliden til veksler er traditionelt

blevet kædet sammen med bl.a. adgangen til hurtig retsforfølgning.

Retsplejerådet har indhentet udtalelser fra en række myndigheder og

erhvervsorganisationer med henblik på en nærmere belysning af,

hvorvidt der skønnes fortsat at være behov for adgang til hurtig

retsforfølgning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 41, selv

om udlæg nu i medfør af § 478, stk. 1, nr. 7, kan foretages

umiddelbart på grundlag af veksler. Høringssvarene er optaget som

bilag II til lovudkastet. (* 3)

De fleste af de hørte myndigheder og organisationer, herunder navnlig

erhvervslivets organisationer, har givet udtryk for store

betænkeligheder ved en ophævelse af adgangen til hurtig

retsforfølgning i erhvervsforhold, men har på den anden side ikke

indvendiger imod at henlægge den særlige vekselretlige procedure

til fogedretten, således at det undgås at gennemføre en særskilt

vekselsag ved byretten. Det fremhæves særligt, at tilliden til

veksler vil afsvækkes ved en ophævelse af adgangen til hurtig

retsforfølgning.

Retsplejerådet er enig med de nævnte organisationer i, at en

ophævelse af adgangen til hurtig retsforfølgning i erhvervsforhold

vil kunne medføre, at tilliden til vekslen svækkes til skade for

kreditgivningen i erhvervslivet. Hensynet til vekselskyldneren

taler ikke på samme måde som i forbrugerforhold mod, at den

summariske procedure bevares. De erhvervsdrivende vil normalt

kunne vurdere betydningen af, at de ved vekseludstedelsen i vid

udstrækning afskæres fra at fremkomme med indsigelser, herunder

navnlig indsigelser, der hidrører fra den aftale, der var

grundlaget for vekseludstedelsen. Det vil generelt også være i

skyldnerens interesse, at kreditmulighederne ikke forringes.

Rådet foreslår derfor, at adgangen til at afskære skyldnerens

indsigelser i erhvervsforhold opretholdes, men således at den

vekselretlige procedure henlægges til fogedretten. Herved undgås

det at gennemføre en særskilt vekselsag ved byretten.

Retsplejerådet er opmærksom på, at henlæggelsen af den hurtige

retsforfølgning til fogedretten indebærer en forbedring af

vekselindehaverens processuelle stilling. Som nævnt vil det

imidlertid i almindelighed være også i skyldnerens interessee at

befæste tilliden til vekslen, idet finansieringsmulighederne

derved tilsvarende forbedres.

Retsplejerådet finder ligeledes, at adgangen til hurtig

retsforfølgning vedrørende checks i erhvervsforhold bør bevares

fuldt ud, altså også selv om checken er anvendt som kreditmiddel.

Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser.

Til nr. 1.

Efter § 225, nr. 4, behandles sager om veksler og visse andre

gældsbreve, jfr. kapitel 41, ved byret uanset sagens økonomiske

værdi.

Retsplejerådet foreslår, at reglerne om hurtig retsforfølgning i

kapitel 41 ophæves, jfr. lovudkastets nr. 3. Efter § 478, stk. 1,

nr. 7, kan udlæg foretages på grundlag af veksler og checks.

Anlæggelse af sag ved de almindelige domstole vedrørende veksel-

eller checkkrav er imidlertid nødvendig i de tilfælde, hvor

skyldneren for fogedretten efter den under nr. 6 foreslåede

bestemmelse kan fremsætte indsigelser, og fogedretten i medfør af

§ 443, nr. 1. Denne bestemmelse er nu uden betydning. I henhold

til § 478, stk. 1, nr. 5, kan tvangsfuldbyrdelse ske direkte på

grundlag af et gældsbrev, når det udtrykkelig er bestemt i

dokumentet.

Som vekselsager efter kapitel 41 kan efter § 443, nr. 2, behandles

alle sager om krav på betaling eller på regres, som kan støttes på

selve vekslen. Uden for begrebet vekselsager falder sager om krav,

som ikke alene støttes på vekslen, men tillige på det

underliggende forhold, f.eks. sager, hvor sagsøgte påstås kendt

pligtig til at acceptere en veksel eller til at svare erstatning

for undladt accept, eller sager om dækningskrav fra acceptanten

mod trassenten eller en endossent. Kapitel 41 kan ejheller

anvendes af en vekselindehaver, som, efter at vekselkravet er

forældet, eller vekselretten er tabt ved forsømmelse af

vekselomgangen, indtaler en eventuel berigelse hos en

vekselskyldner »som almindelig gældsfordring«, jfr. veksellovens §

74.

Ligesom ved vekselkrav kan den hurtige retsforfølgning i

checkregressager, jfr. § 443, nr. 3, kun benyttes, når kravet

støttes umiddelbart på checken. Efter reglerne i checklovens

§ 444. Under sagen kan det ikke tillades sagsøgte at fremsætte andre

indsigelser i realiteten end, at han ikke ved underskriftens

meddelelse var mægtig og myndig til således at forbinde sig, eller

at underskriften er falsk, eller at der i dokumentets indhold er

foregået en forfalskning, efter at underskriften er meddelt.

Stk. 2. I vekselsager kan sagsøgte endvidere fremsætte de

indvendinger, som angår selve vekslens indretning og indhold eller

den til vekselfordringens vedligeholdelse fornødne omgang eller

andre i vekselloven foreskrevne betingelser for at kunne gøre

veksleretten gældende. Tilsvarende regler gælder om de i § 443,

nr. 3, nævnte sager.

Stk. 3. I de i § 443, nr. 1, nævnte sager kan sagsøgte derhos, for så

vidt søgsmålet foruden på selve gældsbrevet støttes på transport

eller andet uden for gældsbrevet liggende grundlag, fremsætte

enhver indsigelse herimod, ligesom kan i disse dager overhovedet

kan fremkomme med enhver indsigelse, med hensyn til hvilken

bevisbyrden ikke påhviler ham, eller til hvis godtgørelse han ikke

behøver andre bevismidler end dokumenter, som haves til stede.

Stk. 4. Alle andre indsigelser i realiteten er udelukkede fra at

komme i betragtning, når parterne ikke er enige om at ønske dem

påkendt; men det forbeholdes sagsøgte i anledning af slige

indsigelser, når han i sit tilsvar har opgivet eller i det mindste

forbeholdt dem, at anlægge et selvstændigt erstatningssøgsmål mod

sagsøgeren.

Stk. 5. Dette erstatningssøgsmål behandles i alle henseender efter de

almindelige regler.

§ 445. Imod de i § 443, nr. 2 og 3, omhandlede fordringer kan

modfordringer kun gøres gældende, når disse er støttede på, at der

ved forsømmelse med at give en i vekselloven foreskreven

underretning er forvoldt sagsøgte skade, og imod de i § 443, nr.

1, omhandlede kun, for så vidt modfordringen selv går ind under

samme bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 446. (Ophævet).

§ 447. Når sager af heromhandlede beskaffenhed indankes for landsret,

er det en selvfølge, at proceduren for denne ikke kan omfatte

andet end det, som i henhold til ovenstående regler kunne gøres

gældende for byret.«

§ 449 har følgende ordlyd, jfr. retsplejelovbekendtgørelse nr. 555 af

1. november 1984

»Giver sagsøgte eller appelindstævnte i de i § 448, nr. 1-3, nævnte

sager ikke møde ved advokat, beskikker retten en advokat for ham.

Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en

sag mellem ægtefæller om ændring af aftale eller afgørelse om

forældremyndighed eller i en sag mellem forældre om

forældremyndighed over børn uden for ægteskab, kan retten beskikke

en advokat for ham.«

§ 449 må ses i sammenhæng med bestemmelserne i retsplejelovens § 451,

stk. 1 og 3, som har følgende ordlyd

»Stk. 1. Om salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater

gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri

proces, jfr. kapitel 31.«

...

»Stk. 3. Retten bør kun, når der er særlig anledning dertil, pålægge

en part at betale sagsomkostninger.«

Medens fri proces til sagsøger i ægteskabssager (og til appellanten i

en appelsag) afgøres efter retsplejelovens almindelige regler om

fri proces, jfr. § 330 ff, indeholder § 449 en særregel, hvorefter

sagsøgte (appelindstævnte) i denne sagskategori har et ubetinget

krav på at få advokat beskikket, uanset om sagsøgtes økonomiske

situation er en sådan, at der efter de almindelige regler ikke

skønnes at være behov for støtte fra det offentlige til sagens

førelse, og uanset om sagsøgte kan acceptere de af sagsøger

foreslåede vilkår eller under sagen indtager et standpunkt, som

den pågældende klart ikke kan forventes at få medhold i.

Der er i retshjælpsudvalget enighed om, at en sådan særregel - i

modsætning til de særregler, der gælder med hensyn til

faderskabssager, umyndiggørelsessager og sager om administrativ

frihedsberøvelse - ikke kan forsvares opretholdt, og at man uden

betænkeligheder kan lade advokatbeskikkelse for sagsøgte - ligesom

for sagsøger - afhænge af, om de økonomiske betingelser for fri

proces er opfyldt. Udvalget finder, at unødvendige

advokatbeskikkelser bør undgås, og navnlig domstolenes

repræsentanter i udvalget har peget på, at den gældende regel om

obligatorisk beskikkelse i dag fører til, at der skal beskikkes

advokat i helt ukomplicerede sager, hvor advokatbistand er

unødvendig og nærmest pånødes den pågældende part. Der er på denne

baggrund enighed i udvalget om, at den obligatoriske

advokatbeskikkelse uden betænkeligheder kan erstattes af en

fakultativ adgang for retten til beskikkelse efter en

behovsvurdering.

Retshjælpsudvalget finder derimod ikke grundlag for at anbefale en

kompetenceomlægning, idet man fortsat finder det hensigtsmæssigt,

at kompetencen til at beskikke advokat for sagsøgte i

ægteskabssager ligger hos domstolene.

Retshjælpsudvalget foreslår herefter, at § 449 affattes således

»Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat

a) i en af de i § 448, nr. 1-3 og 5, nævnte sager eller

b) i en sag mellem ægtefæller om ændring af aftale eller afgørelse om

forældremyndighed,

kan retten beskikke en advokat for parten, såfremt denne opfylder den

i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse og efter rettens

opfattelse har behov for advokatbistand under sagen.«

En ændring af formuleringen som ovenfor anført indebærer ændringer på

2 punkter. Domstolene afskæres således fra at beskikke advokat for

sagsøgte i en ægteskabssag, hvis partens socialindkomst overstiger

den grænse, der er fastsat ved justitsministeriets bekendtgørelse

om fri proces, for tiden 83.000 kr. for ikke-forsørgere, 110.000

kr. for forsørgere, med tillæg af 15.000 kr. pr. barn, der

forsørges af parten.

Dernæst sker der den ændring, at selv om sagsøgte har en

socialindkomst, der ligger under den nævnte grænse, vil advokat

kun blive beskikket, hvis parten efter rettens vurdering må

antages at have behov for advokatbistand under sagen. Behovet vil

typisk være tilstede i den talmæssigt ikke ubetydelige gruppe af

sager, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet. Også

tvist om ægtefællebidrag, retten til at fortsætte ægtefællernes

lejemål eller om betaling af et beløb efter ægteskabslovens § 56

vil dog som hovedregel medføre, at retten beskikker sagsøgte

advokat.

Der kan imidlertid forekomme sager, hvor grundlaget for

separation/skilsmisse og vilkårene i forbindelse hermed er så

åbenbare, at advokatbistand må anses for klart ufornøden. Dette

vil således kunne være tilfældet, dels hvor der er tale om

opløsning af et kortvarigt, barnløst ægteskab, dels hvor

skilsmisse søges på grundlag af en separation med vilkår, der også

skal være gældende for en senere skilsmisse. Sådanne tilfælde vil

vel som oftest blive afjort udenretligt ved bevilling til

separation/skilsmisse, men dette forudsætter ifølge

ægteskabslovens § 42, at begge parter er enige herom, og at de

faktisk medvirker ved bevillingsproceduren. Det forekommer

imidlertid ikke sjældent, at sådanne tilfælde må afgøres ved

domstolene på grund af den ene parts vægring. Domstolsbehandlingen

får i disse tilfælde en mere formel karakter, idet der ikke er

tale om nogen reel tvist mellem parterne. I sådanne tilfælde er

advokatbistand kun sjældent påkrævet. Efter de nugældende regler

skal der desuagtet beskikkes advokat for sagsøgte. Dette foreslår

udvalget ændret til en fakultativ regel. Skulle der imidlertid i

et sådant tilsyneladende oplagt tilfælde alligevel vise sig at

være en reel tvist mellem parterne, har retten efter den

foreslåede bestemmelse mulighed for at beskikke den sagsøgte, der

opfylder de økonomiske betingelser, en advokat under den videre

behandling af sagen.

Ved den foreslåede formulering af § 449 fjerner man således den

hidtidige forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med

hensyn til fri proces m.v. Samtidig fjerner man den mulighed, som

parterne hidtil har haft for ved aftale at sikre sig, at det

offentlige kommer til at betale alle omkostninger i forbindelse

med en ægteskabssag. Parterne har således hidtil kunne aftale, at

den, der har en socialindkomst under den gældende grænse, påtager

sig at være sagsøger og at søge fri proces, hvilket typisk vil

blive bevilget, medens den mere velstående anden part herefter

bliver sagsøgt og i henhold til § 449 får beskikket advokat uden

hensyn til sine indtægtsforhold.

Den foreslåede stramning af bestemmelsen betyder også, at den mere

velstående part ikke længere vil kunne have nogen økonomisk

interesse i at foretrække en separation/skilsmisse ved dom fremfor

ved bevilling, idet den pågældende ikke længere som sagsøgt under

en retssag betingelsesløst kan overvælte sine advokatomkostninger

- også vedrørende sagens forberedelse - på det offentlige.

Bestemmelsen i den foreslåede formulering vil således kunne virke

procesbesparende.

I forbindelse med sine overvejelser har retshjælpsudvalget også

overvejet den praksis, som følges af statsamterne

(justitsministeriet) med hensyn til fri proces til sagsøger

(appellanten). Efter det for udvalget oplyste indebærer denne

praksis blandt andet, at der antages at være rimelig grund til at

føre proces, blot ægtefællen nægter at medvirke til bevilling,

selv om der ikke kan siges at foreligge en egentlig tvist, idet

udfaldet af en retssag må anses for ret åbenbart. Dette resultat

forekommer velbegrundet på baggrund af de gældende regler om

indbringelse af ægteskabssager for retten, hvor sagsøger, selv om

der i øvrigt er tale om en ukompliceret sag uden reel tvist, kan

have behov for bistand fra en advokat til udfærdigelse af

stævning. Man kan imidlertid overveje, om det er rimeligt at

opretholde denne praksis, hvorefter sagsøger meddeles fri proces

med deraf følgende advokatbistand under sagen alene for at få

sagen indbragt for retten, når man forudsætter, at domstolene

efter en ændring af § 449 for sagsøgtes vedkommende vil foretage

en reel vurdering af behovet for advokatbeskikkelse. Der vil

herved opstå en risiko for forskelsbehandling mellem parterne til

fordel for sagsøger.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om man i det tilfælde, hvor

fri proces på grund af sagens enkelthed alene er påkrævet med

henblik på at yde sagsøger bistand til sagens indbringelse for

retten, i stedet kunne yde sagsøger anden bistand til opfyldelse

af dette formål.

Man kunne her henvise sagsøgeren til offentlig retshjælp ved advokat,

jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 574 af 17. december

1980, der vil blive ajourført under udvalgets kommende drøftelser.

Udvalget er imidlertid opmærksom på, at denne løsning næppe er

særlig hensigtsmæssig for parten, idet den betyder, at parten skal

kontakte endnu et organ i forbindelse med sagens behandling.

Man har dernæst overvejet, om statsamtet kunne påtage sig at yde

sagsøgeren bistand med sagens indbringelse for retten, f.eks. i

form af hjælp med udfærdigelse af stævning. Denne løsning har

imidlertid ikke kunnet finde tilstrækkelig tilslutning i udvalget.

Navnlig Advokatrådets repræsentant har af principielle grunde

advaret imod, at statsamtet - som bør indtage en neutral holdning

i forhold til parterne - på denne måde optræder i en

partsrepræsentants rolle ved udfærdigelse af det partsindlæg, som

en stævning må anses at være.

Udvalget har herefter overvejet, om man ikke kunne frafalde kravet om

stævning i denne sagsgruppe, således at i hvert fald de

ukomplicerede sager kan indbringes for retten af statsamtet ved en

skrivelse, der ikke har karakter af en egentlig stævning med en

påstand, men som blot indeholder en sagsfremstilling med angivelse

af de punkter, hvorom parterne er uenige. Denne fremgangsmåde

minder om den indbringelsesprocedure, der anvendes, når statsamtet

sender en faderskabssag, der ikke kan afsluttes med anerkendelse,

til afgørelse ved retten. Man undgår herved, at sagsøgeren får

behov for advokatbistand alene til sagens indbringelse for retten.

Udvalget finder principielt, at en sådan fremgangsmåde må være

forsvarlig, men man har samtidig været opmærksom på, at den må

give anledning til nærmere overvejelser om, hvorvidt en sådan

procedure bør kunne følges i alle ægteskabssager eller alene i de

ukomplicerede sager uden en reel tvist.

I førstnævnte tilfælde kunne man overveje spørgsmålet om

advokatbeskikkelse ved retten for begge parter i stedet for som nu

alene for sagsøgte. Dette vil dog være vanskeligt foreneligt med

den hidtidige sagsfordeling på fri procesområdet.

I sidstnævnte tilfælde ville en begrænsning til enkelte sagstyper

inden for ægteskabssagerne give anledning til betydelige

afgrænsningsproblemer, ligesom det nærmere måtte overvejes, i

hvilket omfang en sådan sondring mellem komplicerede og

ukomplicerede ægteskabssager måtte følges op af yderligere

særregler for den sidstnævnte gruppe.

Da en opgivelse af stævningskravet i ægteskabssager i det hele taget

næppe kan gennemføres isoleret og uden en nærmere og mere

omfattende vurdering af de regler, der i det hele gælder for

behandlingen af ægteskabssager ved domstolene, og da udvalget

under hensyn til ønsket om hurtigt at få frigjort midler fra fri

procesområdet til brug for en konstruktiv forbedring af

retshjælpssystemet i øvrigt ikke mener, at en ubetænkelig ændring

af § 449 bør afvente sådanne mere principielle overvejelser, har

udvalget ikke ment at burde gå videre med spørgsmålet i denne

sammenhæng.

Vedrørende de økonomiske konsekvenser for det offentlige af den

foreslåede ændring af § 449 kan det oplyses, at ægteskabssagerne

ifølge en undersøgelse omfattende tiden fra 1. april-30. september

1984 ved samtlige retter udgør knapt 50 pct. af alle beneficerede

sager, og at udgifterne til advokatsalær, erklæringer m.v. i disse

sager udgør ca. 30 pct. af de samlede offentlige udgifter til fri

proces m.v. Går man ud fra, at cirka halvdelen af udgifterne i

ægteskabssager vedrører sagsøgte, og at indførelsen af en

indtægtsgrænse for sagsøgte vil betyde, at ca. halvdelen af de

sagsøgte herefter selv skal afholde omkostningerne, kan man måske

forsvare at antage, at den foreslåede ændring af § 449 vil kunne

medføre en besparelse på justitsministeriets konto vedrørende fri

proces m.v. på ca. 7,5 pct. svarende til ca. 4,5 mill. kr. på

årsbasis. Det bemærkes, at dette skøn dog er behæftet med en

betydelig usikkerhed.

§ 478, stk. 1, nr. 7, foretages umiddelbart på grundlag af veksler

og checks for så vidt angår de i § 443, nr. 2 og 3, nævnte krav.

Skyldneren kan under udlægsforretningen - i modsætning til hvad

der gælder under en kapitel 41-sag - fremsætte enhver indsigelse

mod kravet, jfr. retsplejelovens § 501, stk. 1. Såfremt der under

fogedforretningen på grundlag af en veksel eller check fremsættes

en indsigelse, som fogedretten ikke kan forkaste på det

foreliggende grundlag, fordi en stillingtagen kræver en omfattende

bevisførelse, som fogedretten ikke vil tillade efter § 501, stk.

3, må fogedretten nægte at foretage udlæg og henvise

fordringshaveren til at anlægge sag ved de almindelige domstole,

jfr. § 501, stk. 1. Efter retspraksis vil fordringshaveren kunne

anægge sagen som en veksel- eller checksag efter kapitel 41,

selvom han i første omgang har valgt at søge kravet inddrevet ved

foretagelse af umiddelbart udlæg i medfør af § 478, stk. 1, nr. 7,

jfr. vestre landsrets afgørelse refereret i Ugeskrift for

Retsvæsen 1978, side 559. Det er endvidere i praksis antaget, at

en vekselkreditor, der kunne have søgt udlæg umiddelbart på

grundlag af vekslen, men som i stedet anlægger vekselsag efter

§ 501, stk. 3, nr. 4, foruden til § 1, stk. 2, i lov nr. 139 af

29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler tillige at henvise til

bestemmelserne i denne lovs § 1, stk. 3 og 4. Henvisningerne til

disse regler i den pågældende lov indebærer dels, at den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har

indgået, ikke er en forbrugeraftale, og dels at en aftale med en

ikke-erhvervsdrivende skal anses som en forbrugeraftale, hvis

aftalen er indgået eller formidlet for den pågældende af en

erhvervsdrivende.

Den foreslåede regel i § 501, stk. 3, nr. 4, er i øvrigt ikke

begrænset til aftaler om køb, men omfatter alle aftaler om

ydelser, der er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Reglen

omfatter veksler og checks, selvom vekslen eller checken er

udstedt efter aftalens opfyldelse fra den erhvervsdrivendes side

eller i forbindelse med et senere økonomisk opgør mellem parterne.

Om den nærmere baggrund for ændringerne henvises i øvrigt til

retsplejerådets lovudkast og afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen er i forhold til retsplejerådets lovudkast udvidet,

således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens

skifteafdeling skal indbringes for østre landsret i tilfælde af

appel. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.

Til § 3

Forslaget fremsættes efter aftale med industriministeriet. Der

henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 5 og til

bemærkningerne vedrørende lovforslagets § 1, nr. 16.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 1986.

Med hensyn til ændringerne vedrørende behandling af sager om veksler

og checks er det justitsministeriets opfattelse, at de gældende

regler i retsplejelovens kapitel 41 bør finde anvendelse på sager,

der er anlagt efter disse regler før lovens ikrafttræden. Det

foreslås på tilsvarende vis, at de hidtil gældende

fuldbyrdelsesregler finder anvendelse på anmodning om udlæg, der

er indgivet til fogedretten inden lovens ikrafttræden.

§ 501, stk. 3, ikke mener at kunne tage stilling til

indsigelserne. Veksel- eller checkindehaveren vil også uanset

adgangen til efter § 478, stk. 1, nr. 7, at foretage umiddelbart

udlæg på grundlag af vekslen eller checken kunne vælge at anlægge

sag om kravet ved de almindelige domstole. Rådet finder

imidlertid, at sådanne sager efter ophævelsen af de særlige regler

i kapitel 41 bør anlægges efter samme regler som for andre

borgerlige sager, således at sagens værdi bliver afgørende for, om

sagen skal behandles i 1. instans ved landsret eller byret, jfr. §

225, nr. 1.

Til nr. 2.

Ændringen er af redaktionel karakter og skyldes lovudkastets nr. 1.

Til nr. 3.

Reglerne om hurtig retsforfølgning i kapitel 41 foreslås ophævet.

Bestemmelserne om afskæring af visse af skyldnerens indsigelser

foreslås dog bevaret i vekselsager uden for forbrugerforhold og i

sager om checks, der ikke er benyttet til opnåelse af kredit i

forbrugerforhold. Sagernes behandling henlægges til fogedretten,

jfr. lovudkastets nr. 6 og 7 samt afsnit 4 i de almindelige

bemærkninger. § 443, nr. 1, giver adgang til hurtig

retsforfølgning i sager, der anlægges til indfrielse af

gældsbreve, når skyldneren inden gældsbrevslovens ikrafttræden den

1. juli 1938 har underkastet sig en sådan retsforfølgning. Denne

bestemmelse har ikke længere praktisk betydning. Hurtig

retsforfølgning kan nu ikke længere vedtages, men gældsbreve kan

gøres umiddelbart eksigible, jfr. § 478, stk. 1, nr. 5. § 443, nr.

3, hjemler endvidere hurtig retsforfølgning i sager, hvor »et i

henhold til den danske postlovgivning udstedt

postgiroudbetalingskort indbetales«. Bestemmelsen anvendes ikke i

praksis og foreslås derfor ophævet.

Til nr. 4.

Forslaget tilsigter ikke nogen realitetsændring i forhold til den

gældende bestemmelse i § 478, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen henviser

imidlertid til reglerne i § 443, nr. 2 og 3, og når disse regler

ophæves, er det nødvendigt i § 478 at angive, hvilke veksel- og

checkretlige krav, der kan tvangsfuldbyrdes direkte på grundlag af

vekslen og checken. Rådet har i forbindelse hermed foretaget visse

sproglige forenklinger i forhold til formuleringerne i § 443, nr.

2 og 3. Udlæg på grundlag af en veksel kan fortsat kun foretages

for de krav, der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 443,

nr. 2, dvs. egentlige vekselretlige krav stiftet umiddelbart ved

påtegning på vekslen, hvorimod direkte udlæg ikke kan foretages

for acceptantens dækningskrav mod trassenten eller en endossent

eller for vekselfordringer, der er forældede eller fortabt ved

forsømmelse af vekselomgangen, jfr. veksellovens § 74. Tilsvarende

gælder for krav i forbindelse med brugen af checks.

Til nr. 5.

Ændringen er en konsekvens af de foreslåede ændringer under nr. 6.

Til nr. 6.

Retsplejerådet foreslår, at adgangen til en særlig retsforfølgning

efter ophævelsen af kapitel 41 bevares dels i checksager, bortset

fra de tilfælde, hvor checken er benyttet til opnåelse af kredit i

forbindelse med en forbrugeraftale, og dels vedrørende veksler,

som ikke er udstedt i forbindelse med en forbrugeraftale, således

at den særlige check- og vekselprocedure i det angivne omfang

henlægges til fogedretten. Der henvises til de almindelige

bemærkninger afsnit 4.

De foreslåede bestemmelser i § 501, stk. 3, indebærer, at indsigelser

mod veksler, der ikke er udstedt i forbindelse med en

forbrugeraftale, samt indsigelser mod checks, bortset fra de

tilfælde hvor checken i forbrugerforhold er benyttet til opnåelse

af kredit, kun kan gøres gældende under udlægsforretningen,

såfremt den, der har fremsat anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, er

enig heri. Den foreslåede ordning svarer således for så vidt til

den gældende bestemmelse i § 444, stk. 4. Rådet forudsætter, at

den retstilstand, der har dannet sig på grundlag af § 444, stk. 4,

jfr. de almindelige bemærkninger ovenfor under afsnit 2.1.,

opretholdes efter henlæggelsen af sagerne til fogedretten.

I lighed med de gældende regler i § 444, stk. 2, finder rådet, at

skyldneren bør have adgang til at fremsætte indsigelser, der angår

selve vekslens eller checkens indretning og indhold eller andre

betingelser i veksel- eller checkloven for at gøre henholdsvis

veksel- eller checkretten gældende, jfr. udkastets § 501, stk. 3,

nr. 2. Efter udkastets § 501, stk. 3, nr. 3, vil skyldneren

endvidere som efter § 444, stk. 1, altid kunne fremsætte

indsigelse om, at han ved underskrivelsen var umyndig, at

underskriften er falsk, at vekslen eller checkens indhold er

forfalsket efter underskrivelsen, eller at vekslen eller checken

er underskrevet på hans vegne uden fornøden fuldmagt. Bestemmelsen

i § 501, stk. 3, nr. 3, vil, i lighed med hvad der gælder efter §

444, stk. 1, kunne anvendes, hvis skyldneren vil fremsætte

indsigelse om, at han ved underskrivelsen var under lavværgemål,

eller at han manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, jfr.

myndighedslovens § 65.

Efter forslagets § 501, stk. 3, nr. 4, vil alle indsigelser kunne

fremsættes, såfremt tvangsfuldbyrdelsen angår en veksel, der er

udstedt i forbindelse med en forbrugeraftale, eller en check, der

benyttes til opnåelse af kredit i forbindelse med en

forbrugeraftale. Udtrykket »i forbindelse med en forbrugeraftale«

er så bredt, at det f.eks. også omfatter udstedelse af veksler

eller checks, efter at en salgsgenstand er overgivet til køberen.

Det omfatter endvidere udstedelse af de nævnte dokumenter i

forbindelse med et økonomisk opgør mellem parterne f.eks. for

sælgerens restfordring i anledning af det solgtes tilbagetagelse.

Efter de gældende bestemmelser i § 444, stk. 4, jfr. stk. 5, vil

sagsøgte under en veksel- eller checkregressag, der behandles

efter reglerne i kapitel 41, kunne forbeholde sig at anlægge et

selvstændigt erstatningssøgsmål mod sagsøgeren i anledning af

indsigelser, der ikke kan påkendes under veksel- eller

checkregressagen. Det kræves ikke efter de nævnte bestemmelser, at

sagsøgte specielt har nævnt eller angivet, hvilke indsigelser han

mener at have, men erstatningssøgsmålet vil ikke kunne anlægges,

hvis sagsøgte ikke i forbindelse med veksel- eller

checkregressagen i det mindste har forbeholdt sig at anlægge sag i

anledning af indsigelserne.

Efter rådets opfattelse bør der være en almindelig adgang for

skyldneren til at anlægge sag på grundlag af indsigelser, der

afskæres under tvangsfuldbyrdelsen eller af andre grunde ikke

påkendes her. Dette er særlig klart, hvis udlægsforretningen

foretages, uden at skyldneren er til stede eller i øvrigt på

forhånd er underrettet om forretningens foretagelse, jfr.

retsplejelovens § 493 og § 495. Men heller ikke i de tilfælde,

hvor skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, bør

det stilles som en betingelse for anlæggelse af sag om erstatning,

at indsigelserne er forbeholdt under fogedforretningen. Dette

skyldes, at behandlingen ved fogedretten i almindelighed vil være

langt mere summarisk, end behandlingen under en sag efter de

gældende regler i kapitel 41.

Fogedrettens afgørelser antages kun at have materiel retskraft i de

tilfælde, hvor tvisten overvejende angår et processuelt spørgsmål,

og i de tilfælde, hvor et materielt spørgsmål i fogedretten har

været undergivet en så indgående behandling med eventuelt

tilhørende bevisførelse, at der for så vidt er grundlag for at

sidestille fogedrettens afgørelse med afgørelsen under en ordinær

retssag. Efter de almindelige retskraftsgrundsætninger vil man

derfor altid kunne anlægge sag om erstatning ved de almindelige

domstole, når fogedretten har foretaget udlæg på grundlag af en

veksel eller en check, uden at skyldneren har fået sine

indsigelser påkendt af fogedretten. På denne baggrund er det

rådets opfattelse, at det ikke er nødvendigt at gennemføre en

formel regel om efterfølgende erstatning i forbindelse med

ophævelsen af reglen i kapitel 41.

Til nr. 7.

Efter bestemmelsen i § 445 er adgangen til at gøre modfordringer

gældende under behandlingen af en veksel- eller checksag i henhold

til kapitel 41 stærkt begrænset. Modfordringer kan således kun

gøres gældende, når disse støttes på, at der ved forsømmelse med

at give en i veksel- eller checkloven foreskreven underretning er

forvoldt sagsøgte skade. Efter retsplejerådets opfattelse bør

adgangen til modregning under udlægsforretninger på grundlag af

veksler og checks begrænses på samme måde, i det omfang den

hurtige retsforfølgning henlægges til fogedretten, jfr.

lovudkastets nr. 6.

Bilag til retsplejerådets lovudkast.

Retsplejelovens kapitel 41.

Sager om veksler og visse andre gældsbreve.

»§ 443. Sagsøgeren kan anvende den i dette kapitel omhandlede hurtige

retsforfølgning

1) I sager, der anlægges til indfrielse af gældsbreve, når skyldneren

enten i selve gældsbrevet eller ved senere påtegning på samme har

underkastet sig sådan forfølgning, og vedtagelsen er sket, inden

lov om gældsbreve trådte i kraft.

2) I vekselsager, hvorved forstås sager, som anlægges mod trassenter,

endossenter eller acceptanter af trasserede veksler eller mod

udstedere og endossenter af egne veksler til vekslens betaling

eller for at gøre vekselregres gældende, sager, som anlægges mod

trassenter og endossenter af veksler på grund af manglende accept,

til betaling af vekselsummen eller det ikke accepterede beløb,

eller mod trassenter og endossenter samt acceptanter på grund af

manglende eller ikke betryggende accept, til stillelse af

sikkerhed, sager, som anlægges mod dem, der har tegnet borgen

(aval) for en vekselforpligtet person, til vekselforpligtelsens

opfyldelse.

3) I sager, hvorunder regreskrav efter en check eller et i henhold

til den danske postlovgivning udstedt postgiroudbetalingskort

indtales.

kapitel VII kan indehaveren af en check iværksætte regres imod

endossenterne, trassenten og andre checkskyldnere, f.eks. en

avalist. Uden for begrebet checkregressager i kapitel 41 falder

f.eks. sager om berigelseskrav, der efter checklovens § 57 kan

gøres gældende »som almindelig gældsfordring«, når

regresfordringen er forældet, eller den til regresrettens bevaring

foreskrevne omgang er forsømt.

Den særlige hurtighed i behandlingen, som reglerne i kapitel 41

tilsigter, opnås navnlig derved, at en sagsøger, som har valgt at

benytte denne procesmåde, under domssagen kun kan mødes med

formalitetsindsigelser eller sådanne indsigelser, som angår selve

vekslens eller checkens indretning og indhold eller andre

betingelser i veksel- eller checkloven for at kunne gøre

henholdsvis veksel- eller checkretten gældende, jfr. § 444, stk.

2. Skyldneren kan endvidere fremsætte insigelser om, at han ved

underskrivelsen var umyndig, at underskriften er falsk, at

vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter

underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på

hans vegne uden fornøden fuldmagt, jfr. § 444, stk. 1. Det

antages, at skyldneren vil kunne fremsætte indsigelse om, at han

ved underskrivelsen var under lavværgemål, eller at han på grund

af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller

lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt,

jfr. myndighedslovens § 65, selv om bestemmelsen i § 444, stk. 1,

kun udtrykkeligt omtaler det forhold, at skyldneren var umyndig

ved underskrivelsen af dokumentet. Andre realitetsindsigelser end

de nævnte kan efter § 444, stk. 4, kun påkendes under sagen, hvis

parterne er enige om at ønske dem påkendt. Sagsøgte vil f.eks.

ikke mod sagsøgerens protest under en vekselsag, der er anlagt

efter reglerne i kapitel 41, kunne opnå rettens afgørelse af en

indsigelse om mangler ved det købte. Han er nødsaget til at

anlægge et selvstændigt erstatningssøgsmål mod sagsøgeren, jfr. §

444, stk. 4 og 5. Vestre landsret har i en afgørelse refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 1972, side 169, antaget, at skyldneren

under en kapitel 41-sag anlagt af den oprindelige vekselindehaver

kunne fremsætte indsigelse om, at vekselgælden var betalt.

Adgangen til at fremsætte modkrav over for krav, der behandles

efter kapitel 41, er stærkt begrænset, jfr. § 445. Den hurtige

behandling af de nævnte sager tilgodeses endelig derved, at de

uanset kravets størrelse behandles i 1. instans ved byret, jfr.

retsplejelovens § 225, nr. 4.

(* 1) Fristen er i den gennemførte lov fastsat til 14 dage, jfr. §

484.

(* 2) Nu retsplejelovens § 501, stk. 1.

(* 3) Bilaget er ikke medtaget i lovforslaget.

Nr LSF 9

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven og lov om forbrugerklagenævnet (Aflastning af højesteret m.v., behandling af sager om veksler og checks m.v.)

Fremsat af justitsministeren