§ 4 1985 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, KONKURSLOVEN OG LOV OM FORBRUGERKLAGENÆVNET (AFLASTNING AF HØJESTERET M.V., BEHANDLING AF SAGER OM VEKSLER OG CHECKS M.V.)
§ 4
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986.
Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15 nævnte bestemmelser i §
9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden
lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Lovens § 1, nr. 28, finder ikke anvendelse på anmodning om
tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens
ikrafttræden.
Stk. 5. Lovens § 1, nr. 28, finder også anvendelse for så vidt angår
dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er først og fremmest en genfremsættelse af det
civilprocessuelle afsnit om aflastning af højesteret m.v. i det
forslag til lov om ændring af retsplejeloven og konkursloven, der
blev fremsat for folketinget den 1. februar 1985 (L 164), jfr.
Folketingstidende 1984-85, sp. 5403 ff, samt tillæg A, sp. 2955
ff. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i
Folketingstidende 1984-85, sp. 5985 ff. Under udvalgsarbejdet
viste det sig, at man af tidsmæssige grunde næppe kunne færdiggøre
dele af lovforslaget i den pågældende folketingssamling. I
forbindelse med andenbehandlingen af forslaget, jfr.
Folketingstidende 1984-85, sp. 10678 ff. blev forslaget derfor
delt i 2 dele, L 164A om telefonaflytning m.v., som blev vedtaget
(lov nr. 227 af 6. juni 1985), og L 164 B vedrørende de øvrige
dele af lovforslaget, der blev udskudt til den kommende
folketingssamling. Den udskudte del af det oprindelige lovforslag
fremsættes nu i form af to lovforslag, et vedrørende politiets
anvendelse af agenter som led i efterforskningen og det
foreliggende forslag, der vedrører civilprocessuelle emner.
Lovforslaget indeholder således en række forslag til ændringer i
retsplejeloven og konkursloven med henblik på at begrænse
tilgangen af mindre betydningsfulde sager til højesteret. De
foreslåede ændringer, der bygger på en udtalelse fra
retsplejerådet, har til formål at bidrage til en nedbringelse af
de for tiden meget lange berammelsestider ved højesteret.
Endvidere foreslås der en ændring af reglen i retsplejelovens §
449 om automatisk beskikkelse af advokat for sagsøgte i
ægteskabssager. Genfremsættelsen af retsplejeændringerne
vedrørende højesteret sker i uændret skikkelse, hvorimod forslaget
til ny § 449 er blevet ændret dels som konsekvens af lov nr. 226
af 6. juni 1985 om sager om ægteskab eller forældremyndighed dels
med henblik på en mere fleksibel ordning.
Samtidig er det fundet hensigtsmæssigt uændret at genfremsætte det
forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Behandling af sager
om veksler og checks m.v.), der blev fremsat for folketinget den
8. oktober 1981 (Folketingstidende 1981-82, 1. samling, sp. 172 f,
samt tillæg A, sp. 581 ff). Forslaget bortfaldt som følge af
folketingsvalget i december 1981. Førstebehandlingen af
lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1981-82, 1. samling,
sp. 597 ff.
Lovforslaget indebærer også en ændring af retsplejelovens § 361, stk.
1, og forbrugerklagenævnsloven § 8, stk. 2, om obligatorisk
henvisning af forbrugersager fra domstolene til
forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn.
Forslag herom har tidligere været fremsat for folketinget i
forbindelse med et forslag vedrørende behandling af sager af
mindre værdi, der blev fremsat for folketinget den 16. december
1980 (Folketingstidende 1980-81, sp. 4232 ff, samt tillæg A, sp.
575 ff) og i sin helhed trukket tilbage af justitsministeren i maj
1981. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i
Folketingstidende 1980-81, sp. 5007 ff.
Endelig stilles der nye forslag til visse mindre ændringer i
retsplejeloven. Der foreslås således bl.a. nogle tilføjelser til
retsplejelovens § 149 om retssproget med henblik på en dansk
ratifikation af den nordiske sprogkonvention.
I det følgende gives der en kortfattet redegørelse for lovforslagets
nærmere indhold. Bemærkningerne vedrørende lovforslagets
bestemmelser om aflastning af højesteret, behandling af sager om
veksler og checks og henvisningsordningen med hensyn til
forbrugersager svarer med mindre redaktionelle ændringer til dem,
der ledsagede de oprindelige lovforslag.
2. Aflastning af højesteret.
2.1. På baggrund af drøftelser med højesterets præsident og en
udtalelse af 10. december 1984 fra retsplejerådet (bilag 1 til
lovforslaget) stilles der forslag om forskellige
retsplejeændringer med det formål at frigøre højesteret for at
behandle en række sager, som efter deres karakter fuldt
forsvarligt kan afgøres endeligt af landsretterne. Herved vil det
blive muligt at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret.
Hovedindholdet af denne del af lovforslaget er for det første et
forslag om, at alle almindelige funktionærsager, der ikke
indeholder principielle spørgsmål eller lignende, henlægges til
byretterne. Dette vil bl.a. indebære, at 1. instansdomme i sådanne
almindelige funktionærsager ikke længere vil kunne indbringes
direkte for højesteret ved appel.
Endvidere stilles der forslag om forskellige andre lovændringer med
henblik på at begrænse adgangen til at indbringe mindre
betydningsfulde afgørelser for højesteret. I den forbindelse
stilles der navnlig forslag om, at den appelordning til østre
landsret, som bliv gennemført pr. 1. juli 1984 med hensyn til sø-
og handelsrettens skifteafdelings afgørelser i
gældssaneringssager, nu udvides til at omfatte samtlige
afgørelser, som træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Endelig stilles der forslag om en udvidelse af adgangen for
højesteret til at anordne skriftlig ankebehandling af visse
sagstyper.
2.2. Der har igennem de senere år været en stærk stigning i antallet
af sager, som indbringes for højesteret. Dette gælder både med
hensyn til ankesager og kæresager og både med hensyn til
borgerlige sager og straffesager. Væksten i sagsantallet har i
betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens personale og har
endvidere bevirket, at antallet af uafgjorte borgerlige ankesager
er steget stærkt, idet man fra højesterets side har prioriteret
straffesager og kæresager fremfor borgerlige ankesager.
Herved er der sket en betydelig forlængelse af berammelsestiderne for
de borgerlige ankesager. Der kan i den forbindelse henvises til
oplysningerne i pkt. 1.2. i retsplejerådets udtalelse af 10.
december 1984, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Som
det fremgår heraf, overstiger højesterets nuværende beholdning af
uafgjorte borgerlige sager et års tilgang af nye sager.
Højesterets præsident har i øvrigt givet nogle supplerende
oplysninger om udviklingen i sagsantallet i 1984. Det fremgår
bl.a. heraf, at der i 1984 indkom i alt 375 nye borgerlige sager,
at højesteret afgjorde i alt 354 borgerlige sager, og at antallet
af uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang udgjorde i alt 468.
Fra den 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225
forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr. og med virkning fra den 1.
juli 1984 er denne grænse forhøjet yderligere til 200.000 kr.
Formålet med disse ændringer har været at nedbringe
berammelsestiderne ved landsretterne, men det er klart, at
ændringerne som en refleksvirkning på længere sigt vil kunne
medføre en vis mindskelse i antallet af borgerlige ankesager for
højesteret.
De nævnte forhøjelser af byretsgrænsen til 100.000, henholdsvis
200.000 kr., berørte imidlertid ikke de sager, som på
ikrafttrædelsestidspunktet allerede var anlagt ved landsretterne,
og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket tilgangen af
sager til højesteret. Det fremgår dog af retsplejerådets
udtalelse, at det må forventes, at ændringerne i løbet af nogle år
vil medføre et vist fald i antallet af ankesager for højesteret,
men rådet fremhæver samtidig, at en væsentlig del af de borgerlige
ankesager, der indbringes for højesteret, ikke er afhængige af
værdigrænsen i retsplejelovens § 225.
Højesterets præsident har på baggrund af de nævnte vanskeligheder
givet udtryk for, at højesteret ikke anser det for forsvarligt at
lade en løsning på de problemer, som sagspuklen medfører, afvente
virkningen af den forhøjede byretsgrænse og af de forskellige
yderligere ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som
justitsministeriet har anmodet retsplejerådet om at tage op til
nærmere overvejelse. Præsidenten har derfor henstillet til
justitsministeriet, at man søger nogle retsplejeændringer af mere
begrænset rækkevidde gennemført med det formål at aflaste
højesteret ved at mindske tilgangen af nogle mindre betyningsfulde
sager.
Justitsministeriet har på denne baggrund anmodet retsplejerådet om en
udtalelse. Rådets udtalelse af 10. december 1984 er som tidligere
nævnt optrykt som bilag 1 til lovforslaget.
2.3. Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, afhænger sø- og
handelsrettens kompetence inden for området med funktionærsager
af, om sagen kan anses for en sø- eller handelssag, og det er i
denne henseende i princippet afgørende, om fagkundskab til sø-
eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens
afgørelse. Imidlertid har der udviklet sig den praksis på grundlag
af de gældende regler i retsplejeloven, at stort set alle
funktionærsager i det storkøbenhavnske område i dag behandles ved
sø- og handelsretten i København og under medvirken af fagkyndige
meddommere, jfr. herved retsplejelovens § 9a, stk. 2. Og dette
gælder i praksis, uanset at sagen må betragtes som en almindelig
bevissag, og uanset at den ikke rummer spørgsmål, der særligt
taler for behandling under deltagelse af fagkyndige meddommere ved
sø- og handelsretten.
Uden for det storkøbenhavnske område behandles funktionærsagerne
derimod ved de almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret
eller landsret afhængigt af, om sagsgenstandens værdi overstiger
200.000 kr., jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1 (den såkaldte
byretsgrænse). Retsplejelovens § 6, stk. 4, og §§ 18a og b
indeholder regler om, at de almindelige domstole uden for
Storkøbenhavn i søsager skal tiltrædes af søkyndige fagdommere og
i handelssager kan tiltrædes af handelskyndige fagdommere.
Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at der i årene 1981-1983
blev anlagt henholdsvis 204, 218 og 245 funktionærsager ved sø- og
handelsretten i København. I de samme år blev henholdsvis 11, 23
og 15 domme anket til højesteret.
Med henblik på at opnå en lettelse af højesteret har retsplejerådet
bl.a. på den baggrund overvejet spørgsmålet om, hvorvidt
funktionærsagerne også i Storkøbenhavn bør henlægges til
behandling ved byretterne. Retsplejerådet finder det (udtalelsens
afsnit 2) både rimeligt og forsvarligt at gennemføre en flytning
af de almindelige funktionærsager i det storkøbenhavnske område
fra sø- og handelsretten til de almindelige domstole. Rådet
henviser i den forbindelse bl.a. til, at disse sager oftest
udspringer af en tvist af ordinær bevismæssig betydning, samt til,
at disse sager uden for Storkøbenhavn i næsten alle tilfælde
behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.
Retsplejerådet finder endvidere, at alle sager mellem arbejdsgivere
og deres ansatte bør behandles ved byretten i 1. instans uden
hensyn til sagens økonomiske værdi. Retsplejerådets forslag
omfatter i øvrigt også sager mellem offentlige arbejdsgivere og
deres ansatte og adskiller sig herved fra et i 1975 fremsat
lovforslag vedrørende det samme spørgsmål, som dengang stødte på
modstand bl.a. fordi byretsgrænsen dengang lå på 30.000 kr.
Retsplejerådet finder dog, at der samtidig bør gives mulighed for at
få de funktionærsager, som rejser mere principielle spørgsmål
m.v., behandlet ved sø- og handelsretten under medvirken af
fagkyndige dommere. Henvisningsreglen i retsplejelovns § 227
foreslås derfor suppleret, således at byretterne kan henvise sager
mellem arbejdsgivere og ansatte om ansættelsesforholdet til
behandling ved sø- og handelsretten, såfremt fagkundskab til sø-
eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens
afgørelse, og såfremt der foreligger en af de almindelige
henvisningsgrunde, som er opregnet i retsplejelovens § 227, stk.
1, nr. 1-5. Den af retsplejerådet foreslåede nye henvisningsregel
gælder i øvrigt ikke kun for sager i det storkøbenhavnske område,
men for byretterne i hele landet. Henvisningsadgangen omfatter i
øvrigt ikke blot funktionærsager, men også andre sager mellem
arbejdsgivere og deres ansatte, der opstår af ansættelsesforhold.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter og
forslag om at aflaste højesteret ved at overføre funktionærsagerne
til behandling ved byretterne, således at der gennem en samtidig
ændring af henvisningsreglerne gives mulighed for at få
principielle sager m.v. behandlet ved sø- og handelsretten. Herved
opnås der også en højere grad af ligestilling mellem Storkøbenhavn
og det øvrige land. Justitsministeriets lovforslag er udformet i
overensstemmelse hermed.
2.4. Højesteretspræsidenten har endvidere peget på, at det efter
højesterets opfattelse ville være ønskeligt, såfremt der kunne
gennemføres en begrænsning i antallet af kæremål til højesteret. I
den forbindelse har præsidenten særlig peget på, at retten er
tynget af en del kæremål vedrørende sagsomkostninger samt af
kæremål fra sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Retsplejerådet har i sin udtalelse (afsnit 3) indgående drøftet
spørgsmålet om disse kæremål og stiller på den baggrund forslag om
ændring i reglerne om appel af bestemmelser i domme om
sagsomkostninger og processuelle straffe og om en ændring af
reglen i konkurslovens § 252 om appel af afgørelser, som er
truffet af sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Efter de gældende regler i retsplejeloven kan bestemmelser om
sagsomkostninger og processuelle straffe i domme kun indbringes
særskilt for højere ret ved kære, jfr. lovens § 369, stk. 2, og §
391, stk. 1. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret
(eller af sø- og handelsretten) om sagsomkostninger og
processuelle straffe kan også indbringes særskilt for højesteret
ved kære, og sådan kære kan endog iværksættes over for
bestemmelser i ankedomme uden tilladelse fra justitsministeriet.
Før 1980 kunne særskilt indbringelse af sådanne kæremål for højere
ret kun ske med tilladelse fra justitsministeriet.
Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at højesteret i perioden
fra 1. marts 1983 til 29. februar 1984 behandlede i alt 84
kæresager, og at 22 af disse sager angik bestemmelser i
landsretsdomme om sagsomkostningernes størrelse og fordeling
mellem parterne. Kun i 5 af disse sager ændrede højesteret
landsrettens (sø- og handelsrettens) afgørelse.
Højesterets præsident har over for retsplejerådet oplyst, at en
bedømmelse af de omkostningsspørgsmål, der indbringes for
højesteret, ikke kan ske alene på grundlag af dommen og parternes
skriftlige indlæg. Det er derimod i reglen nødvendigt at gennemgå
hele sagsforløbet i den foregående instans, og dette arbejde står
ikke altid i rimeligt forhold til afgørelsernes betydning.
Retsplejerådet fremhæver, at sagsomkostninger fastsættes med
udgangspunkt i vejledende takster, som størrelsesmæssigt afhænger
af sagens værdi, og at afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmål ved
en dom sker på grundlag af en fuldstændig prøvelse af parternes
tvist. Rådet finder det bl.a. derfor forsvarligt i almindelighed
at lade omkostningsspørgsmål i domme finde deres endelige
afgørelse ved landsretterne (sø- og handelsretten i København),
idet disse retter med deres praksis i et stort antal sager kan
opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til
omkostningsfastsættelsen.
Ligesom efter de før 1980 gældende regler bør der dog efter
retsplejerådets opfattelse være adgang til at få principielle
spørgsmål indbragt for højesteret, og rådet stiller derfor forslag
om gennemførelse af en ordning, hvorefter landsretternes (og sø-
og handelsrettens) afgørelser om sagsomkostninger og processuelle
straffe i domme - såvel i 1. instanssager som i ankesager - kun
kan indbringes særskilt for højesteret med tilladelse fra
justitsministeriet. Sådan tilladelse vil kunne gives af
justitsministeriet, såfremt sagen er af principiel karakter, eller
såfremt særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejerådet
foreslår endvidere, at indbringelse for højesteret i givet fald
skal ske ved anke, idet dette retsmiddel henset til afgørelsernes
principielle karakter må anses for bedst egnet, når det drejer sig
om prøvelse ved højesteret.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
2.5. Ved sø- og handelsrettens skifteafdeling behandles alle sager i
det storkøbenhavnske område vedrørende behandling af konkursboer,
ledelse af sager om gældssanering og akkordforhandling samt
betalingsstandsning. Uden for København behandles sådanne sager
ved de lokale skifteretter.
I medfør af retsplejelovens § 9a, stk. 6, tiltrædes sø- og
handelsrettens skifteafdeling af 2 sagkyndige ved afgørelse af
tvistigheder i konkursboer om anerkendelse af en anmeldt fordring,
såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- eller
handelssag. Uden for disse tilfælde kan retten tilkalde sagkyndige
meddommere ved behandlingen af konkursboer. I praksis medvirker
der efter denne bestemmelse sagkyndige meddommere ved afgørelsen
af tvister om anmeldte fordringers eventuelle fortrinsret, såfremt
der er tale om en sø- eller handelssag. På tilsvarende måde
medvirker sagkyndige meddommere i omstødelsessager, der efter
parternes vedtagelse behandles ved skifteretten. Sagkyndige
deltager derimod ikke i afgørelsen af spørgsmål om
betalingsstandsning og gældssanering, åbning og stadfæstelse af
tvangsakkord og ved stillingtagen til konkursbegæring.
Sø- og handelsrettens skifteafdelings afgørelser kan efter de
gældende regler i almindelighed indbringes direkte for højesteret,
jfr. konkurslovens § 252. Med hensyn til sager om gældssanering er
der dog pr. 1. juli 1984 gennemført den ordning, at skifterettens
afgørelser i sager om gældssanering kæres til østre landsret. Den
særlige ordning vedrørende gældssaneringsafgørelser blev
gennemført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 for at undgå at belaste
højesteret med disse sager.
Retsplejerådet giver i sin udtalelse udtryk for, at afgørelser, der
træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling uden deltagelse af
sagkyndige meddommere, ikke adskiller sig fra de afgørelser i
gældssaneringssager, der kæres fra skifteafdelingen til østre
landsret, eller fra de afgørelser, der træffes af skifteretterne
uden for Storkøbenhavn under appel til landsretterne. Særlige
grunde for en direkte appeladgang til højesteret foreligger der
efter retsplejerådets opfattelse heller ikke.
På denne baggrund foreslår retsplejerådet konkurslovens § 252 ændret,
således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens
skifteafdeling uden deltagelse af sagkyndige meddommere, i
tilfælde af appel skal indbringes for østre landsret. Efter den af
retsplejerådet foreslåede ordning vil den direkte appeladgang til
højesteret som hidtil omfatte sager om anerkendelse af fordringer
i konkursboer, såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en
sø- eller handelssag. På tilsvarende måde vil afgørelser om
fortrinsret og afgørelse om omstødelse i sager, som er sø- eller
handelssager, fortsat kunne appelleres direkte til højesteret. I
de øvrige tilfælde vil der efter praksis ikke deltage sagkyndige,
og appel vil derfor efter retsplejerådets forslag skulle ske til
østre landsret.
I forbindelse med justitsministeriets høring over retsplejerådets
udtalelse og lovudkast er der i flere høringssvar, bl.a. fra
højesteret og Den Danske Dommerforening, peget på, at det ville
være ønskeligt, om den ændrede appelordning vedrørende sø- og
handelsrettens skifteafdeling blev udformet således, at appel fra
skifteafdelingen i alle tilfælde skulle ske til østre landsret.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der bør gennemføres en
begrænsning i adgangen til at appellere sø- og handelsrettens
skifteafdelings afgørelser til højesteret. I den forbindelse er
det efter justitsministeriets opfattelse ønskeligt, at
aflastningen af højesteret bliver så stor som mulig, og at
ordningen samtidig gøres så enkel som mulig. Derfor har
justitsministeriet i overensstemmelse med de nævnte høringssvar
fra højesteret og dommerforeningen udformet lovforslaget således,
at skifteafdelingens afgørelser i alle sager skal appelleres til
østre landsret.
2.6. I retsplejerådets udtalelse er der udover de foran omtalte
forslag tillige stillet forslag om forskellige andre
retsplejeændringer med det formål at aflaste højesteret.
På baggrund af drøftelserne med højesterets præsident giver
retsplejerådet udtryk for, at rådet ikke har indvendinger imod en
ændring af retsplejelovens § 387, således at der gives højesteret
mulighed for i videre omfang end i dag at anordne skriftlig
behandling af ankesager. Der henvises til retsplejerådets
udtalelse, afsnit 4. Justitsministeriets forslag til ændret
udformning af retsplejelovens § 387 svarer med redaktionelle
ændringer til retsplejerådets forslag.
I retsplejerådets udtalelse stilles der endvidere forslag om en
ændring af retsplejelovens § 767, således at retten i forbindelse
med ankede straffesager (altså ved højesteret eller landsret) kan
undlade at fastsætte frist for varetægtsfængslingens længde, når
domsforhandling er berammet, og når tiltalte erklærer sig
indforstået med, at der sker varetægtsfængsling indtil
domsforhandling. Der henvises nærmere til retsplejerådets
bemærkninger til denne ændring af § 767. Det kan i den forbindelse
oplyses, at der under justitsministeriets høring over
retsplejerådets udtalelse fra flere høringsmyndigheders side er
givet udtryk for et ønske om, at reglen udvides til ikke kun at
gælde i ankeinstansen, men også når domsforhandling er berammet i
sager i 1. instans.
Justitsministeriet har indgående overvejet disse forslag. Selv om der
formentlig kan opnås en vis (mindre) arbejdsmæssig lettelse ved
ikke at skulle fastsætte fængslingsfrist i de nævnte tilfælde, har
justitsministeriet fundet, at disse fordele næppe fuldt ud kan
opveje de betænkeligheder, der er knyttet til, at der ikke med
jævne mellemrum sker en prøvelse af, om betingelserne for
varetægtsfængsling er opfyldt.
I øvrigt er der på grundlag af retsplejerådets udtalelse medtaget
enkelte andre retsplejeændringer med henblik på at aflaste
højesteret. Herom henvises til retsplejerådets udtalelse og de
specielle bemærkninger.
3. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager.
3.1. På baggrund af en udtalelse af 9. januar 1985 fra
justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget)
stilles der forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om
advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i
ægteskabssager.
Ændringen indebærer, at sagsøgte (appelindstævnte) fremtidig ikke
automatisk skal have beskikket en advokat, men at retten i det
enkelte tilfælde skal anlægge en vurdering af, om den pågældende
har behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.
3.2. Udgifterne til fri proces har igennem de seneste år udvist en
meget betydelig stigning (fra ca. 34.9 mill. kr. i 1980 til 56.9
mill. kr. i 1983). Dette har i sig selv givet justitsministeriet
anledning til at overveje, hvorledes denne udvikling kan bringes
under kontrol.
Samtidig finder justitsministeriet, at de nugældende betingelser for
at kunne opnå offentlig retshjælp ved advokat (justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980) på baggrund af den
udvikling, der er sket siden bekendtgørelsens ikrafttræden pr. 1.
januar 1981, er utilfredsstillende, og justitsministeriet finder,
at der snarest muligt må gennemføres en forhøjelse af de gældende
indtægtsgrænser og eventuelt andre justeringer, således at
ordningen på ny kan få den placering i retshjælpssystemet, som
var forudsat.
Da der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt er mulighed for at
tilføre yderligere midler til det samlede retshjælpsområde, er det
justitsministeriets opfattelse, at de nævnte justeringer må
finansieres ved hjælp af midler, der tilvejebringes inden for det
øvrige retshjælpsområde.
Justitsministeriets retshjælpsudvalg har overvejet den ovenfor
skitserede situation. Udvalget har i denne forbindelse peget på,
at den nugældende ordning med automatisk beskikkelse af advokat
for sagsøgte i ægteskabssager (retsplejelovens § 449) rummer
muligheder for ændringer, der uden betænkeligheder vil kunne
gennemføres og samtidig frigøre ressourcer fra fri procesområdet.
Udvalget har den 9. januar 1985 afgivet en indstilling til
justitsministeriet herom, jfr. bilag 2 til lovforslaget. Det er
denne indstilling, der danner baggrund for justitsministeriets
forslag om ændring af § 449.
Forslaget må imidlertid ses i sammenhæng med de fortsatte
overvejelser i udvalget om, hvorledes advokatretshjælpen på kort
sigt kan forbedres, og hvorledes der kan tilvejebringes de
yderligere midler, som er nødvendige til finansiering heraf.
Justitsministeriet har netop anmodet udvalget om at koncentrere og
fremskynde sine overvejelser herom.
3.3. Retsplejelovens § 449 er senest ændret ved lov nr. 226 af 6.
juni 1985. Ved denne lovændring, der er foretaget efter, at
retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,
opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske
beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelinstævnte, der
møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og
omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse
af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til
afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover
blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles
forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af
advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jfr. § 448,
nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen
alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles
forældremyndighed, jfr. § 448, nr. 3, og endelig i sager om
statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers
død, jfr. § 448, nr. 4. Beskikkelse af advokat skal efter de
gældende regler ske automatisk og uden hensyn til sagsøgtes
økonomiske forhold, og advokatens vederlag udredes af statskassen,
uden at der i almindelighed kan blive tale om at pålægge den
pågældende part at betale sagsomkostninger.
Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er
den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske
forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for
den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om
fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende
skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den
pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jfr.
retsplejelovens § 330.
Retshjælpsudvalget stiller bl.a. på denne baggrund forslag om, at man
ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjerner denne
forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til
fri proces m.v. Udvalget peger i den forbindelse også på, at man
ved denne ændring fjerner den mulighed, som parterne hidtil har
haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres
ægteskabssag vil blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede
stramning af bestemmelsen vil efter udvalgets opfattelse også
betyde, at den mere velstående part ikke længere vil kunne have
nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse
ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget finder derfor, at den
foreslåede ny bestemmelse også vil kunne virke procesbesparende.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og finder
endvidere, at synspunkterne med samme styrke kan anføres for så
vidt angår de sager, der som konsekvens af lov nr. 226 af 6. juni
1985 er inddraget under ordningen med obligatorisk
advokatbeskikkelse. På baggrund bl.a. af drøftelser med en
repræsentant for østre landsret, er det justitsministeriets
opfattelse, at retsplejemæssige hensyn i visse tilfælde kan gøre
det nødvendigt, at der beskikkes en advokat for en sagsøgt eller
appelindstævnt, der møder uden advokat i en ægteskabssag m.v.,
selv om den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for
fri proces. I sådanne tilfælde må det imidlertid naturligvis være
den pågældende selv, der endeligt skal afholde udgifterne ved
beskikkelsen. Justitsministeriet har udformet lovforslaget i
overensstemmelse hermed.
4. Sager om veksler og checks m.v.
4.1. Lovforslaget indebærer på dette punkt en ophævelse af reglerne
i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig retsforfølgning i sager om
veksler og visse andre gældsbreve.
Efter forslaget bevares adgangen til at opnå hurtig retsforfølgning i
vekselsager uden for forbrugerforhold og i checksager, bortset fra
tilfælde hvor checken i forbindelse med en forbrugeraftale er
benyttet til opnåelse af kredit, men reglerne herom foreslås
overført til retsplejelovens fuldbyrdelsesregler.
Med hensyn til veksler, der er benyttet i forbindelse med en
forbrugeraftale, og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit
i forbindelse med en forbrugeraftale, vil en fordringshaver efter
lovforslaget ikke længere have mulighed for overfor en forbruger
at benytte sig af en særlig gunstig inddrivelsesprocedure, og
krav, der støttes på sådanne dokumenter, vil derfor fremover kun
kunne tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler.
Lovforslaget medfører ingen ændringer i de materielle regler i
veksel- og checkloven, herunder i reglerne om fortabelse af visse
indsigelser ved overdragelse af veksel- og checkkrav.
Lovforslaget bygger på et af retsplejerådet udarbejdet lovudkast.
Rådets udkast er optaget som bilag 3 til lovforslaget.
4.2. Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 41 har en
fordringshaver med hensyn til en række krav, herunder navnlig
visse veksel- og checkkrav, mulighed for en særlig hurtig
retsforfølgning. Der kan således i sager, som anlægges efter
reglerne i kapitel 41, som hovedregel ikke tages stilling til
indsigelser, som fremsættes af sagsøgte, ligesom adgangen til at
få påkendt modkrav er stærkt begrænset (§ 444 og 445). Skyldneren
er derfor, når fordringshaveren efter reglerne i kapitel 41 har
opnået dom for sit krav, henvist til at anlægge et selvstændigt
erstatningssøgsmål mod fordringshaveren vedrørende sådanne
indsigelser eller modkrav.
Efter de ændringer i retsplejelovens udlægsregler, der blev
gennemført ved lov nr. 258 af 26. maj 1976, og som trådte i kraft
den 1. januar 1977, kan der nu i medfør af retsplejelovens § 478,
stk. 1, nr. 7, foretages udlæg umiddelbart på grundlag af veksler
og checks for så vidt angår de krav, som er omfattet af reglerne i
retsplejelovens kapitel 41. Fordringshaveren vil derfor med hensyn
til sådanne krav kunne vælge mellem enten at anlægge en sag efter
reglerne i kapitel 41 eller at indgive anmodning til fogedretten
om foretagelse af udlæg direkte på grundlag af vekslen eller
checken. Søger fordringshaveren imidlertid udlæg foretaget
umiddelbart på grundlag af vekslen eller checken, vil skyldneren i
fogedretten kunne fremsætte indsigelser og modkrav i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige
fuldbyrdelsesregler (§§ 501 og 522).
De nævnte ændringer af udlægsreglerne bygger på et forslag fra
udlægsudvalget i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning.
Udvalget pegede i betænkningen (side 36) på, at der i forbindelse
med gennemførelse af en adgang til opnåelse af udlæg umiddelbart
på grundlag af veksler og checks kunne være anledning til at
overveje, om reglerne i kapitel 41 om hurtig retsforfølgning kan
ophæves. Sådanne overvejelser kunne som anført i bemærkningerne
til det pågældende lovforslag (Folketingstidende 1975-76, tillæg
A, sp. 262) ikke afsluttes inden lovforslagets fremsættelse.
Med henblik på en afklaring af, hvorvidt reglerne i retsplejelovens