1985 LSF 23 FORSLAG TIL LOV ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG) (ophævelseafkarensdag)

§ 1

I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jfr. lovbekendtgørelse nr.

81 af 5. marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 261 af 6. juni

1985, foretages følgende ændringer

1. § 3 affattes således

»§ 3. Lønmodtagere, der ved sygdommens indtræden har været

beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst 40 timer inden for de sidste

4 uger, og som ikke får udbetalt fuld løn under sygdommen, har ret

til fra arbejdsgiveren at få udbetalt dagpenge i 13 uger regnet

fra 1. fraværsdag (arbejdsgiverperioden). For lønmodtagere, der er

beskæftiget i kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold hos

arbejdsgivere, der ikke har frigjort sig for forpligtelsen efter §

13, indtræder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren, uanset om

beskæftigelseskravet er opfyldt.

Stk. 2. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren indtræder tidligst 3

uger efter ansættelsen. Denne begrænsning gælder dog ikke de

lønmodtagere, der er omtalt i § 13. Chefen for sikringsstyrelsen

kan fastsætte nærmere bestemmelser herom.

Stk. 3. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren gælder, uanset om

ansættelsen ophører inden udløbet af arbejdsgiverperioden. Chefen

for sikringsstyrelsen fastsætter dog nærmere regler, hvorefter

dette fraviges, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.«

2. § 18, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I andre tilfælde har lønmodtageren ret til dagpenge fra 1.

fraværsdag, såfremt anmodning indgives samme dag.«

3. I § 18, stk. 3, 2. pkt., ændres »2. fraværsdag« til: »1.

fraværsdag«.

4. § 28 affattes således

»§ 28. Personer, der har anden dagpengegivende erhvervsindtægt end

lønindtægt, kan sikre sig dagpenge i de første 3 uger af

sygeperioden.«

§ 2

Lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom

ophæves.

§ 3

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Lovforslaget er en genfremsættelse af et lovforslag fremsat i

folketingsåret 1983-84 (1. samling) (se således Folketingstidende

1983-84 (1. samling), forhandlingerne sp. 1685 og 2513 samt tillæg

A sp. 1227) og senere genfremsat i folketingsåret 1984-85 (se

endvidere Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 273 og

700 ff. samt tillæg A sp. 505).

Lovforslaget er endvidere en delvis genfremsættelse af et i

folketingsåret 1982-83 fremsat lovforslag, se Folketingstidende

1982-83, forhandlingerne sp. 5668, 7642, 10119 og 10361 samt

tillæg A sp. 3027 og tillæg B sp. 1265.

Der henvises til bemærkningerne til dette forslag, idet disse

bemærkninger fortsat er gældende.

Siden et flertal i folketinget afviste lovforslaget, er der kommet

yderligere dokumentation for karensdagens urimelige virkninger.

Som eksempel herpå kan nævnes, at en lønmodtager med flere

arbejdsforhold har 1 karensdag i hvert arbejdsforhold. Denne

fortolkning lægges til grund, uanset at dagpengeudvalget intet har

haft at indvende imod, at det overvejes at lade det offentlige

betale lønmodtagerens dagpenge for karensdagen i det

»efterfølgende« ansættelsesforhold.

Lønmodtagere, der arbejder på weekenddrift eller har

deltidsbeskæftigelse i under 5 af ugens arbejdsdage, rammes

ligeledes urimeligt af karensdagsbestemmelserne.

Tilbagefaldsreglen er ingen beskyttelse for lønmodtagere, hvor man

skal til kontrol, forundersøgelse eller ambulatoriebehandling uden

for tilbagefaldsperioden på 12 dage, uagtet undersøgelserne eller

behandlingerne henføres til den pågældende sygdom.

En række arbejdsgiveres krav om indgåelse af § 12-aftaler giver

ligeledes anledning til åbenbart urimelige forhold.

Karensdagslovens sociale skævheder dokumenteres i samtlige

undersøgelser vedrørende administration af karensdagsordningen,

således at arbejdere i højere grad end funktionærer betaler for 1.

sygedag og de overordnede i erhvervslivet i det store og hele ikke

er ramt af karensdagsbestemmelserne.

Indførelse af en karensdag var med i regeringens såkaldte økonomiske

sanering, men det har vist sig, at de forventede besparelser ikke

står mål med de faktiske forhold, og en ophævelse af

karensdagsbestemmelsen vil isoleret set ikke være en uoverkommelig

økonomisk opgave.

Forslagsstillerne er villige til at forhandle om de økonomiske

konsekvenser. Af hensyn til de økonomiske konsekvenser har

forslagsstillerne i øvrigt valgt at lade de 13 uger, den såkaldte

arbejdsgiverperiode, forblive uændret.

Ingen

Nr LSF 23

Forslag til Lov ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og om ophævelse af lov om begrænsning af løn under sygdom (Ophævelse af karensdag)

Fremsat af Svend Auken (S) Hanne Andersen (S) Mette Groes (S) Henning Rasmussen (S) Joanna Rønn (S) Erik B. Smith (S) Taanquist (S)

den 2. oktober 1985