1985 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM BESTYRELSE OG BRUG AF FOLKEKIRKENS KIRKER M.M.

Kapitel 1

Kirkers bestyrelse

Kapitel 1

Kirkers bestyrelse

§ 1. Selvejende kirker bestyres af menighedsrådet.

Stk. 2. Andre kirker bestyres af den, der ejer kirken, eller den,

der ejer afløsningssummen for kirketienden.

Stk. 3. For bestyrelsen af valgmenighedskirker gælder reglerne i lov

om valgmenigheder.

Stk. 4. Ejes en kirkegård af flere kirker i fællesskab, udfærdiges

en vedtægt med regler for kirkegårdens bestyrelse. Vedtægten

godkendes af stiftsøvrigheden.

§ 1. Selvejende kirker bestyres af menighedsrådet.

Stk. 2. Andre kirker bestyres af den, der ejer kirken, eller den,

der ejer afløsningssummen for kirketienden.

Stk. 3. For bestyrelsen af valgmenighedskirker gælder reglerne i lov

om valgmenigheder.

Stk. 4. Ejes en kirkegård af flere kirker i fællesskab, udfærdiges

en vedtægt med regler for kirkegårdens bestyrelse. Vedtægten

godkendes af stiftsøvrigheden.

Kapitel 2

Kirkers brug Den folkekirkelige brug af kirkerne

Kapitel 2

Kirkers brug Den folkekirkelige brug af kirkerne

§ 2. Kirkerne står under tilsyn af provstiudvalget og under

overtilsyn af stiftsøvrigheden efter regler, der er fastsat herom.

§ 2. Kirkerne står under tilsyn af provstiudvalget og under

overtilsyn af stiftsøvrigheden efter regler, der er fastsat herom.

§ 2, stk. 1, 2. punktum, hvorefter kirken med biskoppens

tilladelse skulle kunne anvendes også til verdslig brug. Af den

efter betænkningens afgivelse iværksatte høringsprocedure fremgik

det, at der var delte meninger om det ønskelige i en sådan

ordning. I de siden forløbne år er der opført et betydeligt antal

konfirmandstuebygninger med mødelokaler (sognegårde) overalt i

landet, og det må forventes, at denne udvikling vil fortsætte i de

kommende år. Da disse bygninger også vil kunne bruges til

afholdelse af møder m.v., der efter de gældende regler ikke vil

kunne finde sted i det indviede kirkerum, må det skønnes, at der

ikke længere er det samme behov for en udvidet adgang til

benyttelse af kirken, som eksisterede på tidspunktet for

betænkningens afgivelse. Samtidig vil adgang til brug af kirkerne

til verdslige formål utvivlsomt virke stødende på mange medlemmer

af folkekirken.

Stk. 2 svarer til udkastets § 2, stk. 2, idet dog udtrykket

»Folkekirkens fastansatte præster« ligesom i § 6, stk. 1 og 2 - er

ændret til »Præster i folkekirken«, hvorved hjælpepræster

ligestilles med de fastansatte præster.

Om bestemmelsen henvises til betænkningen s. 20.

Stk. 3, der er nyt, svarer til udkastets § 2, stk. 3. Herom henvises

til betænkningen s. 21.

Til § 6

Stk. 1 svarer til udkastets § 3, stk. 1 og - noget ændret - til

brugslovens § 2, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 20.

Stk. 2 svarer til udkastets § 3, stk. 2 og - noget ændret - til

brugslovens § 2, stk. 3. Der henvises til betænkningen s. 20 og

21.

Stk. 3 svarer til dels til udkastets § 6, stk. 1 og afløser de

tilsvarende bestemmelser i brugslovens §§ 5 og 12, stk. 1. Der

henvises til betænkningen s. 25 og 28. Se endvidere bemærkningerne

nedenfor til § 8, stk. 2.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til udkastets § 4 og til brugslovens § 1, stk. 2.

Der henvises til betænkningen s. 21.

Til § 8

Stk. 1 svarer til udkastets § 5, stk. 1, og afløser brugslovens §§ 3,

stk. 1, og 4. Der henvises til betænkningen s. 24 og 25.

Stk. 2 svarer til dels til udkastets § 6, stk. 1 og afløser de

tilsvarende bestemmelser i brugslovens §§ 5 og 13. Der henvises

til betænkningen s. 25 og 28.

Til § 9

Stk. 1 afløser - men svarer til - udkastets § 5, stk. 2, og § 6, stk.

2 og 3. Herom henvises til betænkningen s. 24, 28 og 29.

Stk. 2. Herom henvises til de almindelige bemærkninger.

Til § 10

Bestemmelsen svarer til udkastets § 7 og brugslovens § 6, stk. 2. Der

henvises til betænkningen s. 25.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til udkastets § 8 samt - noget ændret - til

brugslovens § 6, stk. 1, 1. punktum, for så vidt angår

valgmenighedsmedlemmer. Herom henvises til betænkningen s. 24.

Til § 12

Bestemmelsen svarer til udkastets § 9 og er ny. Der henvises til

betænkningen s. 24.

Til § 13

Bestemmelsen svarer - noget ændret - til udkastets § 13 og

brugslovens § 25, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 30.

Til § 14

Stk. 1 og 2 svarer - noget ændret - til udkastets § 10, stk. 1 og til

brugslovens § 14. Der henvises til betænkningen s. 29.

Stk. 3 svarer - noget ændret - til udkastets § 10, stk. 2 og

brugslovens § 15, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 29.

Til § 15

Bestemmelsen svarer - noget ændret - til udkastets § 11. Der henvises

til betænkningen s. 29 og 35.

Til § 16

Stk. 1 svarer - noget ændret - til udkastets § 14, stk. 1, og afløser

brugslovens § 19. Der henvises til betænkningen s. 32.

Stk. 2 svarer - noget ændret - til udkastets § 14, stk. 2, og er

nyt. Der henvises til betænkningen s. 32.

Til § 17

Bestemmelsen svarer i noget ændret form til udkastets § 15 og afløser

brugslovens § 20. Herom henvises til betænkningen s. 33.

Til § 18

Bestemmelsen svarer til udkastets § 16, stk. 1 og 2, og er ny. Der

henvises til betænkningen s. 33-35. Med præster i stk. 2

sidestilles missionærer.

Til § 19

Stk. 1 svarer til udkastets § 17, stk. 1 og afløser brugslovens §

22. Der henvises til betænkningen s. 37.

Stk. 2 svarer til udkastets § 17, stk. 2 og afløser brugslovens § 6,

stk. 3, § 15, stk. 2 og § 25, stk. 2. Herom henvises til

betænkningen s. 37 og 38.

Til kapitel 3

Til § 20

Stk. 1 og 2 svarer i noget ændret form til udkastets § 18, stk. 1, og

den gældende retstilstand. Der henvises til betænkningen s. 42.

Stk. 3 svarer til udkastets § 18, stk. 2 og afløser brugslovens § 17,

stk. 1 og 2, og § 18, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 42

og 43.

Stk. 4 er nyt.

Det vil ikke sjældent forekomme, at et medlem af en sognemenighed - i

stedet for at benytte menighedens kirke - ønsker en kirkelig

handling udført i en anden sognemenigheds kirke, som medlemmet

føler en særlig tilknytning til. Dette kan eksempelvis være

tilfældet, såfremt personer for nylig er fraflyttet et sogn, hvor

de har boet i en årrække. Et brudepar kan ønske at blive viet i

kirken i det sogn, hvor brudens forældre bor. En person, der af

kommunale myndigheder er anbragt i alderdomshjem, sygehjem eller

lignende uden for hjemsognet, har ønsket at blive begravet fra

hjemsognets kirke.

Erfaringen viser, at de fleste præster stiller sig imødekommende i

sådanne situationer, således at den kirkelige handling foretages

enten af sognemenighedens præst eller en anden præst, som er

villig hertil. Der forekommer imidlertid tilfælde, hvor præster

har indtaget en afvisende holdning. Disse tilfælde har givet

anledning til udbredt kritik af folkekirken og dyb krænkelse af de

folkekirkemedlemmer, som har været stillet over for denne

afvisende holdning.

Det er derfor naturligt i forbindelse med en beskrivelse af

folkekirkemedlemmers rettigheder til kirkelig betjening lovmæssigt

at sikre medlemmernes ret til betjening i en menighed, hvortil de

har en særlig tilknytning, men som ikke er deres sognemenighed.

Den omstændighed, at den til folkekirkemedlemmernes rettigheder

modsvarende forpligtelse for præsterne ville kunne pålægges

præsterne administrativt i medfør af tjenestemandslovgivningens

regler, overflødiggør ikke den foreslåede lovbestemmelse.

Ved den foreslåede bestemmelse åbnes der adgang for kirkeministeren

til at fastsætte nærmere regler om, i hvilke tilfælde andre end

sognemenighedens medlemmer skal have ret til kirkelig betjening i

sognemenighedens kirke. Som det fremgår af de almindelige

bemærkninger, er det hensigten at nedsætte et udvalg, der blandt

andet skal fremkomme med forslag til sådanne regler.

Til § 21

Stk. 1 svarer til udkastets § 19, stk. 1, 1. punktum, og - i det

væsentlige - til brugslovens § 17, stk. 3, 1. punktum. Der

henvises til betænkningen s. 43 og 44. De i brugsloven og udkastet

omtalte »distrikter« foreslås betegnet som »områder« for at undgå

forveksling med de i lov om menighedsråd omhandlede distrikter

(kirkedistrikter).

Stk. 2 svarer til udkastets § 19, stk. 3 og er i overensstemmelse med

gældende ret. Der henvises til betænkningen s. 44.

Til § 22

Bestemmelsen svarer til udkastets § 20, dog således at reglen ikke

alene vedrører præsternes betjening af menigheden (menighederne),

men også præsternes adgang til brug af kirken (kirkerne).

Endvidere foreslås det nu gjort obligatorisk, at sådanne regler

fastsættes, når pastoratet opdeles i områder. Ændringerne

tilsigter at tilvejebringe klarhed med hensyn til præsternes

indbyrdes arbejdsforhold. Spørgsmål om tjenesteretlige problemer

afgøres efter reglerne i tjenestemandslovgivningen.

Kapitel 3

Kirkelig betjening af folkekirkens menigheder

Kapitel 3

Kirkelig betjening af folkekirkens menigheder

§ 3. Kirkeministeren kan tillade, at begravelsesvæsenet udskilles fra

kirkens bestyrelse. Regler om begravelsesvæsenets bestyrelse

fastsættes i så fald i en vedtægt, der godkendes af

kirkeministeren.

Kirkers overgang til selveje

§ 3. Kirkeministeren kan tillade, at begravelsesvæsenet udskilles fra

kirkens bestyrelse. Regler om begravelsesvæsenets bestyrelse

fastsættes i så fald i en vedtægt, der godkendes af

kirkeministeren.

Kirkers overgang til selveje

Kapitel 4

Klage- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Kapitel 4

Klage- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Kapitel 4

Til § 23

Bestemmelsen svarer til gældende ret.

Til § 24

Stk. 1 og 2 svarer til udkastets § 22 og brugslovens § 24, stk. 1.

Stk. 4 svarer til bestyrelseslovens § 2, stk. 2.

Til § 25

Til stk. 2, nr. 2

Ved lov nr. 645 af 19. december 1984 om folkekirkens økonomi, der

træder i kraft den 1. januar 1986, er en række bestemmelser i lov

om kirkers bestyrelse m.m. ophævet. Ved ophævelsen af de i § 25,

stk. 2, nr. 2 nævnte bestemmelser er bestyrelsesloven i sin helhed

ophævet.

Til stk. 2, nr. 3

Ved ophævelsen af de anførte bestemmelser er samtlige bestemmelser i

lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden bortfaldet,

jfr. lov nr. 543 af 15. december 1972.

Til stk. 2, nr. 4

Ved ophævelse af den anførte bestemmelse er samtlige bestemmelser i

lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de

sønderjyske landsdele bortfaldet, jfr. lov nr. 543 af 15. december

1972.

Til § 26

Brugsloven er sat i kraft på Færøerne ved kgl. anordning nr. 120 af

8. april 1954, men gælder ikke for Grønland.

Bestyrelsesloven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 4. Den, der ejer en kirke, eller den, der ejer afløsningssummen

for kirketienden, jfr. § 1, stk. 2, kan kræve, at kirken overgår

til selveje, såfremt

1) kirken afleveres i forsvarlig stand,

2) kirken er gældfri, og

3) kirkens indtægter, jorder, kapitaler m.v. overgår sammen med

kirken.

§ 4. Den, der ejer en kirke, eller den, der ejer afløsningssummen

for kirketienden, jfr. § 1, stk. 2, kan kræve, at kirken overgår

til selveje, såfremt

1) kirken afleveres i forsvarlig stand,

2) kirken er gældfri, og

3) kirkens indtægter, jorder, kapitaler m.v. overgår sammen med

kirken.

§ 5. Kirken kan af menighedsrådet eller med dettes samtykke anvendes

til andre kirkelige formål end gudstjenester og kirkelige

handlinger. Til afholdelse af kirkekoncerter, opførelse af

kirkespil og lignende kræves dog tillige tilladelse fra biskoppen,

såfremt et mindretal i menighedsrådet forlanger dette.

Stk. 2. Præster i folkekirken har ret til at bruge de kirker, de er

ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige

møder, jfr. dog § 22.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om tidspunkterne for brug af en kirke

afgøres af biskoppen.

§ 5. Kirken kan af menighedsrådet eller med dettes samtykke anvendes

til andre kirkelige formål end gudstjenester og kirkelige

handlinger. Afholdelse af kirkekoncerter, opførelse af kirkespil

og lignende kræver dog tillige tilladelse fra biskoppen.

Stk. 2. Præster i folkekirken har ret til at bruge de kirker, de er

ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige

møder, jfr. dog § 22.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om tidspunkterne for brug af en kirke

afgøres af biskoppen.

§ 6. Præster i folkekirken kan overlade en kirke, de er ansat ved,

til andre præster i folkekirken til gudstjenester og kirkelige

handlinger.

Stk. 2. Præster i folkekirken kan tillade ikke præsteviede at tale i

kirken ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,

hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved

1) en missionær, der er udsendt herfra, og som har modtaget

præstevielse i folkekirken,

2) en præst for en evangelisk-luthersk frimenighed eller

3) en præst for en evangelisk-luthersk menighed uden for riget.

§ 6. Præster i folkekirken kan overlade en kirke, de er ansat ved,

til andre præster i folkekirken til gudstjenester og kirkelige

handlinger.

Stk. 2. Præster i folkekirken kan tillade ikke præsteviede at tale i

kirken ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,

hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved

1) en missionær, der er udsendt herfra, og som har modtaget

præstevielse i folkekirken,

2) en præst for en evangelisk-luthersk frimenighed, eller

3) en præst for en evangelisk-luthersk menighed uden for riget.

§ 7. Det gejstlige personel, som er ansat til betjening af forsvaret,

har ret til at bruge kirkerne til gudstjenester for forsvaret

efter regler, der fastsættes af kirkeministeren. Udgifterne ved

sådan brug af kirkerne afholdes af statskassen.

§ 7. Det gejstlige personel, som er ansat til betjening af forsvaret,

har ret til at bruge kirkerne til gudstjenester for forsvaret

efter regler, der fastsættes af kirkeministeren. Udgifterne ved

sådan brug af kirkerne afholdes af statskassen.

§ 8. Efter anmodning fra mindst 10 af sognemenighedens medlemmer, som

har valgret til menighedsråd, skal sogne- eller distriktskirken

stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden

præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved

kirken.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,

hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved en

person, der er nævnt i § 6, stk. 3.

§ 8. Efter anmodning fra mindst 10 af sognemenighedens medlemmer, som

har valgret til menighedsråd, skal sogne- eller distriktskirken

stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden

præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved

kirken.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,

hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved en

person, der er nævnt i § 6, stk. 3.

§ 9. Et medlem af sognemenigheden har ret til at få sogne- eller

distriktskirken stillet til rådighed til

1) kirkelige handlinger ved en præst i folkekirken, der ikke er ansat

ved kirken,

2) ægtevielse eller begravelse ved en præst for en

evangelisk-luthersk frimenighed,

3) begravelse ved en missionær, der er udsendt herfra, og som er

præsteviet i folkekirken, eller ved en præst for en

evangelisk-luthersk menighed uden for riget.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 vedrører alene brug af kirken til

kirkelige handlinger, der angår det medlem af sognemenigheden, som

har ønsket kirken stillet til rådighed, eller på hvis vegne et

sådant ønske er fremsat.

§ 9. Et medlem af sognemenigheden har ret til at få sogne- eller

distriktskirken stillet til rådighed til

1) kirkelige handlinger ved en præst i folkekirken, der ikke er ansat

ved kirken,

2) ægtevielse eller begravelse ved en præst for en

evangelisk-luthersk frimenighed,

3) begravelse ved en missionær, der er udsendt herfra, og som er

præsteviet i folkekirken, eller ved en præst for en

evangelisk-luthersk menighed uden for riget.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 vedrører alene brug af kirken til

kirkelige handlinger, der angår det medlem af sognemenigheden, som

har ønsket kirken stillet til rådighed, eller på hvis vegne et

sådant ønske er fremsat.

§ 10. Får en valgmenighed adgang til at benytte en kirke efter § 3,

stk. 2, i lov om valgmenigheder, fastsætter biskoppen efter

indhentet udtalelse fra menighedsrådet et regulativ for

valgmenighedens benyttelse af kirken.

§ 10. Får en valgmenighed adgang til at benytte en kirke efter § 3,

stk. 2, i lov om valgmenigheder, fastsætter biskoppen efter

indhentet udtalelse fra menighedsrådet et regulativ for

valgmenighedens benyttelse af kirken.

§ 11. Valgmenighedsmedlemmer har ret til at få kirken i det sogn

eller sognedistrikt, hvor de er bosat, stillet til rådighed til

kirkelige handlinger ved valgmenighedens præst.

§ 11. Valgmenighedsmedlemmer har ret til at få kirken i det sogn

eller sognedistrikt, hvor de er bosat, stillet til rådighed til

kirkelige handlinger ved valgmenighedens præst.

§ 12. Anmodninger i henhold til §§ 8, 9 og 11 fremsættes over for

menighedsrådet efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

Kristne trossamfunds adgang til brug af kirkerne

§ 12. Anmodninger i henhold til §§ 8, 9 og 11 fremsættes over for

menighedsrådet efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

Kristne trossamfunds adgang til brug af kirkerne

§ 13. Med biskoppens tilladelse kan menighedsrådet stille kirken til

rådighed for medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken

til gudstjeneste og tillige til begravelse, såfremt

begravelseskapel ikke findes.

Evangelisk-lutherske frimenigheders adgang til fast brug af kirkerne

§ 13. Med biskoppens tilladelse kan menighedsrådet stille kirken til

rådighed for medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken

til gudstjeneste og tillige til begravelse, såfremt

begravelseskapel ikke findes.

Evangelisk-lutherske frimenigheders adgang til fast brug af kirkerne

§ 14. Biskoppen kan stille en kirke til rådighed for en

evangelisk-luthersk frimenighed og dens præst til gudstjenester og

kirkelige handlinger, hvis

1) anmodning herom fremsættes af mindst 10 medlemmer af

frimenigheden, der bor i sognet eller sognedistriktet,

2) menighedens lære og ritus eller dens forhold i øvrigt ikke er til

hinder for, at kirken stilles til rådighed, og

3) menighedens brug af kirken ikke vil hindre de folkekirkelige

menigheders brug af kirken.

Stk. 2. Før biskoppen tager stilling til, om betingelsen i stk. 1,

nr. 3, er opfyldt, skal biskoppen forhandle med menighedsrådet.

Stk. 3. Biskoppen udfærdiger efter forhandling med menighedsrådet et

regulativ om frimenighedens brug af kirken. Regulativet kan ændres

til enhver tid.

§ 14. Biskoppen kan stille en kirke til rådighed for en

evangelisk-luthersk frimenighed og dens præst til gudstjenester og

kirkelige handlinger, hvis

1) anmodning herom fremsættes af mindst 10 medlemmer af

frimenigheden, der bor i sognet eller sognedistriktet,

2) menighedens lære og ritus eller dens forhold i øvrigt ikke er til

hinder for, at kirken stilles til rådighed, og

3) menighedens brug af kirken ikke vil hindre de folkekirkelige

menigheders brug af kirken.

Stk. 2. Før biskoppen tager stilling til, om betingelsen i stk. 1,

nr. 3, er opfyldt, skal biskoppen forhandle med menighedsrådet.

Stk. 3. Biskoppen udfærdiger efter forhandling med menighedsrådet et

regulativ om frimenighedens brug af kirken. Regulativet kan ændres

til enhver tid.

§ 15. Biskoppen kan tilbagekalde en tilladelse efter § 14, hvis

betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede.

Særlige bestemmelser vedrørende brug af kirkerne

§ 15. Biskoppen kan tilbagekalde en tilladelse efter § 14, hvis

betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede.

Særlige bestemmelser vedrørende brug af kirkerne

§ 16. Folkekirkens gudstjenester er offentlige.

Stk. 2. Menighedsrådet bestemmer, i hvilket omfang der er adgang til

kirken uden for de tider, hvor kirken er i brug, og hvorvidt der

skal betales for adgangen.

§ 16. Folkekirkens gudstjenester er offentlige.

Stk. 2. Menighedsrådet bestemmer, i hvilket omfang der er adgang til

kirken uden for de tider, hvor kirken er i brug, og hvorvidt der

skal betales for adgangen.

§ 17. Kirkesproget er dansk. Biskoppen kan tillade anvendelse af

fremmede sprog ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

§ 17. Kirkesproget er dansk. Biskoppen kan tillade anvendelse af

fremmede sprog ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

§ 18. I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må

intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.

Stk. 2. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de

anvisninger, som gives af præsten, efterkommes.

§ 18. I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må

intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.

Stk. 2. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de

anvisninger, som gives af præsten, efterkommes.

§ 19. Betaling for brug af kirken ved særskilte kirkelige handlinger,

kirkelige møder m.v. fastsættes i en vedtægt, der udfærdiges af

menighedsrådet og godkendes af provstiudvalget. Er kirken ikke

selvejende, skal provstiudvalget forinden forhandle med den, der

ejer kirken, eller den, der ejer afløsningssummen for

kirketienden.

Stk. 2. For brug af kirken efter § 10 betales for den merudgift til

kirkens opvarmning, belysning, rengøring m.m., som valgmenighedens

brug af kirken medfører. Betalingen fastsættes af stiftsøvrigheden

efter forhandling med menighedsrådet og valgmenighedens

bestyrelse.

Stk. 3. For brug af kirken efter §§ 13 og 14 ydes en betaling, som

fastsættes af stiftsøvrigheden efter forhandling med

menighedsrådet.

§ 19. Betaling for brug af kirken ved særskilte kirkelige handlinger,

kirkelige møder m.v. fastsættes i en vedtægt, der udfærdiges af

menighedsrådet og godkendes af provstiudvalget. Er kirken ikke

selvejende, skal provstiudvalget forinden forhandle med den, der

ejer kirken, eller den, der ejer afløsningssummen for

kirketienden.

Stk. 2. For brug af kirken efter §§ 10, 13 og 14 ydes en betaling,

som fastsættes af stiftsøvrigheden efter forhandling med

menighedsrådet.

§ 20. Til en sognemenighed hører medlemmer af folkekirken, der har

bopæl i sognet, jfr. dog stk. 2, eller som ifølge særlig

bestemmelse er henvist til sognemenigheden.

Stk. 2. Sognemenigheden omfatter ikke de medlemmer af folkekirken,

som ifølge særlige bestemmelser er medlemmer af en anden

folkekirkelig menighed. Medlemmer af de særlige menigheder for

døve bevarer dog tilhørsforholdet til sognemenigheden i det sogn,

hvor de bor.

Stk. 3. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet

hører. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er

løst sognebånd.

Stk. 4. Medlemmer af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,

men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig

betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte

nærmere regler herom.

§ 20. Til en sognemenighed hører medlemmer af folkekirken, der har

bopæl i sognet, jfr. dog stk. 2, eller som ifølge særlig

bestemmelse er henvist til sognemenigheden.

Stk. 2. Sognemenigheden omfatter ikke de medlemmer af folkekirken,

som ifølge særlige bestemmelser er medlemmer af en anden

folkekirkelig menighed. Medlemmer af de særlige menigheder for

døve bevarer dog tilhørsforholdet til sognemenigheden i det sogn,

hvor de bor.

Stk. 3. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet

hører. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er

løst sognebånd.

Stk. 4. Medlemmer af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,

men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig

betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte

nærmere regler herom.

§ 21. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådets eller

menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at

hver præst betjener beboerne i sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til

kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 21. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådets eller

menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at

hver præst betjener beboerne i sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til

kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 22. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter

forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om

præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om

opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug

af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes,

når pastoratet opdeles i områder.

§ 22. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter

forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om

præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om

opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug

af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes,

når pastoratet opdeles i områder.

§ 23. Biskoppens afgørelser efter loven kan påklages til

kirkeministeren.

Stk. 2. Klage skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen. Kirkeministeren kan se bort fra

overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.

§ 23. Biskoppens afgørelser efter loven kan påklages til

kirkeministeren.

Stk. 2. Klage skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen. Kirkeministeren kan se bort fra

overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.

§ 24. Kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse på kirker i

kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse.

Stk. 2. Kapitel 1 og bestemmelserne i § 5, stk. 2, og § 6 finder

anvendelse på kirker i hospitaler og lignende stiftelser såvel som

kapeller, der udgør en del af en beboelsesbygning i privat eje.

Stk. 3. Loven medfører ikke ændringer i de særlige regler for

1) Kirkefondets kirker i København og

2) Skt. Petri kirke i København.

Stk. 4. Kirkeministeren kan bestemme, at de hidtil gældende regler

om særlige overtilsyn for Holmens kirke, Garnisons kirke og

Kastelskirken opretholdes.

§ 24. Kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse på kirker i

kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse.

Stk. 2. Kapitel 1 og bestemmelserne i § 5, stk. 2, og § 6 finder

anvendelse på kirker i hospitaler og lignende stiftelser såvel som

kapeller, der udgør en del af en beboelsesbygning i privat eje.

Stk. 3. Loven medfører ikke ændringer i de særlige regler for

1) Kirkefondets kirker i København og

2) Skt. Petri kirke i København.

Stk. 4. Kirkeministeren kan bestemme, at de hidtil gældende regler

om særlige overtilsyn for Holmens kirke, Garnisons kirke og

Kastelskirken opretholdes.

§ 25. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves

1) Lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jfr.

lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961, bortset fra §§ 8-11.

2) Lov om kirkers bestyrelse m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af

26. juni 1970.

3) Lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden.

4) Lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de

sønderjyske landsdele.

§ 25. Loven træder i kraft den 1. januar 1986.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves

1) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jfr.

lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961, bortset fra §§ 8-11.

2) lov om kirkers bestyrelse m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af

26. juni 1970.

3) lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden, og

4) lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de

sønderjyske landsdele.

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl.

anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 104

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl.

anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lov nr. 284 af 30. juni 1922 om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.

(i det følgende kaldet brugsloven), således som denne lov er

ændret senest ved lov nr. 260 af 4. juni 1970, indeholder

bestemmelser om brug af folkekirkens kirker, kirkelig betjening af

folkekirkens menigheder og sognebåndsløsning.

I 1973 nedsatte kirkeministeriet en arbejdsgruppe, som fik til opgave

at overveje, hvorvidt der måtte være anledning til at gennemføre

en liberalisering af lovens bestemmelser om, til hvilke formål

folkekirkens kirker kan benyttes. Endvidere skulle arbejdsgruppen

bl.a. foretage en kritisk gennemgang af lovens regler om

sognebåndsløsning og om frimenigheders adgang til brug af

folkekirkens kirker. I øvrigt var arbejdsgruppen frit stillet med

hensyn til at tage andre af loven regulerede forhold op til

overvejelse.

Arbejdsgruppen afsluttede i 1976 sit arbejde med afgivelse af

»Redegørelse vedrørende revision af lov om kirkers brug,

sognebåndsløsning m.m.« (Betænkning nr. 769/1976). Til

betænkningen er knyttet et udkast til lov om kirkers brug og

kirkelig betjening samt et udkast til lov om ændring af den

dagældende menighedsrådslovs regler om sognebåndsløseres optagelse

på de kirkelige valglister.

Fremkomsten af betænkningen resulterede ikke i noget

lovgivningsinitiativ, blandt andet under hensyn til at de fra

kirkelige myndigheder og organisationer indhentede udtalelser

viste, at der herskede delte meninger først og fremmest med hensyn

til den foreslåede liberalisering af reglerne om brug af

folkekirkens kirker og med hensyn til de ændrede regler vedrørende

sognebåndsløsning, hvorefter sognebånd i alle tilfælde løses til

en menighed og ikke - som efter gældende ret - til en præst.

Tvivl om forståelsen af visse bestemmelser i den gældende brugslov

tilligemed ønsket om at lade lovens bestemmelser tilpasse nutidens

forhold danner baggrund for fremsættelsen af det foreliggende

forslag til lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.

Forslaget bygger i vidt omfang på lovudkastet i arbejdsgruppens

betænkning. Endvidere indeholder forslaget i kapitel 1

bestemmelser om kirkernes bestyrelse. De tilsvarende regler findes

nu i lov om kirkers bestyrelse m.m. (i det følgende kaldet

bestyrelsesloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af 26. juni

1970, som ændret ved lov nr. 329 af 26. juni 1975.

Lovforslaget afviger navnlig på følgende punkter fra lovudkastet i

betænkningen

Lovforslaget giver ikke mulighed for verdslig benyttelse af det

indviede kirkerum. Da der i de senere år over hele landet er

opført adskillige konfirmandstuebygninger med mødelokaler

(sognegårde), skønnes behovet for at anvende kirkerne til formål,

som ikke har kirkelig karakter, at være svindende, ligesom

verdslig benyttelse af kirkerummet vil virke stødende på mange

folkekirkemedlemmer. I overensstemmelse hermed hjemler

lovforslagets § 5, stk. 1, kun brug af kirkerne til kirkelige

formål.

I en ny bestemmelse i § 9, stk. 2, er det præciseret, at retten for

et medlem af sognemenigheden til at få sogne- eller

distriktskirken overladt til fremmed præst til foretagelse af

kirkelige handlinger alene vedrører brug af kirken til kirkelige

handlinger, der skal udføres for den pågældende selv eller for det

medlem af sognemenigheden på hvis vegne anmodningen om at få

kirken stillet til rådighed er fremsat.

Ny er også bestemmelsen i § 20, stk. 4, hvorefter medlemmer af

folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en

særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i

sognemenighedens kirke. Herom henvises til bemærkningerne neden

for og til de særlige bemærkninger til denne bestemmelse.

Ifølge § 20 i betænkningens lovudkast kan biskoppen - uanset eventuel

distriktsdeling fastsætte nærmere regler om præsternes betjening

af menigheden (menighederne). Reglerne vil også kunne omfatte

præsternes brug af kirken (kirkerne). Det har senere vist sig

ønskeligt, at der altid fastsættes sådanne regler, når

distriktsdeling finder sted. Lovforslaget er ændret i

overensstemmelse hermed, jfr. § 22.

Betænkningen side 45 ff indeholder en udførlig redegørelse for de

nugældende regler om sognebåndsløsning samt om de overvejelser,

som disse regler giver anledning til. I betænkningen konkluderes

overvejelserne således

»Det er arbejdsgruppens opfattelse, at adgang til sognebåndsløsning,

navnlig i byerne, ofte imødekommer et reelt begrundet ønske om

etablering af et tilhørsforhold til et bestemt sogn, dettes kirke

og skiftende præster. Ligeledes viser erfaringerne, at

sognebåndsafløsere kan tilføre det sogn, hvortil de løser

sognebånd, betydelige åndelige kræfter. Det må derfor også være

rimeligt, at sognebåndsløseren kan indvælges i menighedsrådet og

dermed tage del i den demokratiske ledelse af sognet. Ulemperne

ved at indrømme sognebåndsløsere valgret og valgbarhed kan i nogen

grad afbødes ved, at der indføres regler om karenstid, således at

overrumplingsaktioner som de nævnte ikke eller dog kun vanskeligt

kan finde sted.

I overensstemmelse hermed foreslår arbejdsgruppen, at

sognebåndsløsningsinstituttet bevares, men i den form, at

sognebånd i alle tilfælde løses til en menighed og ikke til en

præst, således at sognebåndsløserens tilhørsforhold til menigheden

ikke skal være afhængig af skifte i præstestillingen.

Retten til ved sognebåndsløsning at slutte sig til en anden menighed

i folkekirken bør under en ordning som den foreslåede være

ubetinget og samtidig indebære, at sognebåndsløserens

tilhørsforhold til hjemsognets menighed ophører.«

Et af kirkeministeriet i februar 1985 udarbejdet udkast til

lovforslag tog udgangspunkt heri og indeholdt i overensstemmelse

hermed regler, der afløste den nuværende sognebåndsløsningsordning

med bestemmelser, der muliggjorde sognebåndsløsning til en

menighed ved anmeldelse til vedkommende menighedsråd. Der

foresloges en karenstid på 2 år, forinden en anmeldelse om

sognebåndsløsning kunne få virkning. Karenstiden skulle sikre, at

anmeldelse om sognebåndsløsning ikke anvendtes i utilsigtet

øjemed.

Af en senere kirkesociologisk undersøgelse, offentliggjort den 12.

marts 1985, fremgår det, at de fleste af de af undersøgelsen

omfattede sognebåndløsere tidligere har boet i det sogn, til hvis

præst der er løst sognebånd, samt at mange har løst sognebånd for

at opnå kirkelig betjening i den nærmest bopælen beliggende kirke.

Denne undersøgelse bekræfter således de erfaringer, som såvel

betænkningen som arbejdsgruppens lovforslag byggede på.

Under høringsproceduren vedrørende det af kirkeministeriet

udarbejdede lovforslag er opstået en betydelig debat om de

foreslåede regler. En væsentlig del af debatten har koncentreret

sig om mulighederne for misbrug af reglerne. Endvidere har der fra

flere sider været rejst spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet

skal bevare sognebåndsløsningsordningen.

Debatten genspejles i de høringssvar, som er indkommet til

kirkeministeriet, og som vil blive stillet til rådighed for

folketingets kirkeudvalg.

På baggrund heraf synes det at måtte fastslås, at det på den ene side

må erkendes, at de nugældende regler om sognebåndsløsning i de

fleste tilfælde ikke dækker de reelle behov, som ligger bag

ønskerne om sognebåndsløsning. På den anden side er der i debatten

såvel som i høringssvarene givet udtryk for utryghed ved en

nyordning, hvorved sognebåndsløsning sker alene ved anmeldelse til

menighedsrådet.

Det må anses for hensigtsmæssigt, at sognebåndsløsningsreglerne

overvejes på ny - navnlig med hensyn til de muligheder for misbrug

i forbindelse med en nyordning, som er fremført under debatten og

i høringssvarene. Med henblik herpå er det hensigten at nedsætte

et udvalg, som får til opgave at tage hele

sognebåndsløsningsproblematikken op til fornyet overvejelse og at

stille forslag til eventuelle ændringer af de hidtil gældende

bestemmelser, der ifølge lovforslagets § 25, stk. 2, foreløbig

forbliver uændrede. Samtidig vil udvalget blive anmodet om at

fremkomme med forslag til de bestemmelser, som kirkeministeren i

henhold til lovforslagets § 20, stk. 4, kan fastsætte om ret til

kirkelig betjening for medlemmer af folkekirken, der ikke hører

til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne.

Loven medfører ingen udgifter for stat eller kommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Det i bemærkningerne omtalte udkast er det i betænkningen indeholdte

udkast til lov om kirkers brug og kirkelig betjening.

Til kapitel 1

Til § 1

Stk. 1 svarer til bestyrelseslovens § 3. En kirke er selvejende, når

kirken eller en til denne henlagt tiendeafløsningssum ikke er

undergivet andres ejendomsret.

Stk. 2 svarer til gældende ret.

Stk. 3 svarer til bestyrelseslovens § 22, stk. 3.

Stk. 4 svarer - i noget ændret form - til bestyrelseslovens § 7,

stk. 2, 1. punktum.

Til § 2

Bestemmelsen svarer til bestyrelseslovens § 2, stk. 1, og § 20, stk.

1, 1. punktum.

Til § 3

Bestemmelsen svarer i det hele til bestyrelseslovens § 7, stk. 3.

Bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse, for så vidt

angår kirkegårde ved ikke-selvejende kirker.

Til § 4

Bestemmelsen lovfæster den af kirkeministeriet fulgte praksis på

dette område. At kirken er i forsvarlig stand, må konstateres ved

et ekstraordinært provstesyn.

Herefter vil de sidste gældende bestemmelser i lov nr. 100 af 15.

maj 1903 om afløsning af tienden og lov nr. 129 af 4. april 1928

om afløsning af tienden i de sønderjyske landsdele kunne ophæves,

jfr. § 25, stk. 2, nr. 3 og nr. 4. Efter det oplyste findes der

ingen pantsatte tiendekapitaler vedrørende ikke-selvejende kirker.

Til kapitel 2

Ved kirker forstås i dette kapitel rum, der er indviet til afholdelse

af gudstjenester og foretagelse af kirkelige handlinger inden for

folkekirken.

Til § 5

Stk. 1, 1. punktum, svarer til 1. punktum i udkastets § 2, stk. 1.

Man har dog fundet det ønskeligt i stk. 1, 2. punktum, at optage

en til den gældende retstilstand svarende bestemmelse om, at der

kræves tilladelse fra biskoppen til afholdelse af kirkekoncerter,

kirkespil o.lign. I øvrigt henvises til betænkningen s. 15-17 og

21.

Lovforslaget indeholder ikke en bestemmelse, der svarer til udkastets

INGEN

Nr LSF 54

Forslag til Lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.

Fremsat af Kirkeministerenet