1985 LSF 51 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (BEGRÆNSNING AF FRADRAG FOR REPRÆSENTATIONSUDGIFTER)
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Provisions)
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 405 af 2. september
1985, foretages følgende ændringer
1. I § 8 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter. Reglen i 1. pkt. omfatter dog ikke
den skattepligtiges udgifter til udenlandske
forretningsforbindelsers rejse og ophold, når udgifterne afholdes
med det formål at opnå salg af varer eller tjenesteydelser til
udlandet.«
2. I § 9 indsættes som stk. 3
»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter.«
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 405 af 2. september
1985, foretages følgende ændringer
1. I § 8 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter.«
2. I § 9 indsættes som stk. 3
»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter.«
§ 2
Stk. 1. Loven har virkning for repræsentationsudgifter, der afholdes
den 1. januar 1986 eller senere.
Stk. 2. For repræsentationsudgifter, der afholdes i tiden 1.
januar-31. december 1986, udgør fradraget efter ligningslovens §
8, stk. 4, 1. pkt., og § 9, stk. 3, som affattet i § 1, 75 pct. af
udgiften.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 101
§ 2
Stk. 1. Loven har virkning for repræsentationsudgifter, der afholdes
den 1. januar 1986 eller senere.
Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 1 kan udgifter til repræsentation
afholdt i tidsrummet 1. januar til 31. december 1986 dog fradrages
med et beløb svarende til 75 pct. af de afholdte udgifter.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
1. Lovens formål.
Lovforslaget går ud på at begrænse fradragsretten for udgifter til
repræsentation. Begrænsningen sker ved, at der fra 1. januar 1987
kun gives fradrag for et beløb svarende til 25 pct. af udgifterne.
For repræsentationsudgifter afholdt i tidsrummet 1. januar til 31.
december 1986 gives fradrag for et beløb svarende til 75 pct. af
udgifterne.
Lovforslaget fremsættes som et led i aftalen af 19. juni 1985 mellem
regeringspartierne (Det konservative Folkeparti, Venstre,
Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), Socialdemokratiet
og Det radikale Venstre om en skattereform. Forslaget er et led i
den samlede reform af det danske skattesystem. Selv om man med
forslaget begrænser fradraget for omkostninger, der efter de
gældende regler er fuldt fradrag for, fordi de anses for
driftsomkostninger, er en beskæring af repræsentationsfradraget
forsvarlig, når henses til de betydelige fordele, der generelt er
forbundet med skattereformen. Man kan heller ikke se bort fra, at
fuld fradragsret for repræsentationsudgifter i visse tilfælde må
antages at medvirke til, at udgifterne, der grænser tæt op til
privatforbrugsudgifter, kommer til at ligge på et højere niveau,
end det er rimeligt og nødvendigt.
2. Ligningsloven er senest ændret ved lov nr. 244 af 6. juni 1985
(godtgørelse af frigørelsesafgift m.v. ved tilbageførsel af
arealer til landzone), jfr. Folketingstidende 1984-1985 (2.
samling) sp. 9138, 9528, 10.754, 11.256, tillæg A sp. 4391, tillæg
B . . . og tillæg C sp. 691.
3. Gældende regler.
Reglerne om fradragsret for repræsentationsudgifter findes dels i
statsskatteloven, dels i ligningsloven. Efter de gældende regler
er afholdte repræsentationsudgifter fradragsberettigede ved
indkomstopgørelsen som driftsomkostninger, når udgifterne har den
fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen. Udgifterne skal
således i årets løb være anvendt til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten. Det kan ikke kræves, at udgifterne
direkte har medført en indtægt, men de skal have sigtet mod en
indkomsterhvervelse. Tilknytningen til indkomsterhvervelsen er
derfor ofte af indirekte karakter og dermed vanskelig at
fastlægge.
Begrebet repræsentation er ikke defineret noget sted i
skattelovgivningen. Repræsentationsudgifter kan imidlertid
beskrives som udgifter, som en skatteyder afholder for at få
afsluttet forretninger eller for at knytte eller bevare
forretningsforbindelser, og de må være afholdt over for personer,
som ikke er knyttet som medarbejdere til erhvervsvirksomheden.
Repræsentation har karakter af opmærksomhed eller kommerciel
gæstfrihed over for forretningsforbindelser.
Den kommercielle gæstfrihed antager i mange tilfælde samme former som
privat gæstfrihed. Repræsentationsudgifter er således typisk
udgifter til måltider, restaurationsbesøg, tobaks- og drikkevarer,
gaver og opmærksomheder over for forretningsforbindelser og deres
familier, afholdelse af jubilæer, fødselsdage og
forretningsindvielser samt endvidere udgifter til underholdning og
fornøjelser og deltagelse f.eks. i rejser, udflugter og
ferieophold.
Disse udgifter grænser tæt op til privatforbrugsområdet og giver
anledning til en vanskelig grænsedragning. I mange tilfælde er det
også vanskeligt at udsondre repræsentationsudgifter fra andre
driftsomkostninger, som f.eks. udgifter til personalegoder,
reklame, rejser og salgsomkostninger i øvrigt.
Efter momslovens § 16 kan momsregistrerede virksomheder trække momsen
fra på varer og ydelser, som købes til brug for virksomheden.
Efter bestemmelsens stk. 3, er der imidlertid ingen fradragsret
for momsen på en række indkøb, herunder indkøb som vedrører
repræsentation, gaver og personalegoder. Nævnet vedrørende
merværdiafgift m.v. (momsnævnet) har den endelige administrative
afgørelse vedrørende momslovens § 16, stk. 3. Efter momsreglerne
skal man således allerede udskille repræsentationsudgifter fra
visse andre driftsomkostninger.
For at der efter de gældende regler kan gives fradrag for
repræsentationsudgifter, kræves der i forbindelse med
selvangivelsen indsendt en specifikation over de afholdte
udgifter, ligesom disse skal kunne dokumenteres. Selv om de nævnte
dokumentations- og specifikationskrav er opfyldt, er
ligningsmyndighederne berettigede til at skønne over, om de
afholdte udgifter har en sådan erhvervsmæssig tilknytning, at
udgifterne kan anses for fradragsberettigede driftsudgifter.
Derimod er der ikke adgang for ligningsmyndighederne til at nægte
fradrag med den begrundelse, at de afholdte udgifter ikke skønnes
at være rimelige eller nødvendige.
Værdien af repræsentation beskattes i almindelighed ikke hos den, der
modtager repræsentationsydelserne (f.eks. gaverne eller
bespisningen). Den gældende praksis med hensyn til beskatning af
modtagne repræsentationsydelser tilsigtes ikke ændret med det
foreliggende lovforslag.
Ved praktiseringen af reglerne om fradragsret for udgifter til
repræsentation skelnes der mellem lønmodtagere og selvstændige
erhvervsdrivende.
For lønmodtagere gælder, at fradrag for repræsentationsomkostninger
som regel nægtes med den begrundelse, at der ikke er fornøden
sammenhæng mellem udgiftens afholdelse og indkomstens erhvervelse.
Man mener således, at lønmodtageren ikke har en selvstændig
indkomstmæssig interesse i at afholde sådanne udgifter, og at
repræsentationsudgifter ikke er nødvendige for at bestride
stillingen.
Der gælder dog visse undtagelser fra dette udgangspunkt.
En lønmodtager kan på grundlag af sin aflønningsform, f.eks.
provision af omsætningen, have en selvstændig interesse i at
afholde repræsentationsudgifter. Det vil typisk dreje sig om
repræsentanter, handelsrejsende og salgschauffører. Disse grupper
kan efter de gældende regler få anerkendt fradrag for
repræsentationsudgifter efter den gældende bestemmelse i
ligningslovens § 9 (»udgifter i forbindelse med udførelsen af det
indtægtsgivende arbejde«). For visse grupper af sådanne
lønmodtagere har ligningsrådet fastsat standardfradrag.
Selvstændige erhvervsdrivendes repræsentationsudgifter er ofte mere
omfattende og varierede. De gældende regler om fradragsret for
disse udgifter findes i statsskattelovens § 6 a
(driftsomkostninger) og i ligningslovens § 8.
4. Udenlandske regler.
I flere europæiske lande har man på forskellig måde gennemført
begrænsninger i fradragsretten for repræsentationsudgifter. Der
stilles bl.a. særlige krav til dokumentation af udgifterne.
I Norge blev fradragsretten helt afskaffet i 1974. Fradragsretten er
dog i ganske særlige tilfælde opretholdt for udgifter inden for
visse beløbsgrænser. Afskaffelsen af fradragsretten i Norge har
gjort det nødvendigt at afgrænse repræsentationsudgifter over for
udgifter, der kan fradrages. Den norske ordning ligner derfor i
vidt omfang den ordning, der lægges op til med det foreliggende
lovforslag.
Sverige gennemførte i 1963 en betydelig begrænsning af fradragsretten
for repræsentationsudgifter. Det kræves bl.a., at udgiften har
umiddelbar tilknytning til virksomheden (og ikke til den
skattepligtiges person), og at udgiften kan anses for rimelig. Der
er i Sverige fastsat grænser, inden for hvilke
repræsentationsudgifter kan anses for rimelige. Ved repræsentation
over for ikke-nordiske forretningsforbindelser kan der ske en
rimelig overskridelse af beløbsgrænserne.
I England blev fradragsretten for repræsentationsudgifter væsentligt
indskrænket i 1965. Herefter er der som hovedregel ikke
fradragsret for udgifter til repræsentation, herunder gaver,
afholdt over for indenlandske kunder. Gaver kan dog fradrages,
hvis de højst udgør 10 pund pr. år til samme modtager og ikke
består af føde- og drikkevarer eller tobak eller af gavekort. Over
for udenlandske kunder kan der afholdes fradragsberettigede
repræsentationsudgifter, under forudsætning af at repræsentationen
anses for rimelig, både hvad angår art og omfang.
5. Forslaget.
Efter lovforslaget bibeholder man som anført retten til at fradrage
udgifter til repræsentation, men med den væsentlige begrænsning,
at man kun tillader udgifterne fradraget med et beløb svarende til
25 pct. (75 pct. for 1986) af de afholdte udgifter.
Fradragsretten i den begrænsede form tilkommer således som hidtil
selvstændige erhvervsdrivende, selskaber og skattepligtige
foreninger m.v. samt lønmodtagere, der har en selvstændig
indkomstmæssig interesse i repræsentationsudgifternes afholdelse,
f.eks. provisionslønnede.
Efter forslaget gælder begrænsningen af fradraget både for
indenlandsk repræsentation og repræsentation over for udenlandske
forretningsforbindelser.
Afgrænsningsproblemer.
Som anført grænser repræsentationsudgifter tæt op til
privatforbrugsområdet. Sondringen mellem fradragsberettigede
driftsomkostninger og ikke fradragsberettigede udgifter er
imidlertid et kendt afgrænsningsproblem, som i vidt omfang er
afklaret gennem administrative afgørelser og domme. Dette
afgrænsningsproblem bliver for så vidt mindre efter de nye regler,
hvor fradragsretten begrænses. Den praksis, der har udviklet sig
på dette område, forudsættes opretholdt.
Det er ofte vanskeligt at udsondre repræsentationsudgifter fra andre
driftsomkostninger, som f.eks. udgifter til personalegoder,
reklame, rejser og salgsomkostninger i øvrigt. Afgræsningen over
for disse udgifter har ikke hidtil haft den store betydning for
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, da der har været fuld
fradragsret uanset hvilken driftsomkostning, der var tale om.
Under den nye ordning vil denne afgrænsning imidlertid få
afgørende betydning, og den vil derfor blive nærmere omtalt i det
følgende.
a. Repræsentationsudgifter/personaleudgifter og andre interne
udgifter.
Som anført er der kun tale om repræsentation, hvis udgiften afholdes
over for personer, der ikke er knyttet til virksomheden som
medarbejdere m.v.
Personaleudgifter, dvs. udgifter, der afholdes direkte til fordel for
de ansatte i en erhvervsvirksomhed, og som knytter sig til
velfærdsforanstaltninger, eller som tager sigte på at forbedre
arbejdsmiljøet eller arbejdsklimaet, vil i samme omfang som hidtil
kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Det gælder således
normalt en virksomheds tilskud til kantinedrift og sommerboliger
o.lign., der stilles til rådighed for de ansatte. Også udgifter,
der anvendes til festligheder for personalet i forbindelse med
jubilæer, forretningsindvielser, højtider og lignende anledninger,
vil fortsat normalt kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.
Efter det foreliggende lovforslag er det derfor nødvendigt at sondre
imellem, om udgifterne er afholdt over for »medarbejdere« (interne
udgifter), eller om de er afholdt over for
forretningsforbindelser.
Som »medarbejdere« betragtes først og fremmest de ansatte i
virksomheden. Et selskabs aktionærer og bestyrelsesmedlemmer
betragtes ikke som forretningsforbindelser, når udgifterne
afholdes over for disse i deres egenskab af henholdsvis aktionærer
og bestyrelsesmedlemmer. De udgifter, et selskab afholder i
forbindelse med en generalforsamling eller et bestyrelsesmøde, vil
således være fradragsberettigede i samme omfang som hidtil. Det
samme gælder for de medlemmer af skattepligtige foreninger m.v.,
der udfører et arbejde for foreningen. Ansatte i et datter- eller
moderselskab til et selskab vil endvidere i denne forbindelse være
at sidestille med medarbejdere i det pågældende selskab.
Virksomhedens kunder, leverandører, rådgivere, forhandlere og
fuldmægtige, kommissionærer, konsignanter og agenter uden
ansættelse i virksomheden betragtes som forretningsforbindelser.
Udgifter, der afholdes over for de omtalte forhandlere og
fuldmægtige, kommissionærer, konsignanter og agenter, kan dog i
ganske særlige tilfælde efter en konkret vurdering anses som
interne udgifter med fuld fradragsret. Dette kan være tilfældet,
hvor en producent eller importør af et bestemt produkt afholder
udgifterne til et kursus eller en instruktion for forhandlerne
m.v. af det pågældende produkt. Det må dog være en betingelse, at
kurset eller instruktionen må anses for at være nødvendig, for at
de pågældende forhandlere m.v. kan varetage deres salgsopgaver
vedrørende det pågældende produkt. Hvis det i sådanne tilfælde vil
være naturligt at sidestille forhandlerne m.v. med virksomhedens
ansatte, kan både rejse-, opholds- og fortæringsudgifter fradrages
i samme omfang, som hvis udgifterne var afholdt over for ansatte.
I andre tilfælde anses rejseudgifter, som erhvervsdrivende
afholder for forretningsforbindelser, for repræsentationsudgifter,
forudsat at udgifterne har den fornødne tilknytning til
indkomsterhvervelsen.
b. Repræsentationsudgifter/andre driftsomkostninger.
Personalegoder.
Som anført vil udgifter til personalegoder i samme udstrækning som
hidtil kunne fradrages fuldt ud som lønudgifter, når udgifterne
afholdes over for virksomhedens personale.
Anvendes et personalegode til repræsentation over for
forretningsforbindelser, skal en forholdsmæssig del af udgifterne
henføres til repræsentationsudgifter og således kun fradrages med
25 pct. Dette gælder f.eks. ved brug af personalekantine, udlån af
firmaets personaleferiebolig eller -båd, firmabil eller lignende
til repræsentative formål. Der kan her være tale om et vanskeligt
værdiansættelsesproblem.
Sker repræsentationen i virksomheden i form af levering af mad og
drikkevarer m.v. udefra til den repræsentative begivenhed, skal
indkøbsprisen for de pågældende varer lægges til grund.
Hvis bespisningen leveres fra virksomhedens personalekantine, skal
virksomheden i stedet for de faktiske udgifter kunne vælge at
anvende takster, der fastsættes af ligningsrådet, således at
fradraget udgør 25 pct. af dette beløb. Taksterne bør fastsættes
således, at de dækker gennemsnitsomkostningerne for et måltid med
drikkevarer fra en personalekantine.
Hvis der til brug for repræsentationen leveres drikkevarer såsom
vand, øl o.lign. fra kantinen, uden at dette sker i forbindelse
med et måltid, vil kantinens udsalgspris kunne lægges til grund.
Af administrative grunde gælder dette også, selv om udsalgsprisen
er lavere end indkøbsprisen for de pågældende varer, hvis
personalet generelt har adgang til at købe de pågældende varer til
den lavere pris.
Sker repræsentationen i form af forretningsforbindelsers brug af
virksomhedens formuegoder, skal en forholdsmæssig del af
udgifterne, herunder eventuelle afskrivninger, anses for afholdt
til repræsentation med begrænset fradragsret. Hvis en
forretningsforbindelse således låner en feriebolig eller en
sejlbåd, der er beregnet til brug for personalet, skal en
forholdsmæssig del af udgifterne vedrørende det pågældende
personalegode anses for repræsentationsudgifter. Administrative
grunde taler for, at det i almindelighed kun betragtes som
repræsentation, når brugen sker i form af et egentligt udlån.
Herefter vil det f.eks. ikke være repræsentation, hvis
virksomhedens ansatte henter kunder i lufthavnen i firmabilen. Det
må i den forbindelse forudsættes, at der er tale om et formuegode,
som i almindelighed anvendes til andre end repræsentative formål.
Hvis formuegodet udelukkende anvendes til repræsentative formål,
vil hele udgiften således skulle betragtes som
repræsentationsudgift.
Reklameudgifter og gaver.
Adgangen til at fradrage udgifter til reklame berøres ikke af det
foreliggende lovforslag. Repræsentationsudgifter må derfor
afgrænses i forhold til reklameudgifter.
I modsætning til repræsentationsudgifter er det karakteristisk for
reklameudgifter, at de normalt afholdes over for en ubestemt kreds
af kunder eller potentielle kunder. Reklameudgifter tager
endvidere sigte på at opretholde en virksomheds almindelige
omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og
fordelagtigt bemærket.
Der foreligger et særligt problem i relation til gaver og
opmærksomheder. Er et firmamærke eller firmanavn påført en
gavegenstand, vil udgifterne i almindelighed kunne betragtes som
reklameudgifter, såfremt det drejer sig om gaver, der i
reklameøjemed er fremstillet i et større antal eksemplarer, og som
ikke er særligt kostbare. Som eksempel herpå kan nævnes askebægre,
papirknive, kuglepenne, kalendere, parkeringsskiver, tændstikæsker
osv. med påtrykt firmanavn. Det er tanken, at sådanne genstande
altid skal anses for reklameartikler, hvis indkøbsprisen eller
fremstillingsprisen ikke overstiger 100 kr. excl. moms.
Herudover vil gaver og opmærksomheder over for
forretningsforbindelser og deres familier skulle henføres til
repræsentationsudgifter, forudsat at udgifterne har den fornødne
tilknytning til virksomhedens drift.
Bidrag, som i reklameøjemed ydes til lotterier o.lign., samt
sponsorers bidrag til sportsfolk, sportsklubber, kulturelle og
lignende formål, skal fortsat anses for reklameudgifter, når
virksomhederne opnår en hertil svarende ret til reklame for deres
navn eller firmamærke.
Udgifter, som en virksomhed afholder i anledning af virksomhedens
jubilæum, indvielse eller lignende, vil som anført normalt være
fuldt fradragsberettigede, når udgifterne afholdes over for
personalet. I det omfang der inviteres forretningsforbindelser til
at deltage i et traktement i en sådan anledning, vil denne del af
udgifterne til bespisning og underholdning m.v. normalt være at
anse som repræsentationsudgifter. Arrangementet kan dog have en
sådan karakter, at der er tale om reklameudgifter. Dette vil være
tilfældet, hvor der åbnes adgang for offentligheden eller for en
større og ubestemt kreds af personer. I så fald vil udgifter til
mindre servering, der ikke har karakter af bespisning, kunne
betragtes som fuldt fradragsberettigede reklameudgifter. Endvidere
vil udgifter til genstande af ubetydelig værdi, som uddeles til
gæster og kunder, kunne anses som reklameudgifter, selv om disse
reklameartikler ikke er forsynet med firmamærke eller firmanavn.
På samme måde vil udgifter til mindre traktementer, der afholdes
i forbindelse med messer og udstillinger eller pressemøder, hvor
der er åben adgang for pressen og andre interesserede, kunne
betragtes som reklameudgifter.
I visse lande er det en kutymemæssig nødvendighed i forbindelse med
afslutning af en handel at udveksle gavelignende ydelser. Sådanne
ydelser vil efter omstændighederne i samme omfang som hidtil kunne
betragtes som fradragsberettigede handelsomkostninger eller
provisionsudgifter.
Vareprøver og rabatter.
Udgifter til vareprøver og rabatter er fortsat fuldt
fradragsberettigede salgsomkostninger. Er der reelt tale om
repræsentationsgaver, der camoufleres som vareprøver eller
rabatter, må udgifterne henføres til repræsentationsudgifter.
c. Sammenkomster med blandet deltagelse.
Som nævnt er udgifter til personalearrangementer normalt fuldt
fradragsberettigede. I det omfang der deltager
forretningsforbindelser i sådanne arrangementer, vil en
forholdsmæssig del af udgifterne skulle henføres til
repræsentationsudgifter.
I en sammenkomst, som en virksomhed arrangerer for
forretningsforbindelser, deltager ofte også medarbejdere fra
virksomheden. Til sådanne repræsentationssammenkomster anses
udgifterne som helhed for afholdt over for
forretningsforbindelserne, således at alle udgifterne skal
henføres til repræsentationsudgifter.
I de tilfælde, hvor en sammenkomst har karakter af repræsentation,
selv om enkelte familiemedlemmer eller private venner har
deltaget, kan den del af udgifterne, der vedrører familie og
private venner, fortsat ikke fradrages.
Hvis sammenkomsten har privat karakter, gælder det fortsat, at ingen
del af udgifterne kan fradrages, selv om der også deltager
forretningsforbindelser i sammenkomsten.
d. Særligt om lønmodtagere.
Hvis en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for
arbejdsgiveren, som denne godtgør efter regning (udlæg), skal
udgifterne henføres til arbejdsgiverens repræsentationsudgifter,
således at arbejdsgiveren kan fradrage 25 pct. af udgifterne. Det
godtgjorte beløb skal ikke medregnes til lønmodtagerens
skattepligtige indkomst. Dette skal efter forslaget også gælde,
hvor lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i
repræsentationsudgifternes afholdelse, f.eks. fordi lønmodtageren
er provisionslønnet. Dette er en ændring af gældende praksis, idet
man hidtil har antaget, at det godtgjorte beløb i så fald skal
medregnes som skattepligtig indkomst for lønmodtageren, medens de
afholdte repræsentationsudgifter både har været
fradragsberettigede hos arbejdsgiveren og hos lønmodtageren som
repræsentationsudgifter. Hvis man ikke ændrede praksis i sådanne
tilfælde, ville fradraget for den samme udgift blive begrænset
både hos arbejdsgiveren og lønmodtageren.
De lønmodtagere, der hidtil har kunnet anvende de af ligningsrådet
fastsatte standardsatser, vil fortsat kunne anvende disse satser,
da der heri også indgår andre fradragsberettigede udgiftsarter.
Det må påregnes, at ligningsrådet regulerer disse satser under
hensyn til de ændrede regler om repræsentation.
Hvor der til en lønmodtager udbetales repræsentationstillæg eller
lignende, skal beløbet medregnes som lønindtægt for lønmodtageren,
medens beløbet kan fradrages som lønudgift for arbejdsgiveren. Det
samme gælder beløb, som arbejdsgiveren udbetaler som godtgørelse
for de af lønmodtageren afholdte repræsentationsudgifter, når
udgifterne godtgøres lønmodtageren uden nærmere specifikation og
dokumentation. I sådanne tilfælde vil tillægget eller godtgørelsen
under den foreslåede ordning fortsat skulle indtægtsføres af
lønmodtageren, medens den pågældendes fradrag for de afholdte
repræsentationsudgifter begrænses. Tillægget eller godtgørelsen
vil som hidtil være fradragsberettiget for arbejdsgiveren som
lønudgift. Hvor tillægget ydes i henhold til lov, sker der ingen
begrænsning af fradragsretten i forhold til gældende regler.
6. Kontrol.
Efter gældende regler er der pligt til i forbindelse med
selvangivelsen at specificere fradrag for repræsentationsudgifter
i følgende hovedposter: 1) restaurationsbesøg, 2) tobak, vin og
spiritus m.v., 3) gaver og blomster, 4) anden repræsentation med
angivelse af arten og 5) godtgørelse til medarbejdere efter
regning. Endvidere bør der føres særskilt regnskab over
repræsentationsudgifterne med angivelse af, i hvilken anledning
udgifterne er afholdt, og om indehaveren, en hovedaktionær,
bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere har deltaget.
Endelig kræves det normalt, at udgifterne kan dokumenteres ved
fremlæggelse af bilag, der skal indeholde visse oplysninger.
Specielt med hensyn til restaurationsbilag forlanges det, at det
på bilaget er noteret, hvem der har deltaget i sammenkomsten, og i
hvilken anledning den er afholdt.
Det er tanken, at disse regler om dokumentation og specifikation af
repræsentationsudgifter skal opretholdes. I denne forbindelse
bemærkes, at der i skattekontrollovens § 2 er hjemmel til, at
ministeren for skatter og afgifter efter indstilling fra
ligningsrådet kan fastsætte regler om, hvilke specifikationer og
hvilke oplysninger, der skal afgives i forbindelse med
selvangivelsen. Der kan under lovens administration vise sig at
være behov for på denne måde at stramme specifikationskravet for
så vidt angår de udgiftsområder, der grænser op til
repræsentationsudgifterne.
7. Provenuemæssige og administrative virkninger.
Det er vanskeligt at give en præcis vurdering af de provenumæssige
virkninger af at begrænse fradraget for repræsentationsudgifter.
Der findes ingen opgørelse over de samlede fradrag for udgifter
til repræsentation.
På baggrund af en ældre stikprøveundersøgelse kan det med et yderst
usikkert skøn anslås, at de samlede fradrag for udgifter til
repræsentation hos erhvervsdrivende personer og selskaber i 1986
og 1987 måske vil være af størrelsesordenen 4 mia kr.
Det skønnes på denne baggrund, at provenugevinsten ved at begrænse
fradraget til 75 pct. af repræsentationsudgifterne vedrørende
indkomståret 1986 vil være af størrelsesordenen 500 mill. kr.,
fordelt med lidt over 250 mill. kr. på erhvervsdrivende personer
og resten på selskaber. Kommunernes andel af den samlede
provenugevinst på ca. 500 mill. kr. kan anslås til ca. 150 mill.
kr.
Den umiddelbare provenugevinst vedrørende indkomståret 1987, hvor
fradraget foreslås begrænset til 25 pct., skønnes at være af
størrelsesordenen 1,5 mia kr., hvoraf noget over 750 mill. kr.
skønnes at hidrøre fra erhvervsdrivende personer. Kommunernes
andel af den samlede provenugevinst på ca. 1,5 mia kr. kan anslås
til ca. 500 mill. kr.
For så vidt angår de administrative konsekvenser bemærkes, at
lovforslaget må antages at ville medføre et vist merarbejde hos
ligningsmyndighederne. Der vil således være behov for at
kontrollere, at repræsentationsudgifter ikke er camoufleret som
fuldt fradragsberettigede driftsomkostninger.
BILAG
I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
1. I § 8 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter.«
--/
§ 8. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst opgøres som en procentdel af en forenings formue efter reglerne i lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages: a) løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, eller for sikring af hans tilgodehavende, b) præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, og c) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a) og b), såfremt løbetiden er mindre end 2 år.
/--
2. I § 9 indsættes som stk. 3
»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages
udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25
pct. af de afholdte udgifter.«
--/
§ 9. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde. Udgifter, der efter ligningsrådets anvisning kan fradrages uden dokumentation for størrelsen, kan fradrages med de af ligningsrådet fastsatte satser.
Stk. 2. Beløb, der af arbejdsgiveren udbetales som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det gælder dog ikke dagpenge og rejsegodtgørelser ved udførelse af offentligt hverv, der gør det nødvendigt for lønmodtageren at tage ophold uden for hans hjemstedskommune, jfr. statsskattelovens § 5d.
/--
Ingen
Nr LSF 51
Forslag til Lov om ændring af ligningsloven (Begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter)
Fremsat af Ministeren for skatter afgifter
den 30. oktober 1985