1985 LSF 51 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (BEGRÆNSNING AF FRADRAG FOR REPRÆSENTATIONSUDGIFTER)

§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 405 af 2. september

1985, foretages følgende ændringer

1. I § 8 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter. Reglen i 1. pkt. omfatter dog ikke

den skattepligtiges udgifter til udenlandske

forretningsforbindelsers rejse og ophold, når udgifterne afholdes

med det formål at opnå salg af varer eller tjenesteydelser til

udlandet.«

2. I § 9 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter.«

§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 405 af 2. september

1985, foretages følgende ændringer

1. I § 8 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter.«

2. I § 9 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter.«

§ 2

Stk. 1. Loven har virkning for repræsentationsudgifter, der afholdes

den 1. januar 1986 eller senere.

Stk. 2. For repræsentationsudgifter, der afholdes i tiden 1.

januar-31. december 1986, udgør fradraget efter ligningslovens §

8, stk. 4, 1. pkt., og § 9, stk. 3, som affattet i § 1, 75 pct. af

udgiften.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 101

§ 2

Stk. 1. Loven har virkning for repræsentationsudgifter, der afholdes

den 1. januar 1986 eller senere.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 1 kan udgifter til repræsentation

afholdt i tidsrummet 1. januar til 31. december 1986 dog fradrages

med et beløb svarende til 75 pct. af de afholdte udgifter.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

1. Lovens formål.

Lovforslaget går ud på at begrænse fradragsretten for udgifter til

repræsentation. Begrænsningen sker ved, at der fra 1. januar 1987

kun gives fradrag for et beløb svarende til 25 pct. af udgifterne.

For repræsentationsudgifter afholdt i tidsrummet 1. januar til 31.

december 1986 gives fradrag for et beløb svarende til 75 pct. af

udgifterne.

Lovforslaget fremsættes som et led i aftalen af 19. juni 1985 mellem

regeringspartierne (Det konservative Folkeparti, Venstre,

Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), Socialdemokratiet

og Det radikale Venstre om en skattereform. Forslaget er et led i

den samlede reform af det danske skattesystem. Selv om man med

forslaget begrænser fradraget for omkostninger, der efter de

gældende regler er fuldt fradrag for, fordi de anses for

driftsomkostninger, er en beskæring af repræsentationsfradraget

forsvarlig, når henses til de betydelige fordele, der generelt er

forbundet med skattereformen. Man kan heller ikke se bort fra, at

fuld fradragsret for repræsentationsudgifter i visse tilfælde må

antages at medvirke til, at udgifterne, der grænser tæt op til

privatforbrugsudgifter, kommer til at ligge på et højere niveau,

end det er rimeligt og nødvendigt.

2. Ligningsloven er senest ændret ved lov nr. 244 af 6. juni 1985

(godtgørelse af frigørelsesafgift m.v. ved tilbageførsel af

arealer til landzone), jfr. Folketingstidende 1984-1985 (2.

samling) sp. 9138, 9528, 10.754, 11.256, tillæg A sp. 4391, tillæg

B . . . og tillæg C sp. 691.

3. Gældende regler.

Reglerne om fradragsret for repræsentationsudgifter findes dels i

statsskatteloven, dels i ligningsloven. Efter de gældende regler

er afholdte repræsentationsudgifter fradragsberettigede ved

indkomstopgørelsen som driftsomkostninger, når udgifterne har den

fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen. Udgifterne skal

således i årets løb være anvendt til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten. Det kan ikke kræves, at udgifterne

direkte har medført en indtægt, men de skal have sigtet mod en

indkomsterhvervelse. Tilknytningen til indkomsterhvervelsen er

derfor ofte af indirekte karakter og dermed vanskelig at

fastlægge.

Begrebet repræsentation er ikke defineret noget sted i

skattelovgivningen. Repræsentationsudgifter kan imidlertid

beskrives som udgifter, som en skatteyder afholder for at få

afsluttet forretninger eller for at knytte eller bevare

forretningsforbindelser, og de må være afholdt over for personer,

som ikke er knyttet som medarbejdere til erhvervsvirksomheden.

Repræsentation har karakter af opmærksomhed eller kommerciel

gæstfrihed over for forretningsforbindelser.

Den kommercielle gæstfrihed antager i mange tilfælde samme former som

privat gæstfrihed. Repræsentationsudgifter er således typisk

udgifter til måltider, restaurationsbesøg, tobaks- og drikkevarer,

gaver og opmærksomheder over for forretningsforbindelser og deres

familier, afholdelse af jubilæer, fødselsdage og

forretningsindvielser samt endvidere udgifter til underholdning og

fornøjelser og deltagelse f.eks. i rejser, udflugter og

ferieophold.

Disse udgifter grænser tæt op til privatforbrugsområdet og giver

anledning til en vanskelig grænsedragning. I mange tilfælde er det

også vanskeligt at udsondre repræsentationsudgifter fra andre

driftsomkostninger, som f.eks. udgifter til personalegoder,

reklame, rejser og salgsomkostninger i øvrigt.

Efter momslovens § 16 kan momsregistrerede virksomheder trække momsen

fra på varer og ydelser, som købes til brug for virksomheden.

Efter bestemmelsens stk. 3, er der imidlertid ingen fradragsret

for momsen på en række indkøb, herunder indkøb som vedrører

repræsentation, gaver og personalegoder. Nævnet vedrørende

merværdiafgift m.v. (momsnævnet) har den endelige administrative

afgørelse vedrørende momslovens § 16, stk. 3. Efter momsreglerne

skal man således allerede udskille repræsentationsudgifter fra

visse andre driftsomkostninger.

For at der efter de gældende regler kan gives fradrag for

repræsentationsudgifter, kræves der i forbindelse med

selvangivelsen indsendt en specifikation over de afholdte

udgifter, ligesom disse skal kunne dokumenteres. Selv om de nævnte

dokumentations- og specifikationskrav er opfyldt, er

ligningsmyndighederne berettigede til at skønne over, om de

afholdte udgifter har en sådan erhvervsmæssig tilknytning, at

udgifterne kan anses for fradragsberettigede driftsudgifter.

Derimod er der ikke adgang for ligningsmyndighederne til at nægte

fradrag med den begrundelse, at de afholdte udgifter ikke skønnes

at være rimelige eller nødvendige.

Værdien af repræsentation beskattes i almindelighed ikke hos den, der

modtager repræsentationsydelserne (f.eks. gaverne eller

bespisningen). Den gældende praksis med hensyn til beskatning af

modtagne repræsentationsydelser tilsigtes ikke ændret med det

foreliggende lovforslag.

Ved praktiseringen af reglerne om fradragsret for udgifter til

repræsentation skelnes der mellem lønmodtagere og selvstændige

erhvervsdrivende.

For lønmodtagere gælder, at fradrag for repræsentationsomkostninger

som regel nægtes med den begrundelse, at der ikke er fornøden

sammenhæng mellem udgiftens afholdelse og indkomstens erhvervelse.

Man mener således, at lønmodtageren ikke har en selvstændig

indkomstmæssig interesse i at afholde sådanne udgifter, og at

repræsentationsudgifter ikke er nødvendige for at bestride

stillingen.

Der gælder dog visse undtagelser fra dette udgangspunkt.

En lønmodtager kan på grundlag af sin aflønningsform, f.eks.

provision af omsætningen, have en selvstændig interesse i at

afholde repræsentationsudgifter. Det vil typisk dreje sig om

repræsentanter, handelsrejsende og salgschauffører. Disse grupper

kan efter de gældende regler få anerkendt fradrag for

repræsentationsudgifter efter den gældende bestemmelse i

ligningslovens § 9 (»udgifter i forbindelse med udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde«). For visse grupper af sådanne

lønmodtagere har ligningsrådet fastsat standardfradrag.

Selvstændige erhvervsdrivendes repræsentationsudgifter er ofte mere

omfattende og varierede. De gældende regler om fradragsret for

disse udgifter findes i statsskattelovens § 6 a

(driftsomkostninger) og i ligningslovens § 8.

4. Udenlandske regler.

I flere europæiske lande har man på forskellig måde gennemført

begrænsninger i fradragsretten for repræsentationsudgifter. Der

stilles bl.a. særlige krav til dokumentation af udgifterne.

I Norge blev fradragsretten helt afskaffet i 1974. Fradragsretten er

dog i ganske særlige tilfælde opretholdt for udgifter inden for

visse beløbsgrænser. Afskaffelsen af fradragsretten i Norge har

gjort det nødvendigt at afgrænse repræsentationsudgifter over for

udgifter, der kan fradrages. Den norske ordning ligner derfor i

vidt omfang den ordning, der lægges op til med det foreliggende

lovforslag.

Sverige gennemførte i 1963 en betydelig begrænsning af fradragsretten

for repræsentationsudgifter. Det kræves bl.a., at udgiften har

umiddelbar tilknytning til virksomheden (og ikke til den

skattepligtiges person), og at udgiften kan anses for rimelig. Der

er i Sverige fastsat grænser, inden for hvilke

repræsentationsudgifter kan anses for rimelige. Ved repræsentation

over for ikke-nordiske forretningsforbindelser kan der ske en

rimelig overskridelse af beløbsgrænserne.

I England blev fradragsretten for repræsentationsudgifter væsentligt

indskrænket i 1965. Herefter er der som hovedregel ikke

fradragsret for udgifter til repræsentation, herunder gaver,

afholdt over for indenlandske kunder. Gaver kan dog fradrages,

hvis de højst udgør 10 pund pr. år til samme modtager og ikke

består af føde- og drikkevarer eller tobak eller af gavekort. Over

for udenlandske kunder kan der afholdes fradragsberettigede

repræsentationsudgifter, under forudsætning af at repræsentationen

anses for rimelig, både hvad angår art og omfang.

5. Forslaget.

Efter lovforslaget bibeholder man som anført retten til at fradrage

udgifter til repræsentation, men med den væsentlige begrænsning,

at man kun tillader udgifterne fradraget med et beløb svarende til

25 pct. (75 pct. for 1986) af de afholdte udgifter.

Fradragsretten i den begrænsede form tilkommer således som hidtil

selvstændige erhvervsdrivende, selskaber og skattepligtige

foreninger m.v. samt lønmodtagere, der har en selvstændig

indkomstmæssig interesse i repræsentationsudgifternes afholdelse,

f.eks. provisionslønnede.

Efter forslaget gælder begrænsningen af fradraget både for

indenlandsk repræsentation og repræsentation over for udenlandske

forretningsforbindelser.

Afgrænsningsproblemer.

Som anført grænser repræsentationsudgifter tæt op til

privatforbrugsområdet. Sondringen mellem fradragsberettigede

driftsomkostninger og ikke fradragsberettigede udgifter er

imidlertid et kendt afgrænsningsproblem, som i vidt omfang er

afklaret gennem administrative afgørelser og domme. Dette

afgrænsningsproblem bliver for så vidt mindre efter de nye regler,

hvor fradragsretten begrænses. Den praksis, der har udviklet sig

på dette område, forudsættes opretholdt.

Det er ofte vanskeligt at udsondre repræsentationsudgifter fra andre

driftsomkostninger, som f.eks. udgifter til personalegoder,

reklame, rejser og salgsomkostninger i øvrigt. Afgræsningen over

for disse udgifter har ikke hidtil haft den store betydning for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, da der har været fuld

fradragsret uanset hvilken driftsomkostning, der var tale om.

Under den nye ordning vil denne afgrænsning imidlertid få

afgørende betydning, og den vil derfor blive nærmere omtalt i det

følgende.

a. Repræsentationsudgifter/personaleudgifter og andre interne

udgifter.

Som anført er der kun tale om repræsentation, hvis udgiften afholdes

over for personer, der ikke er knyttet til virksomheden som

medarbejdere m.v.

Personaleudgifter, dvs. udgifter, der afholdes direkte til fordel for

de ansatte i en erhvervsvirksomhed, og som knytter sig til

velfærdsforanstaltninger, eller som tager sigte på at forbedre

arbejdsmiljøet eller arbejdsklimaet, vil i samme omfang som hidtil

kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Det gælder således

normalt en virksomheds tilskud til kantinedrift og sommerboliger

o.lign., der stilles til rådighed for de ansatte. Også udgifter,

der anvendes til festligheder for personalet i forbindelse med

jubilæer, forretningsindvielser, højtider og lignende anledninger,

vil fortsat normalt kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

Efter det foreliggende lovforslag er det derfor nødvendigt at sondre

imellem, om udgifterne er afholdt over for »medarbejdere« (interne

udgifter), eller om de er afholdt over for

forretningsforbindelser.

Som »medarbejdere« betragtes først og fremmest de ansatte i

virksomheden. Et selskabs aktionærer og bestyrelsesmedlemmer

betragtes ikke som forretningsforbindelser, når udgifterne

afholdes over for disse i deres egenskab af henholdsvis aktionærer

og bestyrelsesmedlemmer. De udgifter, et selskab afholder i

forbindelse med en generalforsamling eller et bestyrelsesmøde, vil

således være fradragsberettigede i samme omfang som hidtil. Det

samme gælder for de medlemmer af skattepligtige foreninger m.v.,

der udfører et arbejde for foreningen. Ansatte i et datter- eller

moderselskab til et selskab vil endvidere i denne forbindelse være

at sidestille med medarbejdere i det pågældende selskab.

Virksomhedens kunder, leverandører, rådgivere, forhandlere og

fuldmægtige, kommissionærer, konsignanter og agenter uden

ansættelse i virksomheden betragtes som forretningsforbindelser.

Udgifter, der afholdes over for de omtalte forhandlere og

fuldmægtige, kommissionærer, konsignanter og agenter, kan dog i

ganske særlige tilfælde efter en konkret vurdering anses som

interne udgifter med fuld fradragsret. Dette kan være tilfældet,

hvor en producent eller importør af et bestemt produkt afholder

udgifterne til et kursus eller en instruktion for forhandlerne

m.v. af det pågældende produkt. Det må dog være en betingelse, at

kurset eller instruktionen må anses for at være nødvendig, for at

de pågældende forhandlere m.v. kan varetage deres salgsopgaver

vedrørende det pågældende produkt. Hvis det i sådanne tilfælde vil

være naturligt at sidestille forhandlerne m.v. med virksomhedens

ansatte, kan både rejse-, opholds- og fortæringsudgifter fradrages

i samme omfang, som hvis udgifterne var afholdt over for ansatte.

I andre tilfælde anses rejseudgifter, som erhvervsdrivende

afholder for forretningsforbindelser, for repræsentationsudgifter,

forudsat at udgifterne har den fornødne tilknytning til

indkomsterhvervelsen.

b. Repræsentationsudgifter/andre driftsomkostninger.

Personalegoder.

Som anført vil udgifter til personalegoder i samme udstrækning som

hidtil kunne fradrages fuldt ud som lønudgifter, når udgifterne

afholdes over for virksomhedens personale.

Anvendes et personalegode til repræsentation over for

forretningsforbindelser, skal en forholdsmæssig del af udgifterne

henføres til repræsentationsudgifter og således kun fradrages med

25 pct. Dette gælder f.eks. ved brug af personalekantine, udlån af

firmaets personaleferiebolig eller -båd, firmabil eller lignende

til repræsentative formål. Der kan her være tale om et vanskeligt

værdiansættelsesproblem.

Sker repræsentationen i virksomheden i form af levering af mad og

drikkevarer m.v. udefra til den repræsentative begivenhed, skal

indkøbsprisen for de pågældende varer lægges til grund.

Hvis bespisningen leveres fra virksomhedens personalekantine, skal

virksomheden i stedet for de faktiske udgifter kunne vælge at

anvende takster, der fastsættes af ligningsrådet, således at

fradraget udgør 25 pct. af dette beløb. Taksterne bør fastsættes

således, at de dækker gennemsnitsomkostningerne for et måltid med

drikkevarer fra en personalekantine.

Hvis der til brug for repræsentationen leveres drikkevarer såsom

vand, øl o.lign. fra kantinen, uden at dette sker i forbindelse

med et måltid, vil kantinens udsalgspris kunne lægges til grund.

Af administrative grunde gælder dette også, selv om udsalgsprisen

er lavere end indkøbsprisen for de pågældende varer, hvis

personalet generelt har adgang til at købe de pågældende varer til

den lavere pris.

Sker repræsentationen i form af forretningsforbindelsers brug af

virksomhedens formuegoder, skal en forholdsmæssig del af

udgifterne, herunder eventuelle afskrivninger, anses for afholdt

til repræsentation med begrænset fradragsret. Hvis en

forretningsforbindelse således låner en feriebolig eller en

sejlbåd, der er beregnet til brug for personalet, skal en

forholdsmæssig del af udgifterne vedrørende det pågældende

personalegode anses for repræsentationsudgifter. Administrative

grunde taler for, at det i almindelighed kun betragtes som

repræsentation, når brugen sker i form af et egentligt udlån.

Herefter vil det f.eks. ikke være repræsentation, hvis

virksomhedens ansatte henter kunder i lufthavnen i firmabilen. Det

må i den forbindelse forudsættes, at der er tale om et formuegode,

som i almindelighed anvendes til andre end repræsentative formål.

Hvis formuegodet udelukkende anvendes til repræsentative formål,

vil hele udgiften således skulle betragtes som

repræsentationsudgift.

Reklameudgifter og gaver.

Adgangen til at fradrage udgifter til reklame berøres ikke af det

foreliggende lovforslag. Repræsentationsudgifter må derfor

afgrænses i forhold til reklameudgifter.

I modsætning til repræsentationsudgifter er det karakteristisk for

reklameudgifter, at de normalt afholdes over for en ubestemt kreds

af kunder eller potentielle kunder. Reklameudgifter tager

endvidere sigte på at opretholde en virksomheds almindelige

omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og

fordelagtigt bemærket.

Der foreligger et særligt problem i relation til gaver og

opmærksomheder. Er et firmamærke eller firmanavn påført en

gavegenstand, vil udgifterne i almindelighed kunne betragtes som

reklameudgifter, såfremt det drejer sig om gaver, der i

reklameøjemed er fremstillet i et større antal eksemplarer, og som

ikke er særligt kostbare. Som eksempel herpå kan nævnes askebægre,

papirknive, kuglepenne, kalendere, parkeringsskiver, tændstikæsker

osv. med påtrykt firmanavn. Det er tanken, at sådanne genstande

altid skal anses for reklameartikler, hvis indkøbsprisen eller

fremstillingsprisen ikke overstiger 100 kr. excl. moms.

Herudover vil gaver og opmærksomheder over for

forretningsforbindelser og deres familier skulle henføres til

repræsentationsudgifter, forudsat at udgifterne har den fornødne

tilknytning til virksomhedens drift.

Bidrag, som i reklameøjemed ydes til lotterier o.lign., samt

sponsorers bidrag til sportsfolk, sportsklubber, kulturelle og

lignende formål, skal fortsat anses for reklameudgifter, når

virksomhederne opnår en hertil svarende ret til reklame for deres

navn eller firmamærke.

Udgifter, som en virksomhed afholder i anledning af virksomhedens

jubilæum, indvielse eller lignende, vil som anført normalt være

fuldt fradragsberettigede, når udgifterne afholdes over for

personalet. I det omfang der inviteres forretningsforbindelser til

at deltage i et traktement i en sådan anledning, vil denne del af

udgifterne til bespisning og underholdning m.v. normalt være at

anse som repræsentationsudgifter. Arrangementet kan dog have en

sådan karakter, at der er tale om reklameudgifter. Dette vil være

tilfældet, hvor der åbnes adgang for offentligheden eller for en

større og ubestemt kreds af personer. I så fald vil udgifter til

mindre servering, der ikke har karakter af bespisning, kunne

betragtes som fuldt fradragsberettigede reklameudgifter. Endvidere

vil udgifter til genstande af ubetydelig værdi, som uddeles til

gæster og kunder, kunne anses som reklameudgifter, selv om disse

reklameartikler ikke er forsynet med firmamærke eller firmanavn.

På samme måde vil udgifter til mindre traktementer, der afholdes

i forbindelse med messer og udstillinger eller pressemøder, hvor

der er åben adgang for pressen og andre interesserede, kunne

betragtes som reklameudgifter.

I visse lande er det en kutymemæssig nødvendighed i forbindelse med

afslutning af en handel at udveksle gavelignende ydelser. Sådanne

ydelser vil efter omstændighederne i samme omfang som hidtil kunne

betragtes som fradragsberettigede handelsomkostninger eller

provisionsudgifter.

Vareprøver og rabatter.

Udgifter til vareprøver og rabatter er fortsat fuldt

fradragsberettigede salgsomkostninger. Er der reelt tale om

repræsentationsgaver, der camoufleres som vareprøver eller

rabatter, må udgifterne henføres til repræsentationsudgifter.

c. Sammenkomster med blandet deltagelse.

Som nævnt er udgifter til personalearrangementer normalt fuldt

fradragsberettigede. I det omfang der deltager

forretningsforbindelser i sådanne arrangementer, vil en

forholdsmæssig del af udgifterne skulle henføres til

repræsentationsudgifter.

I en sammenkomst, som en virksomhed arrangerer for

forretningsforbindelser, deltager ofte også medarbejdere fra

virksomheden. Til sådanne repræsentationssammenkomster anses

udgifterne som helhed for afholdt over for

forretningsforbindelserne, således at alle udgifterne skal

henføres til repræsentationsudgifter.

I de tilfælde, hvor en sammenkomst har karakter af repræsentation,

selv om enkelte familiemedlemmer eller private venner har

deltaget, kan den del af udgifterne, der vedrører familie og

private venner, fortsat ikke fradrages.

Hvis sammenkomsten har privat karakter, gælder det fortsat, at ingen

del af udgifterne kan fradrages, selv om der også deltager

forretningsforbindelser i sammenkomsten.

d. Særligt om lønmodtagere.

Hvis en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for

arbejdsgiveren, som denne godtgør efter regning (udlæg), skal

udgifterne henføres til arbejdsgiverens repræsentationsudgifter,

således at arbejdsgiveren kan fradrage 25 pct. af udgifterne. Det

godtgjorte beløb skal ikke medregnes til lønmodtagerens

skattepligtige indkomst. Dette skal efter forslaget også gælde,

hvor lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i

repræsentationsudgifternes afholdelse, f.eks. fordi lønmodtageren

er provisionslønnet. Dette er en ændring af gældende praksis, idet

man hidtil har antaget, at det godtgjorte beløb i så fald skal

medregnes som skattepligtig indkomst for lønmodtageren, medens de

afholdte repræsentationsudgifter både har været

fradragsberettigede hos arbejdsgiveren og hos lønmodtageren som

repræsentationsudgifter. Hvis man ikke ændrede praksis i sådanne

tilfælde, ville fradraget for den samme udgift blive begrænset

både hos arbejdsgiveren og lønmodtageren.

De lønmodtagere, der hidtil har kunnet anvende de af ligningsrådet

fastsatte standardsatser, vil fortsat kunne anvende disse satser,

da der heri også indgår andre fradragsberettigede udgiftsarter.

Det må påregnes, at ligningsrådet regulerer disse satser under

hensyn til de ændrede regler om repræsentation.

Hvor der til en lønmodtager udbetales repræsentationstillæg eller

lignende, skal beløbet medregnes som lønindtægt for lønmodtageren,

medens beløbet kan fradrages som lønudgift for arbejdsgiveren. Det

samme gælder beløb, som arbejdsgiveren udbetaler som godtgørelse

for de af lønmodtageren afholdte repræsentationsudgifter, når

udgifterne godtgøres lønmodtageren uden nærmere specifikation og

dokumentation. I sådanne tilfælde vil tillægget eller godtgørelsen

under den foreslåede ordning fortsat skulle indtægtsføres af

lønmodtageren, medens den pågældendes fradrag for de afholdte

repræsentationsudgifter begrænses. Tillægget eller godtgørelsen

vil som hidtil være fradragsberettiget for arbejdsgiveren som

lønudgift. Hvor tillægget ydes i henhold til lov, sker der ingen

begrænsning af fradragsretten i forhold til gældende regler.

6. Kontrol.

Efter gældende regler er der pligt til i forbindelse med

selvangivelsen at specificere fradrag for repræsentationsudgifter

i følgende hovedposter: 1) restaurationsbesøg, 2) tobak, vin og

spiritus m.v., 3) gaver og blomster, 4) anden repræsentation med

angivelse af arten og 5) godtgørelse til medarbejdere efter

regning. Endvidere bør der føres særskilt regnskab over

repræsentationsudgifterne med angivelse af, i hvilken anledning

udgifterne er afholdt, og om indehaveren, en hovedaktionær,

bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere har deltaget.

Endelig kræves det normalt, at udgifterne kan dokumenteres ved

fremlæggelse af bilag, der skal indeholde visse oplysninger.

Specielt med hensyn til restaurationsbilag forlanges det, at det

på bilaget er noteret, hvem der har deltaget i sammenkomsten, og i

hvilken anledning den er afholdt.

Det er tanken, at disse regler om dokumentation og specifikation af

repræsentationsudgifter skal opretholdes. I denne forbindelse

bemærkes, at der i skattekontrollovens § 2 er hjemmel til, at

ministeren for skatter og afgifter efter indstilling fra

ligningsrådet kan fastsætte regler om, hvilke specifikationer og

hvilke oplysninger, der skal afgives i forbindelse med

selvangivelsen. Der kan under lovens administration vise sig at

være behov for på denne måde at stramme specifikationskravet for

så vidt angår de udgiftsområder, der grænser op til

repræsentationsudgifterne.

7. Provenuemæssige og administrative virkninger.

Det er vanskeligt at give en præcis vurdering af de provenumæssige

virkninger af at begrænse fradraget for repræsentationsudgifter.

Der findes ingen opgørelse over de samlede fradrag for udgifter

til repræsentation.

På baggrund af en ældre stikprøveundersøgelse kan det med et yderst

usikkert skøn anslås, at de samlede fradrag for udgifter til

repræsentation hos erhvervsdrivende personer og selskaber i 1986

og 1987 måske vil være af størrelsesordenen 4 mia kr.

Det skønnes på denne baggrund, at provenugevinsten ved at begrænse

fradraget til 75 pct. af repræsentationsudgifterne vedrørende

indkomståret 1986 vil være af størrelsesordenen 500 mill. kr.,

fordelt med lidt over 250 mill. kr. på erhvervsdrivende personer

og resten på selskaber. Kommunernes andel af den samlede

provenugevinst på ca. 500 mill. kr. kan anslås til ca. 150 mill.

kr.

Den umiddelbare provenugevinst vedrørende indkomståret 1987, hvor

fradraget foreslås begrænset til 25 pct., skønnes at være af

størrelsesordenen 1,5 mia kr., hvoraf noget over 750 mill. kr.

skønnes at hidrøre fra erhvervsdrivende personer. Kommunernes

andel af den samlede provenugevinst på ca. 1,5 mia kr. kan anslås

til ca. 500 mill. kr.

For så vidt angår de administrative konsekvenser bemærkes, at

lovforslaget må antages at ville medføre et vist merarbejde hos

ligningsmyndighederne. Der vil således være behov for at

kontrollere, at repræsentationsudgifter ikke er camoufleret som

fuldt fradragsberettigede driftsomkostninger.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

1. I § 8 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter.«

--/

§ 8. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst opgøres som en procentdel af en forenings formue efter reglerne i lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages: a) løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, eller for sikring af hans tilgodehavende, b) præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, og c) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a) og b), såfremt løbetiden er mindre end 2 år.

/--

2. I § 9 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages

udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25

pct. af de afholdte udgifter.«

--/

§ 9. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde. Udgifter, der efter ligningsrådets anvisning kan fradrages uden dokumentation for størrelsen, kan fradrages med de af ligningsrådet fastsatte satser.

Stk. 2. Beløb, der af arbejdsgiveren udbetales som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det gælder dog ikke dagpenge og rejsegodtgørelser ved udførelse af offentligt hverv, der gør det nødvendigt for lønmodtageren at tage ophold uden for hans hjemstedskommune, jfr. statsskattelovens § 5d.

/--

Ingen

Nr LSF 51

Forslag til Lov om ændring af ligningsloven (Begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter)

Fremsat af Ministeren for skatter afgifter

den 30. oktober 1985