1985 LSF 39 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORBUD MOD ANONYME VIDNER)

Bilag 1

Uddrag af Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 81

H. D. 2. december 1983 i sag II 223/1983

Rigsadvokaten

mod T (adv. Manfred Petersen e.o.)

Narkotika

Den 35-årige T, der tidligere var straffet med 3 måneders fængsel for

overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og var blevet

frakendt førerret betinget, var nu fundet skyldig i videresalg af

mindst 1 kg heroin og 100 g hash, bordelvirksomhed med et udbytte

til T og medgerningsmænd på mindst 240.000 kr., tyveri, 3 tilfælde

af promille- og spirituskørsel m.v. Straffen fastsattes til

fængsel i 5 år 6 måneder og frakendelsestiden til 8 år.

Strafferetspleje V - Vidner

T påstod dommene ophævet og sagen hjemvist til byretten, fordi 2

vidners identitet efter rettens bestemmelse var blevet holdt

skjult for ham, da vidnernes sikkerhed antoges at være i alvorlig

fare. Forsvareren var bekendt med identiteten, men havde fået

pålæg om ikke at røbe den til T. Udtalt, at hvor forklaring

indebærer en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærstående

personer for at lide overlast, kan hensynet til vidnet, jfr.

rpl.'s § 173 stk. 2, begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes

for tiltalt, såfremt sagens alvor og forklaringens betydning

ganske undtagelsesvis gør det påkrævet, at forklaring afgives.

Sagens omstændigheder gav grundlag for hemmeligholdelse, og

hjemvisningspåstanden toges ikke til følge. (Dissens af 2

dommere).

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer

1. I § 835 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Samtidig med at der meddeles forsvareren genpart af

bevisfortegnelsen, sender statsadvokaten en genpart af

fortegnelsen til tiltalte.«

2. § 848, Stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 ikke

har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal

han, når han på ny kommer til stede i retssalen, have oplysning

om, hvem der har afgivet forklaring i hans fravær, og om indholdet

af forklaringen, for så vidt den angår ham.«

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer

1. I § 835 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Samtidig med at der meddeles forsvareren genpart af

bevisfortegnelsen, sender statsadvokaten en genpart af

fortegnelsen til tiltalte.«

2. § 848, Stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 ikke

har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal

han, når han på ny kommer til stede i retssalen, have oplysning

om, hvem der har afgivet forklaring i hans fravær, og om indholdet

af forklaringen, for så vidt den angår ham.«

Bilag 2

Uddrag af Ugeskrift for Retsvæsen, 1984 B, side 289

U.f.R. 1984 s. 81. Højesterets dom af 2. december 1983

Om betydningen af anonyme vidner under domsforhandlingen i

straffesager

(Af Palle Kiil)

I en artikel om vidnebeskyttelse i U 1983 B. 295 ff. har

kriminaldommer Jens Gabe behandlet spørgsmålet om behovet og

muligheden for at beskytte vidner i straffesager, der nærer en

bgrundet frygt for repressalier i form af fysisk overlast, såfremt

de afgiver forklaring til skade for tiltalte.

At der i visse - heldigvis sjældne - tilfælde kan være behov for en

sådan beskyttelse, er åbenbart for enhver, der har haft at gøre

med behandlingen af sager fra netop de miljøer, hvor det af hensyn

til retshåndhævelsen må forekomme særlig påkrævet at kunne

gennemføre retsforfølgning af begåede forbrydelser. Frygten hos

vidnerne har her sit sikre grundlag i de alvorlige tilfælde af

fysisk overlast, som tidligere er forekommet. Sagerne om »opgøret«

i cafe »Frem« på Nørrebro i København (U 1982.797 H) og om

likvideringen af vidnet Michelle Anderson (U 1982.995 H) afslører

med uhyggelig klarhed et kriminelt miljø, hvor man i givet fald

ikke bliver stående ved trusler om fysisk overlast, men er parat

til at realisere disse. Det samme kan vel udledes af avisernes

omtale af rockerbandernes indbyrdes opgør, senest - forud for

afgørelsen i den her omtalte sag - af drabet i Skanderborg i

slutningen af november 1983, omtalt som »det 4. rockerdrab i løbet

af 6 uger.«

Om der efter gældende ret er mulighed for at yde et vidne beskyttelse

mod repressalier ved også under domsforhandlingen at

hemmeligholde vidnets identitet for tiltalte, kunne derimod nok

give anledning til tvivl. Kort refereret er Gabe af den

opfattelse, at bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 2,

indeholder den fornødne hjemmel herfor. Denne opfattelse imødegås

af lektor Peter Blume i hans artikel om anonyme vidner i U 1983 B.

399 ff. Blume konkluderer, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel

for anomyme vidneforklaringer, en opfattelse, som han deler med

Gomard, jfr. Studier i den danske straffeproces (1976) s. 140.

Blume mener heller ikke, at en sådan hjemmel bør søges

tilvejebragt, et standpunkt, som støttes af advokat Thorkild Høyer

i U 1984 B. 44 ff. I hvert fald må det efter Blumes mening være en

opgave for lovgivningsmagten og ikke for domstolene at foretage

den afvejning af på den ene side hensynet til retshåndhævelsens

effektivitet, på den anden side hensynet til individets

retssikkerhed, som må foretages forud for formuleringen af en

regel om anonyme vidneforklaringer.

Ved afgørelsen i den her omtalte sag, der er identisk med den af Gabe

s. 300 amtalte sag fra østre landsrets 1. afdeling, har højesteret

for første gang haft lejlighed til at tage stilling til

spørgsmålet om brugen af anonyme vidner, forstået som vidner, der

afgiver forklaring under domsforhandlingen i en straffesag, uden

at tiltalte bliver gjort bekendt med deres identitet, men hvis

identitet er såvel retten som forsvareren bekendt.

Tiltalte var en nu 35-årig mand, der hørte til inderkredsen omkring

den tiltalte, hvis sag blev afgjort ved højesterets dom 23.

december 1983 (U 1984.127 H). Han var tidligere straffet

adskillige gange bl.a. for berigtigelsesforbrydelser,

bordelvirksomhed og overfald, tildels under udøvelse af grov vold,

samt for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer ved handel

med hash, amfetamin- og preludintabletter, m.v. i mindre mængder.

Den nu rejste tiltale omfattede bl.a. handel med heroin, og såvel

Københavns byret som østre landsret fandt bevist, at tiltalte

gennem en periode på ca. 2 år havde videresolgt mindst 1 kg heroin

med en fortjeneste på i hvert fald 200.000 kr. Afgørelsen byggede

i væsentlig grad på forklaringer, som var afgivet af to vidner,

hvis identitet var holdt skjult for tiltalte, idet der var en

særdeles konkret begrundet frygt for vidnernes sikkerhed.

Under anken til højesteret påstod tiltalte principalt de afsagte

domme ophævet og sagen hjemvist til behandling ved byretten og

anførte til støtte herfor bl.a., at der var begået en alvorlig

rettergangsfejl ved brugen af vidner, med hvis identitet han ikke

var gjort bekendt. Som det fremgår af dommen, bestred

anklagemyndigheden, at fremgangsmåden skulle være i strid med

retsplejeloven. Hvis dette imidlertid fandtes at være tilfældet,

måtte resultatet også efter anklagemyndighedens opfattelse blive

hjemvisning. Proceduren om dette spørgsmål tog for begge parters

vedkommende udgangspunkt i de samme betragtninger og hensyn, som

er kommet til udtryk i de tidligere nævnte artikler af Gabe og

Blume. Der er derfor ikke anledning til her at foretage en nærmere

gennemgang af argumentationen. Nævnes skal blot, at det fra

anklagemyndighedens side også blev påpeget - vistnok med rette -

at der består risiko for iværksættelse af privat retshåndhævelse,

såfremt muligheden for at retsfølge visse grupper af kriminelle i

realiteten må opgives på grund af frygten hos truede vidner for

at afgive forklaring. Også dette problem hører til de

»retssikkerhedsmæssige problemstillinger«, af hvilke Thorkild

Høyer i den foran omtalte artikel naturligt har behandlet navnlig

dem, som fra et forsvarersynspunkt er de væsentligste.

Ved afgørelsen af sagen delte retten sig i et flertal på fem dommere,

der ikke fandt at kunne tage påstanden om hjemvisning til følge,

og et mindretal på to dommere, der ville følge tiltaltes påstand

herom.

Det bør nok straks siges, at der også af flertallets dommere blev

udtrykt tvivl om resultatet og om hensigsmæssigheden af den

anvendte fremgangsmåde, som man fandt i hvert fald kun burde

anvendes ganske undtagelsesvis i særdeles alvorlige sager. I

overensstemmelse hermed siges det i flertallets præmisser

»Efter retsplejelovens § 173, stk. 2, skal retten påse, at særligt

hensyn tages til et vidne, der afgiver forklaring i de i §§

169-172 nævnte tilfælde. Hvis omstændighederne giver grundlag for

at antage, at afgivelse af forklaring i sådanne tilfælde indebærer

en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærstående personer

for at lide overlast, findes hensynet til vidnet at kunne

begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,

såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor

samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det

påkrævet, at forklaringen afgives. Er der herefter truffet

bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets identitet i forhold til

tiltalte, må de i retsplejelovens §§ 834 og 835 indeholdte

bestemmelser om bevisfortegnelsen og sagens øvrige dokumenter samt

bestemmelserne i § 846 om tiltaltes tilstedeværelse under

domsforhandlingen og § 848, stk. 2, om pligten til at gøre

tiltalte bekendt med forklaringer, der er afgivet under hans

fjernelse fra retssalen, forstås med den begrænsning, der er en

naturlig følge af vidneanonymiteten - - -»

Mindretallet udtalte

»Det må i retsplejeloven anses forudsat, at tiltalte til varetagelse

af sine interesser har adgang til personlig at blive bekendt med

ikke blot indholdet af afgivne vidneforklaringer, jfr. § 848, stk.

2, men også til bedømmelse heraf med vidnernes identitet. Idet

disse dommere ikke finder, at retsplejelovens § 173, stk. 2, eller

andre af lovens bestemmelser afgiver hjemmel til fravigelse af

denne grundlæggende regel, stemmer de - - -»

For samtlige dommere har udgangspunktet været det, som også

landsdommer Peter Rørdam har givet udtryk for ifølge referatet fra

en drøftelse af spørgsmålet om anvendelsen af anonyme vidner på et

fællesmøde mellem de to landsretter i september 1983: at hensynet

til vidnet er det primære, således at hensynet til sagens

opklaring og dermed til retshåndhævelsens effektivitet må vige,

hvis vidnet har reel grund til at frygte repressalier og der ikke

er mulighed for at hemmeligholde vidnets identitet for tiltalte -

hvad der efter Rørdams opfattelse ikke er.

Med dette udgangspunkt var spørgsmålet koncentreret til et spørgsmål

om retsplejelovens stillingtagen - eller manglende stillingstagen

- til brugen af anonyme vidner. Direkte udtaler loven intet herom,

og spørgsmålet har næppe nogen sinde været genstand for

lovgiverens overvejelser. I sådanne situationer er det, som Robert

Bech skriver i Retsplejelovens gennem 50 år (1969) s. 175 f., ofte

mere naturligt at spørge, om der er nogen hindring for at vælge

den løsning, som må forekomme den rimeligste, end at spørge, om

loven indeholder formel hjemmel for denne løsning. Modsat

mindretallet har rettens flertal ikke fundet nogen sådan hindring

og har derfor ikke villet udelukke, at der undtagelsesvis, hvor

hensynet til retshåndhævelsens effektivitet særligt gør sig

gældende, kan træffes beslutning om, at vidnets identitet skal

hemmeligholdes for tiltalte med de heraf følgende konsekvenser i

relation til retsplejelovens bestemmelser i øvrigt, en beslutning,

som naturligvis i så fald også loyalt må respekteres af tiltaltes

forsvarer.

Henvisningen til retsplejelovens § 173, stk. 2, i indledningen til

flertallets præmisser indebærer ikke, at der efter flertallets

opfattelse er direkte hjemmel i denne bestemmelse for den anvendte

fremgangsmåde. Men i visse af de der nævnte undtagelsessituationer

kan den pligt til at vise et vidne særlig hensyn, som bestemmelsen

pålægger retten, kun opfyldes, hvis vidnet sikres anonymitetet i

forhold til tiltalte. Herimod kan efter flertallets opfattelse

ikke anføres de i præmisserne omtalte bestemmelser i

retsplejeloven, der indeholder regler om den praktiske

fremgangsmåde i forbindelse med tiltalerejsningen og afviklingen

af domsforhandlingen, men ikke kan antages bindende at forudsætte,

at tiltalte under alle omstændigheder skal gøres bekendt med

vidnernes identitet. Ingen af flertallets dommere har uden

betænkelighed accepteret den anvendte fremgangsmåde. Såvel

principielle som praktiske hensyn kan anføres imod. Man har

imidlertid ikke anset fremgangsmåden for uforenelig med

retsplejeloven og har in concerto fundet, at hensynet til at give

tiltalte en »fair trial« ikke var tilsidesat. Det måtte herefter

forekomme mindre rimeligt, om man ved en ensidig varetagelse af

dette hensyn risikerede at prisgive det også ganske tungtvejende

hensyn til retshåndhævelsen, som gjorde sig gældende i den

pågældende sag. Men - der bør nok sættes en tyk streg under ordene

»ganske undtagelsesvis« i flertallets præmisser.

Som man vil kunne se, er de undtaglsessituationer, i hvilke et vidnes

identitet efter flertallets opfattelse kan hemmeligholdes for den

tiltalte, afgrænser i det væsentlige på samme måde som i det bud

på en lovregel, som Blume har formuleret, men ikke ønsket

gennemført, i sin foran omtalte artikel s. 402. Som allerede

anført har flertallet ikke ment, at retsplejeloven tog stilling

til dette efterhånden påtrængende problem, og flertallet har

derfor heller ikke følt, at problemet nødvendigvis måtte løses ad

lovgivningsvejen.

I sin procedure kom forsvareren kort ind på bestemmelsen i artikel 6,

stk. 3, litra d, i Den euorpæiske Menneskerettighedskonvention,

hvorefter enhver tiltalt er berettiget til »at afhøre og at få

vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som

vidner, der føres imod ham.« Bestemmelsen - og den ligelydende

bestemmelse i artikel 14, stk. 3, litra e, i FN-konventionen om

borgerlige og politiske rettigheder - kan imidlertid næppe være

til hinder for, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte.

Uanset hemmeligholdelsen har tiltaltes fosvarer og tiltatte gennem

denne - adgang til at foretage kontraafhøring af et for tiltalte

anonymt vidne, om end det naturligvis må erkendes, at forsvarerens

kontraafhøring i så fald vanskeliggøres.

Under sagen blev det fra anklagemyndighedens side oplyst, at hverken

den norske eller den svenske anklagemyndighed i praksis var stødt

på problemet om benyttelse af anonyme vidner - endnu. En

avisartikel, der fremkom et par dage efter dommen i nærværende

sag, indeholdt derimod omtale af en afgørelse fra

Bundesgerichtshof i Karlsruhe, hvorefter brugen af anonyme vidner

skulle være forbud i Vesttyskland. Afgørelsen, der fremtræder som

en »Beschluss«, truffet den 17. oktober 1983 af Bundesgerichtshofs

Grosse Senat fuer Strafsachen, indeholder direkte alene en

stillingtagen til spørgsmålet, om det trods forsvarerens protest

er tilladt i dennes fravær at gennemføre vidneafhøring uden for

den egentlige domsforhandling - den såkaldte »kommissarische

Zeugenvernehmung« for en særlig udpeget dommer - af et vidne, som

politiet eller anklagemyndigheden for at undgå at afsløre vidnets

identitet kun ønsker afhørt, såfremt afhøringen kan gennemføres på

denne måde.

Baggrunden for spørgsmålet var, at anklagemyndigheden under en

narkotikasag kun ønskede et vidne, der havde optrådt som køber,

men hvis identitet man ikke ønskede afsløret, afhørt under

domsforhandlingen, hvis dette kunne ske i et lukket retsmøde uden

tiltaltes og forsvarens tilstedeværelse. Retten havde herefter

fundet det udelukket at afhøre vidnet under domsforhandlingen, men

havde, da der efter § 244 i Strafprozessordnung (StPO) - med visse

begrænsninger - påhviler retten en pligt til af egen drift at søge

sagen bedst muligt oplyst med henblik på at finde frem til

sandheden, mod forsvarerens protest besluttet at lade vidnet

afhøre »kommissarisch« uden tiltaltes og forsvarerens

tilstedeværelse, hvorefter et protokollat med forklaringen var

blevet læst op under den fortsatte domsforhandling.

Det kan næppe undre, at spørgsmålet om tilladeligheden af denne

fremgangsmåde blev besvaret benægtende af Bundesgerichtshof.

Retten tilføjede imidlertid, at bestemmelsen i StPO § 68 også

gjaldt ved »kommissarischen Zeugenvernehmungen«. Efter denne

bestemmelse, der findes i StPOs afsnit om vidner, indledes enhver

afhøring med, at vidnet spørges om fornavn og efternavn, alder,

stilling eller erhverv og bopæl. Indtil 1979 var denn bestemmelse

undtagelsesfri. Ved den ændringslov af 5. oktober 1978 åbnedes der

imidlertid mulighed for, at retsformanden kan fritage et vidne for

at give oplysning om sin bopæl, en mulighed, som kan benyttes

netop - og udelukkende - hvis vidnets sikkerhed er truet.

Tilføjelsen i rettens »Beschluss« vedrørende bestemmelsen i StPO §

68 er - frit oversat - begrundet således

»Pligten for et vidne til at oplyse sine personalia har den

betydning, at det gør det muligt for de i retssagen deltagende at

indhente oplysninger om vidnet - - - Bundesgerichtshof har derfor

i - - - (en tidligere sag) - - - truffet den afgørelse, at

personalia for et vidne, der afhøres under domsforhandlingen, ikke

må hemmeligholdes for tiltalte eller forsvareren. Denne opfattelse

fastholder Grosse Senat fuer Strafsachen. Den stemmer også

overens med opfattelsen hos lovgiveren, der med kendskab med

opfattelsen hos lovgiveren, der med kendskab til problematikken

ved - - - (ændringsloven af 5. oktober 1978) - - - alene har gjort

det muligt for et vidne, hvis sikkerhed er truet, at undlade at

give oplysning om sin bopæl, men i øvrigt har ladet StPO § 68 - -

- forblive uændret. Dette gælder også for den »kommissarische

Vernehmung«. Heller ikke under denne afhøring kan vidnet fritages

for forpligtelsen til at oplyse sit navn.'

Som det fremgår, har problemet om beskyttelse af truede vidner i

Vesttyskland ført til en lovændring allerede i 1978. Den løsning,

man har valgt: at fritage vidnet for at give oplysning om sin

bopæl, men ikke om personalia i øvrigt, forekommer umiddelbart

overraskende, men er muligt en tilstrækkelig

beskyttelsesforanstaltning i Vesttyskland. Løsningen synes at

svare til, hvd en række domstole her i landet - herunder

landsretterne - af beskyttelseshensyn praktiserer ved

forhåndsunderretningen til tiltalte om, hvem der er udtaget som

nævninge eller domsmænd, jfr. retsplejerådets betænkning nr.

994/1983 om lægdommerordningen i straffesager m.v. s. 97. For så

vidt angår beskyttelsen af vidner må en sådan foranstaltning

imidlertid antages at være uden effekt her i landet. I de meget få

tilfælde, hvor spørgsmålet bliver aktuelt, må det derfor være

rimeligere at vælge den fremgangsmåde, som er anvendt i den her

omtalte sag: hemmeligholdelse af vidnets fulde identitet, men

alene for tiltalte - også selv om dette, som påpeget af advokat

Rothenborg i Advokaten 1984 s. 77 ff., stiller forsvaret over for

særlige, efter hans mening uløselige problemer.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 71

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Det har hidtil været betragtet som en selvfølge, at en tiltalt i en

straffesag fik oplyst navnene på de vidner, der føres mod ham

under domsforhandlingen. I »Studier i den danske straffeproces«

(1976) antager professor, dr. jur. Bernhard Gomard, at hverken

forklaringernes indhold eller vidnernes identitet må holdes

hemmelig for tiltalte, heller ikke i en situation, hvor vidnerne

har grund til at frygte en hævnakt fra tiltalte eller fra

personer, der står ham nær. I den bevisfortegnelse, der efter

retsplejelovens § 834 skal udfærdiges af anklagemyndigheden, skal

vidnerne betegnes med navn og »hvad der i øvrigt måtte udkræves

til deres nøjagtige betegnelse«. Med de specielle undtagelser, der

er fastsat i loven, skal tiltalte efter § 846 være til stede under

hele domsforhandlingen, så længe han har adgang til at udtale sig,

og efter hvert vidnes forklaring har han efter § 870, stk. 2,

adgang til at fremkomme med sine bemærkninger. Hvis særlige grunde

taler for, at der ellers ikke kan opnås en uforbeholden forklaring

fra et vidne eller en medtiltalt, kan retsformanden efter § 848

bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, medens forklaringen

afgives. Men tiltalte skal da, når han kommer tilbage til

retssalen, gøres bekendt med indholdet af den afgivne forklaring,

for så vidt den angår ham, og det samme gælder, når tiltalte på

grund af støjende eller anden utilbørlig optræden har måttet

fjernes fra retssalen, jfr. § 849 sammenholdt med § 151.

Ved højesterets dom af 2. december 1983, der er gengivet i Ugeskrift

for Retsvæsen 1984, s. 81 ff., har højesteret imidlertid med fem

dommerstemmer mod to godkendt, at de ovenfor omtalte almindelige

regler fraviges i særlige undtagelsestilfælde, hvor vidnet vælger

at afgive forklaring, selv om den pågældende efter retsplejelovens

Bilag 3

LANDSFORENINGEN AF ADVOKATER

ANTAGET TIL UDFØRELSE AF OFFENTLIGE

OG BENEFICEREDE SAGER

Landsforeningen skal herved tillade sig at rette henvendelse til

folketingets retsudvalg i anledning af en højesteretsdom, som

stærkt her foruroliget den danske forsvarerstand.

Højesteretsdommen er afsagt den 2. december 1983 og bragt i Ugeskrift

for Retsvæsen 1984 side 81 H. Dommen vedrører anonymisering af

vidner i en narkotikasag.

Med højesteretsdommen accepterede 5 af 7 af højesterets dommere (ud

af i alt 16 højesteretsdommere), at identiteten af to hovedvidner

i sagen holdtes skjult for tiltalte, såvel som visse enkeltheder i

vidnernes forklaring ikke kunne refereres for den tiltalte af

hensyn til effektiviteten i anonymiseringen. Højesteret

accepterede tillige, at tiltalte ikke kunne være til stede under

den del af anklagemyndighedens procedure, hvor anklagemyndigheden

i detaljer gennemgik indholdet af de to vidneforklaringer.

To dommere i højesteretssagen dissentierede, idet de ikke fandt

hjemmel i retsplejeloven for den anvendte fremgangsmåde.

Som påpeget af advokat Arnold Rothenborg i Advokaten 1984 side 77,

indebærer fremgangsmåden uløselige problemer for forsvaret.

Tiltalte er forsvarsløs over for vidernes forklaring, når han/hun

ikke har reel mulighed for at gå ind i en tilbagevisning af

vidnernes oplysninger, eksempelvis ved gennem sin forsvarer af

fremdrage oplysninger, som stærkt belaster de pågældende vidners

troværdighed.

Det er indlysende, at denne mangel ikke afhjælpes ved, at forsvareren

er bekendt med vidnernes identitet, idet forsvarerren typisk får

sine oplysninger via den tiltalte.

Det er forsvarerstandens opfattelse, at problemet ej heller afhjælpes

ved et udsagn om, at bevisværdigheden af anonymiserede vidners

udsagn må have begrænset vægt. I den ovenfor nævnte højesteretsdom

bliver tiltalte i alt væsentligt dømt på grundlag af de anonyme

vidners udsagn.

Højesteret har i sin begrundelse klart givet udtryk for, at accepten

af vidneanonymisering har undtagelsens karakter. Højesteret vil

acceptere »at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,

såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor

samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det

påkrævet, at forklaringen afgives«.

Når højesteretsdommen har vakt alvorlig foruroligelse og bestyrtelse

i forsvarerkredse, hænger det sammen med, at dommen rummer en klar

grænseoverskridelse af de hensyn til »fair trial«, som er

fundamentale for et retssamfund som det danske. Dommen må i sin

videste konsekvens siges at være udtryk for, at overordnede

samfundsmæssige hensyn må fortrænge individets retsbeskyttelse.

Det er forsvarerstandens enige opfattelse, at den retstilstand, som

højesteretsdommen afspejler, etablerer en sådan bevisusikkerhed,

at den er uværdig for et retssamfund som det danske. Det er

samtidig vort håb, at nærværende henvendelse til folketingets

retsudvalg kan bevirke et lovgivningsinitiativ, som afskærer

mulighederne for en bevisførelse ved danske domstole, som reelt

ikke giver tiltalte mulighed for at forsvare sig betryggende, og

som forekommer at være eklatant i modstrid med bestemmelserne om

»fair trial« i artikel 6 i den europæiske

menneskerettighedskonvention.

Vi skal tillade os, at vedlægge nærværende henvendelse, fotokopi af

højesteretsdommen, fotokopi af højesteretsdommen, fotokopi af

højesteretsdommer Palle Kiils kommentar til højesteretsdommen i

Ugeskrift for Retsvæsen 1984 B, side 289 samt fotokopi af advokat

Arnold Rothenborgs indlæg i Advokaten 1984 side 77.

København, den 19. september 1984

Erik Rasmussen

Folketingets retsudvalg

Christiansborg

1218 København K

§ 171 ikke har pligt til afgive forklaring, fordi forklaringen må

antages at ville udsætte vidnet for tab af velfærd. Et resume af

dommen, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 81, er

optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Det hedder i flertallets præmisser

»Efter retsplejelovens § 173, stk. 2, skal retten påse, at særligt

hensyn tages til et vidne, der afgiver forklaring i de i §§

169-172 nævnte tilfælde. Hvis omstændighederne giver grundlag for

at antage, at afgivelse af forklaring i sådanne tilfælde indebærer

en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærtstående personer

for at lide overlast, findes hensynet til vidnet at kunne

begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,

såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor

samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det

påkrævet, at forklaringen afgives. Er der herefter truffet

bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets identitet i forhold til

tiltalte, må de i retsplejelovens §§ 834 og 835 indeholdte

bestemmelser om bevisfortegnelsen og sagens øvrige dokumenter samt

bestemmelserne i § 846 om tiltaltes tilstedeværelse under

domsforhandlingen og § 848, stk. 2, om pligten til at gøre

tiltalte bekendt med forklaringer, der er afgivet under hans

fjernelse fra retssalen, forstås med den begrænsning, der er en

naturlig følge af vidneanonymiteten.«

Mindretallet udtalte

»Det må i retsplejeloven anses forudsat, at tiltalte til varetagelse

af sine interesser har adgang til personlig at blive bekendt med

ikke blot indholdet af afgivne vidneforklaringer, jfr. § 848, stk.

2, men også til bedømmelse heraf med vidnernes identitet. Idet

disse dommere ikke finder, at retsplejelovens § 173, stk. 2, eller

andre af lovens bestemmelser afgiver hjemmel til fravigelse af

denne grundlæggende regel, stemmer de . . ».

Højesterets dom er kommenteret af højesteretsdommer Palle Kiil i

Ugeskrift for Retsvæsen 1984 B, s. 289 ff. Kommentaren er optaget

som bilag 2 til det foreliggende lovforslag. Det oplyses i

kommentaren, at der også af flertallets dommere blev udtrykt tvivl

om resultatet og om hensigtsmæssigheden af den anvendte

fremgangsmåde, og at ingen af flertallets dommere uden

betænkelighed har accepteret den anvendte fremgangsmåde, idet

såvel principielle som praktiske hensyn kan anføres imod.

Flertallet har imidlertid ikke ment, at retsplejeloven tog

stilling til problemet, og man har derfor heller ikke følt, at

problemet nødvendigvis måtte løses ad lovgivningsvejen.

I de meget alvorlige straffesager, hvor anonymisering af vidner efter

højesteretsdommen undtagelsesvis kan ske, indebærer

anonymiseringen, at vidnernes identitet hemmeligholdes for

tiltalte, at man for tiltalte hemmeligholder de punkter i

vidneforklaringerne, hvoraf tiltalte kunne slutte sig til, hvem

der havde afgivet forklaringen, og at tiltalte - som det var sket

under landsrettens behandling af den sag, der blev pådømt af

højesteret - fjernes fra retssalen under den del af proceduren,

der angår de anonymiserede vidneforklaringer.

Anonymiseringen betyder således en væsentlig forringelse af tiltaltes

muligheder for at forsvare sig imod den tiltale, der er rejst imod

ham. Og netop fordi anonymisering af vidneforklaringer efter

højesteretsdommen kun kan finde sted i meget alvorlige

straffesager, kan en sådan svækkelse af tiltaltes forsvarsmulighed

forekomme særlig betænkelig.

På denne baggrund og i betragtning af, at retsplejeloven i øvrigt

indeholder en detaljeret fastlæggelse af tiltaltes retsstilling,

er det forslagsstillernes opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt

- og i givet fald i hvilket omfang - der i straffesager her i

landet bør kunne anvendes anonyme vidner, bør reguleres gennem

særlige bestemmelser i retsplejeloven.

Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at indholdet af en

sådan lovgivning bør være et forbud mod anvendelse af anonyme

vidner. Hermed er forslagsstillernes synspunkter i

overensstemmelse med dem, der anføres af Landsforeningen af

advokater antaget til udførelse af offentlige og beneficerede

sager, der i en skrivelse af 19. september 1984 til folketingets

retsudvalg har henstillet, at folketinget ved lovgivning »afskærer

mulighederne for en bevisførelse ved danske domstole, som reelt

ikke giver tiltalte mulighed for at forsvare sig betryggende, og

som forekommer at være eklatant i modstrid med bestemmelserne om

»fair trial« i artikel 6 i den europæiske

menneskerettighedskonvention.' Foreningens skrivelse er optaget

som bilag 3 til det foreliggende lovforslag. Bilaget er omdelt til

folketingets retsudvalg under alm. del - bilag 300, folketingsåret

1983-84 (2. samling).

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret

1984-85 fremsat lovforslag, se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 3582 og 4816, samt tillæg A sp. 1855.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter retsplejelovens § 834 skal statsadvokaten samtidig med

indleveringen af anklageskriftet eller snarest muligt derefter på

rettens kontor indlevere bl.a. en såkaldt »bevisfortegnelse«, dvs.

en fortegnelse over de beviser, som agtes fremført. I denne

bevisfortegnelse skal vidner og syns- eller skønsmænd betegnes med

navn »og hvad der i øvrigt måtte udkræves til deres nøjagtige

betegnelse«.

En genpart af bevisfortegnelsen skal efter § 835 samtidig sendes til

forsvareren.

Den foreslåede tilføjelse til § 835, hvorefter også tiltalte skal

have tilsendt en genpart af bevisfortegnelsen, skal sikre, at

tiltalte ikke blot under selve domsforhandlingen, men straks fra

tiltalerejsningen skal have samme oplysninger som forsvareren om

de vidner, anklagemyndigheden ønsker at føre imod ham.

Det vil nemlig være en forudsætning for, at tiltalte i samråd med

forsvareren kan tage stilling til, hvilke beviser han på sin side

ønsker at fremføre, således at forsvareren kan aflevere sin

bevisfortegnelse efter reglerne i § 836.

Til nr. 2

Efter retsplejelovens § 848, stk. 1, kan retsformanden beslutte, at

tiltalte skal forlade retssalen, medens et vidne eller en

medtiltalt afhøres, når særlige grunde taler for, at en

uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

I sådanne tilfælde skal tiltalte efter § 848, stk. 2, når han kommer

tilbage i retssalen, have forklaringen gentaget eller oplysning om

dens indhold, for så vidt den angår ham.

Den foreslåede ændring af den sidstnævnte bestemmelse går ud på, at

tiltalte ikke blot skal have oplyst forklaringens indhold, for så

vidt den angår ham, men også, hvem der har afgivet forklaringen.

Herved sikres det, at tiltalte får oplysning om identiteten af de

vidner, der afgiver forklaring i hans fravær under

domsforhandlingen.

INGEN

Nr LSF 39

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forbud mod anonyme vidner)

Fremsat af Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) Lenger (VS) Pernille Falcon (VS)