1985 LSF 13 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG)

§ 1

I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jfr. lovbekendtgørelse nr.

81 af 5. marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 261 af 6. juni

1985, foretages følgende ændringer

1. § 3 affattes således

»§ 3. Lønmodtagere, der ved sygdommens indtræden har været

beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst 40 timer inden for de sidste

4 uger, og som ikke får udbetalt fuld løn under sygdommen, har ret

til fra arbejdsgiveren at få udbetalt dagpenge i 13 uger regnet

fra 1. fraværsdag (arbejdsgiverperioden). For lønmodtagere, der er

beskæftiget i kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold hos

arbejdsgivere, der ikke har frigjort sig for forpligtelsen efter §

13, indtræder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren, uanset om

beskæftigelseskravet er opfyldt.

Stk. 2. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren indtræder tidligst 3

uger efter ansættelsen. Denne begrænsning gælder dog ikke de

lønmodtagere, der er omtalt i § 13. Chefen for sikringsstyrelsen

kan fastsætte nærmere bestemmelser herom.

Stk. 3. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren gælder, uanset om

ansættelsen ophører inden udløbet af arbejdsgiverperioden. Chefen

for sikringsstyrelsen fastsætter dog nærmere regler, hvorefter

dette fraviges, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.«

2. § 18, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I andre tilfælde har lønmodtageren ret til dagpenge fra 1.

fraværsdag, såfremt anmodning indgives samme dag.«

3. I § 18, stk. 3, 2. pkt., ændres »2. fraværsdag« til: »1.

fraværsdag«.

4. § 28 affattes således

»§ 28. Personer, der har anden dagpengegivende erhvervsindtægt end

lønindtægt, kan sikre sig dagpenge i de første 3 uger af

sygeperioden.«

§ 2

Lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom

ophæves.

§ 3

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Under den borgerlige regerings efterårsmanøvre 1982 gik det hårdt ud

over det sociale område, hvilket betød, at grupper i samfundet,

der i forvejen havde været tvunget til at skære leveniveauet ned

som følge af den økonomiske krise og skiftende regeringers

besparelser, nok en gang måtte holde økonomisk for. Som et af de

mange initiativer lykkedes det regeringen at skaffe flertal for at

indføre karensdag ved sygdom for lønmodtagere. Karensdagen betød,

at der igen blev indført en slags skat på sygdom, fordi

lønmodtagere i almindelighed herefter skulle betale for den første

sygedag.

De borgerlige partiers interesse i indførelse af karensdagen delte

sig i to, dels den officielle, hvor argumentet gik på ønsket om

offentlige besparelser, dels den mere uofficielle (og måske

reelle), som lejlighedsvis blev fremført af diverse borgerlige

politikere, nemlig at man med en karensdag ved sygdom ville komme

pjækkeri og andet unødigt fravær til livs. Her kom borgerlige

politikeres generelle mistro til almindelige mennesker klart til

udtryk. Det blev oven i købet fremført til trods for, at

sygefraværet i Danmark på daværende tidspunkt var mindre end i de

lande, vi normalt sammenligner os med.

Karensdagen har nu fungeret siden 1. april 1983 - altså godt 2 år -

og det kan konstateres, at debatten om den og besværlighederne med

den aldrig har været større end nu.

For det første kan det konstateres, at karensdagen i vidt omfang har

udviklet sig til at være en særlov vendt mod offentligt ansatte.

Denne situation er tilsyneladende også gået op for selv

gruppeformændene for venstre og kristeligt folkeparti, der som

bekendt begge tilhører regeringspartierne. At det forholder sig

sådan, skyldes, at store dele af det private erhvervsliv ikke

bruger karensdagen over for deres ansatte. Årsagen er, dels at den

strider mod enhver form for moderne personalepolitik, dels at den

medfører eller kan medføre unødig uro på de enkelte

arbejdspladser.

Denne mulighed for at undgå karensdagen har offentligt ansatte ikke.

Her gælder loven fuldt ud, selv om adskillige kommuner ud fra de

samme betragtninger som det private erhvervsliv har ønsket at

slippe for at trække personalet i løn ved sygdom. Men da

kommunerne bliver holdt i kort snor af regeringen specielt i

skikkelse af den allestedsnærværende og -talende

indenrigsminister, er det blevet ved ønsket.

For det andet kan det konstateres, at sygefraværet blandt

lønmodtagere, som i en årrække var faldende i Danmark, nu atter er

stigende. Det er naturligvis vanskeligt håndfast at bevise, at det

lige netop skyldes karensdagen, men at gå til den modsatte

yderlighed, som det er lykkedes socialministeren, og benægte

enhver form for sammenhæng vidner kun om almindelig afmagt hos den

selvsamme minister.

For det tredje har karensdagen medført en omfattende

meradministration. Som eksempler skal nævnes administration af §

12-aftalerne, vurderingen af, om der er tale om en arbejdsskade,

hvor der ikke skal trækkes for sygefraværet, tilbagefaldsreglen og

fraværet ved børns første sygedag, hvor der heller ikke skal

trækkes, hvis den pågældende overenskomst hjemler ret til fravær i

den slags tilfælde.

Der er med andre ord argumenter nok for at afskaffe karensdagen og

erkende, at den var en fejltagelse.

Det skal til slut bemærkes, at foreslagsstillerne af hensyn til

lovforslagets økonomiske konsekvenser har valgt at lade den

såkaldte arbejdsgiverperiode forblive på 13 uger - den længde, som

den borgerlige regering fik den forlænget til i efteråret 1982.

Ingen

Nr LSF 13

Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og om ophævelse af lov om begrænsning af løn under sygdom (Ophævelse af karensdag)

Fremsat af Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF) Lenger (VS) Tinning (VS)

den 2. oktober 1985