1985 LSF 88 FORSLAG TIL LOV OM AFVIKLING AF KLORPRODUKTIONEN PÅ DANSK SOJAKAGEFABRIK, ISLANDS BRYGGE, KØBENHAVN

§ 1. Kloralkalianlægget på Islands Brygge i København, tilhørende

Dansk Sojakagefabrik ApS, må ikke anvendes til produktion af klor

efter den 1. januar 1990.

Stk. 2. Salget af klor fra lagertankene på anlægget skal være

afsluttet senest med udgangen af 1990.

§ 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende forurening

og sikkerhedsforanstaltninger på kloralkalianlægget, indtil

produktionen og salget af klor på anlægget er endeligt ophørt.

Stk. 2. Afgørelser i henhold til stk. 1 kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed.

§ 2 med bøde.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 83, stk. 2, 4 og 5, i lov om

miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985,

finder tilsvarende anvendelse.

§ 3. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,

straffes overtrædelse af § 1 eller af regler udstedt i henhold til

§ 4. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

I. Indledning

I spørgsmålet om risikoen i forbindelse med produktion, oplagring og

transport af klor på Dansk Sojakagefabriks anlæg på Islands Brygge

i København, afgrænset af Axel Heidesgade, Artillerivej,

Drechselsgade og Islands Brygge, står man over for nogle helt

specielle og også ganske komplicerede forhold. Endvidere gør der

sig det gældende, at det har været temmelig uklart, hvem der kunne

træffe beslutninger, og hvem der havde ansvaret for disse

beslutninger.

Disse forhold har afspejlet sig i miljømyndighedernes usikre og

langvarige behandling af det klare sikkerhedsproblem, som

kloranlægget udgør for tusinder af københavnere. Der er formentlig

ikke mange andre sager, som i så lang tid har vandret frem og

tilbage i klagesystemet på miljøbeskyttelsesområdet. Kravet om

flytning af kloranlægget væk fra det tætbebyggede område på

Islands Brygge går således langt tilbage og blev med særlig stor

vægt fremført i en 100 sider lang klage fra beboere i området i

januar 1979.

Efter nogle delafgørelser vedrørende forureningsforholdene afviste

Københavns kommune i sommeren 1982 klagens hovedkrav om, at

»klorproduktionen og klorlagrene må overflyttes til et mindre

tætbefolket område«. Miljøstyrelsen erklærede sig den 22. november

1982 enig i, at »sagen har været behandlet så indgående, at sagens

parter med rette kan forvente en afgørelse«, men først efter en

afgørelse i miljøankenævnet den 26. april 1983 har styrelsen

realitetsbehandlet sagen, og først den 22. april 1985 - mere end 6

år efter klagens fremkomst - traf miljøstyrelsen afgørelse i

sagen. Sagen er herefter på ny havnet i miljøankenævnet.

Problemet har altså hverken formelt eller reelt fundet sin løsning,

men er blot til stadighed blevet taget op til ny vurdering og

overvejelse i de forskellige klageinstanser. Det administrative

ankesystem har med andre ord vist sig ude af stand til at skabe en

tilfredsstillende løsning på den særlige og uacceptable fare, som

et stort område i København rundt om Dansk Sojakagefabrik er udsat

for. Det er en urimelig situation, at klagemyndighederne ikke

hurtigere har set sig i stand til at bedømme og forholde sig til

ulykkesrisikoen ved så farlige aktiviteter, selv om problemerne

har været fuldt oplyst siden 1980. For øjeblikket behandles

klagesagen stadig af miljøankenævnet, og at dømme efter

ankenævnets udtalelser har en afgørelse derfra lange udsigter.

Særlig risikobetonet virksomhed skal væk fra byområder.

II. Forslagets baggrund

Baggrunden for nærværende lovforslag er en opfattelse af, at

klorproduktionsanlæg og andre industrielle aktiviteter, der kan

medføre større uheld, og som dermed udgør en overhængende fare for

mennesker og miljø, ikke bør være placeret i bymæssige

bebyggelser.

Dette understreges af de omfattende undersøgelser og vurderinger, der

er foretaget af Dansk Sojakagefabriks kloranlæg igennem de seneste

år, først og fremmest gennem forsøgsanlæg Risøs risikoanalyse fra

april 1980, Københavns kommunes miljøkontrols redegørelse om

risiko fra oktober 1980 og miljøstyrelsens redegørelse om

kloranlægget fra april 1985.

Af disse redegørelser fremgår det, at sandsynligheden for en alvorlig

ulykke på kloranlægget må antages at være meget lille, men at de

mulige skadevirkninger til gengæld er meget store, ja nærmest

uoverskuelige. Samtidig synes det at være yderst begrænset, hvad

der yderligere kan gøres for at reducere omfanget af

konsekvenserne af et eventuelt større uheld på kloranlægget.

I Risøs og miljøkontrollens redegørelser tager man ikke direkte

stilling til, om kloranlæggets placering er forsvarlig, men man

vurderer sandsynligheden for brud o.lign. på anlægget, og hvad der

kan ske ved et større udslip af klor til omgivelserne. På baggrund

af beregningerne anfører Københavns kommunes miljøkontrol bl.a.

følgende om konsekvenserne af et stort udslip fra en

klorlagertank

»Et pludseligt udslip på 20 eller 27 tons klor vil være en alvorlig

ulykke. Klorskyen vil i løbet af få minutter brede sig over et

areal med nogle hundrede meter i diameter, inden for hvilket der

er dødelige klorkoncentrationer. Klorskyen som helhed vil føres

med vinden under stadig fortynding, men kan især ved lave

vindhastigheder godt udbrede sig et stykke imod vindretningen.

Klorskyen bestryger herved en flere hundrede meter bred bane i

vindretningen. Det skønnes, at klorskyen alt efter vejrforholdene

skal bevæge sig fra adskillige hundrede meter til nogle kilometer,

før den er fortyndet så meget, at udendørs personer ikke udsættes

for dødelige doser. Det er miljøkontrollens opfattelse, at en

sådan klorsky i hvert fald ikke kan medføre dødelige doser på

afstande ud over 10 kilometer.«

Alene inden for en radius af 1 km fra kloranlægget bor der godt 8.000

personer! Med hensyn til risiko for omgivelserne er anlægget

simpelt hen landets dårligst placerede virksomhed.

Miljøkontrollens beregninger af de alvorlige konsekvenser af et stort

klorudslip er ikke blevet rokket af senere undersøgelser, der

faktisk ikke har føjet noget afgørende nyt til vurderingerne fra

1980.

De mange og grundige undersøgelser i sagen synes altså entydigt at

pege på, at kloranlægget er en alt for farlig virksomhed at have

liggende i et så tæt befolket område.

Folketinget bør ikke acceptere en så klart dokumenteret

ulykkesrisiko, men må i stedet søge at eliminere den. Det er

åbenbart, at dette kun kan ske ved at forbyde den pågældende

klorproduktion i Københavns centrum og ved at gennemføre de

nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på anlægget, indtil

produktionen, salget og oplagringen af klor er endeligt ophørt.

III. Ulykkesrisikoen på Dansk Sojakagefabriks kloranlæg

Som det fremgår af ovenstående, må konsekvenserne af et eventuelt

stort udslip af klor fra en lagertank vurderes som så

katastrofale, at de i sig selv er uacceptable i et byområde, også

selv om man tager den begrænsede sandsynlighed for, at

konsekvenserne opstår, i betragtning.

Når det gælder andre typer af farlige udslip fra kloranlægget, er

ikke blot konsekvenserne, men også sandsynligheden for, at

uheldene sker, betragtelige. Det gælder f.eks. klorudslip fra

produktionsanlægget (cellehallen), tappeanlæggene og rørsystemet

m.v.

I årenes løb er der indtruffet en række uheld, som ifølge

virksomheden var uforudsigelige og utænkelige, f.eks. udslippet af

150 kg klor i efteråret 1978, hvor 14 personer måtte

hospitalsindlægges til observation for klorforgiftning, og den

store eksplosion i benzinekstraktionsanlægget i sommeren 1980, som

kun ved et lykketræf undgik at koste menneskeliv, og som meget vel

kunne have beskadiget kloranlægget. Dertil kommer en lang række

mindre uheld og brande m.v., som til stadighed har mindet

beboerne, haveforeningsfolk, børneinstitutioner og virksomheder i

området om, hvad det er for et farligt anlæg, man er nabo til.

For så vidt angår risikoen ved sådanne »mindre« klorudslip skal blot

henvises til den i pressen omtalte diskussion mellem Københavns

kommunes miljøkontrol og miljøstyrelsen vedrørende konsekvenserne

af et eventuelt rørbrud på en ledning med flydende klor.

Miljøkontrollen påpegede her en grundlæggende fejl i det

materiale, der ligger til grund for miljøstyrelsens afgørelse af

22. april 1985, og fastslog, at en klorkoncentration på 100 ppm i

området Sturlasgade/Kigkurren ville være dødelig allerede ved 10

minutters ophold. Miljøministeren erklærede sig i sit svar af 16.

juli 1985 på spørgsmål nr. S 1394, se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 11686, enig i denne beregning af klorens

påvirkningstid

»Miljøstyrelsen har i sin redegørelse om Dansk Sojakagefabrik, side

47, fejlagtigt anført den dødelige koncentrationsgrænse, der

gælder for 100 mg/m3, i stedet for den koncentrationsgrænse, der

gælder for 100 ppm. Fejlen har betydning for en vurdering af

følgerne af et rørbrud på Dansk Sojakagefabrik, idet

påvirkningstiden, før en koncentration bliver dødelig, forrykkes

fra 1-2 timers eksponering til ca. 10 minutters eksponering.«

Hertil skal føjes, at den beregnede klorkoncentration på 100 ppm er

ved standardvejrbetingelser. Under andre vejrforhold kan der opstå

højere koncentrationer i boligområderne. Københavns kommunes

miljøkontrol har anslået 300 ppm, og en sådan klorkoncentration

kan være dødelig ved nogle få minutters ophold.

De højeste klorkoncentrationer i tilfælde af rørbrud o.lign. på Dansk

Sojakagefabrik vil imidlertid ikke forekomme i beboelses- og

erhvervsområderne på Islands Brygge, men ved nogle nærmere

liggende børneinstitutioner, som er placeret kun ca. 250 m fra

anlægget. Her kan klorpåvirkningen være dødelig ikke blot efter få

minutter, men efter få åndedrag.

Generelt gælder, at en forøgelse af klorkoncentrationen forøger den

skadelige virkning på mennesker mere end en forøgelse af

påvirkningstiden.

IV. Miljø og økonomi

I miljøbeskyttelseslovens formålsparagraf er det i § 1, stk. 3, bl.a.

anført

»Ved bedømmelse af omfanget og arten af foranstaltningerne til

forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der på den ene side

lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens

virkninger på disse og på den anden side den samfundsmæssige nytte

af den virksomhed, der er nævnt i § 2, og omkostningerne ved

beskyttelsesforanstaltninger.«

Miljømyndighederne har indtil nu benyttet denne bestemmelse som

begrundelse for at undlade at gribe ind over for en notorisk

farlig situation på Islands Brygge, og man kan næppe sætte sin lid

til, at miljøankenævnet vil ændre denne praksis. Forslagsstillerne

finder det ikke tilfredsstillende, at miljømyndighederne lader stå

til over for den konstaterede risiko ved blot at henvise til § 1,

stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, og finder det derfor nødvendigt

med en særlig lovgivning vedrørende klorproduktionen på Islands

Brygge i København.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en afvejning mellem miljø og

økonomi i sagen om kloranlægget på Islands Brygge burde føre til

den konklusion, at miljøet vejer tungest. En forebyggelse af

forureninger og ulykker vedrørende kloranlægget er så afgørende,

at et forbud imod anlæggets fortsatte drift i området er den

eneste rimelige foranstaltning.

På kloranlægget er der 50-100 arbejdspladser, og der er 350 på den

øvrige del af virksomheden (oliemøllen m.v.).

De politiske overvejelser vedrørende forurenings- og

risikospørgsmålet må i sagen om Dansk Sojakagefabriks kloranlæg

have forrang frem for de beskæftigelsesmæssige og rent økonomiske

betragtninger. I denne forbindelse henvises til miljøministerens

bemærkninger under 1. behandling den 14. november 1985 af forslag

til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om

genanvendelse og begrænsning af affald og lov om kemiske stoffer

og produkter (L 52) fremsat af socialistisk folkeparti og

venstresocialisterne, se Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne, sp. 2309 ff.

Bemærkninger til lovforslagets bestemmelser

Ad § 1

Fristen er sat til 1. januar 1990, fordi forslagsstillerne finder, at

virksomheden bør have en rimelig tid til afvikling af produktionen

i København og eventuel udflytning til et forsvarligt

produktionssted.

I øvrigt henvises til de generelle bemærkninger.

Ad § 2

Under afviklingsperioden er det påkrævet, at de nødvendige

forbedringer af sikkerheden iværksættes. Her kan bl.a. henvises

til de seneste af miljøstyrelsen krævede foranstaltninger.

Ingen

Nr LSF 88

Forslag til Lov om afvikling af klorproduktionen på Dansk Sojakagefabrik, Islands Brygge, København

Fremsat af Margrete Auken (SF) Carsten Andersen (SF) Finn O. Christensen (SF) Ole Henriksen (SF) Leif Hermann (SF) Ingerlise Koefoed (SF) Rahbæk Møller (SF) Gert Petersen (SF) Ebba Strange (SF)

den 27. november 1985