1985 LSF 39 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORBUD MOD ANONYME VIDNER)
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Provisions)
Bilag 1
Uddrag af Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 81
H. D. 2. december 1983 i sag II 223/1983
Rigsadvokaten
mod T (adv. Manfred Petersen e.o.)
Narkotika
Den 35-årige T, der tidligere var straffet med 3 måneders fængsel for
overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og var blevet
frakendt førerret betinget, var nu fundet skyldig i videresalg af
mindst 1 kg heroin og 100 g hash, bordelvirksomhed med et udbytte
til T og medgerningsmænd på mindst 240.000 kr., tyveri, 3 tilfælde
af promille- og spirituskørsel m.v. Straffen fastsattes til
fængsel i 5 år 6 måneder og frakendelsestiden til 8 år.
Strafferetspleje V - Vidner
T påstod dommene ophævet og sagen hjemvist til byretten, fordi 2
vidners identitet efter rettens bestemmelse var blevet holdt
skjult for ham, da vidnernes sikkerhed antoges at være i alvorlig
fare. Forsvareren var bekendt med identiteten, men havde fået
pålæg om ikke at røbe den til T. Udtalt, at hvor forklaring
indebærer en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærstående
personer for at lide overlast, kan hensynet til vidnet, jfr.
rpl.'s § 173 stk. 2, begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes
for tiltalt, såfremt sagens alvor og forklaringens betydning
ganske undtagelsesvis gør det påkrævet, at forklaring afgives.
Sagens omstændigheder gav grundlag for hemmeligholdelse, og
hjemvisningspåstanden toges ikke til følge. (Dissens af 2
dommere).
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november
1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer
1. I § 835 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum
»Samtidig med at der meddeles forsvareren genpart af
bevisfortegnelsen, sender statsadvokaten en genpart af
fortegnelsen til tiltalte.«
2. § 848, Stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 ikke
har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal
han, når han på ny kommer til stede i retssalen, have oplysning
om, hvem der har afgivet forklaring i hans fravær, og om indholdet
af forklaringen, for så vidt den angår ham.«
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november
1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer
1. I § 835 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum
»Samtidig med at der meddeles forsvareren genpart af
bevisfortegnelsen, sender statsadvokaten en genpart af
fortegnelsen til tiltalte.«
2. § 848, Stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 ikke
har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal
han, når han på ny kommer til stede i retssalen, have oplysning
om, hvem der har afgivet forklaring i hans fravær, og om indholdet
af forklaringen, for så vidt den angår ham.«
Bilag 2
Uddrag af Ugeskrift for Retsvæsen, 1984 B, side 289
U.f.R. 1984 s. 81. Højesterets dom af 2. december 1983
Om betydningen af anonyme vidner under domsforhandlingen i
straffesager
(Af Palle Kiil)
I en artikel om vidnebeskyttelse i U 1983 B. 295 ff. har
kriminaldommer Jens Gabe behandlet spørgsmålet om behovet og
muligheden for at beskytte vidner i straffesager, der nærer en
bgrundet frygt for repressalier i form af fysisk overlast, såfremt
de afgiver forklaring til skade for tiltalte.
At der i visse - heldigvis sjældne - tilfælde kan være behov for en
sådan beskyttelse, er åbenbart for enhver, der har haft at gøre
med behandlingen af sager fra netop de miljøer, hvor det af hensyn
til retshåndhævelsen må forekomme særlig påkrævet at kunne
gennemføre retsforfølgning af begåede forbrydelser. Frygten hos
vidnerne har her sit sikre grundlag i de alvorlige tilfælde af
fysisk overlast, som tidligere er forekommet. Sagerne om »opgøret«
i cafe »Frem« på Nørrebro i København (U 1982.797 H) og om
likvideringen af vidnet Michelle Anderson (U 1982.995 H) afslører
med uhyggelig klarhed et kriminelt miljø, hvor man i givet fald
ikke bliver stående ved trusler om fysisk overlast, men er parat
til at realisere disse. Det samme kan vel udledes af avisernes
omtale af rockerbandernes indbyrdes opgør, senest - forud for
afgørelsen i den her omtalte sag - af drabet i Skanderborg i
slutningen af november 1983, omtalt som »det 4. rockerdrab i løbet
af 6 uger.«
Om der efter gældende ret er mulighed for at yde et vidne beskyttelse
mod repressalier ved også under domsforhandlingen at
hemmeligholde vidnets identitet for tiltalte, kunne derimod nok
give anledning til tvivl. Kort refereret er Gabe af den
opfattelse, at bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 2,
indeholder den fornødne hjemmel herfor. Denne opfattelse imødegås
af lektor Peter Blume i hans artikel om anonyme vidner i U 1983 B.
399 ff. Blume konkluderer, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel
for anomyme vidneforklaringer, en opfattelse, som han deler med
Gomard, jfr. Studier i den danske straffeproces (1976) s. 140.
Blume mener heller ikke, at en sådan hjemmel bør søges
tilvejebragt, et standpunkt, som støttes af advokat Thorkild Høyer
i U 1984 B. 44 ff. I hvert fald må det efter Blumes mening være en
opgave for lovgivningsmagten og ikke for domstolene at foretage
den afvejning af på den ene side hensynet til retshåndhævelsens
effektivitet, på den anden side hensynet til individets
retssikkerhed, som må foretages forud for formuleringen af en
regel om anonyme vidneforklaringer.
Ved afgørelsen i den her omtalte sag, der er identisk med den af Gabe
s. 300 amtalte sag fra østre landsrets 1. afdeling, har højesteret
for første gang haft lejlighed til at tage stilling til
spørgsmålet om brugen af anonyme vidner, forstået som vidner, der
afgiver forklaring under domsforhandlingen i en straffesag, uden
at tiltalte bliver gjort bekendt med deres identitet, men hvis
identitet er såvel retten som forsvareren bekendt.
Tiltalte var en nu 35-årig mand, der hørte til inderkredsen omkring
den tiltalte, hvis sag blev afgjort ved højesterets dom 23.
december 1983 (U 1984.127 H). Han var tidligere straffet
adskillige gange bl.a. for berigtigelsesforbrydelser,
bordelvirksomhed og overfald, tildels under udøvelse af grov vold,
samt for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer ved handel
med hash, amfetamin- og preludintabletter, m.v. i mindre mængder.
Den nu rejste tiltale omfattede bl.a. handel med heroin, og såvel
Københavns byret som østre landsret fandt bevist, at tiltalte
gennem en periode på ca. 2 år havde videresolgt mindst 1 kg heroin
med en fortjeneste på i hvert fald 200.000 kr. Afgørelsen byggede
i væsentlig grad på forklaringer, som var afgivet af to vidner,
hvis identitet var holdt skjult for tiltalte, idet der var en
særdeles konkret begrundet frygt for vidnernes sikkerhed.
Under anken til højesteret påstod tiltalte principalt de afsagte
domme ophævet og sagen hjemvist til behandling ved byretten og
anførte til støtte herfor bl.a., at der var begået en alvorlig
rettergangsfejl ved brugen af vidner, med hvis identitet han ikke
var gjort bekendt. Som det fremgår af dommen, bestred
anklagemyndigheden, at fremgangsmåden skulle være i strid med
retsplejeloven. Hvis dette imidlertid fandtes at være tilfældet,
måtte resultatet også efter anklagemyndighedens opfattelse blive
hjemvisning. Proceduren om dette spørgsmål tog for begge parters
vedkommende udgangspunkt i de samme betragtninger og hensyn, som
er kommet til udtryk i de tidligere nævnte artikler af Gabe og
Blume. Der er derfor ikke anledning til her at foretage en nærmere
gennemgang af argumentationen. Nævnes skal blot, at det fra
anklagemyndighedens side også blev påpeget - vistnok med rette -
at der består risiko for iværksættelse af privat retshåndhævelse,
såfremt muligheden for at retsfølge visse grupper af kriminelle i
realiteten må opgives på grund af frygten hos truede vidner for
at afgive forklaring. Også dette problem hører til de
»retssikkerhedsmæssige problemstillinger«, af hvilke Thorkild
Høyer i den foran omtalte artikel naturligt har behandlet navnlig
dem, som fra et forsvarersynspunkt er de væsentligste.
Ved afgørelsen af sagen delte retten sig i et flertal på fem dommere,
der ikke fandt at kunne tage påstanden om hjemvisning til følge,
og et mindretal på to dommere, der ville følge tiltaltes påstand
herom.
Det bør nok straks siges, at der også af flertallets dommere blev
udtrykt tvivl om resultatet og om hensigsmæssigheden af den
anvendte fremgangsmåde, som man fandt i hvert fald kun burde
anvendes ganske undtagelsesvis i særdeles alvorlige sager. I
overensstemmelse hermed siges det i flertallets præmisser
»Efter retsplejelovens § 173, stk. 2, skal retten påse, at særligt
hensyn tages til et vidne, der afgiver forklaring i de i §§
169-172 nævnte tilfælde. Hvis omstændighederne giver grundlag for
at antage, at afgivelse af forklaring i sådanne tilfælde indebærer
en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærstående personer
for at lide overlast, findes hensynet til vidnet at kunne
begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,
såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor
samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det
påkrævet, at forklaringen afgives. Er der herefter truffet
bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets identitet i forhold til
tiltalte, må de i retsplejelovens §§ 834 og 835 indeholdte
bestemmelser om bevisfortegnelsen og sagens øvrige dokumenter samt
bestemmelserne i § 846 om tiltaltes tilstedeværelse under
domsforhandlingen og § 848, stk. 2, om pligten til at gøre
tiltalte bekendt med forklaringer, der er afgivet under hans
fjernelse fra retssalen, forstås med den begrænsning, der er en
naturlig følge af vidneanonymiteten - - -»
Mindretallet udtalte
»Det må i retsplejeloven anses forudsat, at tiltalte til varetagelse
af sine interesser har adgang til personlig at blive bekendt med
ikke blot indholdet af afgivne vidneforklaringer, jfr. § 848, stk.
2, men også til bedømmelse heraf med vidnernes identitet. Idet
disse dommere ikke finder, at retsplejelovens § 173, stk. 2, eller
andre af lovens bestemmelser afgiver hjemmel til fravigelse af
denne grundlæggende regel, stemmer de - - -»
For samtlige dommere har udgangspunktet været det, som også
landsdommer Peter Rørdam har givet udtryk for ifølge referatet fra
en drøftelse af spørgsmålet om anvendelsen af anonyme vidner på et
fællesmøde mellem de to landsretter i september 1983: at hensynet
til vidnet er det primære, således at hensynet til sagens
opklaring og dermed til retshåndhævelsens effektivitet må vige,
hvis vidnet har reel grund til at frygte repressalier og der ikke
er mulighed for at hemmeligholde vidnets identitet for tiltalte -
hvad der efter Rørdams opfattelse ikke er.
Med dette udgangspunkt var spørgsmålet koncentreret til et spørgsmål
om retsplejelovens stillingtagen - eller manglende stillingstagen
- til brugen af anonyme vidner. Direkte udtaler loven intet herom,
og spørgsmålet har næppe nogen sinde været genstand for
lovgiverens overvejelser. I sådanne situationer er det, som Robert
Bech skriver i Retsplejelovens gennem 50 år (1969) s. 175 f., ofte
mere naturligt at spørge, om der er nogen hindring for at vælge
den løsning, som må forekomme den rimeligste, end at spørge, om
loven indeholder formel hjemmel for denne løsning. Modsat
mindretallet har rettens flertal ikke fundet nogen sådan hindring
og har derfor ikke villet udelukke, at der undtagelsesvis, hvor
hensynet til retshåndhævelsens effektivitet særligt gør sig
gældende, kan træffes beslutning om, at vidnets identitet skal
hemmeligholdes for tiltalte med de heraf følgende konsekvenser i
relation til retsplejelovens bestemmelser i øvrigt, en beslutning,
som naturligvis i så fald også loyalt må respekteres af tiltaltes
forsvarer.
Henvisningen til retsplejelovens § 173, stk. 2, i indledningen til
flertallets præmisser indebærer ikke, at der efter flertallets
opfattelse er direkte hjemmel i denne bestemmelse for den anvendte
fremgangsmåde. Men i visse af de der nævnte undtagelsessituationer
kan den pligt til at vise et vidne særlig hensyn, som bestemmelsen
pålægger retten, kun opfyldes, hvis vidnet sikres anonymitetet i
forhold til tiltalte. Herimod kan efter flertallets opfattelse
ikke anføres de i præmisserne omtalte bestemmelser i
retsplejeloven, der indeholder regler om den praktiske
fremgangsmåde i forbindelse med tiltalerejsningen og afviklingen
af domsforhandlingen, men ikke kan antages bindende at forudsætte,
at tiltalte under alle omstændigheder skal gøres bekendt med
vidnernes identitet. Ingen af flertallets dommere har uden
betænkelighed accepteret den anvendte fremgangsmåde. Såvel
principielle som praktiske hensyn kan anføres imod. Man har
imidlertid ikke anset fremgangsmåden for uforenelig med
retsplejeloven og har in concerto fundet, at hensynet til at give
tiltalte en »fair trial« ikke var tilsidesat. Det måtte herefter
forekomme mindre rimeligt, om man ved en ensidig varetagelse af
dette hensyn risikerede at prisgive det også ganske tungtvejende
hensyn til retshåndhævelsen, som gjorde sig gældende i den
pågældende sag. Men - der bør nok sættes en tyk streg under ordene
»ganske undtagelsesvis« i flertallets præmisser.
Som man vil kunne se, er de undtaglsessituationer, i hvilke et vidnes
identitet efter flertallets opfattelse kan hemmeligholdes for den
tiltalte, afgrænser i det væsentlige på samme måde som i det bud
på en lovregel, som Blume har formuleret, men ikke ønsket
gennemført, i sin foran omtalte artikel s. 402. Som allerede
anført har flertallet ikke ment, at retsplejeloven tog stilling
til dette efterhånden påtrængende problem, og flertallet har
derfor heller ikke følt, at problemet nødvendigvis måtte løses ad
lovgivningsvejen.
I sin procedure kom forsvareren kort ind på bestemmelsen i artikel 6,
stk. 3, litra d, i Den euorpæiske Menneskerettighedskonvention,
hvorefter enhver tiltalt er berettiget til »at afhøre og at få
vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som
vidner, der føres imod ham.« Bestemmelsen - og den ligelydende
bestemmelse i artikel 14, stk. 3, litra e, i FN-konventionen om
borgerlige og politiske rettigheder - kan imidlertid næppe være
til hinder for, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte.
Uanset hemmeligholdelsen har tiltaltes fosvarer og tiltatte gennem
denne - adgang til at foretage kontraafhøring af et for tiltalte
anonymt vidne, om end det naturligvis må erkendes, at forsvarerens
kontraafhøring i så fald vanskeliggøres.
Under sagen blev det fra anklagemyndighedens side oplyst, at hverken
den norske eller den svenske anklagemyndighed i praksis var stødt
på problemet om benyttelse af anonyme vidner - endnu. En
avisartikel, der fremkom et par dage efter dommen i nærværende
sag, indeholdt derimod omtale af en afgørelse fra
Bundesgerichtshof i Karlsruhe, hvorefter brugen af anonyme vidner
skulle være forbud i Vesttyskland. Afgørelsen, der fremtræder som
en »Beschluss«, truffet den 17. oktober 1983 af Bundesgerichtshofs
Grosse Senat fuer Strafsachen, indeholder direkte alene en
stillingtagen til spørgsmålet, om det trods forsvarerens protest
er tilladt i dennes fravær at gennemføre vidneafhøring uden for
den egentlige domsforhandling - den såkaldte »kommissarische
Zeugenvernehmung« for en særlig udpeget dommer - af et vidne, som
politiet eller anklagemyndigheden for at undgå at afsløre vidnets
identitet kun ønsker afhørt, såfremt afhøringen kan gennemføres på
denne måde.
Baggrunden for spørgsmålet var, at anklagemyndigheden under en
narkotikasag kun ønskede et vidne, der havde optrådt som køber,
men hvis identitet man ikke ønskede afsløret, afhørt under
domsforhandlingen, hvis dette kunne ske i et lukket retsmøde uden
tiltaltes og forsvarens tilstedeværelse. Retten havde herefter
fundet det udelukket at afhøre vidnet under domsforhandlingen, men
havde, da der efter § 244 i Strafprozessordnung (StPO) - med visse
begrænsninger - påhviler retten en pligt til af egen drift at søge
sagen bedst muligt oplyst med henblik på at finde frem til
sandheden, mod forsvarerens protest besluttet at lade vidnet
afhøre »kommissarisch« uden tiltaltes og forsvarerens
tilstedeværelse, hvorefter et protokollat med forklaringen var
blevet læst op under den fortsatte domsforhandling.
Det kan næppe undre, at spørgsmålet om tilladeligheden af denne
fremgangsmåde blev besvaret benægtende af Bundesgerichtshof.
Retten tilføjede imidlertid, at bestemmelsen i StPO § 68 også
gjaldt ved »kommissarischen Zeugenvernehmungen«. Efter denne
bestemmelse, der findes i StPOs afsnit om vidner, indledes enhver
afhøring med, at vidnet spørges om fornavn og efternavn, alder,
stilling eller erhverv og bopæl. Indtil 1979 var denn bestemmelse
undtagelsesfri. Ved den ændringslov af 5. oktober 1978 åbnedes der
imidlertid mulighed for, at retsformanden kan fritage et vidne for
at give oplysning om sin bopæl, en mulighed, som kan benyttes
netop - og udelukkende - hvis vidnets sikkerhed er truet.
Tilføjelsen i rettens »Beschluss« vedrørende bestemmelsen i StPO §
68 er - frit oversat - begrundet således
»Pligten for et vidne til at oplyse sine personalia har den
betydning, at det gør det muligt for de i retssagen deltagende at
indhente oplysninger om vidnet - - - Bundesgerichtshof har derfor
i - - - (en tidligere sag) - - - truffet den afgørelse, at
personalia for et vidne, der afhøres under domsforhandlingen, ikke
må hemmeligholdes for tiltalte eller forsvareren. Denne opfattelse
fastholder Grosse Senat fuer Strafsachen. Den stemmer også
overens med opfattelsen hos lovgiveren, der med kendskab med
opfattelsen hos lovgiveren, der med kendskab til problematikken
ved - - - (ændringsloven af 5. oktober 1978) - - - alene har gjort
det muligt for et vidne, hvis sikkerhed er truet, at undlade at
give oplysning om sin bopæl, men i øvrigt har ladet StPO § 68 - -
- forblive uændret. Dette gælder også for den »kommissarische
Vernehmung«. Heller ikke under denne afhøring kan vidnet fritages
for forpligtelsen til at oplyse sit navn.'
Som det fremgår, har problemet om beskyttelse af truede vidner i
Vesttyskland ført til en lovændring allerede i 1978. Den løsning,
man har valgt: at fritage vidnet for at give oplysning om sin
bopæl, men ikke om personalia i øvrigt, forekommer umiddelbart
overraskende, men er muligt en tilstrækkelig
beskyttelsesforanstaltning i Vesttyskland. Løsningen synes at
svare til, hvd en række domstole her i landet - herunder
landsretterne - af beskyttelseshensyn praktiserer ved
forhåndsunderretningen til tiltalte om, hvem der er udtaget som
nævninge eller domsmænd, jfr. retsplejerådets betænkning nr.
994/1983 om lægdommerordningen i straffesager m.v. s. 97. For så
vidt angår beskyttelsen af vidner må en sådan foranstaltning
imidlertid antages at være uden effekt her i landet. I de meget få
tilfælde, hvor spørgsmålet bliver aktuelt, må det derfor være
rimeligere at vælge den fremgangsmåde, som er anvendt i den her
omtalte sag: hemmeligholdelse af vidnets fulde identitet, men
alene for tiltalte - også selv om dette, som påpeget af advokat
Rothenborg i Advokaten 1984 s. 77 ff., stiller forsvaret over for
særlige, efter hans mening uløselige problemer.
§ 2
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 71
§ 2
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Det har hidtil været betragtet som en selvfølge, at en tiltalt i en
straffesag fik oplyst navnene på de vidner, der føres mod ham
under domsforhandlingen. I »Studier i den danske straffeproces«
(1976) antager professor, dr. jur. Bernhard Gomard, at hverken
forklaringernes indhold eller vidnernes identitet må holdes
hemmelig for tiltalte, heller ikke i en situation, hvor vidnerne
har grund til at frygte en hævnakt fra tiltalte eller fra
personer, der står ham nær. I den bevisfortegnelse, der efter
retsplejelovens § 834 skal udfærdiges af anklagemyndigheden, skal
vidnerne betegnes med navn og »hvad der i øvrigt måtte udkræves
til deres nøjagtige betegnelse«. Med de specielle undtagelser, der
er fastsat i loven, skal tiltalte efter § 846 være til stede under
hele domsforhandlingen, så længe han har adgang til at udtale sig,
og efter hvert vidnes forklaring har han efter § 870, stk. 2,
adgang til at fremkomme med sine bemærkninger. Hvis særlige grunde
taler for, at der ellers ikke kan opnås en uforbeholden forklaring
fra et vidne eller en medtiltalt, kan retsformanden efter § 848
bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, medens forklaringen
afgives. Men tiltalte skal da, når han kommer tilbage til
retssalen, gøres bekendt med indholdet af den afgivne forklaring,
for så vidt den angår ham, og det samme gælder, når tiltalte på
grund af støjende eller anden utilbørlig optræden har måttet
fjernes fra retssalen, jfr. § 849 sammenholdt med § 151.
Ved højesterets dom af 2. december 1983, der er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1984, s. 81 ff., har højesteret imidlertid med fem
dommerstemmer mod to godkendt, at de ovenfor omtalte almindelige
regler fraviges i særlige undtagelsestilfælde, hvor vidnet vælger
at afgive forklaring, selv om den pågældende efter retsplejelovens
Bilag 3
LANDSFORENINGEN AF ADVOKATER
ANTAGET TIL UDFØRELSE AF OFFENTLIGE
OG BENEFICEREDE SAGER
Landsforeningen skal herved tillade sig at rette henvendelse til
folketingets retsudvalg i anledning af en højesteretsdom, som
stærkt her foruroliget den danske forsvarerstand.
Højesteretsdommen er afsagt den 2. december 1983 og bragt i Ugeskrift
for Retsvæsen 1984 side 81 H. Dommen vedrører anonymisering af
vidner i en narkotikasag.
Med højesteretsdommen accepterede 5 af 7 af højesterets dommere (ud
af i alt 16 højesteretsdommere), at identiteten af to hovedvidner
i sagen holdtes skjult for tiltalte, såvel som visse enkeltheder i
vidnernes forklaring ikke kunne refereres for den tiltalte af
hensyn til effektiviteten i anonymiseringen. Højesteret
accepterede tillige, at tiltalte ikke kunne være til stede under
den del af anklagemyndighedens procedure, hvor anklagemyndigheden
i detaljer gennemgik indholdet af de to vidneforklaringer.
To dommere i højesteretssagen dissentierede, idet de ikke fandt
hjemmel i retsplejeloven for den anvendte fremgangsmåde.
Som påpeget af advokat Arnold Rothenborg i Advokaten 1984 side 77,
indebærer fremgangsmåden uløselige problemer for forsvaret.
Tiltalte er forsvarsløs over for vidernes forklaring, når han/hun
ikke har reel mulighed for at gå ind i en tilbagevisning af
vidnernes oplysninger, eksempelvis ved gennem sin forsvarer af
fremdrage oplysninger, som stærkt belaster de pågældende vidners
troværdighed.
Det er indlysende, at denne mangel ikke afhjælpes ved, at forsvareren
er bekendt med vidnernes identitet, idet forsvarerren typisk får
sine oplysninger via den tiltalte.
Det er forsvarerstandens opfattelse, at problemet ej heller afhjælpes
ved et udsagn om, at bevisværdigheden af anonymiserede vidners
udsagn må have begrænset vægt. I den ovenfor nævnte højesteretsdom
bliver tiltalte i alt væsentligt dømt på grundlag af de anonyme
vidners udsagn.
Højesteret har i sin begrundelse klart givet udtryk for, at accepten
af vidneanonymisering har undtagelsens karakter. Højesteret vil
acceptere »at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,
såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor
samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det
påkrævet, at forklaringen afgives«.
Når højesteretsdommen har vakt alvorlig foruroligelse og bestyrtelse
i forsvarerkredse, hænger det sammen med, at dommen rummer en klar
grænseoverskridelse af de hensyn til »fair trial«, som er
fundamentale for et retssamfund som det danske. Dommen må i sin
videste konsekvens siges at være udtryk for, at overordnede
samfundsmæssige hensyn må fortrænge individets retsbeskyttelse.
Det er forsvarerstandens enige opfattelse, at den retstilstand, som
højesteretsdommen afspejler, etablerer en sådan bevisusikkerhed,
at den er uværdig for et retssamfund som det danske. Det er
samtidig vort håb, at nærværende henvendelse til folketingets
retsudvalg kan bevirke et lovgivningsinitiativ, som afskærer
mulighederne for en bevisførelse ved danske domstole, som reelt
ikke giver tiltalte mulighed for at forsvare sig betryggende, og
som forekommer at være eklatant i modstrid med bestemmelserne om
»fair trial« i artikel 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.
Vi skal tillade os, at vedlægge nærværende henvendelse, fotokopi af
højesteretsdommen, fotokopi af højesteretsdommen, fotokopi af
højesteretsdommer Palle Kiils kommentar til højesteretsdommen i
Ugeskrift for Retsvæsen 1984 B, side 289 samt fotokopi af advokat
Arnold Rothenborgs indlæg i Advokaten 1984 side 77.
København, den 19. september 1984
Erik Rasmussen
Folketingets retsudvalg
Christiansborg
1218 København K
§ 171 ikke har pligt til afgive forklaring, fordi forklaringen må
antages at ville udsætte vidnet for tab af velfærd. Et resume af
dommen, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 81, er
optaget som bilag 1 til lovforslaget.
Det hedder i flertallets præmisser
»Efter retsplejelovens § 173, stk. 2, skal retten påse, at særligt
hensyn tages til et vidne, der afgiver forklaring i de i §§
169-172 nævnte tilfælde. Hvis omstændighederne giver grundlag for
at antage, at afgivelse af forklaring i sådanne tilfælde indebærer
en nærliggende risiko for vidnet eller vidnet nærtstående personer
for at lide overlast, findes hensynet til vidnet at kunne
begrunde, at vidnets identitet hemmeligholdes for tiltalte,
såfremt hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor
samt forklaringens betydning ganske undtagelsesvis måtte gøre det
påkrævet, at forklaringen afgives. Er der herefter truffet
bestemmelse om hemmeligholdelse af vidnets identitet i forhold til
tiltalte, må de i retsplejelovens §§ 834 og 835 indeholdte
bestemmelser om bevisfortegnelsen og sagens øvrige dokumenter samt
bestemmelserne i § 846 om tiltaltes tilstedeværelse under
domsforhandlingen og § 848, stk. 2, om pligten til at gøre
tiltalte bekendt med forklaringer, der er afgivet under hans
fjernelse fra retssalen, forstås med den begrænsning, der er en
naturlig følge af vidneanonymiteten.«
Mindretallet udtalte
»Det må i retsplejeloven anses forudsat, at tiltalte til varetagelse
af sine interesser har adgang til personlig at blive bekendt med
ikke blot indholdet af afgivne vidneforklaringer, jfr. § 848, stk.
2, men også til bedømmelse heraf med vidnernes identitet. Idet
disse dommere ikke finder, at retsplejelovens § 173, stk. 2, eller
andre af lovens bestemmelser afgiver hjemmel til fravigelse af
denne grundlæggende regel, stemmer de . . ».
Højesterets dom er kommenteret af højesteretsdommer Palle Kiil i
Ugeskrift for Retsvæsen 1984 B, s. 289 ff. Kommentaren er optaget
som bilag 2 til det foreliggende lovforslag. Det oplyses i
kommentaren, at der også af flertallets dommere blev udtrykt tvivl
om resultatet og om hensigtsmæssigheden af den anvendte
fremgangsmåde, og at ingen af flertallets dommere uden
betænkelighed har accepteret den anvendte fremgangsmåde, idet
såvel principielle som praktiske hensyn kan anføres imod.
Flertallet har imidlertid ikke ment, at retsplejeloven tog
stilling til problemet, og man har derfor heller ikke følt, at
problemet nødvendigvis måtte løses ad lovgivningsvejen.
I de meget alvorlige straffesager, hvor anonymisering af vidner efter
højesteretsdommen undtagelsesvis kan ske, indebærer
anonymiseringen, at vidnernes identitet hemmeligholdes for
tiltalte, at man for tiltalte hemmeligholder de punkter i
vidneforklaringerne, hvoraf tiltalte kunne slutte sig til, hvem
der havde afgivet forklaringen, og at tiltalte - som det var sket
under landsrettens behandling af den sag, der blev pådømt af
højesteret - fjernes fra retssalen under den del af proceduren,
der angår de anonymiserede vidneforklaringer.
Anonymiseringen betyder således en væsentlig forringelse af tiltaltes
muligheder for at forsvare sig imod den tiltale, der er rejst imod
ham. Og netop fordi anonymisering af vidneforklaringer efter
højesteretsdommen kun kan finde sted i meget alvorlige
straffesager, kan en sådan svækkelse af tiltaltes forsvarsmulighed
forekomme særlig betænkelig.
På denne baggrund og i betragtning af, at retsplejeloven i øvrigt
indeholder en detaljeret fastlæggelse af tiltaltes retsstilling,
er det forslagsstillernes opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt
- og i givet fald i hvilket omfang - der i straffesager her i
landet bør kunne anvendes anonyme vidner, bør reguleres gennem
særlige bestemmelser i retsplejeloven.
Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at indholdet af en
sådan lovgivning bør være et forbud mod anvendelse af anonyme
vidner. Hermed er forslagsstillernes synspunkter i
overensstemmelse med dem, der anføres af Landsforeningen af
advokater antaget til udførelse af offentlige og beneficerede
sager, der i en skrivelse af 19. september 1984 til folketingets
retsudvalg har henstillet, at folketinget ved lovgivning »afskærer
mulighederne for en bevisførelse ved danske domstole, som reelt
ikke giver tiltalte mulighed for at forsvare sig betryggende, og
som forekommer at være eklatant i modstrid med bestemmelserne om
»fair trial« i artikel 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.' Foreningens skrivelse er optaget
som bilag 3 til det foreliggende lovforslag. Bilaget er omdelt til
folketingets retsudvalg under alm. del - bilag 300, folketingsåret
1983-84 (2. samling).
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret
1984-85 fremsat lovforslag, se Folketingstidende 1984-85,
forhandlingerne sp. 3582 og 4816, samt tillæg A sp. 1855.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter retsplejelovens § 834 skal statsadvokaten samtidig med
indleveringen af anklageskriftet eller snarest muligt derefter på
rettens kontor indlevere bl.a. en såkaldt »bevisfortegnelse«, dvs.
en fortegnelse over de beviser, som agtes fremført. I denne
bevisfortegnelse skal vidner og syns- eller skønsmænd betegnes med
navn »og hvad der i øvrigt måtte udkræves til deres nøjagtige
betegnelse«.
En genpart af bevisfortegnelsen skal efter § 835 samtidig sendes til
forsvareren.
Den foreslåede tilføjelse til § 835, hvorefter også tiltalte skal
have tilsendt en genpart af bevisfortegnelsen, skal sikre, at
tiltalte ikke blot under selve domsforhandlingen, men straks fra
tiltalerejsningen skal have samme oplysninger som forsvareren om
de vidner, anklagemyndigheden ønsker at føre imod ham.
Det vil nemlig være en forudsætning for, at tiltalte i samråd med
forsvareren kan tage stilling til, hvilke beviser han på sin side
ønsker at fremføre, således at forsvareren kan aflevere sin
bevisfortegnelse efter reglerne i § 836.
Til nr. 2
Efter retsplejelovens § 848, stk. 1, kan retsformanden beslutte, at
tiltalte skal forlade retssalen, medens et vidne eller en
medtiltalt afhøres, når særlige grunde taler for, at en
uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
I sådanne tilfælde skal tiltalte efter § 848, stk. 2, når han kommer
tilbage i retssalen, have forklaringen gentaget eller oplysning om
dens indhold, for så vidt den angår ham.
Den foreslåede ændring af den sidstnævnte bestemmelse går ud på, at
tiltalte ikke blot skal have oplyst forklaringens indhold, for så
vidt den angår ham, men også, hvem der har afgivet forklaringen.
Herved sikres det, at tiltalte får oplysning om identiteten af de
vidner, der afgiver forklaring i hans fravær under
domsforhandlingen.
INGEN
Nr LSF 39
Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forbud mod anonyme vidner)
Fremsat af Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) Lenger (VS) Pernille Falcon (VS)