1985 LSF 8 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (POLITIETS ANVENDELSE AF AGENTER SOM LED I EFTERFORSKNINGEN AF LOVOVERTRÆDELSER)

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og lov nr. 227 af 6. juni 1985,

foretages følgende ændringer

1. I § 171 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. I de i stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere

pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført

foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og sagens beskaffenhed og

dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at

berettige dertil.«

2. § 688, stk. 3, nr. 1, affattes således

»1) sager, som fremmes efter § 925, § 934, § 935, stk. 1, § 936 eller

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984 som ændret ved lov nr. 226 og lov nr. 227 af 6. juni 1985,

foretages følgende ændringer

1. I § 171 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. I de i stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere

pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført

foranstaltninger som nævnt i § 754a, og sagens beskaffenhed og

dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at

berettige dertil.«

2. § 688, stk. 3, nr. 1, affattes således

»1) sager, som fremmes efter § 925, § 934, § 935, stk. 1, § 936 eller

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 1 og nr. 5, nævnte bestemmelser i § 171, stk.

4, og §§ 754 a-e finder alene anvendelse på de i § 754 a nævnte

foranstaltninger, der bringes til udførelse efter lovens

ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 13

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 1 og nr. 5, nævnte bestemmelser i § 171, stk.

4, og §§ 754a-e finder alene anvendelse på de i § 754a nævnte

foranstaltninger, der bringes til udførelse efter lovens

ikrafttræden.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af afsnittet vedrørende

politiets anvendelse af agenter i det forslag til lov om ændring

af retsplejeloven og konkursloven, der blev fremsat i folketinget

den 1. februar 1985 (L 164), jfr. folketingstidende 1984-85, sp.

5403 ff, samt tillæg A, sp. 2955 ff. Førstebehandlingen af

lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1984-85, sp. 5985 ff.

Under udvalgsarbejdet viste det sig, at man ikke kunne færdiggøre

hele lovforslaget i folketingssamlingen 1984-85. I forbindelse med

andenbehandlingen af forslaget, jfr. Folketingstidende 1984-85,

sp. 10678 ff, blev forslaget derfor delt i 2 dele, L 164 A om

telefonaflytning m.v., som blev vedtaget som lov nr. 227 af 6.

juni 1985, og L 164 B vedrørende de øvrige dele af lovforslaget,

der blev udskudt til den kommende folketingssamling.

De udskudte dele af det oprindelige lovforslag fremsættes nu i form

af 2 forslag, dels et forslag, der vedrører civilprocessuelle

spørgsmål, og dels det foreliggende lovforslag, der vedrører

politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af

lovovertrædelser og visse andre straffeprocessuelle spørgsmål.

2. Lovforslaget indebærer, at der gennemføres en lovregulering i

retsplejeloven af politiets anvendelse af agenter. De foreslåede

regler bygger på strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.

1023/1984, der indeholder udførlige overvejelser om spørgsmålet.

De former for agentvirksomhed, som reguleres ved lovforslaget, er (i

Kapitel 67

»Almindelige bestemmelser om efterforskning«.

4. Overskriften til kapitel 68 affattes således

»Kapitel 68

Afhøringer og særlige efterforskningsskridt«.

5. Efter § 754 indsættes

»§ 754a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en

lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller

træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at

udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre

1) der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at

lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt, og

2) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre

bevis i sagen.

§ 754 b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, må ikke bevirke

en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Stk. 2. Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd.

§ 754 c. Foranstaltninger efter § 754 sker efter rettens kendelse.

Spørgsmålet herom forelægges for retten på det sted, hvor tiltale

er eller kan forventes rejst, eller i øvrigt hvor politiets

beslutning om at søge foranstaltningerne gennemført er truffet.

Stk. 2. I rettens kendelse anføres de konkrete omstændigheder i

sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for

foranstaltningernes gennemførelse er opfyldt. Kendelsen kan til

enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt foranstaltningernes øjemed ville forspildes, dersom

retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at

gennemføre foranstaltningerne. I så fald skal politiet snarest

muligt og senest inden 24 timer fra foranstaltningernes

iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved

kendelse, om foranstaltningerne kan godkendes, samt om de kan

opretholdes. Burde foranstaltningerne efter rettens opfattelse

ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til

justitsministeriet.

§ 754 d. Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og

rejses der tiltale for lovovertrædelsen, skal der gives

forsvareren underretning om foranstaltningerne. Hvis hensynet til

fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller

til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan politiet give

forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger, som denne har

modtaget i medfør af 1. pkt.

§ 754 e. Reglerne i §§ 754 a-754 d finder ikke anvendelse ved

efterforskning af lovovertrædelser, for hvilke påtale i medfør af

straffelovens §§ 110 f og 118 a sker efter justitsministerens

påbud.«

6. § 1000 affattes således

»§ 1000. Retten eller de lægdommere, der har medvirket ved sagens

behandling, kan indstille til justitsministeren, at domfældte

benådes. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive

indstilling om benådning.«

7. § 1001, stk. 1, affattes således

»Bliver den, som er idømt frihedsstraf, alvorligt syg, udsættes

fuldbyrdelsen.«

§ 754a) angivet som tilfælde, hvor politiet som led i

efterforskningen af en lovovertrædelse foranlediger, at der

tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på

at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen.

Sådan agentvirksomhed må efter lovforslaget kun finde sted,

såfremt der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at

lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt, og andre

efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i

sagen (754a, nr. 1-2).

Samtidig stilles der (i 754b) forslag om, at agentvirksomheden ikke

må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed,

ligesom der stilles visse krav med hensyn til de personer, der må

udføre agenthandlinger.

Kompetencen til at træffe bestemmelse om anvendelse af agent skal

efter forslaget ligge hos politiet, og justitsministeriet vil i

forbindelse med lovforslagets eventuelle vedtagelse fastsætte

administrative bestemmelser om, at afgørelsen skal træffes på

chefs- eller souschefsplan.

Der foreslås endvidere ( i § 754c) gennemført en retlig kontrol med

agentaktioner, ligesom der foreslås udtrykkelige regler om

underretning til en eventuel forsvarer om, at der har været udøvet

agentvirksomhed (§ 754d), og om afhøring af agenter i retten (§

171, stk. 4).

3. Politiets efterforskning af den stigende og grove

narkotikakriminalitet er forbundet med betydelige vanskeligheder,

som er nærmere omtalt i betænkning nr. 1023/1984, side 125 ff. Den

kriminelle aktivitet udføres i mange tilfælde af en organisation,

som ikke sjældent har internationale forgreninger. Offeret

(narkomanen) vil ofte selv optræde som led i en forhandlerkæde og

vil sjældent være interesseret i at bistå politiet. Den

internationale narkokriminalitet kan også være af en sådan

karakter, at politiets vidner vil være bange for at træde frem og

bistå i forbindelse med sagens opklaring og dens forfølgning i

retten. Det har derfor for at bekæmpe narkokriminaliteten været

nødvendigt for politiet at anvende en mere aktiv form for

efterforskning, først og fremmest i form af agentvirksomhed.

Udvalget gennemgår side 129-136 de gældende regler om anvendelse af

agenter og giver udtryk for, at det er ganske vanskeligt at

uddrage sikre konklusioner om gældende ret. I den forbindelse

indeholder betænkningen, side 136-138, en oversigt over de

retningslinier, der hidtil er blevet fulgt af Københavns politi

ved anvendelse af agenter i narkotikasager.

Strafferetsplejeudvalget fremhæver, at en lovregulering af politiets

anvendelse af agenter ikke kan ske uden en del

formuleringsproblemer og afgrænsningsvanskeligheder, men disse

vanskeligheder bør efter udvalgets opfattelse ikke forhindre, at

der udformes generelle bestemmelser om agentvirksomhed (side

151-153). Udvalget giver endvidere udtryk for, at sådanne

bestemmelser under hensyn til den betydelige offentlige interesse

for emnet og til emnets karakter bør indsættes i retsplejeloven.

Der er i strafferetsplejeudvalget enighed om, at

hovedanvendelsesområdet for agentvirksomhed i praksis er

narkotikasagerne, som jo også er den type sager, der har

tiltrukket sig særlig offentlig opmærksomhed. Udvalget har i den

forbindelse overvejet, om de nye regler bør omfatte alle

kategorier af sager, eller om der i visse typer af sager gør sig

sådanne særlige hensyn gældende, at disse sager bør undtages fra

lovudkastet. Udvalget fremhæver i den forbindelse, at der gør sig

nogle særlige efterforskningshensyn gældende i sager, der angår

forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed m.v.

(straffelovens kapitler 12 og 13). Det er udvalgets opfattelse, at

der i sådanne sager er behov for udøvelse af agentvirksomhed under

andre betingelser, end det efter udvalgets opfattelse er

acceptabelt ved andre lovovertrædelser. Hertil kommer, at det i

disse i øvrigt ofte langvarige sager er nødvendigt, at

efterforskningen kan holdes fuldstændig hemmelig. Et enigt udvalg

finder derfor, at de foreslåede nye regler om agentvirksomhed bør

udformes således, at de ikke omfatter politiets efterforskning af

lovovertrædelser, for hvilke påtale i medfør af straffelovens §§

110f og 118a sker efter justitsministerens påbud.

Spørgsmålet om udformningen af grænsen mellem tilladelig

agentvirksomhed og almindelige efterforskningsskridt (den nedre

grænse) og dermed spørgsmålet om, hvilke typer af efterforskning

der skal være omfattet af lovreguleringen, er indgående drøftet i

betænkningen, side 155-162.

Udvalget finder, at reguleringen kun bør omfatte tilfælde, hvor der

er udvist en særlig aktivitet fra politiets eller agentens side,

eller hvor handlingen er led i et tilrettelagt arrangement. Uden

for begrebet agentvirksomhed bør derfor falde former for

efterforskning, som ikke består i en sådan aktivitet, f.eks.

skygning af en bestemt person, overvågning af bestemte adresser og

andre former for observation af mistænkte eller »holden øje« med

kriminelle miljøer. Agentbegrebet bør heller ikke finde anvendelse

på personer, der alene optræder som meddelere for politiet.

På denne baggrund finder et flertal på 6 medlemmer af udvalget, at

den nedre grænse (angivelsen af det regulerede område) bør

formuleres således, at agentvirksomhed i relation til en

lovovertrædelse foreligger, når politiet foranlediger, at der

tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på

at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen.

Flertallets lovudkast indebærer samtidig, at tilfælde, hvor

politiet foranlediger, at nogen eller noget bliver genstand for en

lovovertrædelse (lokkeduesituationen), ikke omfattes af det

regulerede område, fordi den pågældende person, der jo kun er

offer, ikke herved udøver en aktivitet, der er omfattet af

straffelovens § 23 om medvirken. Et mindretal på 1 medlem af

udvalget, der i øvrigt kan tiltræde det af flertallet anførte,

giver udtryk for, at også lokkeduesituationen bør være omfattet af

reguleringen.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter vedrørende

behovet for en lovregulering af politiets adgang til at anvende

agenter som led i efterforskningen. Justitsministeriet kan

endvidere tiltræde udvalgets forslag med hensyn til, hvilke

lovovertrædelser der bør være omfattet af reguleringen.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde udvalgets forslag om den

nærmere udformning af agentbegrebet. I den forbindelse er

justitsministeriet enig med udvalgets flertal i, at det regulerede

område kun bør omfatte tilfælde, der er omfattet af det objektive

medvirkensbegreb i straffelovens § 23. Justitsministeriets

lovforslag (§ 754a og § 754e) er udformet i overensstemmelse

hermed.

4. Inden for det område, som er omfattet af lovreguleringen, bør der

efter udvalgets opfattelse i loven opstilles visse betingelser,

som skal være opfyldt, for at politiet kan iværksætte

agentvirksomhed.

Hertil kommer, at visse typer af agentvirksomhed helt bør være

forbudt (det såkaldte provokationsforbud - i betænkningen også

betegnet som den øvre grænse). Der henvises om dette spørgsmål til

nedenfor pkt. 5.

Udvalget foreslår for det første (side 174-175), at der, som

betingelse for at der kan iværksættes en agentaktion, bør stilles

særlige krav til styrken af politiets mistanke.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke tilstrækkeligt at angive, at

der skal være mistanke om, at en lovovertrædelse er begået eller

forsøgt, men der må tillige stilles visse krav til denne mistankes

styrke. Meningen er, anfører udvalget, at mistanken skal være

underbygget af oplysninger af objektiv art, f.eks. observationer

eller vidneforklaringer, herunder en meddelers oplysninger til

politiet.

Udvalget stiller på denne baggrund forslag om, at det (i § 754a, nr.

1) opstilles som en betingelse for at iværksætte en agentaktion,

at der er en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er

ved at blive begået eller forsøgt.

Udvalget har indgående drøftet, om der er behov for i loven at stille

krav om, at mistanken skal angå bestemte typer af

lovovertrædelser. Selv om agenter navnlig har været anvendt i

narkotikasager, finder et flertal på 6 medlemmer af udvalget, at

problemerne omkring agentvirksomhed ikke er specifikke i

narkotikasager, og at debatten om politiets anvendelse af agenter

kan blive påført nogle ikke ganske relevante synspunkter ved at

blive ført udelukkende med disse sager for øje.

Udvalgets flertal henviser i den forbindelse også til, at der også

uden for narkotikaforbrydelsernes område vil kunne være behov for

agentvirksomhed fra politiets side, f.eks. i sager om økonomisk

kriminalitet. Flertallet finder, at ønsket om at begrænse

anvendelsen af agenter vil blive tilgodeset, bl.a. ved udvalgets

øvrige forslag, uden at det er nødvendigt at opstille et

rigoristisk kriminalitetskrav. Et mindretal på et medlem af

udvalget finder i modsætning til flertallet, at det bør være en

betingelse for at anvende agenter, at mistanken angår overtrædelse

af straffelovens § 191 eller lov om euforiserende stoffer.

Der er i udvalget enighed om, at der ved siden af mistankekravet, som

betingelse for at politiet kan anvende agent, bør opstilles et

indikationskrav om, at andre efterforskningsskridt ikke vil være

egnede til at sikre bevis i sagen (§ 754a, nr. 2). Der henvises

til betænkningen, side 175-176.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter om, at der som

betingelse for agentanvendelse bør opstilles mistanke- og

indikationskrav. Justitsministeriet har endvidere fulgt

udvalgsflertallets opfattelse, hvorefter der ikke bør opstilles et

særligt kriminalitetskrav. Justitsministeriet kan i den

forbindelse tiltræde udvalgets forslag med hensyn til udformningen

af mistanke- og indikationskravene i § 754a.

5. Strafferetsplejeudvalget har i betænkningen, side 162-168,

overvejet, hvorledes man i lovteksten bør fastsætte grænsen mellem

tilladelig og forbudt agentvirksomhed (den såkaldte øvre grænse

eller provokationsforbudet). Der er enighed i udvalget om at

beskrive denne grænse således, at agentens indflydelse på den

strafbare handlings udførelse eller fortsættelse ikke må medføre

en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed (§ 754b,

stk. 1).

Udvalget fremhæver, at man herved giver mulighed for at få dækket det

behov, der i praksis navnlig i narkotikasager - har været for

politiet til ved hjælp af agenter at afsløre den kriminelle

aktivitet og dens bag- eller gerningsmænd. Kriminaliteten bringes

nemlig til udførelse på en sådan måde og på et sådant tidspunkt og

sted, som politiet i forvejen er forberedt på, og hvor man derfor

kan iagttage, hvad der sker, og gribe ind for at forhindre den

videre udspredning af narkotika.

På den anden side følger det af denne grænsedragning, at politiet

ikke ved agentens virksomhed må anstifte en lovovertrædelse, som

ikke i forvejen er ved at blive begået eller forsøgt. Politiet må

heller ikke øve en sådan indflydelse på en lovovertrædelse, der er

ved at blive begået eller forsøgt, at den ændrer sig til en

lovovertrædelse af en anden art. Herved ville der jo ske en

forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Udvalget har samtidig drøftet, om der - af hensyn til

provokationsforbudets overholdelse - i loven bør stilles særlige

krav til agentens personlige forhold. Udvalget fremhæver i den

forbindelse, at der på den ene side må stilles forskellige

kvalifikationskrav til de personer, der skal optræde som agenter,

hvilket taler for, at det er særligt udvalgte danske politifolk,

som anvendes som agenter. På den anden side forekommer der efter

udvalgets opfattelse en række situationer, hvor det f.eks. er

nødvendigt og forsvarligt af sprog- eller racemæssige grunde at

anvende udenlandske politifolk m.v. I ganske særlige tilfælde kan

det endog være nødvendigt at anvende privatpersoner. Udvalget har

derfor fundet en regel, der forbyder private personers anvendelse

som agenter, for restriktiv.

Det afgørende for udvalget er derfor, at det forbydes at lade

agentvirksomhed udføre af privatpersoner, der på grund af

afhængighedsforhold til politiet eller på grund af andre

omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på

betryggende måde med hensyn til overholdelse af

provokationsforbudet. I udvalgets lovudkast (§ 754b, stk. 2) er

der derfor medtaget en regel, der er udformet i overensstemmelse

hermed.

Justitsministeriet er enig i, at man også i fremtiden bør følge den

regel, som hidtil har været afgørende for politiets anvendelse af

agenter, nemlig at politiet ikke må fremkalde en forbrydelse, som

ellers ikke ville være blevet begået. Justitsministeriet finder,

at den af udvalget foreslåede regel i § 754b, stk. 1, hvorefter

agentvirksomhed ikke må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens

omfang eller grovhed, vil være velegnet til at angive grænsen

mellem den form for agentvirksomhed, som bør være tilladt, og de

former, der bør være forbudt.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at der af hensyn til

provokationsgrænsens overholdelse bør stilles visse krav til de

personer, der skal optræde som agenter, og justitsministeriet kan

tiltræde den i udvalgets udkast foreslåede regel i § 754b, stk. 2,

der jo ikke udelukker, at man efter omstændighederne anvender

f.eks. udenlandske politifolk eller privatpersoner som agenter.

Lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse med udvalgets

lovudkast.

6. Udvalget har side 170-171 og side 180-193 indgående drøftet

spørgsmålet om kompetencen til at træffe bestemmelse om anvendelse

af agent og spørgsmålet om efterfølgende kontrol med aktionen.

Udvalget fremhæver, at iværksættelse af en agentaktion i praksis

stiller store krav med hensyn til hurtighed og smidighed. En

forudgående forelæggelse af spørgsmålet for statsadvokaten eller

retten ville tage så lang tid, at der ofte ville være nærliggende

fare for, at man forspildte muligheden for at anvende agent og

dermed opklare lovovertrædelsen.

På denne baggrund er der enighed i udvalget om, at kompetencen til at

træffe bestemmelse om indsættelse af agent som led i

efterforskningen bør tilkomme politiet. Udvalget finder samtidig

anledning til at anbefale, at politiet ved sine interne regler

søger afgørelser om agentvirksomhed henlagt til chefs- eller

souschefsplan.

Udvalget foreslår samtidig, at der (som § 754c) indsættes en

bestemmelse i retsplejeloven om efterfølgende kontrol med

agentvirksomhed. Det foreslås, at kontrolfunktionen henlægges til

domstolene. Der henvises til betænkningen, side 181 ff. Formålet

med en sådan kontrol er dels at vurdere, om betingelserne for

aktionens iværksættelse har været opfyldt, dels at kontrollere, om

provokationsforbudet er overskredet. Rettens kontrol skal omfatte

en stillingtagen både til foranstaltningens formelle lovlighed,

herunder om provokationsforbudet måtte være overtrådt, og til dens

betryggende udførelse, herunder med hensyn til valg af agentens

person.

I sammenhæng med reglerne om domstolskontrol med agentvirksomhed

foreslår udvalget (som § 754d) en udtrykkelig regel om, at

forsvareren skal have underretning, hvis politiet har anvendt

agent. Om forsvarerens medvirken ved domstolskontrollen henvises i

øvrigt til betænkningen, side 184-185.

Udvalget har i øvrigt særligt drøftet spørgsmålet om afhøring af

agenten i retten. Et flertal på fem af udvalgets medlemmer finder,

at der ved afgørelsen af, om en agent skal afhøres i retten, bør

lægges vægt på de strafferetsplejemæssige hensyn til, at der sker

en betryggende oplysning af alle de omstændigheder, der kan have

betydning for sagens udfald herunder hvorvidt der ved

agentvirksomhed er sket overskridelse af provokationsgrænsen. På

denne baggrund foreslår flertallet, at der i retsplejelovens § 171

som et nyt stykke 4 indføres en bestemmelse om, at retten - selv

om den i stk. 2, nr. 3, nævnte fritagelsesgrund (at forklaring vil

påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade) er

til stede - kan pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt

vidnet har virket som agent for politiet, og sagens beskaffenhed

og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at

berettige dertil.

Et mindretal på 2 medlemmer af udvalget kan ikke tiltræde flertallets

forslag og finder, at de gældende regler i retsplejelovens § 171,

stk. 3, er tilstrækkelige. Efter denne bestemmelse kan retten -

selv om den i stk. 2, nr. 3, nævnte fritagelsesgrund foreligger -

pålægge agenten at afgive forklaring, når forklaringen anses for

at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens

beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller

samfundet findes at berettige dertil.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter vedrørende

spørgsmålet om kompetencen til at træffe bestemmelse om at

iværksætte en agentaktion og vedrørende forslaget om efterfølgende

retlig kontrol med agentvirksomhed. Justitsministeriet tillægger

det i den forbindelse betydelig vægt, at afgørelser om anvendelse

af agent træffes på chefs- eller souschefsplan, og vil i

forbindelse med lovforslagets eventuelle vedtagelse udsende

administrative regler herom.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde den af udvalget foreslåede

udtrykkelige lovregel om, at forsvareren skal have underretning

om, at der har været anvendt agent i sagen.

Spørgsmålet, om man bør foretage ændringer i retsplejelovens § 171 om

afhøring af agenter i retten, kan efter justitsministeriets

opfattelse give anledning til noget større tvivl, idet en sådan

afhøring efter omstændighederne kan indebære risiko for agenten.

Justitsministeriet har imidlertid ved udformningen af lovforslaget

valgt at følge udvalgsflertallets forslag, der lader det være op

til rettens konkrete vurdering at tage stilling til, i hvilket

omfang og på hvilken måde det bør pålægges agenten at afgive

vidneforklaring i retten.

7. Udover de foreslåede regler om politiets anvendelse af agenter

indeholder lovforslaget nogle konsekvensændringer af

retsplejelovens §§ 1000 og 1001, stk. 1, som følge af at

muligheden for at idømme dødsstraf blev fuldstændig ophævet ved

lov nr. 195 af 3. maj 1978. Endelig indeholder lovforslaget en

ændring af redaktionel karakter af retsplejelovens § 688, stk. 3,

nr. 1.

8. Der er indhentet udtalelser om strafferetsplejeudvalgets

betænkning nr. 1023/1984 fra præsidenterne for østre og vestre

landsret, præsidenterne for Københavns byret og for retterne i

Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk kriminalpolitiforening,

Dansk politiforbund, Advokatrådet, ministeriet for offentlige

arbejder, generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet og

forsvarsministeriet.

9. De foreslåede regler om retlig kontrol med politiets anvendelse af

agenter vil kunne bevirke en vis forøgelse i antallet og

varigheden af visse retsmøder, hvilket tillige vil kunne medføre

et øget pres på politiets og anklagemyndighedens ressourcer. På

grund af antallet af agentsager vil forøgelsen af arbejdsopgaverne

dog formentlig kun være af mindre betydning.

Sammenfattende må det vedrørende det foreliggende forslag og

lovforslaget om civilprocessuelle spørgsmål antages, at der ikke

vil blive tale om væsentlige forøgelser i justitsvæsenets

arbejdsopgaver vurderet under et, men de foreslåede ændringer vil

kunne nødvendiggøre visse omlægninger af ressourcerne inden for de

eksisterende personalemæssige rammer m.v. Dette spørgsmål, der

også må vurderes i lyset af tidligere retsplejereformer, vil indgå

i justitsministeriets løbende vurdering af behovet for ressourcer

inden for ministeriets område.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen svarer til § 171, stk. 4, i lovudkastet i betænkning nr.

1023/1984. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6

samt til betænkningen, side 186-193 og 204-205.

Til nr. 2

Ændringen er af redaktionel karakter og tilsigter i overensstemmelse

med bemærkningerne til forslaget til lov nr. 298 af 6. juni 1984

at præcisere, at domsmænd ikke skal medvirke ved afsigelsen af

udeblivelsesdomme i politisager, jfr. retsplejelovens § 934.

Til nr. 3-4

Forslaget indebærer, at der sker nogle ændringer i overskrifterne til

retsplejelovens kapitler 67 og 68.

Til nr. 5

Til § 754a

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 754a i

strafferetsplejeudvalgets lovudkast i betænkning nr. 1023/1984.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 og 4. Der

henvises endvidere til betænkningen, side 155-162 og 174-176.

Til 754b

Bestemmelsen svarer til § 754b i strafferetsplejeudvalgets lovudkast.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5 og til

betænkningen, side 162-168 og side 176-179.

Til § 754c

Bestemmelsen svarer til § 754c i lovudkastet i betænkningen nr.

1023/1984. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6 og

til betænkningen, side 181-186 og 206-207.

Til § 754d

Bestemmelsen svarer til § 754d i strafferetsplejeudvalgets lovudkast.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6 og til

betænkningen side, 180-181 og 207-208.

Det skal i øvrigt fremhæves, at den foreslåede § 754d alene angår

spørgsmålet om underretning til forsvareren i tilfælde, hvor der

rejses tiltale. Hvis der gives underretning til forsvareren om, at

en agent har været anvendt, i tilfælde hvor der ikke er rejst

tiltale, vil der kunne gives forsvareren tavshedspålæg efter

retsplejelovens § 745, stk. 4. Et tavshedspålæg til forsvareren

medfører bl.a., at han ikke må videregive oplysninger til sigtede.

Til § 754e

Bestemmelsen svarer til § 754e i lovudkastet i betænkning nr.

1023/1984. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 og

til betænkningen, side 153-154 og side 208.

Til nr. 6

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1000 er en

konsekvensændring som følge af, at muligheden for at idømme

dødsstraf blev fuldstændig ophævet ved lov nr. 195 af 3. maj 1978.

Samtidig skabes der efter forslaget mulighed for, at ikke kun

nævninger, men også domsmænd, der har medvirket ved sagens

behandling, kan indstille til justitsministeren, at domfældte

benådes.

Til nr. 7

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1001, stk. 1, er en

konsekvensændring som følge af dødsstraffens ophævelse. Samtidig

sker der ved den ændrede affattelse en sproglig modernisering af

bestemmelsen.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

For så vidt angår stk. 2 henvises til strafferetsplejeudvalgets

betænkning, side 222.

§ 754b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754a, må ikke bevirke

en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Stk. 2. Foranstaltningerne må ikke udføres af privatpersoner, der på

grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre

omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på

betryggende måde, jfr. stk. 1.

§ 754c. Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754a, skal

spørgsmålet om foranstaltningernes godkendelse forelægges for

retten på det sted, hvor tiltale er eller kan forventes rejst,

eller i øvrigt hvor beslutningen om foranstaltningerne er truffet.

Stk. 2. Kan retten ikke godkende foranstaltningerne, giver den

meddelelse herom til justitsministeriet.

§ 754d. Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754a, og rejses

der tiltale for lovovertrædelsen, skal der gives forsvareren

underretning om foranstaltningerne. Hvis hensynet til fremmede

magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til

tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan politiet give

forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger, som denne har

modtaget i medfør af 1. pkt.

§ 754e. Reglerne i §§ 754a-754d finder ikke anvendelse ved

efterforskning af lovovertrædelser, for hvilke påtale i medfør af

straffelovens §§ 110f og 118a sker efter justitsministerens

påbud.«

6. § 1000 affattes således

»§ 1000. Retten eller de lægdommere, der har medvirket ved sagens

behandling, kan indstille til justitsministeren, at domfældte

benådes. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive

indstilling om benådning.«

7. § 1001, stk. 1, affattes således

»Bliver den, som er idømt frihedsstraf, alvorligt syg, udsættes

fuldbyrdelsen.«

§ 937,».

3. Overskriften til kapitel 67 affattes således

»Kapitel 67

Almindelige bestemmelser om efterforskning«.

4. Overskriften til kapitel 68 affattes således

»Kapitel 68

Afhøringer og særlige efterforskningsskridt«.

5. Efter § 754 indsættes

»§ 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en

lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller

træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at

udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre

1) der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at

lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,

2) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre

bevis i sagen, og

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan

straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse

af straffelovens § 289, 2. pkt.

§ 937,».

3. Overskriften til kapitel 67 affattes således

INGEN

Nr LSF 8

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser)

Fremsat af justitsministeren