# BS-19903/2023-OLR — BS-19903/2023-OLR — Østre Landsret

**Geschäftsnummer:** BS-19903/2023-OLR
**ECLI:** ECLI:DK:OLR:2025:BS0000000818
**Gericht / Behörde:** Østre Landsret
**Entscheiddatum:** 2025-02-17
**Canonical Legislator URL:** https://docs.legislator.ch/de/sources/court-decision/eu-dk/9949/bs-19903-2023-olr-stre-landsret
**Official Source URL:** https://domsdatabasen.dk/#/texts/9949

## Zusammenfassung (Sachverhalt & Erwägungen)

Landsretten hjemviser sagen til fornyet behandling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at appelindstævnte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en arbejdsulykke [DOKUMENT] Dom (9 sider) ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 17. februar 2025 Sag BS-19903/2023-OLR (11. afdeling) Erstatningsnævnet (advokat Sanne H. Christensen) mod Dansk Jernbanesamfund som mandatar for Appelindst...

## Leitsatz / Regeste

Landsretten hjemviser sagen til fornyet behandling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at appelindstævnte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en arbejdsulykke [DOKUMENT] Dom (9 sider) ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 17. februar 2025 Sag BS-19903/2023-OLR (11. afdeling) Erstatningsnævnet (advokat Sanne H. Christensen) mod Dansk Jernbanesamfund som mandatar for Appelindst...

## Volltext des Entscheids

Landsretten hjemviser sagen til fornyet behandling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at appelindstævnte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en arbejdsulykke

[DOKUMENT] Dom (9 sider)
ØSTRE LANDSRET
                               DOM
                        afsagt den 17. februar 2025




Sag BS-19903/2023-OLR
(11. afdeling)

Erstatningsnævnet
(advokat Sanne H. Christensen)

mod

Dansk Jernbanesamfund
som mandatar for
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
(advokat Christian Riewe)



Retten i Helsingør har den 22. marts 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-
5246/2022-HEL).

Landsdommerne Anne Birgitte Fisker, Michael Schaumburg-Müller og Kaare
Linde (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande
Appellanten, Erstatningsnævnet, har nedlagt påstand om hjemvisning af Er-
statningsnævnets afgørelse af 4. november 2019, idet Erstatningsnævnet aner-
kender, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. marts 2014 til den 9. november 2018, dog
således at erstat-ningen nedsættes med 2/3, subsidiært med 1/2, mere subsidiært
med 1/3 eller mest subsidiært uden nedsættelse.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Erstatningsnævnet
skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning
for tabt arbejds-fortjeneste i perioden fra den 1. marts 2014 til 9. november 2018,
subsidiært så-
                                         2


ledes at erstatningen nedsættes med 1/3, og mere subsidiært således at erstat-
ningen nedsættes med 1/2.

Forklaringer
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har forklaret, at han var glad for sit arbejde
hos DSB, men at overfaldet ødelagde hans karriere. Han havde det svært i tiden
efter overfaldet, kræftforløbet og skilsmissen, navnlig var det svært, at han blev
ramt på øko-nomien og samtidig skulle forsørge sine to drenge. Det hele ramlede
for ham.

Anbringender
Erstatningsnævnet har i sit påstandsdokument for landsretten anført bl.a.:

        ”Der er enighed mellem parterne om, at den erstatningsopgørelse, som er
        lagt til grund af byretten, ikke kan lægges til grund, og at sagen der-for
        hjemvises til Erstatningsnævnet, der skal tage stilling til størrelsen af
        Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav på tabt arbejdsfortjeneste for
        perioden 1. marts 2014 til 9. november 2018.

        Tvisten for landsretten angår herefter alene om Appelindstævntes,
        tidligere Sagsøger erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden skal
        nedsættes med enten 2/3, ½ eller slet ikke.
        …

        Det følger af offererstatningslovens § 6 a, at erstatning i voldsoffersager
        fastsættes efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Spørgsmålet om
        fradrag for konkurrerende skadesårsager skal dermed bedømmes efter den
        almindelige, danske erstatningsret.

        Offererstatningsloven hjemler alene adgang til at yde erstatning for den
        personskade, som kan henføres til straffelovsovertrædelsen. Følger, der
        skyldes andre forhold – forudbestående eller efterfølgende, kan således
        ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven.

        Til støtte herfor henvises bl.a. til U.2021.1644V, hvor landsretten ligele-
        des foretog et skønsmæssigt fradrag på 50 % i den tilkendte erstatning for
        tabt arbejdsfortjeneste, idet landsretten vurderede, at de i den sag
        konkurrerende lidelser, som var opstået efter den erstatningsudløsende
        begivenhed, under alle omstændigheder ville have været stærkt ar-
        bejdshindrende for den skadelidte. Tilsvarende gør sig gældende i den
        foreliggende sag.

        Det gøres gældende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger erstatning
        for tabt arbejds-fortjeneste for perioden 1. marts 2014 til 9. november
        2018 skal nedsæt-tes med skønsmæssigt 2/3, subsidiært med 1/2 eller
        mest subsidiært med 1/3, idet det må antages, at Appelindstævnte,
        tidligere Sagsøger på grund af de kon-kurrerende forhold i en ikke
        ubetydelig grad ville have været hindret i at opnå samme indtjening som
        før overfaldet, selv om han ikke havde
                                3

været udsat for overfaldet, og at denne del af hans tab dermed ikke be-
rettiger ham til erstatning efter offererstatningsloven.

Overfaldet gav anledning til lænderygsmerter og moderat nedsat be-
vægelighed hos Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Det fremgår af
psykiatrisk speciallæ-geerklæring af 17. februar 2017, at
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger efter en rygopera-tion den 19. juni
2012 alene oplevede beskedne smerter fra lænden (…), og ifølge hans
egen læges notater af 8. marts 2016 (…) lærte han at leve med sin
skrøbelige ryg, som han sjældent klagede over.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger raskmeldte sig da også den 1.
november 2013, dog med skånehensyn i forhold til rygbelastende
opgaver, og den fornyede sy-gemelding den 18. november 2013 skete i
forlængelse af, at han den 13. november 2013 blev diagnosticeret med
kræft. Der er ikke dokumenta-tion for, at den fornyede sygemelding var
en følge af følgerne efter overfaldet.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger gennemgik i 2014 et operativt
indgreb. Herefter fulgte et længere forløb med strålebehandling, som gav
anledning til rygsmer-ter (…) og urologiske helbredsproblematikker (…).
Under kræftbehand-lingsforløbet blev Appelindstævnte, tidligere
Sagsøger skilt (…) og udviklede en langvarig og svært invaliderende
depression (…). Ifølge den psykiatriske special-lægeerklæring af 11.
februar 2017 (…) påvirkede Appelindstævntes, tidligere Sagsøger psy-
kiske helbred hans funktionsniveau og afskar jobcentret fra at iværk-sætte
jobafklarende tiltag. Der henvises til speciallægens konklusioner i
erklæringen af 11. februar 2017 (…), hvor det anføres:

    ” Det forekommer lidet sandsynligt at yderligere psykiatrisk eller
    anden behandling afgørende vil kunne bedre hans psykiske tilstand
    og dermed hans funktionsevne, som skønnes at være helt
    utilstrækkelig til at han vil kunne fungere på arbejdsmarkedet, selv
    med udtalte skånehensyn. Yderli-gere afklaring, herunder
    ressourceforløb, vil ikke give nogen mening og vil med al sandsynlig
    blot forværre tilstanden yderligere.

    Det må anbefales at støttebehov i hjemmet overvejes. Hvad angår en
    evt. sammenhæng mellem hans somatiske og psykiske tilstand er han
    bekymret for, at kræften skal vende tilbage. Han synes ikke i særlig
    høj grad at været psykisk påvirket af sin Diagnose 1 eller Diagnose
    2. Han er ikke i synderlig grad generet af rygsmerter efter rygo-
    perationen. Der er ikke fundet tegn på PTSD som følge af overfaldet
    i 2012.” (mine fremhævninger)

Speciallægens konklusioner understøttes tillige af det forudgående for-
løb, herunder af det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som
anført raskmeldte sig den 1. november 2013 med rygbelastende
skånehensyn og først den 18. november 2013 måtte sygemelde sig på ny,
efter at han den 13. november 2013 blev diagnosticeret med kræft.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i afgørelse af 27. decem-ber
2017 (…), at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke ville kunne vende
tilbage til sit arbejde som togfører i samme omfang som før skaden på
grund af hans samlede gener og angav, at årsagen var, at jobbet indebar
mange funk-tioner, der ville være belastende for hans lænderyg, men især
også som
                                4

følge af hans psykiske gener. Herudover vurderede Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring følgende:

    Vi vurderer dog, at du alene med arbejdsskadens følger burde kunne
    arbej-de svarende til fuld tid indenfor det bredere arbejdsmarked og
    med hensyn for lænderyggen.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev den 20. marts 2018 bevilliget
førtidspension med henvisning til hans psykiske helbred, som gennem
længere tid havde udelukket arbejdsprøvning (…). I afgørelsen af 20.
marts 2018 fra job-centret er Appelindstævntes, tidligere Sagsøger
lændegener ikke nævnt.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf endelig afgørelse den 9. novem-
ber 2018 (…), hvorved det blev vurderet, at 3/4 af Appelindstævntes,
tidligere Sagsøger er-hvervsevnetab på 90 % var en følge af andre forhold
end overfaldet.

Det fremgår herunder af afgørelsen (…), at Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring lagde vægt på, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger –
udover følgerne efter overfaldet – havde tilbagevendende depression og
oplevede at være trist, træt og initiativløs, ligesom han tidligere var
opereret for prostata-kræft og karpaltunnelsyndrom. Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring lag-de herudover vægt på, at især hans psykiske gener
hindrede ham i at varetage et arbejde, da hans funktionsevne som følge af
hans samlede gener var væsentlig nedsat.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at Appelindstævntes,
tidligere Sagsøger lændesmerter efter overfaldet den 28. januar 2012 har
haft en så be-grænset indvirkning på hans sygeforløb, at der er grundlag
for at fravi-ge udgangspunktet om, at der ikke normalvis foretages fradrag
i erstat-ningen for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den ansvarsbærende
begivenhed har udløst sygeforløbet og været medvirkende årsag til
sygeforløbet.

Eftersom Appelindstævntes, tidligere Sagsøger sygeforløb i overvejende
grad er en følge af kræftsygdommen og hans psykiske
helbredsproblematikker, som ikke er udløst af overfaldet den 28. januar
2012, bør der gøres et fradrag i Appelindstævntes, tidligere Sagsøger
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. marts 2014 til 9.
november 2018, som under hensyn til Appelindstævntes, tidligere
Sagsøger beskedne lændesmerter efter operationen i 2012 passende kan
fastsæt-tes til 2/3 af erstatningsbeløbet.

Dansk Jernbaneforbund har gjort gældende, at der ikke er grundlag for at
foretage fradrag for konkurrerende skadesårsager i erstatningen for tabt
arbejdsfortjeneste. Dansk Jernbaneforbund har til støtte herfor bl.a.
henvist til de to ledende højesteretsdomme på området, U.2012.1838H og
U.2013.508H.

I U.2012.1838H var situationen den, at skadelidte to år før den erstat-
ningsudløsende begivenhed havde pådraget sig en arbejdsskade, der gav
anledning til to ugers sygemelding, hvorefter skadelidte genoptog
arbejdet på fuldtid frem til den erstatningsudløsende begivenhed, hvor
skadelidte ifm. manøvrering af en tung jernbjælke fik et ryk i nakken.
Skadelidte var derefter sygemeldt i en måned, hvorefter han genoptog
arbejdet. Kort tid efter blev skadelidte afskediget og fik et nervesam-
                                        5

        menbrud og udtalte depressive symptomer. Symptomerne gik i sig selv,
        men efterlod skadelidte psykisk skrøbelig. Skadelidte udviklede under
        sygeperioden et højt alkoholforbrug. Højesteret vurderede, at skadelidtes
        sygeforløb var udløst af den erstatningsudløsende begiven-hed, som også
        var medvirkende årsag til hele sygeforløbet. Højesterets vurdering skal
        ses i lyset af, at skadelidtes konkurrerende gener opstod før den
        erstatningsudløsende begivenhed og ikke afholdt skadelidte fra at
        genoptage arbejdet på fuldtid før den erstatningsudløsende begiven-hed.

        Det samme var tilfældet i U.2013.508H, hvor skadelidte pådrog sig en
        patientskade under en galdestensoperation. Året forinden var skadelid-te
        udsat for en arbejdsulykke, der medførte en måneds sygemelding,
        hvorefter skadelidte genoptog arbejdet på fuldtid indtil operationen. Ef-ter
        patientskaden blev skadelidte sygemeldt og vendte aldrig tilbage til
        arbejdet. Højesteret vurderede, at skadelidtes sygeforløb var udløst af
        patientskaden, som også var medvirkende årsag til hele sygeforløbet,
        hvilket igen skal ses i lyset af, at skadelidte uanset de konkurrerende
        gener var i stand til at genoptage arbejdet efter arbejdsskaden og arbej-de
        fuld tid i et år inden den erstatningsudløsende begivenhed.

        Omstændighederne i Højesterets afgørelser adskiller sig således fra
        nærværende sag, hvor Appelindstævntes, tidligere Sagsøger
        konkurrerende gener opstod efter overfaldet den 28. januar 2012 og havde
        en betydelig indvirkning på hans sygeforløb.

        Sammenfattende gøres det således gældende, at Appelindstævnte,
        tidligere Sagsøger alene er berettiget til delvis erstatning for tabt
        arbejdsfortjeneste, idet følgerne efter overfaldet alene i meget begrænset
        omfang har medvirket til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger
        uarbejdsdygtighed i perioden fra den 1. marts 2014 til 8. november 2018,
        hvilket i særlig grad understøttes af kommunens til-kendelse af
        førtidspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vur-deringer og
        afgørelser i sagen.”

Dansk Jernbanesamfund har som mandatar for Appelindstævnte, tidligere
Sagsøger i sit på-
standsdokument for landsretten anført bl.a.:

        ”Efter praksis foretages der som udgangspunkt ikke fradrag i erstatnin-
        gen for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den ansvarsbærende begivenhed har
        udløst sygeforløbet og har været medvirkende årsag til sygeforlø-bet, jf.
        bl.a. U.2012.1838H og U.2013.508H.

        I U.2012.1838H udgjorde det samlede erhvervsevnetab 75 %, men alene
        25 % (1/3) heraf kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed. Der
        blev ikke foretaget reduktion i kravet på erstatning for tabt arbejds-
        fortjeneste. Forud for arbejdsskaden havde skadelidte lettere hovedpi-
        netendens og intermitterende brug af hovedpinetabletter. Ved arbejds-
        skaden pådrog skadelidte sig smerter og ømhed i nakke- /skulderågets
        muskulatur med udstråling til hovedet samt smerter i nakke-/rygsøjle med
        bevægeindskrænkning. Efter arbejdsskaden tilkom der gener i form af
        psykiske og adfærdsmæssige problemer, herunder et uhen-sigtsmæssigt
        alkoholoverforbrug.
                                           6


         I U.2013.508H var skadelidte blevet førtidspensioneret, men erhverv-
         sevnetabet der kunne henføres til patientskaden blev alene vurderet til 25
         %. Der blev ikke foretaget reduktion i kravet på erstatning for tabt
         arbejdsfortjeneste. Forud for patientskaden havde skadelidte skulders-
         merter og smerter fra højre fod. Ved patientskaden fik skadelidte gener i
         form af kvalme og madlede samt smerter under højre ribbenskant.
         Derudover havde skadelidte migræneanfald 2-3 gange om måneden.

         I U.2021.1644V blev det lagt til grund, at alene 15 % ud af et erhverv-
         sevnetab på 65 % (mindre end 1/4) kunne henføres til den ansvarsbæ-
         rende begivenhed, og der blev foretaget en reduktion på 50 % i kravet på
         erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen synes svært forene-lig
         med de to domme fra Højesteret.

         Landsretterne har i bl.a. FED.2013.28V, FED2014.13Ø, FED2016.44V,
         U.2018.2383V, FED2020.79V, U.2022.1042V og U.2024.2782V også
         afvist at foretage nedsættelse af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste
         som følge af konkurrerende skader.

         Det fremhæves, at der gælder et almindeligt erstatningsretligt princip om,
         at en skadevolder (her Erstatningsnævnet) må tage skadelidte som
         skadelidte er.

         Det fremhæves også, at der ikke er grundlag for en antagelse om, at
         Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville være blevet uarbejdsdygtig i en
         længere periode som følge af psykiske forhold, også uden det langstrakte
         sygdomsforløb der blev udløst af overfaldet den 28. januar 2012.”

Landsrettens begrundelse og resultat
Parterne er for landsretten enige om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er
berettiget til erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. marts 2014 til den 9.
november 2018, og at Erstatningsnævnets afgørelse af 4. november 2019 skal
hjemvises til forny-et behandling med henblik på udmåling af erstatningen.

Spørgsmålet for landsretten er herefter alene, om der i den forbindelse er grundlag
for at nedsætte erstatningen som følge af konkurrerende lidelser.

På grundlag af navnlig lægeerklæring af 20. august 2013 lægges det til grund, at
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som følge af overfaldet den 28. januar 2012
fik varige følger i form af smerter i lænderyggen, stivhed og indskrænket
bevægelighed, således at han havde en vedvarende skrøbelighed i forhold til
rygbelastende aktivitet.

Det lægges endvidere til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger den 2.
oktober 2013 rask-meldte sig med forbehold for rygbelastende arbejde med
virkning fra den 1. november 2013, som han fragik den 29. oktober 2013, men
fastholdt den 6. november 2013. Han sygemeldte sig på ny den 18. november
2013. Af Dansk Jernbaneforbunds brev af 6. marts 2014 fremgår, at
sygemeldingen skyldtes, at han den 13. november 2013 havde fået konstateret
kræft. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har i
                                          7


byretssagen om tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. november 2013 til
den 28. februar 2014 forklaret bl.a., at han på tidspunktet for sygemeldingen den
18. november 2013 havde fået sin kræftdiagnose, og at hans kone uden var-sel
havde forladt ham, hvilket var dråben, der fik bægeret til at flyde over, samt at han
fortsat havde smerter i ryggen.

Om sygeforløbet i øvrigt fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, herunder
notater af 29. maj 2015 og 8. marts 2016, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
efter kræftforløbet og skilsmissen fik en langvarig og svært invaliderende
depression og blev fulgt i distriktspsykiatrien. Ifølge en psykiatrisk
speciallægeerklæring af 11. februar 2017 havde han kun beskedne lændesmerter
efter sin rygoperation i 2012, og der var ikke tegn på PTSD som følge af
overfaldet. Det blev vurderet lidet sand-synligt, at yderligere psykiatrisk
behandling eller anden behandling afgørende ville kunne bedre hans psykiske
tilstand og dermed hans funktionsevne, som skønnedes helt utilstrækkelig til, at
han ville kunne fungere på arbejdsmarke-det, selv med udtalte skånehensyn.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede på baggrund af de foreliggende
oplysninger i den midlertidige afgørelse af 27. december 2017, at
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke ville kunne vende tilbage til arbejdet
som togfører i samme omfang som før skaden og tilskrev dette især de psykiske
gener. Ved den endelige afgø-relse af 9. november 2018 blev det vurderet, at det
samlede tab af erhvervsevne udgjorde 90 procent, og at ca. ¾ af tabet af
erhvervsevne med overvejende sandsynlighed skyldtes de konkurrerende gener.

Landsretten lægger herefter til grund, at der efter overfaldet opstod yderligere
lidelser, som ikke kan henføres til overfaldet, og at disse lidelser, der i væsentlig
grad var med til at udløse sygeforløbet fra den 18. november 2013, er af en så-dan
karakter, at disse i sig selv må anses for at have været stærkt arbejdshin-drende.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende op-
lysninger finder landsretten, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for peri-
oden fra den 1. marts 2014 til den 9. november 2018 skønsmæssigt skal nedsæt-tes
med ½.

Efter sagens værdi, forløb og udfald finder landsretten, at det beløb, som Er-
statningsnævnet skal betale i sagsomkostninger til Dansk Jernbanesamfund som
mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for sagens behandling i
byretten, skal nedsættes til 126.375 kr. 121.875 kr. er til dækning af udgifter til
advokatbistand inkl. moms, og 4.500 kr. er til dækning af retsafgift. Sagens
omkostninger for landsretten ophæves, således at ingen af parterne skal betale
sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
                                          8



                            THI KENDES FOR RET:

Erstatningsnævnets afgørelse af 4. november 2019 hjemvises til fornyet behand-
ling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere
Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den
1. marts 2014 til 9. november 2018, dog således at erstatningen nedsættes med
1/2.

Det beløb, som Erstatningsnævnet skal betale i sagsomkostninger til Dansk
Jernbanesamfund som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for
sagens behandling i byretten, nedsættes til 126.375 kr.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Publiceret til portalen d. 17-02-2025 kl. 10:00
Modtagere: Appellant Erstatningsnævnet, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
